tag:blogger.com,1999:blog-3055653444269171472024-03-16T02:12:52.927+01:00Hør en prædikenHistorier, fortællinger fra dagliglivet, sange og digte - genkendelsens glæde i ny sammenhængUnknownnoreply@blogger.comBlogger239125tag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-65312413042586931342023-12-24T23:44:00.012+01:002023-12-25T23:39:22.143+01:00Se julen fra en and[en]s synspunkt / Den Blå EngelJuleaften 2023, Lukas 2,1-14.<a name='more'></a><br>Broager Kirke, søndag d. 24. december 2023, <a href="https://recorder.google.com/0b6987f0-cf18-457f-95c3-f54d3756960c" rel="nofollow" target="_blank">Hør prædiken...</a><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://recorder.google.com/0b6987f0-cf18-457f-95c3-f54d3756960c" rel="nofollow" target="_blank"></a><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEinX3ArgVLHWjrk2GOHCpb9vS7iYDkzcb45YibWvJen3HL_-ZEqYJHMKGj6BV5M09KePGZQmAmaVw_mUcca9KyH0QIf6LH_rzKclsWMO8Cd9H5shZ5LSexeVdd1deG-KI86oQE47XynijFyhN3q-EBPYYgqS3YX8pQ0D7wfiT-zaTp6RCQ40WNXAveXZ4W6/s1024/frau%20und%20engel.jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="1024" data-original-width="916" height="1" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEinX3ArgVLHWjrk2GOHCpb9vS7iYDkzcb45YibWvJen3HL_-ZEqYJHMKGj6BV5M09KePGZQmAmaVw_mUcca9KyH0QIf6LH_rzKclsWMO8Cd9H5shZ5LSexeVdd1deG-KI86oQE47XynijFyhN3q-EBPYYgqS3YX8pQ0D7wfiT-zaTp6RCQ40WNXAveXZ4W6/s320/frau%20und%20engel.jpg" width="1" /></a></div><i>94 Det kimer nu – hilsen, bøn, læsning – 123 Her kommer, Jesus, dine små – læsning, trosbekendelse – 112 Kom, alle kristne // 104 Et barn er født – bøn, Fadervor, velsignelse – 121 Dejlig er jorden</i><br /><br /><blockquote style="border: none; margin: 0px 0px 0px 40px; padding: 0px; text-align: left;"><i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:<br /></i>Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.<br /> I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: </blockquote><blockquote style="border: none; margin: 0px 0px 0px 40px; padding: 0px; text-align: left;"> »Ære være Gud i det højeste og på jorden!<br /> Fred til mennesker med Guds velbehag!«</blockquote><p> “Se julen fra en ands synspunkt”, sådan starter en gammel Shubidua-sang. Og det er “ikke særlig skæg [at være and:] / bare ned med svesken / og op på disken / så har jeg lagt mit sidste æg”. Og sangen slutter med en lang, rappende og kærlig hilsen fra Anders And. </p><div> <p>Men det er ikke denne vrøvle-vise, vi skal synge i dag. Nej, vi skal bare se julen fra en andens synspunkt, indledningsvis fra englens synspunkt. </p><p> Men kan man det? Hvad ved vi om engles tanker, hvis de overhovedet tænker? Jo, englen Gabriel kunne vel nok have tænkt sit, da han blev sendt til Maria i landsbyen Nazareth med budskab fra Gud, om at hun skulle blive med barn og føde en søn og give ham navnet Jesus. Og kort tid efter gik englen så bud til Josef, som overvejede at slå op med Maria, og englen måtte mægle og glatte ud og sige: “Josef … vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden.” </p><p> Og så 9 måneder efter blev barnet født – som vi har hørt i juleevangeliet. Og her dukker englen op igen. Nu for hyrderne i strålende herlighed. Og der forkyndes en stor glæde for hele folket. Og en himmelsk hærskare falder ind i lovsangskoret og synger lovsangssymfonien. </p><p> Men hvad tænker en engel? Hvad er en engels synspunkt? Jo, vi kan da god fantasere over det, men i grunden tænker en engel nok ikke så meget. En engel – det er en budbringer, et postbud så at sige, som bringer budskab fra Gud. Og et godt postbud prikker ikke på pakkerne eller kigger ind i konvolutterne. Et godt postbud bringer bare posten ud. Det er afsenderen og budskabet og modtageren, der virkelig gælder, ikke budbringeren.</p><p> </p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhIRXUR5YKXjmU-JgsMUCYanA2xGjCsQAUIlr2LrZ37b4ZzuSm2nF6zDLDyZL6Pd0tXYm5-sg7FNZ3xS0RVGxLE1q0FCDbDm7tHR1X5JoGQaJQuacBHq7qu9pUY13W8Lvtw6t0gUDHrfZt5jRnlpMgajMWi8kAiYKe6QzodWhuB2EKXSzeX7qe4UvPfNxxG/s1954/Prophet%20mit%20engeln.jpg" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="1410" data-original-width="1954" height="231" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhIRXUR5YKXjmU-JgsMUCYanA2xGjCsQAUIlr2LrZ37b4ZzuSm2nF6zDLDyZL6Pd0tXYm5-sg7FNZ3xS0RVGxLE1q0FCDbDm7tHR1X5JoGQaJQuacBHq7qu9pUY13W8Lvtw6t0gUDHrfZt5jRnlpMgajMWi8kAiYKe6QzodWhuB2EKXSzeX7qe4UvPfNxxG/s320/Prophet%20mit%20engeln.jpg" width="320" /></a></div>Og hvad enten engle er diskrete og dukker op hos mennesker i drømme, eller de viser sig som det fantastiske syn på himlen, som hyrderne så, så kan vi ikke se det samme. Vi kan kun høre om det. Og skal vi lave en film om det, så kan vi ikke lave en troværdig scene med lovsangen på himlens skyer. Vi kan ikke på troværdig måde filme et symfoniorkester oppe i himlen, vi er nødt til at filme noget nede på jorden.</div><div><br /></div><div>Ja, og det himmelske kan vi nogle gange kun hentyde diskret til – fx med farverne i et billede. Således er det første billede på jeres <a href="https://drive.google.com/open?id=1vQjafb7P7CKaO_-sdVEumHARhmiKrplL">sangark </a> et billede af en profet, som ser nogle engle oppe i himlen. Han ser fremad og tilbage på en gang, for det kan profeter, og englene er nogle søde væsener i gult. En anden, mere stilfærdig engel spiller harpe. Og så er der billedet af den blå engel. <p></p><p> </p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjIf5fbmytQi8UN5YrdoQ5kwHVAaoCfnbl14_HsMF4VxAmD0pIkptAnlv6yBu28w7GNswW807R-2-6g_H_HR4vCNLi4PorsjAKv4Ds2GEGvTNSHVU5T5kn5pLuoTKbUg7-g1CA0F5gvzb_pEz_Rjlzd12gNICQpikifKGs-kfuJEg1bRWFeB5-0ufU6oTE3/s1024/frau%20und%20engel.jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="1024" data-original-width="916" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjIf5fbmytQi8UN5YrdoQ5kwHVAaoCfnbl14_HsMF4VxAmD0pIkptAnlv6yBu28w7GNswW807R-2-6g_H_HR4vCNLi4PorsjAKv4Ds2GEGvTNSHVU5T5kn5pLuoTKbUg7-g1CA0F5gvzb_pEz_Rjlzd12gNICQpikifKGs-kfuJEg1bRWFeB5-0ufU6oTE3/s320/frau%20und%20engel.jpg" width="286" /></a></div>Den blå Engel. Tænkte Emil Nolde mon på filmen Den Blå Engel , da han malede det billede? Den Blå Engel var en tonefilm fra 1930, som blev produceret i både tysk og engelsk udgave og blev meget populær i hele verden. Det var bl.a., fordi Marlene Dietrich havde en hovedrollerne som kabaretsangerinden Lola Lola. Men den egentlige hovedperson i filmen var Professor Rath. <p></p><p> Professor Rath er en stilfuld, men også selvhøjtidelig, midaldrende gymnasielærer. Vi møder ham først ved morgenbordet, efter at hans husbestyrerinde har givet besked om, at morgenmaden er ved at være klar. Han hælder pertentlig kaffen op i sin kop [viser med fagter], og nu begynder han underligt nok at fløjte nogle venlige toner. Han gentager tonerne, men får ikke noget svar. Vi ved ikke hvorfor, men så ser vi ham gå hen til et fuglebur; det var altså en lille spurv, som han forsøgte at komme i kontakt med. Men fuglen er død, og han tager den omsorgsfuld ud af buret. </p><p> Og i samme øjeblik kommer husbestyrerinden ind i stuen med det ristede brød til professoren, og hun tager den døde fugl ud af hans hånd og kaster den ind i flammerne i kaminen, idet hun henkastet bemærker: “Den fugl så nu heller ikke rask ud!” </p><p> Så går Professor Rath på arbejde. Inden han kommer ind i klassen, ser vi studenterne, som larmer og er urolige. Og en af dem sniger sig endda til at skrive på den klasseliste, som professoren senere skal lave navneopråb fra: “Professor Unrat”. Det betyder professor affald! </p><p> Men, da professoren træder ind i klassen, bliver der ro. Alle rejser sig op og hilser og sætter sig først ned, når professoren giver tegn til det. Professoren er som en gud. Han bestemmer, og han er ikke særlig rar. Og han finder ud af, at studenterne gerne vil hen på værtshuset Den Blå Engel og se sangerinden Lola Lola synge og danse. </p><p> Det vil professoren forhindre, så han går selv derhen samme aften. Og det går efter mange mange forviklinger hverken bedre eller ringere, end at Professor Rath bliver forelsket i Lola Lola, kvinden med den dybe stemme, som synger så indsmigrende: “<a href="https://youtu.be/ahyLLX0tmD8?si=Y5oJhsa5mmU_gB3D">Jeg er fra top til tå kun skabt til kærlighed</a>”. Og godt ud ser hun også; det er måske hende, som Kim Larsen et sted hentyder til med ordene: “Det hele er så simpelt / og ligetil at forstå / hvem ka’ sige nej til en engel / med nylonstrømper på?” </p><p> De indleder så et forhold de to, men det bliver afsløret, og professoren bliver fyret. De bliver også gift. Men uden arbejde synker professoren så dybt, at han må optræde som klovn på natklubben for at overleve. Og ulykkeligt slutter den film, som på en gang er en smuk kærlighedshistorie, men også historien om et respektabelt menneskes nedstigning til vanvid… </p><p> Og den historie kan måske hjælpe os til at se julen fra en helt anden vinkel og fra en andens synspunkt. Nemlig julen set fra Gud. Gud, som skabte markens blomster og himlens fugle. Og ikke mindst mennesket, og som elsker mennesket. Gud, som gennem tiden sendte engle og profeter for at hjælpe mennesker. Og Gud, som ved tidens ende besluttede sig for ikke at forblive højt ophøjet over alle ting, men som valgte at stige ned på jorden (også i dens vanvid) og blive født som menneske. </p><p> Ja, dette barn, Jesus, blev født under de ringeste forhold mellem dyr og skarn. Og han voksede op og levede blandt almindelige mennesker, blandt de små, de syge, de udstødte og foragtede. Blandt ludere og lommetyve, må vi regne med. Og pæne mennesker brød sig ikke om ham, de rynkede på næsen ad ham, de regnede ham for en klovn. Og man forfulgte ham og piskede ham og slog ham ihjel. </p><p> Men han opstod fra de døde, og hans venner, som så hans sår, troede på ham. Og de fortalte om ham overalt, ud over hele jorden til sidst. Det er evangeliet, den historie, som vi hører begyndelsen på i dag… </p><p> Og englene, hvor er de? Findes der stadig engle med budskab fra det høje? Jo, det tror jeg, at der gør. Og forleden mødte jeg en engel – sådan lidt indirekte. Der var juleafslutning med en af børnehaverne, og børnene vidste godt, at vi skulle høre om Jesus. “Ved I, hvem Jesus er?”, spurgte jeg. Og en lille dreng vidste det godt. Han svarede: “Det er Guds lillebror!”... Og jeg syntes, at det var sådan et fint svar, selv om det ikke var helt nøjagtig det, som jeg havde regnet med at høre. </p><p style="background-color: white; line-height: 1.2; margin-bottom: 10pt; margin-top: 0pt;"> Og jeg blev klar over, at den dreng havde mødt en engel, som havde fortalt ham om Jesus. Den engel var måske hans mor eller far eller en bedstemor eller en pædagog, som havde fortalt julens evangelium. En voksen, som havde fortalt det til et barn. For tider skal komme / og tider skal henrulle, / slægt skal følge slægters gang; / [og] aldrig forstummer tonen fra himlen / i sjælens glade pilgrimssang. Amen.</p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgHxocxvVcLSeDE7Y166N4AdsyvxFjSgSjtfqxrGpb5zdqn6WS0kJ_BvhlUD4UilUtZBZadhuS4MoJJFqusijcmTQf-B57tQgqohApbXK-HB33rqWY9_KVFyPXc5tPRj6LVAC0u5WbAf_p2U2sojFLHGAhf7xOm0OonnOEvXiw3vq5FwcYYBMqilQnLfV9X/s1197/noldesalterbillede.jpg" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="460" data-original-width="1197" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgHxocxvVcLSeDE7Y166N4AdsyvxFjSgSjtfqxrGpb5zdqn6WS0kJ_BvhlUD4UilUtZBZadhuS4MoJJFqusijcmTQf-B57tQgqohApbXK-HB33rqWY9_KVFyPXc5tPRj6LVAC0u5WbAf_p2U2sojFLHGAhf7xOm0OonnOEvXiw3vq5FwcYYBMqilQnLfV9X/w400-h154/noldesalterbillede.jpg" width="550" /></a></div><br /> <p></p> </div>Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-21301351533197514882023-12-11T12:02:00.065+01:002023-12-25T23:38:21.316+01:00Jeg vidste slet ikke, at du var så hellig!2. søndag i advent 2023, Matthæus 25,1-13. (Ingen optagelse)<a name='more'></a><br />Broager Kirke, søndag d. 10. december 2023.<br /><i>87 Det første lys – 612 Den store mester kommer – 362 Gør dig nu rede, kristenhed // 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed – 439,1 O du Guds Lam! – 473 Dit minde skal, o Jesus, stå – 279 Venner, lad kun skyer gråne</i><p></p><blockquote style="border: none; margin: 0px 0px 0px 40px; padding: 0px; text-align: left;"><p style="text-align: left;"><i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: </i><br />Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.</p></blockquote><p>Julen varer <i>ikke</i> lige til påske. Nej, ifølge gammel kirkelig tradition og en engelsk julesang varer julen strengt taget kun 12 dage: Det er fra d. 25. december til d. 5. januar. Derefter starter den 6. januar helligtrekongerstiden, hvor man fejrer Jesu tilsynekomst.</p><p>Og i perioden med de 4 adventssøndage før jul er det advent. Adventstid er ikke juletid, men forberedelsestid og bodstid. Derfor har vi heller ikke røde bånd på adventskransen, men violette. Vi synger kun Kyrie, men ikke Gloria. Det hele er mere afdæmpet, ja mere dystert, for der er noget, der skal renses ud i. Man skal være vågen og bede. Man skal forberede sig på Herrens komme – ikke bare som barnet i vuggen, men som verdens dommer på den yderste dag.</p><p>Og det er en svær tekst, kan man godt synes: “Det er sådan nogle historier, der giver kristendommen et dårligt ry!”, sagde en konfirmand engang. Eller hvad nu hvis der skal være dåb på denne dag, det forekommer jo. Er det så for barsk en tekst?</p><p>Ja, det skrev forfatteren Pia Juul engang en lillebitte novelle om. Den handler om to forskellige måder at reagere på, hvis man tilfældigvis er landet på en kirkebænk 2. s. i advent, fordi man er blevet inviteret til barnedåb. Novellen hedder : “Jeg vidste slet ikke, at du var så hellig”, og den handler om et yngre ægtepar, der har fået en indbydelse til at komme til barnedåb.</p><p>»Invitationen lå på spisebordet mellem dem. Hans ansigt var vendt mod vinduet, hans hud var blank i aftenlyset, han var irriteret, det kunne hun tydeligt se. “Det er længe siden, jeg har været i kirke,“ sagde hun og tog kortet op igen. “Prøv at se, så sød hun er. Tænk, at jeg skal være fadder, er det ikke pænt af dem?”</p><p>Han syntes, hun så fjollet ud. “Jeg vidste slet ikke, at du var så hellig”, sagde han. </p><p>“Når jeg aldrig har været i kirke, mens du har kendt mig, kan man da ikke kalde mig hellig, kan man?” sagde hun.</p><p>“Jeg ved slet ikke, om jeg vil med,” sagde han. “Altså i kirken.”</p><p>“Tror du, man kan det?” sagde hun. “Komme til frokosten, men ikke i kirken?”</p><p>“Selvfølgelig kan man det!” sagde han. Men han gik med. </p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhsM_LVVKajYfUQiQYUBLr_0COn872Pt1aZvXA7YKktFtsplhEHSnVSXl9nDRI1NgbQk_h0nPBtbRNciL9iPfr7nG8F_E8-fP52oHwftuEO4rHaiDm-cEIlBymPEisplbSgJvUL2F2kaaaiWJklBkaFW_NcoI2Zgthaq9650W9lRdENSD-wlaVJnC23BC25/s488/Virgin%20in%20Adoration.jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="488" data-original-width="366" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhsM_LVVKajYfUQiQYUBLr_0COn872Pt1aZvXA7YKktFtsplhEHSnVSXl9nDRI1NgbQk_h0nPBtbRNciL9iPfr7nG8F_E8-fP52oHwftuEO4rHaiDm-cEIlBymPEisplbSgJvUL2F2kaaaiWJklBkaFW_NcoI2Zgthaq9650W9lRdENSD-wlaVJnC23BC25/s320/Virgin%20in%20Adoration.jpg" width="240" /></a></div>Han kunne nu lige så godt ikke have været der, hvis det var for hendes skyld, for hun ænsede ham ikke. Kirken mindede om hendes barndoms landsbykirke, de kalkede vægge, de malede kirkebænke. Indgangsbønnen sendte hende tilbage gennem tiden, for Jesu Kristi skyld at sørge over mine synder; hvordan kunne man sige sådan noget, hvorfor lød det så fremmed og velkendt på én gang. Hvordan kunne det være, at hun vidste, hvad det betød? Hvem havde lært hende det? Alting var, som det var, da hun var barn, hun vidste, hvornår hun skulle rejse sig og sætte sig, hun kunne synge med, hun kunne svare, hun kunne trosbekendelsen, skønt hun ikke havde skænket den en tanke i mange år. Hendes ansigt var at ligne med maleriernes jomfruers hengivne, næsten ekstatiske udtryk. <p></p><p>Men dem kendte han ikke, så han så blot bekymret på hende, hendes blik var langt oppe i koret, ikke på bænken foran, ikke et øjeblik på ham. Og da hun skulle op at stå ved døbefonten, gik han ikke med.