Søndag d. 3. juli. Sct. Marie Kirke kl. 10.00, Broager Kirke kl. 19.30
3 Lovsynger Herren - 309 Bøj, o Helligånd os alle - 696 Kærlighed er livets kilde // 695 Nåden hun er af kongeblod - 473 Dit minde skal - 683 Den nåde som vor Gud har gjort
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde: ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.”
Han fortalte dem også en lignelse: ”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.”
- Du, Arkimedes, hvornår smager en Tuborg bedst?
Og Arkimedes svarer
- Hver gang!
En anden af sentenserne er denne:
- Du, Perikles, Hvad synes du om verdenssituationen?
Og Perikles svarer:
- Ingen ting; Jeg har fået en flue i øjet!
Og det er naturligvis klart, at når man har fået en flue i øjet, så er man ikke i stand til at have nogen relevant mening om verdenssituationen, før man har fået fluen ud og kan se rigtigt. I en senere sentens er det blevet til ”Jeg har fået en sporvogn i øjet”. Der er ingen tvivl om, hvorfra Storm P. har hentet inspirationen. Det er jo netop fra dagens evangelieord om splinten i broderens øje og bjælken i ens eget.
Men hvad enten det er en sporvogn, en bjælke eller mere realistisk en flue eller et støvkorn, så gælder det, at selv det mindste er nok til, at man kan blive forstyrret så meget af det, at man intet andet sanser.
Allerede, når man har noget i øjet, selv den mindste smule, kan man ikke se noget. Det er klart. Men hvordan skulle den, som har endnu mere i øjet, kunne se det? Ingen, som har noget i øjet, kan se noget. Øjet løber i vand; tårerne fortegner synsindtrykket, så det, du tror, du ser, er slet ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Nej, der må noget andet til først: bjælken skal ud af dit eget øje.
Og hvad betyder det så Jesu ord om, at du først skal tage bjælken ud af dit eget øje, så du kan se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje? Betyder det bare, at det nu handler om hurtigst muligt at få sit eget øje renset, så man har mulighed for at hjælpe sin bror af med hans dårligdomme. Nej, for vi ved jo godt, at længe efter, at vi har fået urenhederne ud af øjet, løber det i vand og er irriteret, så det gør det svært at se ordentligt.
Ja, og forstår vi billedet fuldt ud, så fornemmer vi nok, at billedet handler om to klovner, som står i manegen og peger fingre af hinandens fejl, men har dem selv mindst lige så meget. Den ene griner, når den anden snubler, men falder snart selv pladask på maven. Den anden griner, når den ene får en smule flødeskum i øjet, men får snart selv hele lagkagen i hovedet eller sætter sig på den.
Når jeg forstår billedet på den måde, bliver jeg klar over, at det ikke handler om, at jeg skal gøre mig skikket til at hjælpe min næste af med hans moralske brist, hans vantro, eller hvad det måtte være, men om, at jeg skal se at komme af med mine egne fejl, og så får jeg såmænd nok at gøre resten af mit liv, for hvordan det! Hvordan skal jeg komme af med alle mine fejl?
Jesus har selv givet svaret: ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig”. … som jeres fader er barmhjertig, det betyder, at du selv er under barmhjertighed. På barmhjertighedens grund får du livet givet, og det er den barmhjertighed, som er dit eget livs selvfølgelige forudsætning, du sættes til at øve. Og det er det modsatte af at dømme.
Det vil sige, når du ser dig selv under barmhjertighedens forudsætning, så ser du nok dine egne fejl og mangler, men du ser dem i et andet lys. Du forstår dem anderledes. Fejlene bliver mindre graverende, og du har ikke længere brug for at fremhæve din bror eller søsters fejl for på den måde at forsøge at kamuflere dine egne. Først i kærlighedens lys, kan man se klart nok til at tage den splint ud, som er i ens brors eller søsters øje.
