Broager kirke, søndag d. 26. oktober kl. 10.30
745 Vågn op og slå på dine strenge - 366 Nogen må våge i verdens nat - 14 Tænk at livet koster livet // 384 Til klart Guds ansigt vi skal se - 439 vers 3 - 473 Dit minde skal, o Jesus, stå - 266 Mægtigste Kriste
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:Denne lille historie om den fattige enke, som bliver fremhævet for sin gave i templet, er i grunden ganske enkel og indlysende rigtig: En lille gave af fattige hænder kan betragtes som et stort offer, hvorimod en rigmands store donation måske kan opfattes som et lille greb i lommen.
»Lad jer ikke narre af de skriftkloge,« fortsatte [Jesus]. »De kan godt lide at folk hilser på dem når de går rundt på torvet i deres fine kapper, og de nyder at sidde forrest i synagogen og at få de bedste pladser ved middagsbordene. De spiser enkerne ud af huset og beder lange bønner bare for at folk skal lægge mærke til dem. Men det vil kun gøre Guds dom hårdere.«
Så satte Jesus sig lige over for templets indsamlingsbøsse og kiggede på dem der kom og gav penge til templet. Der var mange rige mennesker der gav meget, men der kom også en fattig enke og lagde to småmønter i. Jesus kaldte disciplene hen til sig og sagde: »Læg mærke til den fattige enke. Hun har givet meget mere end nogen af alle de andre der har givet til templet i dag. For de andre gav af deres overflod, men hun gav af sin fattigdom. Alt det hun ejede, de sidste penge hun havde at leve for.« D.N.A.
Men historien giver også os mennesker i jantelovens hjemland nogle problemer, for vi elsker at vende tingene på hovedet en gang til og så tænke, at man skal nu heller ikke stille sig an, bare fordi man er fattig. Og er der overhovedet nogen – rig eller fattig –, der giver noget som helst væk, uden på en eller anden måde at regne med at få noget igen? Og hvorfor skal enken fremhæves?
Jo, altså, sådan er historien fortalt i en tid, hvor man ikke havde noget som helst sentimentalt forhold til fattige enker, fordi det dengang var en rædselsfuld dårlig situation at befinde sig i. Men historien kan også oversættes. Man kunne lade enken erstatte af en meget dum person, en, som ikke har for mange brikker at flytte med, og så lade den person gøre lige netop det rigtige. Lade denne person lykkes på trods af, at alle odds er imod. Vi kender godt denne person i Klods Hans.
Eller vi kunne lade enken erstatte med en meget rig mand. En, som godt nok har masser af penge, men er ludfattig på hjerte og menneskelig varme. Og når så denne person meget modvillig står overfor andre menneskers nød, så ender det med, at han om end modstræbende og langsomt giver afkald på det, som han indtil nu kun havde levet for, nemlig sine penge. Ham kender vi også, nemlig som Ebenezer Scrooge i Dickens’ Et Juleeventyr.
Jo, vi kan oversætte historien, men det er et spørgsmål om vi derved får alle hovedpersonerne med og hovedrollerne besat, for Jesus er jo også med i historien. Han er hovedperson. Det er ham, som sad der ved templet og så på, hvad der foregik. Og fortalte sine disciple om sit syn på det.
Og ligesom Jesus engang sad der, så sidder han i dag, siger vi, ved Faderens højre hånd i himmelen og skuer ud over verden. Også vores lille verden, den vi deler i byen, den, vi har hjemme i familien sammen, den verden vi hver især har i egne sind og tanker.
Og hvad ser Jesus så på? Jo, hvis han rigtig skal se på os, så kigger han jo nok på vores penge, og hvordan vi forholder os til dem. Der er jo ikke nogen lettere måde at bedømme folk på end efter deres forhold til penge.
Og nu skal I ikke være urolige nede på bænkene, det ikke jeres penge, som jeg er ude efter – i dag i hvert fald [det skulle jeg aldrig have sagt, for der blev kun samlet 20 kroner ind!]. Og Gud er egentlig heller ikke ude efter jeres penge. Det er jeres hjerter, det er vores hjerter, som Gud vil have. Vores hjerter, ikke vores penge. Men hvis vores hjerter hænger ved vores penge, så er de jo i vejen for Gud…
Penge i sig selv er altså ikke problemet. Men vores forhold til pengene kan let være det. Det er ikke godt, hvis vi bare er interesserede i at tjene penge så hurtigt som muligt, og slippe dem igen så langsomt som muligt.
Gud vil have vores hjerte, og Gud vi have, at vi vender vores hjerte mod vores medmennesker. Vi skal være barmhjertige, og det kommer altså ikke af eller betyder ”at have hjerte i barmen”, hvad alle jo har – også de mest hårdhjertede. Derimod kommer udtrykket af at have hjerte for de fattige, for de arme. Altså at have hjerte for det medmenneske, som trænger til hjertelighed.
Og det kan da meget vel betyde, at vi skal give af vores penge til dem, der mangler penge eller noget, som penge kan købe. Men det kan altså også betyde, at vi skal give noget helt andet end penge. Vi kan ikke betale os fra det, hvis der er behov for menneskelig varme og opmærksomhed. Et trøstende ord. En hånd at holde. Medfølelse. Følgeskab. Tid til overs.
Men det kniber jo for os alle sammen at være rigtig medfølende. At være den fuldt ud gode nabo. At være den perfekte ægtemand eller –hustru. At være den fuldt ud opmærksomme og tålmodige forælder. At være det gode barn osv. osv. Vi fejler i mangt og meget, og formår ikke at gå vejen fuldt ud.
Vi kan ikke gå vejen fuldt ud og give afkald på vores eget og ofre os. Ikke som Jesus, Guds Søn, som kom til jorden for vores skyld, for at dø for kærligheden, den perfekte kærlighed, som vi ikke kan opnå, den perfekte kærlighed, som han ville skænke os.
Vores kærlighed er ikke perfekt, og vores hjerter slår ikke altid rigtigt for andre. I den forstand er også vi fattige. Og rige bliver vi måske aldrig. Men derfor må vi starte med at gøre som enken. Vi må starte med at give af vores fattigdom. Og der, hvor vi starter med at give af det, som vi ikke har, der vil der ske en forvandling, der vil mennesker fornemme, at Jesus er til stede.
Engang for mange år siden var der en gruppe mænd, som ikke havde tid. De havde været til møde i hovedstaden hele ugen, og skulle nu nå sidste tog hjem inden weekenden. Møderne havde trukket ud og trukket ud, og endelig, da de var blevet færdige, hastede de af sted til banegården. Der var ikke et minut at spilde, hvis de skulle nå det.
Der var trængsel på perronen, og en lille dreng, som legede der, så mændene komme løbende med flagrende frakker.
Snart var manden nede på alle fire, for at samle kugler, under bænke og imellem mennesker. Alt imens kørte toget væk i baggrunden.
Drengen så til, og turde ikke sige noget. I løbet af kort tid blev kassen med det værdifulde indhold rakt hen imod ham sammen med et varmt smil.
Da manden gik videre, råbte drengen efter ham: ”Er du Jesus?” Og da fornemmede manden, hvem der havde fået ham til at stoppe op og give af den tid, som han ikke havde. Amen.