</p><p>Rædselsslagen så han på hende, hun så jo lykkelig ud, men hvorfor havde han så ikke set det udtryk før? End ikke da de blev gift; ikke når han kom hjem fra rejser; aldrig. </p><p>Han gjorde et forsøg. Men teksten til prædiken [bagefter] rystede ham. Det var noget med Himmeriget og ti jomfruer og nogle lamper. Han hørte efter, men så stod han af. “Jeg troede ellers, ham Gud var sådan en flink fyr!” sagde han forarget og uden at dæmpe stemmen.</p><p>Hun sendte ham et såret blik og rystede på hovedet, så vendte hun ansigtet op mod præsten igen. “Og så til en barnedåb!” blev han ved. “Kunne han da ikke have fundet noget, der passede bedre til en barnedåb!” Denne gang lidt mere lavmælt, men højt nok til, at hun hørte ham; hun drejede bare ikke hovedet igen. </p><p>Da de var kommet ud af kirken, skulle barnet fotograferes med forældre og bedsteforældre og faddere. Hun så efter ham. Han skulle være blevet hjemme, det her var ikke nødvendigt, han lignede en, der havde været i kamp, fuldstændig udmattet. Han gik ned ad nogle grusgange på kirkegården og tændte en cigaret og vendte sig om og så derop.</p><p>Nu lignede hun sig selv igen. Men det, han havde set, kunne han ikke forvinde. Det var det uhyggeligste, han havde været med til i hele sit liv. Hvorfor havde hun set så lykkelig ud? Hvordan skulle de leve et normalt liv efter det her? Han var ikke sikker på, han kunne.« </p><p>Det var novellen i al sin korthed. En historie om en mand, som troede, at præsten selv havde valgt evangelieteksten til den dag. Og som troede, at Gud var en flink fyr, som ikke stillede alt for store krav til mennesker om overhovedet nogen. Og som slet ikke kunne glæde sig sammen med sin kone, sin brud, fordi hun her i kirken var optaget af noget, som hun ellers aldrig var optaget af. Hun var forandret, og hendes forklarede ansigt var et frygteligt syn for ham. Hun havde set så lykkelig ud. Det havde nærmest været som om, at hun havde været ham utro. Og han var ikke sikker på, at de kunne leve et normalt liv sammen efter dette.</p><p>På en eller anden måde fandt han hendes lykke upassende. Jo, dengang de var blevet gift, da var hun lykkelig. Og det var han også. Det var en god dag, og det i kirken havde ikke fyldt så meget. Men det her var jo noget andet.</p><p>Og hvad var der egentlig sket med kvinden? Jo, det var jo nok det, at hun pludselig var vågnet op og havde genkendt sig selv som en, der kender Gud, og føler sig kendt af Gud.</p><p>Og formodentlig var det sådan, at i hende lå der lidt olie gemt. Hun genkendte indgangsbønnen med dens fremmedartede og alligevel hjemlige ord. Hun havde lært dem at kende som barn. Trosbekendelsen kunne hun atter udenad. Hun rejste sig og satte sig ned og sang med på salmerne i takt og var en del af gudstjensten. Hendes ansigt blev mildt.</p><p>Hun blev rolig i den tro, at hun tilhørte Gud, først og sidst – før hun tilhørte sig selv, før hun tilhørte sin mand.</p><p>Og det var nok ikke bare denne ene evangelietekst, som klingede i hendes sind. Måske hun havde gået i kirke som barn, måske hendes forældre havde taget hende med. Måske var det bare kirkegangen fra konfirmationsundervisningen. Under alle omstændigheder havde hun olie på lampen, noget, der kunne antændes og lyse, så hun vågnede op og fattede, hvem hun var: et menneske elsket af Gud.</p><p>Måske vi også har olie på lampen, når Herren, livets konge, kommer til os – i adventstiden og på den sidste dag, når vi skal forenes med ham til den himmelske fest.</p><p>Den sidste dag. Den sidste dag blev det i øvrigt for Pia Juul i 2020, da hun døde kun 58 år gammel. Det år, som hun havde forfattet en smuk sang, sangen til 100-års jubilæet for genforeningen. En sang også om at lyse og have olie på lampen, synes jeg. Første og sidste vers lyder sådan her: </p><blockquote style="border: none; margin: 0px 0px 0px 40px; padding: 0px;"><p style="text-align: left;">1. Hver dag en ny dag, hver dag en gave.<br />Se dig omkring.<br />Vil du dele din blomstrende have<br />med andre eller slå ring<br />om dig selv og dit liv og din verden?<br />Vil du åbne eller lukke,<br />vil du slukke håbet<br />eller slå bro?</p><p style="text-align: left;">4. Den du har savnet, kommer tilbage,<br />kysser dig blidt.<br />Dette kys vil få bugt med din klage,<br />så rust dig – fjern dit stakit.<br />Sæt din grænse men hold døren åben.<br />Du kan åbne, du kan lukke.<br />Du kan hugge håbet<br />ind i en sten.</p></blockquote><p>Amen.</p><div><br /></div>Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-55746934526825260272022-09-10T20:05:00.017+02:002023-12-25T23:40:17.187+01:00Grisebrønden og den manglende figur13. søndag efter trinitatis 2022, Matt 20,20-28. (Ingen optagelse)<a name='more'></a><br />Broager Kirke, 11. september kl. 10.30<br /><i>750 Nu titte til hinanden – 448 fyldt af glæde – 369 Du, som gir os liv og gør os glade // 246, 1-4 Kom, lad os tømme et bæger på ny – 440 O, Guds Lam uskyldig – 246, 5-6 – 375 Alt står i Guds faderhånd</i><p></p><p></p><blockquote style="border: none; margin: 0px 0px 0px 40px; padding: 0px; text-align: left;"><p><i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: </i><br />Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«<br /> Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneske- sønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«</p></blockquote><p>At nogle bor i paladser, mens andre ender i rendestenen er et eviggyldig fænomen. Således påstod i hvert fald en københavnsk lokalpolitiker sidste år: “Vi ender med boliger på Papirøen til over 40 millioner til dem, der i forvejen har råd, mens den hjemløse ligger i rendestenen!”</p><p>Og lidt det samme er på spil i dagens pinagtige evangelietekst, hvor vi hører om, hvordan Zebedæussønnernes mor, det må være fru Zebedæus, be’r så mindeligt om, at netop hendes sønner skal få de bedste pladser i himlen, når “de flytte skal fra jord og mødes ved hans højtidsbord.”</p><p>Det er selvfølgelig pænt af hende at bekymre sig for børnenes, ja de fuldvoksne sønners fremtid. Men det giver altså anledning til at sige om hende: “Enhver so synes bedst om sine egne grise!”</p><p>Den talemåde er i øvrigt tvetydig, for den beskriver på den ene side den nævenyttige rappenskralde-mor, men på den anden side, hvordan en so, en naturlig so altså, har omsorg for sine grise.</p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgyAKH4T50bOUsr33CLRil0iWXH04OVWxIOnZQHboCauGrCMQfEgK6h45gcIEuJkk6RdcPpLRil6M8DI5osRgohYLGWClUoAhio3H_VScGgnefzKvCD9YmS7UfN-Tem8L9dtCia2ExJH9UX26Zm63GqB16dzfIXbQfaEXJBNF_ONPEQpZKNirPXdVnPwg/s1000/Grisebr%C3%B8nd.webp" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="704" data-original-width="1000" height="225" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgyAKH4T50bOUsr33CLRil0iWXH04OVWxIOnZQHboCauGrCMQfEgK6h45gcIEuJkk6RdcPpLRil6M8DI5osRgohYLGWClUoAhio3H_VScGgnefzKvCD9YmS7UfN-Tem8L9dtCia2ExJH9UX26Zm63GqB16dzfIXbQfaEXJBNF_ONPEQpZKNirPXdVnPwg/s320/Grisebr%C3%B8nd.webp" width="320" /></a></div>En lignende tvetydighed kom engang frem i forbindelse med kunstværket Grisebrønden, som står ved Århus Rådhus. Kunstværket er en slags springvand eller en vandkunst, hvor en so har sine 7 grise omkring sig. Det er et smukt og nænsomt kunstværk, og det er også underfundig, fordi det har et indbygget urværk, der styrer vandtilførslen og skaber bevægelse, ved at grisene pisser på skift, og soen savler. <div><br /></div><div>Oprindeligt var Grisebrønden opført i granit, men pga. skader ved hærværk er den nuværende udgave udført i bronze.<p></p><p>Den udførende kunstner, Mogens Bøggild, var inspireret af historien i Bibelen om den fortabte søn, der ødsler hele sin formue væk og ender med at være nødt til ligge sammen med svinene og spise deres foder. Og i de første skitser var den fortabte søn til stede sammen med grisene, men han forsvandt inden færdiggørelsen.</p><p>Grisebrønden blev modtaget meget negativt i Aarhus. Mange kunne ikke lide kunstværket i sig selv, og andre var stærkt kritisk overfor, at det var bryggeriet Ceres som havde betalt for det. Afholdsfolkene syntes, at overdreven øl-drikkeri i forvejen lokkede så mange mennesker i uføre, at man ikke behøvede at understrege det med en skulpturel svinesti. Og andre var utilfredse med, at bryggeriet under dække at kulturstøtte fik gratis reklame.<sup>1 </sup></p><p>Og det med, at bryggerierne har stærk indflydelse på samfundslivet, det vidste man allerede i 1700-tallet, hvor den, som “vidste, hvor David købte øl”, var udtryk for en som havde forstand på tingene og vidste besked. Og vi kender også til det i dag, hvor Carlsbergfondet ikke blot giver mange penge til kunst og kultur, men også finansierer regeringsvenlig og systemkonform forskning i form af det nylige HOPE–projekt. HOPE (et positivt ladet ord og akronym) skulle bl.a. med anvendelse af adfærdspsykologi<sup>2</sup> hjælpe til at udforme en national fortælling om enighed og fælles takt. Altsammen godt hjulpet af spørgeskemaer og statistik, som man selv havde udformet. </p><p>Og med de rigtige ord og de rigtige tal kan man gøre så meget for at fremme sit formål. Således havde engang en spøgefugl<sup>3</sup>, som skulle være med til at indvie en ny, kunstig anlagt sø i udkanten af Herning, importeret nogle kasser øl fra Haderslev. Og han havde skrevet fortløbende numre på de enkelte ølflaskers etiketter. Ved indvielsen af søen delte han så ud af disse særligt nummererede øl som souvenir. Og fordi den nye sø hed <a href="https://www.visitherning.dk/herning/se-og-oplev/fuglsang-soe-gdk814808">Fuglsang Sø</a>, troede nogle af modtagerne, at øllene var brygget og havde fået etiketter særligt til lejligheden! (Vi <a href="https://da.wikipedia.org/wiki/Bryggeriet_Fuglsang">Sønderjyder ved bedre...</a>). </p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEg0m4_FUqsnlOEoJUuYTrNF5VVhFKxHIfqmL8Qakr06TxFcu_SFPtE9h8gJHUaBCqiY7iBQKhju-t6Q1kfcNr9Q4MpHfGm-lHcpQEe8vVhUH85-xkk8_jl7Bi5V1zMaE5NEh5iTpb3RFXI2_yuFeWclT9_nBkzsf5jTqoUIOq4QwNJjMiNAma0XvO-ubg/s1920/udsigt%20fre%20plehjemmet.webp" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 0em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="800" data-original-width="1920" height="133" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEg0m4_FUqsnlOEoJUuYTrNF5VVhFKxHIfqmL8Qakr06TxFcu_SFPtE9h8gJHUaBCqiY7iBQKhju-t6Q1kfcNr9Q4MpHfGm-lHcpQEe8vVhUH85-xkk8_jl7Bi5V1zMaE5NEh5iTpb3RFXI2_yuFeWclT9_nBkzsf5jTqoUIOq4QwNJjMiNAma0XvO-ubg/s320/udsigt%20fre%20plehjemmet.webp" width="320" /></a></div>Men selv om de blev snydt, så skal herningenserne dog have den ros, at de bedste pladser ved den sø ikke er forbeholdt de mest pengestærke; der er nemlig anlagt et <a href="https://plejecenter.herning.dk/vores-plejecentre/fuglsangsoe-plejecenter/om-fuglsangsoe-centret/">plejecenter</a> på den ene bred med fin udsigt over søen.<p></p><p>Men nu til Jerusalem, hvor den ambitiøse mor var på spil. Hun havde skubbet sine sønner foran sig, og de var tilsyneladende med på den. For da Jesus spørger dem, om de er klar over, at der er koldt på toppen, og at man skal være rede til at drikke det bæger, som gives der: den bitre kalk, så mener de nok, at de kan det.</p><p>Men de ved ikke, hvad de taler om. Moren ved ikke, hvad hun beder om. For alle tre ser det ud som storhed uden lige. </p><p>Og er der koldt på toppen generelt, så er der dødsens koldt på toppen af Golgata. Det erfarede også de to, som rent faktisk fik hæderspladserne sammen med Jesus, de to røvere på korsene til højre og venstre for ham. Og det havde ingen i den lille Zebedæus-familie forestillet sig i forvejen. Og egentlig heller ingen af disciplene.</p><p>Men forestillingen skulle snart til at begynde, og dog måtte Jesus melde helt klart ud, at billetbestilling eller nummererede pladser slet ikke var hans bord. Det var hans far i himlen, det suverænt bestemte den slags. For “Menneskesønnen var ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Også for dig og mig.</p><p>Guds egen søn havde gjort sig til vores tjener. Og dermed havde han vendt op og ned på vores begreber om, hvad det vil sige at tjene. At tjene, det er det, man bliver stor af. Det er det, man vokser af. Man vokser ved selv at tjene, fordi man ved, at Gud har gjort os den største tjeneste ved at sende os sin søn.</p><p>Den kærlighed kommer ikke til udtryk ved, at Gud konstant er parat til at feje alle hindringer af banen for os og skubbe os forrest i køen. Vi kommer til at drikke de bægre, som vi helst vil lade stå. Nederlagets, fejltrinnets og også lidelsens og dødens bægre skal vi tømme.</p><p>Men Gud byder os ikke noget, som han ikke også bød sin søn. Derfor drikker vi ikke det bæger alene, heller ikke, når det allermest sådan ud.</p><p>Gud sendte sin søn til vores verden for at købe os fri til også at have lov til være små og afmægtige og ikke særlig vellykkede. Vi behøver ikke at være nummererede og rangordnede eksemplarer. Men vi er Guds børn, korstegnede af og med Jesus Kristus, som med sin lidelse og død har løskøbt os til så småt at kunne skelne imellem, hvornår vores ambitioner er gode, og hvornår de er tomme. Hvornår vi virkelig tjener andre, og hvornår vi i virkeligheden gør f.eks. vores børn en bjørnetjeneste ved at pakke dem ind i vat og tage deres ansvar fra dem.</p><p>Og hvad der måske er det allervigtigste: Jesus har købt os fri til også at kunne fejle, uden at hele vores værd som mennesker af den grund falder uigenkaldeligt til jorden.</p><p>Således har vi hver især lov til at være den figur, som netop mangler på kunstværket Grisebrønden: den fortabte søn (eller datter), som netop ikke behøvede at blive dér - altid styret af et sindrigt urværk, men fik lov til at komme hjem og blive modtaget med åbne arme til festen i Guds rige. Amen.</p><hr align="left" width="70%" /><ol style="text-align: left;"><li>Det er detaljer, som min far, der boede og studerede i Aarhus fra slutningen af 50<span id="docs-internal-guid-1a7fda0a-7fff-6157-b1da-4dd4303394b2"><span style="font-size: 14pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">’</span></span>erne, har nævnt. Han var bonde af sind og holdt meget af Grisebrønden,.</li><li>“Ifølge Michael Bang Petersen [leder af HOPE-projektet og professor i statskundskab] er udsigten til at miste sit job ikke overraskende noget, der kan motivere folk. Men man skal bruge sådan en ‘pisk’ med meget stor omtanke.” Citat fra artiklen <a href="https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/kolde-kontanter-eller-fyreseddel-kan-udenlandske-tiltag-give-flere-vaccinerede">Kolde kontanter eller fyreseddel...</a></li><li>Spøgefuglen var min svigerfar, som engang havde arbejdet som rengøringschef for Herning Kommune og længe efter fungerede som en slags altmuligmand. Men dette ikke nævnt i prædikenen, da det ville forstyrre pointen.