Opfordringen til barmhjertighed, til ikke at fordømme, til at tilgive begrundes jo med faderens barmhjertighed. Dvs. Gud Faders barmhjertighed. Han har skabt os, og vi er skabninger, som er skyldige ikke at bedømme vore medskabninger hårdere, en vi selv ønsker at blive bedømt. Ja, ikke bare det, vi er også selv under barmhjertighed. Ved vores dåb fik vi synligt korstegn, vand og håndspålæggelse og usynligt Helligåndens kraft, hvorved vi blev genfødt og fik skænket syndernes forladelse nu og altid.
Det er med den barmhjertighed som baggrund, at vi skal tilgive, vi, som selv har fået og vil få meget tilgivet.
Nu kunne man måske komme til at overveje retfærdigheden i denne sag. Og hvis vi tænker: ”Er det nu retfærdig, at den anden, de andre bliver tilgivet?”, så har vi slet ikke forstået, hvad det hele drejer sig om. Og hvis vi omvendt tænker: ”Er det retfærdigt, at jeg bliver tilgivet?”, så tager vi også fejl, selv om den sidste tanke er den mest ydmyge og der, hvor vi burde starte.
Lad mig illustrere dette: Nogle mennesker ønsker ikke at gå til alters, fordi de mener, at de andre, som kommer, jo bare er nogle selvretfærdige hyklere - de er jo ikke bedre end os andre. Andre ønsker ikke at gå til alters, fordi de synes, at de ikke er værdige til det. Hvem har ret? Ingen og dem alle sammen! De har jo ret i, at det er hyklere, selvretfærdige og uværdige, som går til alters. De har fuldstændig ret. Men de har ikke ret i, at det skulle være nogen grund til ikke at gå til alters. Tværtimod, nadveren er jo for syndere til Jesu ihukommelse og til stadfæstelse i troen på syndernes hukommelse.
Det er det rigtige. Det er retfærdighed for uretfærdige, at vi, som er uretfærdige, må leve i Guds nåde og tilgivelse. Det må nok siges at være en anden retfærdighed, end den man almindeligvis kender til. Guds retfærdighed er, at Gud vil have med os at gøre, også selv om vi er uretfærdige, uværdige, fordømmende osv. Ja, vi får i pose og sæk uden at have fortjent det. Det er jo det, det betyder, udtrykket: ”Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen”.
Og det er altså ikke havre til hesten, der menes med det udtryk, men alt godt fra Gud - kærlighed, himmerigets frugt, at Gud tager os i sin favn…
”Men”, er der nogle der siger ”alle disse ord om barmhjertighed, de er jo slet ikke til at overholde. Mon ikke blot det et uoverstigeligt, uoverskueligt, utopisk krav, som Jesus har stillet for at gøre os opmærksomme på, at vi slet intet kan gøre selv?”
”Er det ikke”, kunne man spørge sig selv, ”netop det Paulus taler om, når han siger, at loven er 'en tugtemester til Kristus, for at vi må blive retfærdiggjorte af tro'?”
Jo, det er det netop, men ikke blot. Selvfølgelig kan og skal vor utilstrækkelighed overfor loven - Guds lov, livets lov, almindelig anstændighed, eller hvad vi nu ikke formår at overholde og leve op til, selvfølgelig skal opmærksomhed på den utilstrækkelighed, den mangel, den synd drive os til Kristus, til Guds nåde.
Men det er nu ikke hele lovens funktion. Budet gælder stadig: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Dvs. du skal gøre, hvad Gud vil, og hvad der gavner din næste. Ellers ville Jesus jo heller ikke have sagt at ”En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester.”
Den kærlighed, som du møder, er du skyldig at række videre. Også dine gode gerninger betyder noget for Gud og for dine medmennesker - også selv om du vedbliver at være en klovn eller en vagabond på livets vej. Så vær da den glade klovn, som fryder sig enfoldigt over de goder, som livet giver. Og når du bliver spurgt: ”Hvornår smager Guds nåde og barmhjertig bedst?” Så vær den vagabond, som svarer ”Hver gang!” Amen.