</li></ol></div>Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-3721645916637700402022-06-19T14:59:00.020+02:002023-12-25T23:40:29.296+01:00Arv og miljø, skabelse og syndefald<div><div>1. s.e. trinitatis 2022, Luk. 12,13-21 (ingen optagelse)<span><a name='more'></a></span><br />Broager Kirke, 19. juni kl. 10.30</div><div><i>745 Vågn op og slå på dine strenge – 41 Lille Guds barn, hvad skader dig? – 672 Jeg ved, på hvem jeg bygger // 294 Talsmand, som på jorderige – 440 O, Guds Lam uskyldig – Igen berørt – 11 Nu takker alle Gud<br /><br /></i><blockquote style="border: none; margin: 0px 0px 0px 40px; padding: 0px; text-align: left;"><i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:<br /></i>En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«</blockquote><br />Vi mennesker er et produkt af arv og miljø, siger man. Gennem mor og far arver vi vore forfædres karakteristika på en lang række områder både fysisk og psykisk. Men miljøet, som vi vokser op i, alt det, som er udenfor familien, har også stor betydning. Og kommer vi for langt væk fra vores familie eller fra de omgivelser, den kultur, vi voksede op, kan vi let føle os ensomme.<br /><br />Dette gælder i øvrigt ikke kun mennesker. Det sker også for den lille abe Peter Pedal.<br /><br /><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh7cIpgViNgqu6PasMzJogkp6cFo8rJmXf0NpD-KCNsbix1t5dvu-Ry9VOzWQQvom_KhJDOa6sW3dgxjXlkCyrTg3o8Jrcxrrety0mjWDMusOL1vcwvpMvDcBSPpA2BsprNzOMD7bZswSEXEbkDvy2PKXVOj8NRk7IuGGKS0XMVPMy4-cf4PiiBogA-8A/s425/peterpedal.jpg" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="425" data-original-width="319" height="200" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh7cIpgViNgqu6PasMzJogkp6cFo8rJmXf0NpD-KCNsbix1t5dvu-Ry9VOzWQQvom_KhJDOa6sW3dgxjXlkCyrTg3o8Jrcxrrety0mjWDMusOL1vcwvpMvDcBSPpA2BsprNzOMD7bZswSEXEbkDvy2PKXVOj8NRk7IuGGKS0XMVPMy4-cf4PiiBogA-8A/w150-h200/peterpedal.jpg" width="150" /></a></div>Peter Pedal – nu håber jeg, at jeg genfortæller det nogenlunde rigtig, for det er mange, mange år siden, at min mor læste bøgerne for mig – Peter Pedal stammer fra junglen i Afrika, men han bliver fundet af Manden med den gule hat, og sammen rejser de til det civiliserede Amerika. Her oplever Peter Pedal mange ting, og han laver mange ulykker.<br /><br />I en af historierne har Peter Pedal hjemve, og da han en dag er alene i en lejlighed, hvor nogle malere har efterladt en masse maling, begynder Peter at male. Han maler og maler, og snart er lejligheden forvandlet til en jungle med planter og dyr, og nu føler han sig rigtig hjemme. Heldigvis bliver Manden med den gule hat ikke sur, for han indser, at Peter længes hjem efter det, som han kom fra – det, som var hans arv og oprindelige miljø.<br /><br />Men arv er mere end det, som vi med rette kan forvente at få fra vores forældre eller have med fra vores hjemstavn. Arv kan være meget mere problematisk end som så. Om det en historie om to gamle mænd.<br /><br />De gamle mænd var på sygehuset. De var slet ikke raske. De kunne ikke engang sidde rigtig op i sengen. Kun han, som var nærmest vinduet dér på tomandsstuen, kunne have hovedet løftet lidt, støttet af et par puder. Og <i>han</i> kunne se ud gennem vinduet, hvorimod manden, som lå længere inde i rummet, slet ikke kunne se noget.<br /><br />Det var ensomt for dem begge at ligge der og være syge, men manden ved vinduet begyndte at fortælle den anden lidt om, hvad der foregik udenfor: “Der er en lille park dernede med en sø. Omkring søen går unge mødre med barnevogne. Nogle børn løber rundt på løbehjul og andre med balloner. Og man sejler med modelbåde på søen.”<br /><br />Manden, som slet ikke kunne se ud, fulgte interesseret med i beretningen. Og hver aften glædede han sig til næste dag, hvor hans værelseskammerat ville fortælle ham nyt fra verden udenfor. Han fik at vide om vejret og skyerne på himlen. Han fik fortalt om et orkester, som marcherede på gaden på den anden side af floden så langt væk, at man ikke kunne høre musikken. “Men det må være marchmusik”, sagde manden ved vinduet, “for man kan ligesom se takten blive angivet af tamburmajoren og slået af manden med stortrommen.”<br /><br />Ja, hvor så han dog frem til disse daglige beretninger, han, som ellers kun så op i det hvide hospitalsloft. Men hvor blev han også misundelig. Tænk, hvis nu <i>han</i> lå ved vinduet! Tænk, hvis <i>han</i> kunne få den plads og selv kigge ud! Tænk, tænkte han og begyndte at tænke den anden mand væk.<div><span id="docs-internal-guid-98f1d532-7fff-7e74-60f5-9798efa40409"><p dir="ltr" style="line-height: 1.2; margin-bottom: 10pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline;"><br />Den tanke forfulgte ham ind i den kommende nat. Natten, hvor manden ved vinduet begyndte at hoste og halvt vækkede den tænksomme mand. “Sikke han dog hoster”, tænkte han, “jeg kan næsten ikke sove!”<br /><br />Og det var også ligesom, at han råbte om hjælp og sagde: “Hjælp mig! Træk i snoren, så lægen kommer herind!”. “Men nej, det kan han ikke have sagt. Jeg må have hørt forkert. Det er da ikke noget at forstyrre nogen for sådan en smule hoste. Desuden er vi jo gamle, og vi kan dø når som helst. Og døden skal jo have en årsag.” Sådan tænkte han, mens han døsede ind og sov videre.<br /><br />Næste morgen var der uro på stuen. Manden i sengen ved vinduet var død i løbet af natten, sagde de. Og snart stod sengen tom. “Må jeg bytte seng?”, sagde den overlevende, “Jeg har brug for lidt forandring.” “Naturligvis”, sagde sygeplejersken. – “Og en pude under mit hoved.”<br /><br /></span></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><span style="font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEivEK6Nzueq3rehAr0ou52YT7osJRavhABcFmYnzzm6KR7pwoV-LnrBIdAWkW_i9w99ywiyvFHDIK3q8cAZeYCnUVU-CXeyVTPnvqYOtLaY1Wntpqfy9XoLd051Ez0fqkOYZrdFu3qgefGhnlXF88k8YO3vzVSts74qQkh6CVfGfrvmRMmL4A8AprkwWQ/s4275/Cracked-Wall.jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="4275" data-original-width="2850" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEivEK6Nzueq3rehAr0ou52YT7osJRavhABcFmYnzzm6KR7pwoV-LnrBIdAWkW_i9w99ywiyvFHDIK3q8cAZeYCnUVU-CXeyVTPnvqYOtLaY1Wntpqfy9XoLd051Ez0fqkOYZrdFu3qgefGhnlXF88k8YO3vzVSts74qQkh6CVfGfrvmRMmL4A8AprkwWQ/s320/Cracked-Wall.jpg" width="213" /></a></span></div><span style="font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline;">Således tilrettelagt lå manden nu der ved vinduet og kigge ud. Og til sin store overraskelse opdagede han, at det eneste, man kunne se ud ad vinduet, var lige ind i en mur!… *<br /><br />Se det, som jeg har fortalt om her, er ikke bare arv og miljø. Det er også skabelse og syndefald. Billederne på væggen malet af Peter Pedal eller beskrivelserne af omverdenen fortalt af manden i sengen er nemlig ikke falske i sig selv, selvom de kun er billeder. </span>For de er jo samtidig billeder af virkeligheden sådan, som den <i>kan</i> være, og sådan, som den ofte <i>er</i> – <i>bagved</i> væggene og murene – virkeligheden skabt af Gud. De er billeder af om ikke paradiset selv, så dog en rest af paradiset. Og det, som får disse billeder til at blegne, er syndefaldet, som bl.a. er det, at mennesker begærer det forkerte, dyrker det falske og samler sammen kun til sig selv. At vi samler os skatte, men ikke er rige hos Gud.<p></p>Men hvad vil det egentlig sige, at vi skal være “rige hos Gud”? – For det er jo det, som det hele bør slutte med! Lad mig antyde det ganske kort: For, at vi skal kunne arve, må en anden dø for os. For, at vi skal se Guds Rige, må Gud vise os riget. For, at vi skal kunne følge efter, må en anden gå vejen først: Han, som er vejen, sandheden og livet. Amen.</span></div><div><span><br /></span></div><hr align="left" noshade="" width="70%" />* Via kommentar i <a href="http://www.desperatepreacher.com/texts/luke12_13/luke12_13.htm">Desparate Preacher</a>. Sandsynligvis fra: The Window and Other Essays by G.W. Target. Gengivet meget frit.<br /></div></div>Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-88920327453913577162022-06-12T13:55:00.021+02:002022-09-28T12:34:03.994+02:00Fars hus. Fars regler.<div>Trinitatis Søndag 2022, Matt 28,16-20 (ingen optagelse)<span><a name='more'></a></span></div><div>Broager Kirke d. 12. juni kl. 10.30</div><div><i>725 Det dufter lysegrønt af græs – </i><i>441 Alle mine kilder skal være hos dig </i><i style="background-color: #fffffd; font-family: Georgia, Utopia, "Palatino Linotype", Palatino, serif; font-size: 15.4px;">– </i><i>291 Du, som går ud fra den levende Gud </i><i>// </i><i>318 Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige </i><i style="background-color: #fffffd; font-family: Georgia, Utopia, "Palatino Linotype", Palatino, serif; font-size: 15.4px;">– </i><i>439, 1 O, du Guds lam </i><i style="background-color: #fffffd; font-family: Georgia, Utopia, "Palatino Linotype", Palatino, serif; font-size: 15.4px;">– </i><i>nadververs </i><i style="background-color: #fffffd; font-family: Georgia, Utopia, "Palatino Linotype", Palatino, serif; font-size: 15.4px;">–</i><i>11 Nu takker alle Gud</i></div><div><br /></div><blockquote style="border: none; margin: 0px 0px 0px 40px; padding: 0px; text-align: left;"><div><i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:</i></div>De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« </blockquote><div><br /></div><div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgn6DwpFO6e7ekkXtUFjLf7TuRy5nDwZ5MQUrAkli7MWbfvdsk3455L_y8VuUBZJrv401TCBa0pI2_Wn_WdeWmwk_O6s-urtO29ICh6smzQmQtK3XEv1Eo7CH_MMSYGNXQ1h5mN0Y6CrtwRwCEnAPykBo7MUHm8rQe4Uu0JprzvjiXBcToM0mxgi1atBQ/s571/regler.jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img alt="T-shirt med teksten: Fars hus. Fars regler." border="0" data-original-height="571" data-original-width="480" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgn6DwpFO6e7ekkXtUFjLf7TuRy5nDwZ5MQUrAkli7MWbfvdsk3455L_y8VuUBZJrv401TCBa0pI2_Wn_WdeWmwk_O6s-urtO29ICh6smzQmQtK3XEv1Eo7CH_MMSYGNXQ1h5mN0Y6CrtwRwCEnAPykBo7MUHm8rQe4Uu0JprzvjiXBcToM0mxgi1atBQ/w269-h320/regler.jpg" width="269" /></a></div><a name="pr">Fars hus. Fars regler</a>. En hvid t-shirt fra Føtex til 79 kroner satte i denne uge sindene i kog. Den havde teksten “Fars hus. Fars regler” og var kommet på hylderne op til fars dag d. 5. juni. Men der var en, som blev fornærmet, og Føtex fik dårlig samvittighed og indrømmede, at det var en “utidig og dum” tekst. Og man valgte straks at standse salget af t-shirten.</div><div><br /></div><div>Men var det nu også så dum en tekst? Hvad med tekster som: “Mors dyt. Mor bestemmer farten!”? Eller “Den, som betaler for musikken, bestemmer også melodien”? Er det så også utidige og dumme udtryk?</div><div><br /></div><div>Og hvad med kirken, som vi kalder Guds Hus, og hvor vi følger de regler, som nu engang er blevet bestemt? Her døber vi på dåbsbefalingen, som jeg læste op lige før. Og vi holder nadver, som den blev indstiftet af vor Herre Jesus Kristus.</div><div><br /></div><div>Og Jesus selv, ja han fulgte sin fars vilje og var lydig og gjorde, som det var bestemt. Han blev pint, korsfæstet og døde, inden han opstod fra de døde på tredjedagen. Og det synes nogle mennesker, som bliver fornærmet på vegne af Jesus, at det er for meget og helt unødvendig. Og de vil gerne have standset salget af den slags kristendom, som lægger vægt på, at Jesus døde for vores synders skyld for at frelse os. De synes, at kirken er for meget Guds kirke og for lidt deres egen. De vil gerne selv bestemme farten.</div><div><br /></div><div>Men så er det som om, at de mennesker ikke respekterer familien - hverken den jordiske eller den himmelske: at det <i>er</i> fars og mors hus, og at <i>de</i> bestemmer og ikke børnene. Og det netop og selvfølgelig for børnenes skyld. For gode forældre er, samtidig med at de bestemmer, opofrende overfor børnene og gør, hvad der er bedst for dem.</div><div><br /></div><div>Og i forhold til Gud kritiserer man de indre gudsrelationer i troen på den eneste Gud som det evige fællesskab mellem Faderen, Sønnen og Helligånden. Og man forsøger at skabe splid i Guds treenighed. Fordi tanken er for paradoksal.</div><div><br /></div><div>Men Gud <i>er</i> familie: Den hellige Treenighed er, at Gud i selve sit væsen er fællesskab. Og et fællesskab kan kun tænkes i et samspil mellem flere personer. Og det er fx beskrevet sådan, at Faderen er i Sønnen, Sønnen er i Faderen, og Helligånden bevæger sig sammen med Faderen og Sønnen i en svimlende kosmisk dans.</div><div><br /></div><div>Men Gud - den Treenige Gud - er ikke bare sammen i sig selv som en lille, indesluttet kernefamilie, men også sammen med den verden, som Gud har skabt i kærlighed. Vi hører til i og er en del af samme familie. Om det en lille historie, der foregik i USA i 1950'erne:<br /><br /><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEif_gymKIST9ZQKzNLVVPcFH8g62ixAT9LZkxRp7-Et-FpmUwHAZIB85Nfbn14z2QtDeH_nIVcLK_pjkN-_K7J-fw1rcSVoEJEYzni8puN8QJVgiN_fLPS2PHfAaXALpCJqd6f8oKDa9jGdVnufGp9NxReBMSZQG4qPYQLrPdnvXBRiAGG2jVYRmCmHZQ/s295/fred_wife.jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="295" data-original-width="236" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEif_gymKIST9ZQKzNLVVPcFH8g62ixAT9LZkxRp7-Et-FpmUwHAZIB85Nfbn14z2QtDeH_nIVcLK_pjkN-_K7J-fw1rcSVoEJEYzni8puN8QJVgiN_fLPS2PHfAaXALpCJqd6f8oKDa9jGdVnufGp9NxReBMSZQG4qPYQLrPdnvXBRiAGG2jVYRmCmHZQ/s16000/fred_wife.jpg" title="Fred Craddock og hans hustru Nettie (et meget senere billede)" /></a></div>Den unge amerikanske teologiprofessor <a href="https://en.wikipedia.org/wiki/Fred_Craddock">Fred Craddock</a><span> var på ferie med sin kone i Gailinburg i Tennessee. En dag spiste de frokost på en lille restaurant og regnede med at kunne spise i fred og ro uden af blive forstyrret. Men mens de ventede på, at maden skulle blive serveret, bemærkede de hvidhåret, gammel mand, som gik fra bord til bord og snakkede med gæsterne i restauranten. Professoren lænede sig frem og hviskede til sin kone: “Jeg orker ikke at snakke med ham!”</span></div><div><br /></div><div>Men selvfølgelig kom manden også hen til deres bord. “Hvor kommer I fra?” spurgte den gamle venligt. “Oklahoma”, svarede de. “Dejligt at se jer her i Tennessee”, sagde den manden, hvorpå han spurgte: “Hvad arbejder du med?” (Det var Fred, der blev spurgt, for dengang var konerne almindeligvis hjemmegående). “Jeg er teologiprofessor og underviser kommende præster”. “Nåh, så du lærer dem, hvordan de skal prædike eller hvad? - Så har jeg en virkelig god historie at fortælle dig”. Og uden at blive opfordret til det, trak manden en stol hen til bordet satte sig ned. Professoren skumlede og tænkte ved sig selv - “Ja, perfekt, lige hvad jeg har brug for, endnu en historie fra de varme lande!”</div><div><br /></div><div><div>Den fremmede begyndte: “Kan I se det bjerg derovre?” Han pegede ud af restaurantens vindue. “Ikke langt fra foden af det bjerg fødte en ugift kvinde en dreng. Han havde det svært under sin opvækst, for alle steder han kom hen, blev han stilet det samme spørgsmål: ‘Hey, du, hvem er din far egentlig?’. Om det var i skolen, hos den lokale købmand eller i kiosken, så stillede folk ham altid det samme spørgsmål: ‘Hvem er din far?’ Drengen plejede at gemme sig for de andre elever i frikvarteret af den grund. Han plejede at undgå at gå ind i butikker, fordi spørgsmålet sårede ham sådan.</div><div><br /></div><div>Og da han var omkring 12 år gammel, kom der en ny præst til byen. Og så begyndte drengen også at komme i sidste øjeblik til gudstjenesten og smutte ud under sidste salme, så han slap for spørgsmålet: ‘Hvem er din far?’</div><div><br /></div><div>Men en dag var den sidste salme så kort, at drengen blev fanget og måtte gå ud af kirken sammen med alle de andre fra menigheden. Da han kom til døren, lagde den nye præst, der ikke vidste noget om ham, hånden på hans skulder og spurgte venligt: ‘Min dreng, hvem er din far?’ Der blev dødstille i hele kirken. Drengen kunne mærke, at alles øjne var rettet mod ham. Nu ville alle komme til at kende svaret på det spørgsmål, som han ikke kunne svare på: ‘Hvem er din far?’</div><div><br /></div><div>Men så fornemmede den nye præst, hvilken situation, drengen stod i. Måske var det Helligånden, der virkede, og hjalp præsten til selv at give det rigtige svar: ‘Vent et øjeblik!’, sagde præsten. ‘Jeg ved, hvem det er! Nu kan jeg se ligheden. Du er jo Guds barn!’ Med de ord klappede han drengen på skulderen og sagde: ‘Min dreng, du har fået en stor arv tildelt - gør krav på den!’ Og drengen smilede for første gang i lang tid og gik ud af kirkedøren som et nyt menneske. Han blev aldrig den samme igen. og når folk spurgte ham: ‘Hvem er din far?’ så svarede han dem bare: ‘Jeg er Guds barn’.”</div><div><br /></div></div><div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi9wMWKSxed7qIMPB_QwwHaeZBCjeFLqH680JOnFuWvd51wZcxUVR5tvgCJVKi-FLD69vrHUxsIcXSk14n2oi4IBrioY-SuEhMXyBrZCZp0YCBqSth-_pKY4d_ITvHFszwBHAD_W5PJGiV3hUk2im4wi90LhsC71_vhZLZwkNM9Jbbj81zBY8DU1bsOnw/s420/Hooper-ben-at-desk-daily-news.jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="319" data-original-width="420" height="243" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi9wMWKSxed7qIMPB_QwwHaeZBCjeFLqH680JOnFuWvd51wZcxUVR5tvgCJVKi-FLD69vrHUxsIcXSk14n2oi4IBrioY-SuEhMXyBrZCZp0YCBqSth-_pKY4d_ITvHFszwBHAD_W5PJGiV3hUk2im4wi90LhsC71_vhZLZwkNM9Jbbj81zBY8DU1bsOnw/s320/Hooper-ben-at-desk-daily-news.jpg" width="320" /></a></div>Den hvidhårede, gamle mand rejste sig fra bordet og spurgte: “Er det ikke en <i>fantastisk</i> historie?” Professoren nikkede bekræftende. “De skal være klar over“, sagde den gamle, “at hvis ikke denne præst havde sagt, at jeg var ét Guds barn, så ville jeg sikkert aldrig være blevet til noget!” Og så forlod manden restauranten.</div><div><br />Da professoren og hans kone senere spurgte servitricen, om hun vidste, hvem den gamle mand var, han, som var gået rundt i restauranten, var, svarede hun: “Selvfølgelig. Alle kender ham. Det er <a href="https://en.wikipedia.org/wiki/Ben_W._Hooper">Ben Hooper</a>. Den tidligere guvernør her i Tennessee!”</div><div><br /></div><div>Så vidt den historie: Fars hus. Fars regler! Og en af reglerne er, at Gud er din far, og du er et Guds barn. Amen.</div><div><br /><hr /><br /></div><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><iframe allowfullscreen="" class="BLOG_video_class" height="436" src="https://www.youtube.com/embed/fMvUJvhms5g" width="525" youtube-src-id="fMvUJvhms5g"></iframe></div>Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-16625526103043066752022-05-02T20:10:00.013+02:002022-06-21T19:28:13.116+02:00Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt2. søndag efter påske 2022, Joh 10,22-30. (ingen optagelse)<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><span><a name='more'></a></span><div style="text-align: left;">Broager kirke, 1. maj kl. 10.30 (Diamantkonfirmander)<img border="0" height="1" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgUebYxsDU7ON9_Dt69WnGW9GOjfeh0gbCyJsszyBuekMnww58TBxoKPPCMmradPMQZqRS5tdzbWJ_lxcjaZChL5jismAMQbz5LPXS6LjlUVvBdiaIryBQ0H7YvJ3XJ_I0uelwo566FuM3Y-QyyhmLtrQzNrIVmKO3Fb_LGSGwPCdicvdGuv2A0caSZWw/s320/Ditte.jpg" style="text-align: center;" width="1" /></div><div style="text-align: left;"><i>736 Den mørke nat forgangen er – 309 Bøj, o Helligånd, os alle –168 Hyrden er én og så han hjord // 667 Skulle jeg dog være bange – 435, 3 O Jesus Krist, Guds Søn, Guds Lam – 236 v. 5 – 234 Som forårssolen morgenrød</i></div><blockquote style="border: none; margin: 0px 0px 0px 40px; padding: 0px; text-align: left;"><p style="text-align: left;"><i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: </i><br />Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«</p></blockquote><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiDUuOQVGeOUpc29VRgnZ1EpMH7zGd8s8HQtds7qkBLFAJ5KARiDhkFZWDD0eYb7L3H0prRqpb6Mhu4-F6wDAbHmy7oSD02dB3qYVZrcspkkZQKl-ELxJUdT1hkag54Y-1srpRMVXUMbyLnwtk_rbz5V3tc0AyJuxXs9OZsgs3P8eWe_G79a0L88-dIMA/s429/OTH.JPG" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="429" data-original-width="300" height="200" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiDUuOQVGeOUpc29VRgnZ1EpMH7zGd8s8HQtds7qkBLFAJ5KARiDhkFZWDD0eYb7L3H0prRqpb6Mhu4-F6wDAbHmy7oSD02dB3qYVZrcspkkZQKl-ELxJUdT1hkag54Y-1srpRMVXUMbyLnwtk_rbz5V3tc0AyJuxXs9OZsgs3P8eWe_G79a0L88-dIMA/w140-h200/OTH.JPG" width="140" /></a></div><div style="text-align: left;">Det er historier og billeder, som bare de nævnes, vækker en hel masse følelser inden i os. Tænk blot på “Den lille pige med svovlstikkerne”, af H.C. Andersen, hvor de varme svovlstikkers korte varme kun er med til at understrege, at den stakkels pige frøs ihjel. Det er nu kun en ganske kort historie, og måske derfor har den alligevel aldrig ramt mig så dybt.</div><p></p><p style="text-align: left;">Helt anderledes var det med bogen “Onkel Toms hytte”, som handler om en stakkels bortløben negerslave (sådan hed de stadig, da jeg var barn). Onkel Tom var en mand, som blev udsat for frygtelig meget ondskab. Og da min mor læste bogen for mine søskende og mig, så græd vi over den sørgelige historie. </p><p style="text-align: left;">Den bog stammede fra 1852, og ud over vores langt senere tårer var bogen meget vigtigere medvirkende til, at slaveriet blev ophævet med og efter den amerikanske borgerkrig.</p><div style="text-align: left;"><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh_bFzUekJwgETaEXdjbOYXwZVl10yIHOJAnoCbmNEONZGCTBpbaqoyXSMPSfuNzfqT3fhl7Oqz_St9vLq8_BiFeqYIUDZUpscyCTfm6JVdjfLhAsB3FrJYcInnc2_BhjUFQOcWcZ8NgLLbyWvYrjCCFopqyyTRX9XObzLlGYfOZEUGZL23drb1IiVK9Q/s648/Ditte2.jpg" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 0em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="648" data-original-width="498" height="200" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh_bFzUekJwgETaEXdjbOYXwZVl10yIHOJAnoCbmNEONZGCTBpbaqoyXSMPSfuNzfqT3fhl7Oqz_St9vLq8_BiFeqYIUDZUpscyCTfm6JVdjfLhAsB3FrJYcInnc2_BhjUFQOcWcZ8NgLLbyWvYrjCCFopqyyTRX9XObzLlGYfOZEUGZL23drb1IiVK9Q/w154-h200/Ditte2.jpg" width="154" /></a></div>Og herhjemme skrev forfatteren Martin Andersen Nexø lige efter 1. Verdenskrig en helt række selvstændige bøger, som senere blev til hovedværket – og filmen fra 1946 – “Ditte Menneskebarn”, om den fattige pige, som måtte gå så meget skrækkeligt igennem og døde fattig og ensom, men alligevel med følelserne og kærligheden og hjertet i behold. Og på den måde afspejler menneskebarnet Menneskesønnen – en pointe, som nok ikke var utilsigtet fra forfatterens side…</div><p></p><p style="text-align: left;">Og på Jesu tid var det historien om og billedet af hyrden med sine får, som Jesus brugte. Det var et billede, som straks sagde hans tilhørere noget, når de hørte det. Det var kendt og elsket langt tilbage, hvad vi kan høre i Salme 23 fra Det Gamle Testamente, som jeg læste fra alteret. Her bruges hyrdebilledet som eksempel på Guds omsorg. Og der er faktisk to af konfirmanderne i år, som uafhængig af hinanden har valgt dette citat fra Salme 23: “Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du (Gud) er hos mig, din stok og din stav er min trøst.”</p><p style="text-align: left;">Og Jesus kalder sig selv den gode hyrde og placerer sig i denne gamle tradition, som alle er fortrolige med. Og de mennesker, som fulgte Jesus, vidste, at den gode hyrde er den, som ikke svigter, når det gælder, og som vil gå igennem ild og vand for at sørge for sine får. I modsætning til dem, der bare gør det tingene for pengenes skyld og løber af pladsen, så snart det bliver farligt og koster noget.</p><p style="text-align: left;">Og fårene – ja det er jo et billede på os. Det er ikke for at sige, at vi er fårede eller dumme og ubegavede. For billedet handler om den tætte relation mellem Jesus og os: at vi er lige så afhængige af ham, som fårene er af hyrden. </p><p style="text-align: left;">Relationen er så tæt, at intet er skjult for den gode hyrde. Vi er kendt fuldt ud, dvs. vi er kendt på en måde, ingen ellers kender os, ja som vi heller ikke kender os selv.</p><p style="text-align: left;">Men er det ikke forfærdeligt at være kendt sådan, at intet er skjult? Hvor skal vi skjule os, skjule alt det, vi ikke vil være bekendt?</p><p style="text-align: left;">Og jo, det er en rystende tanke, hvis det var alle andre end Jesus, der gode hyrde, der kendte os sådan. Så var det jo det totale overvågningssamfund, der, hvor alle kunne checke oplysningerne på vores mobiltelefon fx. Men nu er det ham, der siger det. Siger, at han kender os, ja kalder på os. Og vi kender ham på røsten. </p><p></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhkfXHj7gQNbcEQKAXI7Kvy9QvUoAnBOw-9uX3nmzB8WDFm_-yltBcVt9thoeTIbZ-lMIQALigMozc74JIsg9f-W-vFOIMAQJyXyTCfu4Pu_bqoHJDxtM5zdO4GNHbtM1useNjIAosfVNSgLoEkAv5Gi-gbgwEtbLC4lWri_ro0MFfG9khpNtosSV2MVA/s976/thcb.jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="549" data-original-width="976" height="180" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhkfXHj7gQNbcEQKAXI7Kvy9QvUoAnBOw-9uX3nmzB8WDFm_-yltBcVt9thoeTIbZ-lMIQALigMozc74JIsg9f-W-vFOIMAQJyXyTCfu4Pu_bqoHJDxtM5zdO4GNHbtM1useNjIAosfVNSgLoEkAv5Gi-gbgwEtbLC4lWri_ro0MFfG9khpNtosSV2MVA/s320/thcb.jpg" width="320" /></a></div><div style="text-align: left;">At kende nogen på røsten er meget intimt. Man kommer hjem, og den anden kalder: “Er det dig? “Og man svarer “Ja, det er mig.” Det minder om Søren Bruun fra tegneserien Radisserne, der ikke kan finde lille Thomas og leder efter ham overalt. Endelig dukker Thomas frem bag et træ i haven, og Søren Brun spørger, hvorfor han gemte sig dér. Og Thomas svarer: “Det er så dejligt, når nogen kalder på én”.</div><p></p><p style="text-align: left;">Og den gode hyrde kender os og kalder på os. Han kalder, men tvinger ingen, for kærlighed og tvang er modsætninger…</p><p style="text-align: left;">Herren er min hyrde. Det er temaet i filmen Elefantmanden, en moderne klassiker fra 1980. Den handler om et vanskabt menneske – så grim, at han i meget af filmens handling er usynlig, dækket af et klæde over hovedet.</p><p style="text-align: left;"></p><div class="separator" style="clear: both; text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgiHA4igGjyg9cEnNSfOTPUmuzbYgjMhRdmBnsVCUkEx-BS6SW9ZxC6xZFlH3HWqYjTTE0Qpvs0J6d0NDj8mnXm10oIcNETZigBmXIdhCx1vKcw88uTXQtLJTxiQAqrZnidhHPQYsMtyRF_XCSy3yLwfntfhIA-n1g059w1NUUVDTGrY_S4YH_UZ1McQw/s1280/the-elephant-man.jpg" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 0em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="723" data-original-width="1280" height="113" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgiHA4igGjyg9cEnNSfOTPUmuzbYgjMhRdmBnsVCUkEx-BS6SW9ZxC6xZFlH3HWqYjTTE0Qpvs0J6d0NDj8mnXm10oIcNETZigBmXIdhCx1vKcw88uTXQtLJTxiQAqrZnidhHPQYsMtyRF_XCSy3yLwfntfhIA-n1g059w1NUUVDTGrY_S4YH_UZ1McQw/w200-h113/the-elephant-man.jpg" width="200" /></a></div><div style="text-align: left;">Filmen foregår i 1800-tallet. Elefantmanden ejes af en mand, som rejser til markeds- og dyrskuepladser og viser ham frem som et dyr. Han er opfattes ikke som et rigtigt menneske. Han lever i et bur og behandles også som et dyr, og ligesom et dyr kan han ikke tale. Når man ser filmen, fornemmer man først, at der bag påtvungne maske gemmer sig et frygteligt monster.</div><p></p><p style="text-align: left;">Han skifter ejer flere gange. Og til sidst sælges han til en læge, som interesserer sig for ham af lægelige grunde. Han vil undersøge, hvorfor elefantmanden er født så vanskabt, og prøve at behandle ham og måske også lære ham at tale.</p><p style="text-align: left;">Elefantmanden kommer ud af sit bur. Vi ser hvor forkrøblet og hæslig vanskabt han er. Et rigtigt monster. Lægen sætter sig for at finde ud af, om han kan lære at tale og måske endda læse. Lægen prøver med forskellige sætninger, som manden gentager automatisk. </p><p style="text-align: left;">En dag er han parat til at blive præsenteret for hospitalets ledende professor. Professoren lytter til de sætninger, som elefantmanden har lært at sige, og han bliver mere og mere skeptisk. Han trækker lægen med ud på gangen og siger, at det blot er som at lytte til en papegøje, der har lært nogle automatiske sætninger.</p><p style="text-align: left;">Men mens de står derude, så hører de ham, monsteret, som de mente ikke kunne tale, citere Salme 23: “Herren er min hyrde. Jeg lider ingen nød. Han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.”</p><p style="text-align: left;">Denne scene er en af de stærkeste i filmhistorien. Disse vidunderlige ord sagt af en vanskabning forandrer alt. Som tilskuer glemmer man hans udseende, man hører kun hans stilfærdige stemme. Lægen og professoren spørger rystede, hvorfor han ikke har sagt, at han både kunne tale og læse og kendte denne salme.</p><p style="text-align: left;">“Fordi jeg var bange”, svarer han. Han fortæller sin historie. Han var født så grim, at kun hans mor holdt af ham. Men det gjorde hun til gengæld. Hun fortalte ham om Gud og lærte ham de ord, som elefantmanden på trods af mange år med ydmygelser stadig kunne og havde fundet trøst i.</p><p style="text-align: left;">Og de ord forvandler ham fra et grimt og i en vis forstand usynliggjort monster til et synligt menneske. Og de forvandler omgivelsernes holdning til ham – fra afsky til accept og omsorg. For her udfoldes en værdighed, som ikke stammer fra andre menneskers meninger og opfattelser. Den værdighed bunder i tanken om, at et menneske ikke er skabt i andre menneskers billede, men i Guds billede.</p><p style="text-align: left;">Elefantmanden minder os om, at også for ham er Gud hyrden, som kender ham og vil kendes ved ham, selv om alle andre viste ham ryggen.</p><p style="text-align: left;">Kristentro handler om, at der en, der kalder på os og vil have med os at gøre – selv når vi i andre menneskers øjne ikke er noget at se på og hellere skulle være usynlige. Han ser os, holder af os og har brug for os.</p><p style="text-align: left;">Med den forståelse af den gode hyrde, er det befriende og glædeligt at være får. At høre hjemme hos en hyrde, der sætter sit liv til for fårene. At være med i flokken, når han siger: “Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.” Amen.</p></div>Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-9512506893908062202019-09-29T17:06:00.000+02:002019-10-09T07:50:35.923+02:00Tro på Gud eller la’ vær’!15. s.e. trinitatis 2019, Matt 6,24-34. (Ingen optagelse)<br />
<a name='more'></a>Broager Kirke d. 29. september kl. 10.30<br />
<i>30 Op, alle, som på jorden bor – 417 Herre Jesus, vi er her – 42 I underværkers land jeg bor // 163 Fuglen har rede – 439,1 – 729,5 Ham takker alle vi med sang – 375 Alt står i Guds faderhånd (Laub)</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:</i><br />
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.<br />
Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«</blockquote>
Hver dag har nok i sin klage, og ingen kender dagen, før solen går ned. Det sidste står ikke nøjagtig sådan i dagens evangelietekst, men det er antydet, når det nævnes, at markens græs står i dag, men i morgen kastes i ovnen. Og så er der fuglene, som hverken sår eller høster eller samler i lade. Men de falder dog til jorden, når deres små vinger engang ikke bærer dem længere.<br />
<br />
Ingen kender dagen, siger vi og tænker på døden, for ingen kender dagen, og ingen ved, om denne dag bliver den sidste. Således er døden den største og sidste bekymring.<br />
<br />
Og den - døden - kan sandelige komme tidlig nok. Også for den ubekymrede og trygge. Det er det, som salmedigteren Ingemann hentyder til i sin aftensalme<i> Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred.</i> Og Ingemann nævner fuglen og småblomsterne, som begge forgår. Og så kommer verset om småbarnet, som leged’ i morgensol rød, men om aftenen lå på lejet så stille og død.<br />
<br />
Sådan er livet: Døden og sorgen er ganske tæt på. Og så må man jo finde <i>omsorgen</i>. Og det er den, som Jesus tilbyder: Vær ikke bekymrede! - Ikke fordi der ikke er noget at bekymre sig for, men fordi der er en, som har omsorg for os. Ikke fordi døden ikke kommer en dag, men fordi den kun er foreløbig. Og fordi selv vores flygtige sjæle skal bevares, for Guds fred er sjælesolen, som aldrig går ned…<br />
<br />
“Det handler om at være tryg”, hedder det i en reklame for forsikringsselskabet af samme navn: Tryg. Og alt efter hvor i livet vi er, eller hvem vi er, så tænker vi forskellig om den sag, sådan som det nævnes i en sang:<br />
<blockquote class="tr_bq">
Åh at være en høne<br />
ingen kan finde hvor er<br />
gemme sig dybt i en have<br />
pikke et rødhudet bær. </blockquote>
<blockquote class="tr_bq">
Åh at være en tøjhund<br />
kysse en blankøjet dreng<br />
bo i hans kærlige arme<br />
sove sig mæt i hans seng.</blockquote>
Eller man kan være et æble, der vokser sig dejlig saftig på et træ - indtil det må slippe, når det bliver efterår. Jo, æblet må slippe træet og falde til jorden, når efteråret kommer: Vi skal alle dø.<br />
<br />
Og kan Jesus så tillade sig at siger til os, at vi ikke skal være bekymrede? Ja, det kan <i>han</i> især. Han havde ikke sit på det tørre, eller stod udenfor eller overfor og kiggede på. Han kom til jorden som et nøgent barn julenat, og i livet havde han kun det tøj, som han gik og stod i, og de, som fulgte ham, havde heller ikke ret meget, og de havde forladt deres arbejde og deres familier og alting for at være sammen med ham.<br />
<br />
Jesus gik rundt i Galilæa og hjalp alle de syge og trætte, og selv om han mødte meget modstand, så fortalte han alligevel om Guds rige. Ja, når han var hos dem, så var det som om, at Guds rige allerede var midt iblandt dem.<br />
<br />
Men samtidig var Jesus den, som selv havde allermest grund til bekymring, for han skulle ikke blive ved med at gå omkring og tale om Guds rige. Han skulle til Jerusalem, og han vidste, at man ville slå ham ihjel.<br />
<br />
Men det bekymrede ham ikke – ikke så meget, at det lammede ham i hvert fald – for han stolede på Gud Fader. Han stolede på, at ligegyldig hvad der skete, så ville Gud være med ham. Og det er det, som han også fortæller til sine disciple og til os: Ligegyldigt hvad der sker, så vil Gud være med os. Og derfor er valget, det vigtigste valg af alle: Tro på Gud eller la’ vær’!<br />
<br />
Og det forstod disciplen Peter og han skrev langt senere om den sag: “Kast al jeres bekymring på Gud, for han har omsorg for jer”.<br />
<br />
Og hvordan kaster man så sine bekymringer til Gud? Det gør man ved at tro på Gud og bede til Gud. Og man kan fortælle om alt det, der tynger. Og han vil vise os omsorg.<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEioivaMvSKOvXmvsI4cGkPBw4nQ-1EOzwzYKlm3pPwXDDrcpaQDAB1vHakTcffrt5fKVtnman4hKlZCSDSkJ0xNOv-21IRDihndYitcvwUnQaxSDX-9VDkoo4Z5xhjqBLleDohC_qAecybV/s1600/teddy+dog.png" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="725" data-original-width="713" height="200" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEioivaMvSKOvXmvsI4cGkPBw4nQ-1EOzwzYKlm3pPwXDDrcpaQDAB1vHakTcffrt5fKVtnman4hKlZCSDSkJ0xNOv-21IRDihndYitcvwUnQaxSDX-9VDkoo4Z5xhjqBLleDohC_qAecybV/s200/teddy+dog.png" width="196" /></a></div>
<br />
Og så kan vi være trygge i Guds arme som en tøjhund i en drengs kærlige arme. Så kan vi, som Jesus opfordrer til, leve i enfoldig tillid til Gud ligesom himlens fugle, som svinger sig i luften og kvidrer og bygger reder og lever livet her og nu, som Gud har skabt dem til. Eller leve ligesom markens liljer, der står og dufter og ser så flotte ud, også selv om de engang skal visne. For i mulm er kærlighedsvingen bredt ud, og vi skjuler os under Guds vingers skygge.<br />
<br />
Og er <i>det</i> kun metaforik, salmecitater og talemåder det her, eller har det ikke også relation til vores virkelighed? Den virkelighed, som er, at hvis vi er rystede og rundt på gulvet over noget, så ryste vi bogstavelig talt og bevæger os forvirret rundt uden noget egentlig formål. Og hvis vi ikke har nogen at søge tryghed hos, så kan vi ligge og krumme os sammen og gemme og føle os helt fortabte.<br />
<br />
Men vi skal videre, for <i>det</i> var <i>den</i> dag, og hver dag her nok i sin plage! Vi skal videre, vi skal <i>kaste</i> al vor bekymring på Gud! For vi har kun <i>et</i> valg: Tro på Gud eller la’ vær’! Så vi skal først søge Guds rige og hans retfærdighed, og så skal alt det andet gives os i tilgift.<br />
<br />
Og den opskrift passer altså hverken sammen med hysterisk aktivisme eller fuldstændig ansvarsløs laden stå til. Vi skal være sundt ubekymrede, men ikke ligeglade med med alting. Og vi skal være ansvarsbevidste overfor det, som betyder noget.<br />
<br />
Og det skal vi nok <i>træne </i>os op til, for som en præst for et par år skrev siden i et provokerende læserbrev:<br />
<blockquote class="tr_bq">
“At kalde sig kristen uden at gå i kirke svarer til, at en person, der ikke dyrker den mindste form for motion, hævder, at han er i fantastisk fysisk form”.</blockquote>
Og det er der jo noget om. Så hvis man skal <i>kaste</i> al sin bekymring på Gud, så må men jo møde op <i>der,</i> hvor den øvelse foregår. <i>Her,</i> hvor vi indleder med: “Herre forbarm dig over os!” <i>Her,</i> hvor vi har badet og ordet og bordet. <i>Her,</i> hvor vi slutter med: “Herren velsigne dig og bevare dig”, og hvor vi møder Gud ansigt til ansigt og får hans fred at gå hjem med. Amen.Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-8556186344742512772019-09-22T13:35:00.001+02:002020-04-11T11:22:44.453+02:00En pædagogisk opsang14. s.e. trinitatis 2019, Luk 17,11-19<br />
<a name='more'></a>Broager Kirke d. 22. september 10.30. <a href="https://kirkenettet-my.sharepoint.com/:u:/g/personal/skls_km_dk/EVS9xuPpeChBugh2cUksoEgBkNj0yw9C94cPevBr25u62Q?e=fhjeeE" target="_blank">Hør prædiken...</a><br />
<i>728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord – 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb – 730 Vi pløjed og vi så’de // 727 Gud, du fra dine de herlige højeloftssale – 439,1 O du Guds Lam! – 476 Kornet, som dør i jorden – 13 Måne og sol</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:</i>Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«</blockquote>
Vi holder i dag høstgudstjeneste. Det er en gammel tradition. I dag takker vi Gud for de gaver, som vi får. “Alle gode gaver” kalder vi dem, og det er meget passende, for vi er meget rige her i Danmark, og selv om man ofte taler om problemer og krise og nedtur, så går det i det store hele ganske godt.<br />
<br />
Høst er naturligvis afgrøder i en bred forstand. Og hvad bønderne i gamle dage høstede i efteråret, var helt afgørende for, hvordan det kom til at gå resten af året. Der skulle være nok til at brødføde mennesker. Der skulle være foder til dyr. Der skulle være forråd og reserve gennem en lang vinter, indtil solen næste forår atter gav lys og varme og lovning på ny vækst. Ja, og indtil den næste høst kom i hus.<br />
<br />
Sådan tænkte de gamle, men sådan behøver vi ikke længere tænke i en globaliseret verden. Vi kan købe og sælge. Der er ikke længere sæson for nogen afgrøde. Nye, eksotiske frugter, som man aldrig så i min barndom, ligger nu til skue i Brugsens frugtafdeling. Og nogle af dem køber man ikke engang for smagens skyld, men fordi de er så smukke at pynte med. Ja, vi mennesker har sandelig underlagt os hele den runde jord og måske også fået et noget overfladisk forhold til den.<br />
<br />
Det er ikke noget nyt, at mennesket underlægger sig jorden på en overfladisk måde. Det er som om, at ordene i skabelsesberetningen, der siger, at mennesket skal herske over jorden, er blevet husket, men at Gud er blevet glemt. Det er som om, at “herske”, som bør ske med visdom, retfærdighed og fornuft, er blevet forbyttet med “skalte og valte”, som sker med overmod og blindt begær. Det er som om, at vi opfører os som grådige vindere i livets lotteri: Vi ejer det hele, vi har fortjent det, og ingen skal tage det fra os.<br />
<br />
Men så holder vi høstgudstjeneste og forsøger at se tingene fra en helt anden side. Og det gør vi i dag med evangelieteksten om de 10 spedalske, som blev helbredt. Og kun 1 vendte tilbage til Jesus for at takke og give Gud æren.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhzqxB1ZKUAlTSDwLVxarOuAz9tJHM0lU9n0fqMbi0qQJgDXOn7H25Ln0Vptk45sZU__puczMQQIwNSNfq6rf7B_cYMLm2q4Es9dl9mw7pWvcUZUoFJZ8T3c5SGHR3CcxV7S2x34-1WY79f/s1600/cyklister.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="683" data-original-width="1024" height="213" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhzqxB1ZKUAlTSDwLVxarOuAz9tJHM0lU9n0fqMbi0qQJgDXOn7H25Ln0Vptk45sZU__puczMQQIwNSNfq6rf7B_cYMLm2q4Es9dl9mw7pWvcUZUoFJZ8T3c5SGHR3CcxV7S2x34-1WY79f/s320/cyklister.jpg" width="320" /></a></div>
Og historie kan man let sammenligne med sangen om de 10 små cyklister, hvoraf de 9 gør noget forkert: en kørte udenfor, en’s bremse virked’ ej, en havde ikke lås, en viste ikke af, en kørte frem for gult, en leged’ akrobat, en respekterede ikke et færdselsskilt, en havde ingen lygte på, og en lod sig trække af en bil. “Borte” tog de ni, og kun den sidste kørte helt korrekt, så ham kan vi li’!<br />
<br />
Og ja, evangeliet og den her sang har visse sammenlignelige træk. Men der er også nogle helt afgørende forskelle: Alle 10 blev helbredt. Alle blev hjulpet og må have været glade for det og må have fået et meget bedre liv - de og deres familier. Alle fik denne Guds gave, at de blev helbredt. Alle mødte Jesus og lærte gennem ham Guds kærlighed at kende. Og Gud kunne tydeligvis lide dem alle, som fik dem samme gave.<br />
<br />
Men modtagelsen var forskellig: En af dem, han som var en fremmed, han kom tilbage og takkede, han fik et forhold til Jesus. Ikke for at betale for gaven; den var jo allerede givet. Men for at lade den tro, som var blevet vækket i ham ved det første møde med Jesus, komme til udtryk i lovprisning.<br />
<br />
Og det var godt. Det var ikke bare godt, for Jesus, for Gud, som må glæde sig over menneskers tro og lovprisning. Men det var især godt for dette menneske selv, at han lod sig overstrømme af glæde. Og han blev et fint eksempel på, at med takken bliver gaven større.<br />
<br />
Sangen om de 10 små cyklister er en pædagogisk sang, som skal lære børn at tælle og at opføre sig fornuftig i trafikken. Evangeliet om de 10 spedalske er en beretning om, hvordan Jesus engang helbredte 10 syge. Men det er også en pædagogisk historie til os i dag. Den skal lære os at tælle vore dage og alle vore velsignelser og tage imod dem med tro og glæde og derved lade gaven blive større - nu og ind i evigheden, så høsten her og hisset, i denne verden og i den kommende, må blive stor.<br />
<blockquote class="tr_bq">
I den tro lover, takker og priser vi dig, vor Gud,<br />
Fader, Søn og Helligånd,<br />
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,<br />
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.</blockquote>
Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-3395536408368777882019-09-01T12:11:00.000+02:002020-04-11T11:22:12.675+02:00Guld i mund og i Guds hånd11. s.e. trinitatis 2019, Lukas 18,9-14<br />
<a name='more'></a>Broager kirke, d. 1. september. <a href="https://kirkenettet-my.sharepoint.com/:u:/g/personal/skls_km_dk/EQvKbCq_khVBk7dFJRubF0QBAyh1a9T6EuLG8h6k_7lNCw?e=5KU06r" target="_blank">Hør prædiken...</a><br />
<i>752 Morgenstund har guld i mund – 448 Fyldt af glæde – 352 Herrens kirke er på jord // 367 Vi rækker vore hænder frem – 439,1 – 474 Jesus Krist, du gav mig livet – 518 På Guds nåde</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:</i><br />
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« </blockquote>
“Alene Gud er god”, sang vi her, og det er en vigtig pointe i dagens evangelietekst. [...] Det har forledt nogen til at sige [...]: “Gud er stor, jeg er lille, og du er et dumt svin”... De første to udsagn er helt rigtige...<br />
<br />
“Livet er som en æske fyldt chokolade. Du ved aldrig, hvad du får.” Sådan siger den enfoldige Forrest Gump i filmen af samme navn. Og så får vi historien om Forrest Gumps spændende liv og mange oplevelser, hvor det bestemt ikke er Forrests klogskab eller dygtighed, der driver værket [...], men det, at han møder verden og andre mennesker uden beregning og med åbne arme. [...]<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgEBWTqEfg9WXmBz1Xrr271Z0XhJjKqgzfPAC4LI9sfrQITrZSFJjc0GJxpkkZiTRcvFYErixqMGr7Kr77ygCrbKE8hxcvN_Sek7id9qUyo8U3FIoWE_ccuW5JBBak7Eoa56j9YeUHzT4ON/s1600/Guldkaramel.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="886" data-original-width="614" height="200" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgEBWTqEfg9WXmBz1Xrr271Z0XhJjKqgzfPAC4LI9sfrQITrZSFJjc0GJxpkkZiTRcvFYErixqMGr7Kr77ygCrbKE8hxcvN_Sek7id9qUyo8U3FIoWE_ccuW5JBBak7Eoa56j9YeUHzT4ON/s200/Guldkaramel.jpg" width="138" /></a></div>
Du ved aldrig, hvad du får. Men i dag fik I altså guld, da I kom i kirke og fik lov til at synge salmen “<a href="https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/752/371">Morgenstund har guld i mund</a>”. Og med guld-i-mund mente Grundtvig ikke Guldkarameller, men han lagde det i udtrykket: at man glæder sig så meget, når man synger lovsange sammen, at man skaber guld derved.<br />
<br />
Og allerede i første vers fik vi de ord, som fortæller os, hvordan vores sande forhold til Gud skal være: “han lærte os, i Jesu navn, / som barnet i sin moders favn / vi alle sødt kan sove.” Det skal være trygt.<br />
<br />
Sådan er det jo med det helt lille barn: det ligger tryggest i sin mors favn, i sin mors hænder. [...] Og barnet lærer også snart at række sine hænder ud mod sine nærmeste og regner med at blive taget op og taget sig af.<br />
<br />
I de tre første vers af salmen får vi guld og glæde på forskellig vis, og i det fjerde vers får vi ligesom forklaringen på det hele, forklaringen på vores rigdom og frihed, nemlig at vi kan stole på Guds nåde. Således skal vi starte med at lade os bære, ja, vi skal række vores tomme hænder frem og blive taget op i Guds arme. Først derefter fortsætter vores liv, så “vi får lyst og lykke til / at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde”. Så kan vi vende os ud mod verden.<br />
<br />
I lignelsen om farisæeren og tolderen er der dog ikke meget lyst og lykke: Farisæeren er godt nok på mange måder et godt menneske. Han er bedre end de fleste. Han gør mange gode og rosværdige ting. Og tolderen, er ikke noget godt menneske. En tolder på Jesu tid er nemlig en, som arbejder sammen med romerne, der har besat landet. Og romerne har ansat lokale tolder til at opkræve skat. Og disse tolder stikker altid lidt ekstra i lommen til sig selv.<br />
<br />
Så umiddelbart, så er farisæeren et godt menneske, og tolderen et dårligt menneske.<br />
<br />
Men vi får med Jesus lov til at se med ind i sindet på disse to personer. Og det viser sig, at farisæeren slet ikke er så rar. Han nøjes ikke med at takke Gud for, at det er gået ham godt i livet. Nej, han giver sig straks til at fremhæve sig selv på de andres bekostning. Han tænker: “Jeg er ikke som de andre, jeg er meget bedre”. Farisæeren er retfærdig og god, men han pudser altså også sin glorie og stiller sig an.<br />
<br />
Og tolderen, hvad med ham? Er han måske god nok alligevel? Ikke umiddelbart. Han er stadigvæk tolder, han er stadigvæk en synder, Og når folk foragter ham, så er det med nogen ret. De har lov til at forvente af ham, at han forbedrer sig og finder sig et ordentlig og ærligt job. Men indeni er han anderledes. Han har nemlig den nyttige og nødvendige dårlige samvittighed, som også hedder selverkendelse. Han ved godt, hvordan det står til med ham. Og han stiller sig ikke an, hvilket han måske nok kunne gøre, for mon ikke der er andre, som er værre end ham, som han kunne pege fingre ad?<br />
<br />
Men nej, han er godt klar over, at overfor Gud har han ikke noget at komme med. Han kommer med tomme hænder og indrømmer det hele, som det er, og siger: “Gud, vær mig synder nådig!”<br />
Og dér, lige dér får han friheden i lyset af nåden. Ja, det var tolderen, som gik retfærdig hjem, for Guds nåde og retfærdighed gælder alle syndere…<br />
<br />
Man skal i øvrigt passe på med den her lignelse, for der kan godt være en fælde i den, og måske er det også meningen. En fælde, fordi det er så let at blive sur på farisæeren. Det er så let at sige: “Godt, at jeg ikke er selvretfærdig og fordømmende!” Og i samme øjeblik, man siger det, så er man jo selv blevet farisæer.<br />
<br />
Hvis man ikke vil indrømme, at man er en synder, så er man en farisæer, som bare stoler på sig selv og sin egen selvgodhed. Elle man hænger ligefrem andre ud – enten i skuffelse eller irritation over dem, eller for ligefrem at stille sig selv i et bedre lys.<br />
<br />
Og så er man som farisæer blevet en tolder oven i, nemlig en, som tager fra andre for selv at få noget ud af det. Og intet hjælper det selvfølgelig, for man fremmer ikke sin egen ære ved at nedgøre andre.<br />
Hvilken hånd vil du have? Højre eller venstre? Højre? Nej, der var ikke noget! Venstre? Nej, der var heller ikke noget! I har vel prøvet den her leg, hvor man skal gætte om der er noget i den ene eller den anden hånd. Og måske flytter man rundt på det, man gemmer, eller måske er der slet ingenting i nogen af hænderne.<br />
<br />
Den leg skal vi huske, når vi står overfor Gud – og det gør vi altid. Så skal vi glemme alt det, som vi tror, at vi kan komme med. Vi skal lægge alt til side, for der er alligevel ingenting, som batter. Vi skal bare komme med tomme hænder – ingenting i den ene hånd og ingenting i den anden hånd. Vi skal først tage imod nåden fra Gud, idet...<br />
<br />
“<a href="https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/367">Vi række vore hænder frem som tomme skåle</a>” og siger: “Kom til os, Gud, og giv os liv fra kilder uden for os selv!” Gør vi det, så kan vi vokse og bære frugt. Amen.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<iframe allowfullscreen="" class="YOUTUBE-iframe-video" data-thumbnail-src="https://i.ytimg.com/vi/XSmIMSckKsU/0.jpg" frameborder="0" height="310" src="https://www.youtube.com/embed/XSmIMSckKsU?feature=player_embedded" width="550"></iframe></div>
<br />Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-28757737778154268762019-08-11T13:18:00.000+02:002019-09-30T12:08:45.067+02:00Brug din hånd rigtigt i livets spil8. s.e. Trinitatis 2019, Matt 7,15-21<br />
<a name='more'></a>Broager Kirke d. 11. august. <a href="https://kirkenettet-my.sharepoint.com/:u:/g/personal/skls_km_dk/Ef7mLE-EB0dEmOZk6uOtXCIBXl51XuKhyTIAOdBIocTXsw?e=Z6UL7D" target="_blank">Hør prædiken...</a><br />
<i>392 Himlene, Herre, fortælle din ære – 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb – 390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes // 367 Vi rækker vore hænder frem – 440 O Guds lam uskyldig – 292,3 – 598 O Gud, du ved og kender</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:</i><br />
Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.« </blockquote>
Der er mange eksperter, som gerne vil fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv. Nogle af eksperternes råd er gode, andre er mindre gode eller måske endda ligefrem dårlige. Især skal vi nok være på vagt overfor dem, som vil være gode for andre folks penge og selv tager sig godt betalt som rådgivere og mellemmænd i processen. Sådan nogle kalder vi falske profeter, og dem skal vi tage os i agt for og forsøge at undgå. Og vi skal også undgå selv at være ligesådan, så vi lokker andre eller os selv i fordærv. Vi skal ikke gøre dumme ting, som vi fortryder.<br />
<br />
Men hvordan er det så det der med at vurdere konsekvensen af ens handlinger? Vælger vi det rigtige, og kan vi undgå det forkerte? Nej, ofte ikke, det viser al erfaring.<br />
<br />
Men så kan vi da vide det på forhånd, nemlig at vi ikke ved alting på forhånd. Og vi kan heller ikke kan tælle resultaterne og gøre alting op på forhånd.<br />
<br />
Det handler en meget populær country-sang om. <i><a href="https://www.youtube.com/watch?v=7hx4gdlfamo">The Gambler</a> </i>hedder den. Den gjort til et stort hit af Kenny Rogers.<br />
<br />
Sangen handler om et møde en sen aften på et nattog, hvor Sangeren dvs. fortælleren i sangen møder en mand, som er pokerspiller.<br />
<br />
Spilleren siger til Sangeren, at han kan se på udtrykket i hans øjne, at han har siddet i uheld, og at han er løbet tør for esser. Og han tilbyder et godt råd, hvis han ka’ få en slurk af Sangerens whiskey. Og det får han tilbudt, og han bunder flasken og får en smøg også, og så giver han følgende råd:<br />
<blockquote class="tr_bq">
Du skal vide, hvornår du skal holde eller folde dine kort,<br />
vide, hvornår du skal skal gå din vej eller stikke af.<br />
Du skal aldrig tælle dine penge, mens du sidder ved bordet,<br />
der er tid nok til at tælle, når spillet er forbi.</blockquote>
“Den måde, man skal overleve på”, siger spilleren, “er ved at vide, hvad man skal smidde væk, og vide, hvad man skal beholde”. Og det bedste, man kan håbe på, er, at man dør roligt i sin søvn. Og med disse ord til afslutning slukker spilleren sin cigaret og lægger sig til at sove.<br />
<br />
Og så slutter sangen med, at vi får at vide: “Et eller andet sted i mørket fik Spilleren gjort sit regnskab gjort op”. Men med hans sidste ord havde sangeren fået et Es, som han kunne beholde.<br />
<br />
Nok om den sang, en sang ikke kun om kortspil, men om liv og død, når spillet er ude. Om sande værdier, om ikke at sælge skindet, før bjørnen er skudt. Om at satse på det varige i stedet for det timelige. Om at vælge det, som virkelig giver livet værdi, det smukke, det gode og det sande frem for det hurtige, lette og behagelige...<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhkbiNQAK0ACPdRsDMPaL5h4LHo2Pd9kTp23jc_iPfeyh2y_5rRuKrOrbBjbW2DALjKjJ5k4RkfY7HS4rd_MNtnvx5XjUTT_LaWd3uR80hJTG3oJIrbdlT0JHU-lpupINiMsMx1m8uwH-DB/s1600/hands.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="683" data-original-width="1024" height="133" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhkbiNQAK0ACPdRsDMPaL5h4LHo2Pd9kTp23jc_iPfeyh2y_5rRuKrOrbBjbW2DALjKjJ5k4RkfY7HS4rd_MNtnvx5XjUTT_LaWd3uR80hJTG3oJIrbdlT0JHU-lpupINiMsMx1m8uwH-DB/s200/hands.jpg" width="200" /></a></div>
Vi skal ikke være eksperter med hurtige og lette løsninge, men vi skal være som træer, der med tiden giver god frugt. Det handler den salme, som vi skal synge om lidt, om. Den er skrevet af den 90-årige norske kunstmaler, tegne- og formningslærer, forfatter og ikke mindst salmedigter Svein Ellingsen. “<a href="https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/367">Vi rækker vore hænder frem</a>”, hedder salmen (367 slå gerne op!).*<br />
<br />
Læg mærke til, at salmen ikke rimer på “normal” vis med med rim inden for hvert enkelt vers (bortset fra til allersidst). Men den sidste linje i hvert vers rimer med den første linje i det næste vers. Sådan skabes (af oversætteren Peter Balslev-Clausen!) nogle løbende sammenhænge og en fin sammenhæng i salmen.<br />
<br />
Ved hjælp af en række billder skildrer Svein Ellingsen vores situation som kristne. Salmen begynder som en bøn, hvor vi rækker vores hænder frem som tomme skåle og beder Gud om at få “liv fra kilder uden for os selv”. Vi kan næsten forstå salmen fysisk, som en fagtesalme, hvor vi kan bruge vore hænder og vise, hvad vi synger (...).<br />
<br />
Selv har Svein Ellingsen forklaret, at billedet med de tomme hænder fik han inspirationen til under et besøg på et museum i Frankrig, hvor han så en skulptur, der stod med hænderne rakt ud, og hvor hænderne mindede ham om tomme skåle.<br />
<br />
I 2. vers udtrykker vi taknemmelighed for Guds gaver, og fordi Gud formår at få “vor nøgne kvist” til at sætte knop. (Svagt knyttet hånd, den anden føres omkring).<br />
<br />
Og så løfter vi (i vers 4) vore hænder op i bøn for verden og alle dem, der lider under de “kolde hjerters is og sne”.<br />
<br />
Og det skal ske ved vores hænders gerning, som det hedder i vers 4: At vores hænders nøgne træ får blomst og blade (hænder op og ud og rundt, og fingre ud). Så vore liv må “bære frugt (holde frugt mellem hænderne) til lægedom for andres sår” (Ae arm væk fra kroppen, som om det er en andens arm).<br />
<br />
Naturens gang og menneskelivets forløb ligner hinanden, og derfor kan vi forstå salmen. Og Gud giver væksten.<br />
<br />
Men hvad så med vers 5? Hvad kan der menes med ordene: ”Vi venter, efter smertens vår, din nådes sommer”? Foråret er jo spiringens og håbets tid. Vårens hæk er grøn, og grøn er håbets farve. Men måske en anden digter har givet forklaringen, når hun, Karin Boye, i et af sine digte siger: “Ja vist gør det ondt, når knoppe brister. / Hvorfor skulle foråret ellers tøve?” Her opfattes forårets tøven som et tegn på, at det er smertefuldt, når knopperne brister. Nyskabelsen er som en fødsel, den forudsætter veer.<br />
<br />
Måske er det det, som Svein Ellingsen hentyder til: Foråret er også smertens tid. Nybrud gør ondt. Skabelse og smerte hører sammen. Forandring kan gøre ondt. Vi mennesker kan have det svært i en hvilken som helst livsalder.<br />
<br />
Men han tænker nok også på den helt afgørende nyskabelse i form af Kristi død og opstandelse. for i vores del af verden falder foråret og fremkomsten af de første blomster og blade sammen med lidelseshistorien og påsken. Der er derfor smerte i foråret. Og efter Kristi lidelse og død følger opstandelsen. Ja efter smertens vår kommer nådens sommer.<br />
<br />
Og frugten kommer fra Gud. Frugten i verden og frugten i os. Og det betyder uanset alle modsatrettede erfaringer, enhver modstand, alt det, som er svært, at<br />
<ol>
<li>Verden <i>er</i> god.</li>
<li>Verden <i>er</i> meningsfuld.</li>
<li>Og vi mennesker, hver eneste af os <i>er</i> værdifulde</li>
</ol>
Og det er da også derfor, at vi, som er her i dag er blevet døbt. Døbt til at høre Jesus til. Døbt til fællesskab med Gud. Døbt til fællesskab med hinanden som indpodede grene på Kristus. Døbt til syndernes forladelse og evigt liv. Det er Guds vilje for et hvert menneske. Det er derfor, at Guds Søn, Jesus Kristus, kom til verden, gik på jorden og døde og opstod. For vores skyld. Det er de kort, som vi har vi på hånden til at spille gennem livet og i dødens stund. Resten er op til Gud, som holder nådigt regnskab med alt. Amen.<br />
<hr align="left" width="70%" />
<div>
* <i>Gudsbilleder og sjælesorg i gamle og nye salmer </i>af Kirsten Nielsen, professor emeritus, Aarhus. Forelæsning holdt på Det Teologiske Fakultet i København, onsdag d. 20.4.2016) / <a href="https://www.salmedatabasen.dk/">Salmedatabasen</a>.</div>
<div>
<br /></div>
Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-34716963541901658072019-08-04T13:45:00.001+02:002021-07-19T19:08:38.800+02:00Med glædens pil blev sorgen skudt7. s.e. Trinitatis 2019, Lukas 19,1-10<br />
<a name='more'></a>Broager Kirke, søndag d. 4. august. <a href="https://kirkenettet-my.sharepoint.com/:u:/g/personal/skls_km_dk/Ee4GZ7I33WNJnCcbcure3B8BxXrMmXyOWPe9l4CIxOgPBw?e=mcSRiK" target="_blank">Hør prædiken...</a><br />
<div>
<i>750 Nu titte til hinanden de favre blomster små – 298 Helligånden trindt på jord – 163 Fuglen har rede, og ræven har grav // 695 Nåden hun er af kongeblod – 439,1 O du Guds lam – 400 Så vældigt det mødte – 6 Dig være, mildeste Gud Fader</i></div>
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:</i>Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«</blockquote>
“Zakæus var nok blevet mobbet, fordi han var lille og sky”, sådan digtede præsten i Aventoft, Jørgen Kristensen, engang i en salme. Den findes i Højskolesangbogen. Og den giver en mulig forklaring på, hvorfor tolderen var blevet tolder, en forræder blandt jøderne, en, som samarbejdede med den romerske besættelsesmagt.<br />
<br />
Jørgen Kristensens salme minder om og er måske også inspireret af den unge frihedskæmper Morten Nielsens digt “Skæbne”. Heri beskrives det, hvordan Tykke, en svedig, fed og dum dreng, blev mopppet af <i>os</i> andre - ja, Morten Nielsen inddrager meget fint og ærligt sig selv i diget - idet <i>vi</i> ikke forstod, hvor ulykkelig han var. Og drengen blev ydmyget igen og igen og ville have hævn for alle de onde år. Han blev nazist og ville smadre og dræbe.<br />
<br />
Men Morten Nielsen blev ramt af en <i>anden</i> skæbne; <i>ham</i> fik nazisterne <i>ikke</i> ram på, for han blev dræbt af et vådeskud inden. <br />
<br />
Hvad så med Zakæus? Hvad med ham? Blev han, som han var, fordi han var blevet mobbet? Jeg ved det ikke. Har vi brug for at vide hvorfor? Jeg synes det ikke. Er det noget, som evangelisten forsøger at forklare i teksten? Det synes jeg heller ikke.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
</div>
Men der er ingen tvivl om, at Zakæus må have været meget ulykkelig og må have følt sig meget udenfor. Og hans møde med Jesus kunne måske beskrives som det modsatte af en vådeskudsulykke, med ordene “med glædens pil blev sorgen skudt”, ja, lad mig nævne hele verset, hvor det står:<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
</div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
</div>
<blockquote class="tr_bq">
Lyslevende, trods dødens kval,<br />
fór Jesus ned i Ånden<br />
til dødninger i tågedal,<br />
i hvilen og i vånden;<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhlVkGuMgtv5SV1pB7w6ASG7ezlGSkJzsiBsY-bpQ8aOr3sDNqmqseJAUKrEpy3FNQUWqFbJVK4QunYayj-o1RRuv4nxwgjFfPoahU9X7n6RsewQWRT9N7-CTEEEjntM_EXLdxNYe3WSR7b/s1600/gl%25C3%25A6denspil.jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="249" data-original-width="680" height="72" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhlVkGuMgtv5SV1pB7w6ASG7ezlGSkJzsiBsY-bpQ8aOr3sDNqmqseJAUKrEpy3FNQUWqFbJVK4QunYayj-o1RRuv4nxwgjFfPoahU9X7n6RsewQWRT9N7-CTEEEjntM_EXLdxNYe3WSR7b/s200/gl%25C3%25A6denspil.jpg" width="200" /></a></div>
da blev Guds miskundhed kundgjort<br />
på afgrunds rand i Hel-hjems port,<br />
hvor alt var tomt og øde;<br />
med glædens pil blev sorgen skudt,<br />
og Helveds mørke gennembrudt<br />
af Himlens morgenrøde.</blockquote>
Er det en <i>for</i> stærk, <i>for</i> symbolsk, <i>for</i> dybsindig fortolkning af historien om Zakæus? Er der virkelig <i>så</i> meget på spil i historien om tolderen, som omvender sig?<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
</div>
Ja, måske skal vi ikke se så meget på den lille tolder som på det store træ for at finde ud af det. Træet, som tolderen kravler op i, er ikke bare et træ; det er et morbærfigentræ. Og det behøvede det ikke at have været, for Jeriko er kendt i Bibelen som “Palmebyen” (5. mos 34,3), så hvorfor kravlede Zakæus ikke bare op i et palmetræ?<br />
<br />
For det første, fordi det store morbærfigentræ ikke er særlig almindelig i Israel, kun i lavlandet i hvert fald, og så i Egypten. Og derfor er det måske meget passende, at en skatteopkræver, en som blev betragtet som en outsider af jøderne, fordi han samarbejdede med de romerske myndigheder, at han sad i et træ af udenlandsk oprindelse.<br />
<br />
En anden grund til at nævne træets art er, at morbærfigentræet er medlem af figentræ-familien. Og et andet berømt figentræ er det, som vi kender fra Jesus’ sidste uge i Jerusalem. Det frugtløse figentræ, som han forbander, da han er på vej ind i byen. Så går han ind i templet og renser det, fordi det er blevet en røverkule, som han siger. Og denne handling mere end noget andet vækker det jødiske præsteskabs vrede og bereder vejen for, at Jesus bliver arresteret og korsfæstet.<br />
<br />
Efter tempelrensningen kommer Jesus forbi figentræet igen og ser, at det er visnet fuldstændig. Og det bruger Jesus bl.a. til at fortælle disciplene, at de skal bære frugt ved at tilgive. Han siger: “Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det. Når I står og beder, skal I tilgive, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres far i himlene kan tilgive jeres overtrædelser. Men hvis I ikke tilgiver, vil jeres far i himlene heller ikke tilgive jeres overtrædelser.”<br />
<br />
Morbærfigentræet og figentræet er i samme familie. Og Zakæus’ eller måske evangelisten Lukas’ valg af morbærfigentræet peger frem på, hvad der skal ske med Jesus i de kommende dage.<br />
<br />
Og til sidst er der måske også en lille pointe i, at morbærfigentræet bærer en frugt, som ligner figner, men de er mindre søde. At høste frugt fra morbærfigentræet kræver også en stor indsats, idet frugterne er uspiselige, hvis ikke bonden laver et lille snit i hver eneste morbærfigen, lige inden den bliver moden. Det var et krævende arbejde ligesom at punktere alle disse frugter, lige inden de skulle blive modne. Og måske også dette skulle forvarsle Jesus’ sidste uge i Jerusalem. Det skulle minde om, at hvis ikke kornet døde og blev lagt i jorden, så ville der ikke kunne blive en stor høst. Det skulle minde om naglerne, som blev hamret i Jesu hænder og fødder, og spydet, som blev stukket i hans side. Det skulle minde om hans død og opstandelse.<br />
<br />
Er det for meget at lægge i det med morbærfigentræet? Jeg tror det ikke, for hvis træets type var ligegyldig, så ville evangelisten Lukas ikke have nævnt det. Så havde det bare været et træ.<br />
<br />
Og det med frugten det er også vigtig. Det er fint, at Zakæus ender med at ville give halvdelen af, hvad han ejer, til de fattige, og det firedobbelt til dem, som han måtte have presset penge af. Det bør vi også gøre. Selv om det er tvivlsomt, at vi rent faktisk <i>kan</i> gøre det. Vores frugt <i>er</i> vigtig. Vi <i>skal</i> bære frugt. Men vi skal også lade vores skæbne vende. <br />
<br />
Det syntes i hvert fald de gamle, som valgte de tekstlæsninger, som hører til denne søndag sammen med fortællingen om Zakæus. I det gamle testamente er det ordene fra Salme 126 om, at landets hele skæbne bliver vendt som i en drøm:<br />
<blockquote class="tr_bq">
De, der sår under tårer,<br />
skal høste med jubel.<br />
Grædende går han ud,<br />
mens han bærer såsæden;<br />
med jubel vender han hjem,<br />
mens han bærer sine neg.</blockquote>
Og så er det ordene fra Romerbrevet om, at “syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre”. - Han, som levede og døde og opstod for vores skyld, for “med glædens pil blev sorgen skudt, / og Helveds mørke gennembrudt / af Himlens morgenrøde. Amen.Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-50143479037681828642019-05-05T14:10:00.000+02:002019-09-12T14:12:51.223+02:00Befrielse nu og i al evighed2. søndag efter påske 2019, Joh 10,11-16<br />
<a name='more'></a>Broager Kirke, d. 5. maj. <a href="https://kirkenettet-my.sharepoint.com/:u:/g/personal/skls_km_dk/EVn1Z9OTWRhGhU9kCKXAK80BfkbOo5rb8Ct2et-c8TEpPw?e=AJS0FQ" target="_blank">Hør prædiken...</a><br />
<i>722 Nu blomstertiden kommer – 218 Krist stod op af døde – 663 Gud Herren er min hyrde god (Klug) // 168 Hyrden er én, og så hans hjord – 440 O Guds Lam uskyldig – 662,1+4 Hvad kan os komme til for nød – 484 Du, som vejen er og livet</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:</i>Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene.<br />
Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faren kender mig, og jeg kender Faren; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.« </blockquote>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi5KCa3q_wAvMRXYqurIDZs8Jocus5yioncaRcjv3v-X6__ZWfoCAUHUNQzlC2A8FJF_8Zcl1ErIG6xCnn83JYC6Y577fugqRl0TkWs2dDTYUPlMSPmvM4qpGCIlaYw54GHzKgknWscTwjV/s1600/brudtk%25C3%25A6de.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="683" data-original-width="1024" height="213" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi5KCa3q_wAvMRXYqurIDZs8Jocus5yioncaRcjv3v-X6__ZWfoCAUHUNQzlC2A8FJF_8Zcl1ErIG6xCnn83JYC6Y577fugqRl0TkWs2dDTYUPlMSPmvM4qpGCIlaYw54GHzKgknWscTwjV/s320/brudtk%25C3%25A6de.jpg" width="320" /></a></div>
Det er befrielsesdagen i dag d. 5. maj. For 74 år siden d. 4. maj kom <a href="https://www.youtube.com/watch?v=p1pI6AOHAM0">frihedsbudskabet i radioen</a>, at de tyske besættelsesstyrker havde overgivet sig med virkning fra den følgende morgen. Og man rev mørklægningsgardinerne ned og satte lys i vinduerne.<br />
<br />
Jeg husker ikke den begivenhed, det skete 18. år før, jeg blev født. Men de gamle har fortalt, hvor stor en oplevelse, det var for dem; hvilken befrielse det var.<br />
<br />
Men jeg husker en anden befriende begivenhed, som jeg gerne vil dele med jer. Den foregik i ugen op til den 4. juli 1976. Jeg var 13 år gammel og fulgte det hele i fjernsynet:<br />
<br />
Der var sket det, at en fransk flyvemaskine var blevet kapret mellem Tel Aviv og Paris af nogle terrorister. Efter mellemlandinger i Athen og Benghazi landede flyet i Entebbe-lufthavnen i Uganda. Den lokale diktator, Idi Amin, støttede i forvejen terroristerne.<br />
<br />
Ingen ville gå ind på terroristernes krav. Man vidste, at det blot ville give anledning yderligere kapringer, flere terroraktioner og forlangender om penge, løsladelse og våben uden ende.<br />
<br />
I Entebbe blev de 248 passagerer og 12 besætnings- medlemmer ført fra flyveren ind i lufthavnsbygningen, hvor de blev budt velkommen af Idi Amin. Herefter blev jøder og ikke-jøder fordelt i to separate rum. De næste to dage blev de ikke-jødiske passagerer frigivet og fløjet til paris. De tilbageværende 94 jødiske passagerer og de 12 besætnings- medlemmer blev truet med døden.<br />
Sådan var situationen i Entebbe lørdag aften d. 3 juli 1976. Sådan var situationen i hele verden, for vi fulgte det i aviserne, i radioen og på på TV.<br />
<br />
Den følgende morgen oplevede jeg befrielsen, da min far kom ud ad døren fra sit kontor. Han havde vel siddet og skrevet sin prædiken færdig, som han altid gjorde søndag morgen. Og drukket te med mælk, som han altid gjorde. Og lyttet til nyhederne i radioen. Altsammen på en gang. På de punkter kunne han multitaske, ellers var han ikke nogen særlig praktisk mand.<br />
<br />
Han kom ud af døren med de nyheder, som han havde hørt i radioen: at om natten var israelske kommandosoldater fløjet hele 4000km til Uganda og havde befriet gidslerne med meget få tab, hvilket ingen havde troet muligt eller turdet håbe på. Men det, som jeg er helt overbevist om, at min far havde bedt om, var sket. Og det var tydelig at mærke på ham, at han oplevede det som en stor befrielse…<br />
<br />
Og så gik vi i kirke.<br />
<br />
Og – hvad jeg først opdagede forleden, da jeg slog datoen for Entebbe-aktionen op – så fortsatte dagen med en anden stor oplevelse, da vi i fjernsynet fulgte festlighederne i anledning af 200-året for USAs uafhængighed. Jeg ved, at jeg så det hele i sort-hvidt dengang, men i mit sind lejrede det sig i farver [Formulering inspireret af <a href="https://www.youtube.com/watch?v=EYGwxf1gCC4">Jamey Johnson: In Color</a>]...<br />
<br />
Efter enhver befrielse banker virkeligheden ubønhørlig på døren. Tre af gidslerne blev dræbt under befrielsesaktionen, og et gidsel, som var kommet på hospitalet i Uganda, blev senere likvideret. Og en israelsk kommandosoldat* blev dræbt.<br />
<br />
Og senere har der været kapringer, gidseltagninger og terroraktioner. Noget er blevet forhindret, noget er ikke. Noget er endt godt, noget er ikke. Og der er ingen ende på det. Ikke i denne syndige verden. Ikke i verden sådan, som den er.<br />
<br />
Men alligevel tænder vi lys i vinduerne, for lyset skal skinne i mørket. Lyset skal skinne for dem, som sidder i mørke og i dødens skygge. Lyset skal skinne for frihed og håb og fred.<br />
<br />
Og vi skal også gøre noget: nogle gange er det nødvendig at yde en indsats, at anstrenge sig, at tage en risiko eller ligefrem at sætte livet ind på sandheden.<br />
<br />
Nødvendig at tale de forfulgte kristnes sag i verden. At gå imod cencur ikke bare i Nord Korea og Kina, men også på Facebook og andre sociale medier. At kræve for dem, som man ikke er enig med og ikke kan lide, at også de skal have lov til at komme til orde. Det kan være nødvendig at tage et ubekvemt standpunkt. Det er nødvendigt at sige fra overfor bøllerne, inden de bliver til bødler. Det er nødvendig at afvise de falske hyrder, der ikke passer på fårene, men kun tænker på sig selv, især dem, som har magt i samfundet, i medierne og i den offentlige mening.<br />
<br />
Det er vigtig at tale magten imod og tro på ham, som i sandhed var afmagten. Han, som virkelig var den gode hyrde. Han, som satte sit liv til for fårene. Jesus Kristus, som skænker os evige befrielse fra synd og sorg og fare. Han, som redder denne verden, som ikke kan redde sig selv. Han, som har lært os at be’ til sin far og sige “fri os fra det onde”. Og lært os at tro fuldt og fast på, at det skal ske, for hans er Riget og magten og æren i evighed. Amen.<br />
<hr align="left" width="70%" />
<div>
</div>
* Jonathan Natanyahu, bror til Benjamin<br />
<div>
<br /></div>
<div>
<br /></div>
Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-16763055451050211952019-04-28T14:44:00.000+02:002019-09-12T14:13:18.963+02:00Ha’ det godt med Gud1. søndag efter påske 2019, Joh 20,19-31.<br />
<a name='more'></a>Broager Kirke, d. 28. april. <a href="https://kirkenettet-my.sharepoint.com/:u:/g/personal/skls_km_dk/ETf0-bmFrQVCtxh0ZaSpAZMBuV-7J-oaadTp0-AERs2TPA?e=s3aNVO" target="_blank">Hør prædiken...</a><br />
<i>408 Nu ringer alle klokker – 318 Stiftet Guds Søn – 249 Hvad er det at møde // 246 Kom lad os tømme – 439,1 – 473 Dit minde skal – 233 Jesus lever, graven brast</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: </i>Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«<br />
Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«<br />
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«<br />
Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. </blockquote>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjOEmAutOFdtZVPtCsk1hIVhvoBThLonJoLhGU5rrVH04omSnmUZl0j0U94cgg7oT7u7pdREVq7atRO-3HzgmqqGKS9lQIZCA-PDhnULk2L01gWD24-LbeYV1aUYGX8sTkpLOOLON6-tNRn/s1600/fredv%25C3%25A6remed+dig.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="449" data-original-width="640" height="224" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjOEmAutOFdtZVPtCsk1hIVhvoBThLonJoLhGU5rrVH04omSnmUZl0j0U94cgg7oT7u7pdREVq7atRO-3HzgmqqGKS9lQIZCA-PDhnULk2L01gWD24-LbeYV1aUYGX8sTkpLOOLON6-tNRn/s320/fredv%25C3%25A6remed+dig.jpg" width="320" /></a></div>
“Fred være med det”, siger vi ind i mellem til forskellige ting. Vi siger det fx, når nogle mennesker handler på en måde, som vi ikke rigtig kan forstå eller acceptere. Eller hvis vi ikke gider høre på det, de taler om, så resignerer vi, vi trækker på skuldrene og siger: “Fred være med det”. Vi kan mene det ironisk og sige “fred være med det” for at slutte samtalen og få ro.<br />
<br />
“Fred være med jer”, er et helt andet udtryk. Det er noget, som den ene bringer til den anden. “Fred være med dig” er mit ønske om, at du skal have freden, og jeg for min del vil bidrage så meget som muligt til, at det skal være sådan. Shalom hedder det på hebraisk, salam på arabisk. Og på dansk: “Ha’ det godt”.<br />
<br />
Men her i kirken er “fred være med jer” eller “fred være med dig” ikke bare noget, som den ene siger til de andre eller den anden. Det er noget, som man overbringer. “Vil du overbringe mine bedste hilsener”, kan en sige til mig, og når jeg så gør det, så kan jeg ikke nøjes med at sige: “Goddag og tak for indbydelsen”, når jeg når frem. Så er jeg også nødt til at sige, at jeg skulle hilse så mange gange fra den og den, som desværre ikke kunne komme.<br />
<br />
Og sådan gør vi også her i kirken, når jeg siger: “Herren være med jer!”. Så er det en måde at sige: “Jeg skulle hilse fra Herren Jesus Kristus. Han kunne ikke i fysisk, legemlig forstand være til stede, men åndelig er han her, for vi er altid i hans tanker, og han ønsker at leve i os.”<br />
<br />
Og endnu mere når jeg siger “Fred være med dig” ved dåben og tegner for barnets ansigt og bryst korsets tegn. Så er det i grunden Herrens stemme, som lyder, og Herrens hånd, som tegner. Og jeg er kun budbringer. Og vi som menighed og kirke er modtagere af evangeliet, ordet om Jesu Kristi opstandelse…<br />
<br />
Opstandelsen var langt væk den fredag, da Jesus blev korsfæstet, og de, som fulgte ham, var bange. De skjulte sig, de fornægtede ham, og de mistede modet. Efter sabbatten, på tredjedagen, fandt man Jesu grav tom. Nogle kvinder sagde, at de havde set en engel, der havde fortalt, at Jesus lever. Men det troede de andre ikke på. De tænkte, at det var noget, som de bildte sig ind, og at sorgen, chokket og savnet fik dem til at fantasere. Så fred være med det!<br />
<br />
Og selv liget af ham, som de havde fulgt og sat alt deres håb til, var forsvundet. Og man opholdt sig inden døre af frygt for, at man også selv skulle komme noget til. Nogle forlod skuffede Jerusalem.<br />
<br />
Alle talte om, at det var frygtelig, at Jesus var død på den måde, og man var kede af det for Jesus’ skyld, men sorgen var også blandet med selvmedlidenhed, fordi deres forhåbninger om, at Jesus skulle overtage magten i Israel, var blevet gjort til skamme. Og de var bange for, hvad der nu skulle ske med dem.<br />
<br />
Så er det, at Jesus viser sig for dem – ikke bare for kvinderne, men også for dem, som forlod Jerusalem og om aftenen denne første søndag står Jesus pludselig mellem disciplene og siger: “Fred være med jer!”.<br />
<br />
Han er der som en opstanden. Måske kan han gå gennem lukkede døre, pludselig er han der i hvert fald. Som opstanden er han en anden, for han dukker op og forsvinder, og han viser sig særligt i forbindelsen med nadveren, de spiser sammen, og i forbindelse med de ord, som de kender ham ved. Maria genkender ham først, da han siger: “Maria!” til hende. Og de, som havde forladt Jerusalem, genkender ham, når han spiser med dem, og de ser ham, når han siger: “Fred være med jer!”.<br />
<br />
Som opstanden er han en anden, men han er stadig den samme. Han er stadig den korsfæstede, som viser dem mærkerne i side, hænder og fødder.<br />
<br />
Denne lille flok disciple, som havde været fortvivlede og havde mistet modet, ser Herren, og han ånder på dem, han blæser ånde i dem, og ligesom pustet ved skabelsens morgen bragte mennesket til live, sådan bliver disciplene her genoplivet til en ny, håbefuld fremtid. En fremtid, hvor de må have Guds Ånd med sig…<br />
<br />
Ikke alle disciple ser Jesus ved den lejlighed. Thomas er ikke tilstede, og da han får at vide, hvad der er sket, tror han ikke, hvad de andre siger til ham. Han kan ikke forstå, hvad der er sket med de andre. Den troens flamme, som er blusset op i dem, brænder endnu ikke i ham. Han er kold og kontant skeptisk og måske også ironisk.<br />
<br />
Senere viser Jesus sig, hvor Thomas er tilstede, og Jesus opfordrer ham til at mærke efter, om det virkelig er ham. Og han siger: “Vær ikke vantro, men troende.” Og Thomas tror. Han behøvede ikke at mærke efter; det, som han ser, overbeviser ham.<br />
<br />
Mange andre, som ikke så Jesus, men hørte om ham, kom til tro. Den løbeild, hvormed evangeliet spredte sig ud i verden, blev tændt. Jesus havde åndet på disciplene, og den Ånd, som de havde modtaget, fik deres hjerter til at brænde og deres tunger til at gløde.<br />
<br />
Og Jesus sagde til dem: “Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Og sådan blev menigheden ikke bare mål for mission, men også middel til mission. Mission betyder sendelse.<br />
<br />
Mission betyder, at du skal overbringe de bedste hilsener fra Herren Jesus Kristus. Bl.a. den hilsen, som Jesus gav os i missionsbefalingen, som evangelisten Matthæus fortæller om. Og det tyder, at vi skal at sprede ordet, dvs. tale om vores tro. Vi skal holde fast i bønner og lovsange. Vi skal blive ved med at døbe, vi skal samles og bryde brødet. Og når vi skilles, skal vi gå med fred.<br />
<br />
Sådan, som disciplene gjorde fra starten af. De var udvalgte, men de var ikke nogen elite. Fordi deres Herre, Jesus Kristus, var og er alles Herre, drejede det sig ikke om at sortere fra, men om at medinddrage. At medinddrage også den, som ikke selv har fortjent det. Det er det, som det drejer sig om, når Jesus siger: “Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt”.<br />
<br />
Og de var flinke til at forlade synder i Jesu Kristi navn, fordi de også selv var blevet meget forladt. Det var forfølgeren Saulus: Da Jesus viste sig for ham i et syn, blev blev han inddraget som medarbejder på Guds rige, og han blev til hedningernes apostel Paulus. Og så var det Simon Peter, som tre gange på én nat havde fornægtet Herren, men senere blev et vidne om Guds fred ved Jesus Kristus, også selvom han kun tøvende gjorde sig klart, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at Jesus Kristus er alles Herre. Og så Thomas, der selv overfor de allernærmeste vidner forholder sig afvisende overfor ordet, men kræver håndgribelige beviser. Thomas blev senere ifølge traditionen østens apostel.<br />
<br />
Forfølgerens, fornægterens og tvivlerens rehabilitering er det, som vi kalder syndernes forladelse. Syndernes forladelse gælder enhver, som ender med at tro på det, også os. I ordet må vi høre det forkyndt. Når vi vandrer med Jesus, eller måske snarere, når han vandrer med os, må vi føle det. I nadveren må vi virkelig møde og se den opstandne. Og så kan vi ha’ det godt med Gud. Amen.<br />
<br />Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-79746840191100478982019-04-18T16:12:00.000+02:002019-09-12T14:14:02.028+02:00Kirken – Kristi legemeSkærtorsdag 2019, Matt 26,17-30.<br />
<a name='more'></a>Broager Kirke, d. 18. april. <a href="https://kirkenettet-my.sharepoint.com/:u:/g/personal/skls_km_dk/EeLC84nk6yZIkyur_kN9DkUBeRWozc6M-tkrSfGF4j-3LA?e=fNBjIJ">Hør prædiken...</a><br />
<i>466 Vor Herre Jesu mindefest – 179 Herren god, som uden grænser – 178 Han står på randen af sin grav // 458 Zion pris din saliggører – 440 O, Guds lam uskyldig – 473 Dit minde skal, o Jesus, stå</i> – <i>356 Almagts Gud, velsignet vær</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:</i><br />
Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.<br />
Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«<br />
Mens de spist, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«<br />
Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.</blockquote>
Det var ikke nogen helt almindelig aften i mandags, da der gik ild i Notre Dame Kirken i Paris, og store dele af den blev ødelagt. Det var ubehageligt at følge med i medierne, mens branden fortsatte i timevis. Og man har undervejs talt om kirkens store kulturelle og religiøse betydning. Og det er rigtig; den bygning betyder noget. Og vi må som kristne sige, at når én del af kirkens legeme forstået som samfundet af kristustroende lider, så lider hele legemet. Og så er der ikke den store forskel på, om vi er katolikker, ortodokse eller protestanter af forskellige slags. Og i den henseende er bygningen mere end en bygning.<br />
<br />
Omvendt beror selve kristentroen ikke på en bygning, men på en person, Jesus Kristus. Han sagde om templet i Jerusalem: »Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.« Da sagde jøderne: »Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?« Men det tempel, han talte om, var hans legeme. Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.”...<br />
<br />
Det er ikke nogen helt almindelig aften, vi fejrer i dag/aften, men den vigtigste aften i hele det jødiske år: påskemåltidets aften.<br />
<br />
Jøder var strømmet til Jerusalem fra fra alle verdenshjørner for at deltage i påskefejringen. Alle medbragte et levende lam eller købte et i byen. Og om eftermiddagen på denne dato, den 14. nisan, havde tempelpræsterne travlt. Lammene blev slagtet. Fedtet og indmad blev brændt på brændofferalteret, og blodet (som jøder ikke må indtage) blev ledt væk gennem et afløb. Kødet fik familierne tilbage tol aftnens påskemåltid.<br />
<br />
Jesus og hans disciple lånte en sal til det formål. Der var en feststemning alle steder i Jerusalem; familierne var samlede, ligesom vi er juleaften. Påskemåltidet begyndte med en takkebøn og et bæger vin. Og så kom det øjeblik, da det yngste barn ved bordet stillede det faste spørgsmål: “Hvorfor er denne nat anderledes end alle andre nætter?" Det var stikordet til, at faderen i familien begyndte at fortælle den store bibelske historie om “dengang vi var trælle i Egypten, men Gud Herren førte os ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm”.<br />
<br />
I husker måske fra bibelhistorien, hvordan israelitterne var slaver i Egypten og blev pint og plaget. Men Moses fik af Herren besked på at befri folket – føre det i samlet flok ud af Egypten og hjem til deres eget land. Det gik ikke så let, for Farao sagde nej, og der skulle ti plager til at få ham til at overgive sig. Den sidste af de ti plager var dødens engel, der gik fra hus til hus hos egypterne og slog alle førstefødte ihjel. Men Moses havde i forvejen givet israelitterne besked om, at hver familie skulle tage et lam og slagte det og stryge dets blod på dørkarmen ved indgangen til huset. Og de skulle holde måltid og spise lammet. Dødens engel ville så gå forbi de huse, hvor det frelsende blod var. Og ægypterne blev ramt af døden, men israelitterne gik fri.<br />
<br />
De forlod Egypten med Moses i spidsen. De gik fra slaveri til frihed, og Moses beordrede: “Denne dag skal være jer en mindedag… på netop denne dato… I skal fejre den som en højtid for Herren, i slægt efter slægt”. Det var så det Jesus og hans disciple gjorde skærtorsdag aften. De fejrede påskemåltid til minde om, at slaveriet var overstået, og døden var gået dem forbi.<br />
<br />
Alt det her er baggrunden for den nadver, vi fejrer i kirken. Det er ikke noget Jesus lige fandt på. Men han forvandlede det jødiske påskemåltid til den kristne nadver. Man spiste brød og bitre urter og helstegt lam, og man drak vin. Det nye Testamente fortæller, at Jesus var husfar i sin gruppe. Han tog brødet i sine hænder. Og så skulle han have sagt omtrent sådan: “Dette er elendighedens brød, som vore forfædre spiste i Egyptens land”. Men han sagde i stedet: “Tag det og spis det. Dette er mit legeme”. På samme måde tog han bægeret med vin. Og han skulle have sagt: “Lovet være du, Herre vor Gud, verdens konge, som skaber vintræet frugt”. Men han sagde: “Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse”.<br />
<br />
Disciplene forstod nok, at her skete der noget, men de vidste ikke, hvad det var. For de vidste jo ikke, hvad der ville ske dagene efter: At deres Mester skulle gå gennem korsfæstelse, død - og opstandelse.<br />
<br />
Det er ikke til at afgøre, hvor meget de først forstod, da Jesus brød det gamle ritual og gjorde sig selv til måltidets midtpunkt – da han forandrede det jødiske påskemåltid til den kristne nadver. Men vi véd, at han den næste dag blev korsfæstet, dvs. såret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Og vi véd, at han påskemorgen banede sig vej ud af graven og opstod fra de døde.<br />
<br />
Jesus vidste, at tiden var kommet. Han vidste, at han var nået til højdepunktet i sit liv, samtidig med at han var nået til sit livs afslutning. Han skulle ofres. Menneskeofringer var ellers en gammel hedensk skik, der var strengt forbudt ifølge Moseloven. Men nu var der kommet en, der ville sætte sit liv til for andres skyld, ganske frivilligt, af kærlighed…<br />
<br />
Scenen med Jesus sammen med de 12 disciple er et af de allervigtigste motiver i kristen kirkekunst. Vi har også den scene på vores altertavle (i Broager) / Især kendt er Den Sidste Nadver af Leonardo da Vinci.<br />
<table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="margin-left: auto; margin-right: auto; text-align: center;"><tbody>
<tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiub-3MeHYcKXiybCAZ3gnayoh8HNQeUip_d3DuKiZ8lViTLu1lMsL7x_9lHn2VCryAHqfkGs1uC2xjfb30CQUmwN5giZySEI5pl0MnuBsJoc17DO_UZn4mo6WdK4FMfjp8euhNVeeoFxRV/s1600/stevns%252C_niels_larsen_maria_salver_kristi_f%25C3%25B8dder.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="817" data-original-width="1356" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiub-3MeHYcKXiybCAZ3gnayoh8HNQeUip_d3DuKiZ8lViTLu1lMsL7x_9lHn2VCryAHqfkGs1uC2xjfb30CQUmwN5giZySEI5pl0MnuBsJoc17DO_UZn4mo6WdK4FMfjp8euhNVeeoFxRV/s400/stevns%252C_niels_larsen_maria_salver_kristi_f%25C3%25B8dder.jpg" width="530" /></a></td></tr>
<tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">Maria salver Jesu fødder<br />
<i>Niels Larsen Stevns</i></td></tr>
</tbody></table>
Jesus sidder i midten, og de 12 apostle sidder på begge sider af ham. Midt under måltidet chokerer Jesus sine disciple ved pludselig at sige, at en af dem vil forråde ham. Det kommer helt bag på dem, og de bliver selvfølgelig meget bedrøvede og urolige. Straks spørger de ham én efter én: “Det er vel ikke mig, Herre?” Sidst af dem alle spørger forrædderen Judas Iskariot, og Jesus må med sorg i stemmen svare: “Du siger det selv.”<br />
<br />
Det er mærkeligt at tænke på, at Judas var med i fællesskabet på linje med de andre, og at han modtog nadveren. Da han havde fået brødet, fór Satan i ham, skriver evangelisten Johannes. Og den nære vens forræderi var allerede forudset i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente: “Selv min ven, som jeg stolede på, og som spiste brødet med mig, har løftet hælen imod mig.” (Sl. 41,10; Joh. 13,18). Judas forrådte Jesus med et kys, og tog ikke imod den tilgivelse, som Jesus tilbød. Ved måltidet gav Jesus sig selv til alle sine disciple.<br />
<br />
Lige som Israels folk under ørkenvandringen efter flugten fra Egypten havde modtaget brød fra himlen i form af manna, så fik de nu gennem Jesu offer det, de skulle lave af til evigt tid.<br />
Og om vinen sagde Jesus, at det var hans blod. Pagtens blod. Det peger tilbage til pagtslutningen på Sinaj, hvor Moses stiftede en pagt mellem Gud og hans folk ved at ofre nogle dyr og så stænke blodet på Israels folk. Derefter blev der holdt et måltid.<br />
<br />
Nu stiftes en pagt, hvor Jesus er den nye pagts offer. Indstiftet til syndernes forladelse som en opfyldelse af profetien fra Jeremias’ Bog: “Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.” (Jer. 31,34)<br />
<br />
Den nye pagt er en nådens pagt. Den hviler ikke på vore gerninger, som den gamle lovens pagt, men alene på Jesu gerning, ham, om hvem vi ved, at han var lydig til døden på korset. Den nye pagt indebærer, at Gud nu kun vil se på sin Søn, på det liv, han levede, og på den død, han døde i vort sted.<br />
<br />
Jesus er den hellige og rene, som i ét og alt har gjort sin himmelske Fars vilje. Han var villig til at lide straffen for vore synder, og han gjorde det. Der er ingen dom, der kan ramme os, når vi tager vores tilflugt til Jesus.<br />
<br />
Ved nadverbordet er vi sammen med Jesus. Her er han trådt os ganske nær og kommer personligt til hver enkelt af os. Jesus giver os i nadveren del i alt, hvad korset rummer af nåde til syndere, af frelse til fortabte, af fred til fredløse, af liv til døende. Og i brøds og vins skikkelse modtager vi Jesu legeme og blod givet for vor frelses skyld.<br />
<br />
Han holder intet tilbage, men giver os del i alt, hvad han er og har til os. Og vi kan ikke gøre andet end at takke ham af hjertet. Ja, ...<br />
<blockquote class="tr_bq">
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,<br />
Fader, Søn og Helligånd,<br />
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,<br />
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.</blockquote>
Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-35062076907010161052019-03-24T15:43:00.002+01:002021-03-03T21:34:55.159+01:00Fej for egen dør og lyt til Guds ord!3. søndag i fasten 2019, Luk 11,14-28<br />
<a name='more'></a>Broager Kirke d. 24. marts 2019. <a href="https://kirkenettet-my.sharepoint.com/:u:/g/personal/skls_km_dk/EW4obbMv_VFBg0dW13fDP04BvfGTSPjmDG7iwdNk5MiM9g?e=AAUurH" target="_blank">Hør prædiken...</a><br />
<i>266 Mægtigste Kriste – 302 Gud Helligånd, o kom – 337 Behold os Herre ved dit ord // 166 Så skal dog Satans rige – 439,1 O du Guds Lam – 473 Dit minde skal, o Jesus, stå – 355 Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:</i><br />Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«</blockquote>
Orden i eget hus. Hvem vil ikke gerne have orden i eget hus? Hvem vil ikke gerne have, at tingene står på deres rette plads? Hvem kan ikke blive forstyrret, når noget ikke står, hvor man regner med, at det stod?<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiFTStzM1uzYLSwWSuPbzVoMjImW0TK5kqKlY1l654maN8x9-HtxGZtQ4dVpgqqOqQ0WhllrrjCQfHPVOnWl9qRRbC7rk_HG1l1atHrZnawhKRyG1Ednhq_gYkioLcLqzTl-jXYMm98-oMZ/s1600/Cleaning.jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="926" data-original-width="1280" height="231" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiFTStzM1uzYLSwWSuPbzVoMjImW0TK5kqKlY1l654maN8x9-HtxGZtQ4dVpgqqOqQ0WhllrrjCQfHPVOnWl9qRRbC7rk_HG1l1atHrZnawhKRyG1Ednhq_gYkioLcLqzTl-jXYMm98-oMZ/s320/Cleaning.jpg" width="320" /></a></div>
Kender I udtrykket rengøringsvanvid? Det er der, hvor ordenssansen går over gevind. Det er der, hvor man gør det rent, som allerede var helt rent. Og hvor man ikke kan lade være med at vaske hænder og tørre af igen og igen til ingen verdens nytte. OCD bliver det kaldt - en forkortelse for <i>Obsessive Compulsive Disorder</i> - en psykiatrisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og -handlinger.<br />
<br />
Måske Jesus også kendte til det fænomen, selv om udtrykket er meget nyere. Tænk bare på dengang han besøgte Marta og Maria. Og Marta fór febrilsk omkring i huset for at rydde op og gøre klar og gøre ved – så meget, at hun ikke ænsede selve gæsten.<br />
<br />
Og det hus, som vi hører om i dag, det er fejet og prydet så meget, at det i dets sterile tomhed indbyder til meget mere skidt end den smule, som var deri i forvejen.<br />
<br />
Men sådan er det med mange ting i livet: vil du have det hele, kan det ende med, at du slet ingenting får. Vil du have alle dine værdigenstande med dig ud af huset den dag, hvor huset brænder, så kan det ende med, at du selv bliver flammernes bytte. Hvis du vil over lyskrydset for gult, fordi du ikke vil bremse og vente på grønt, risikerer du rødt og en anden bil i siden som det sidste sammenstød i dit liv. Nej, så hellere komme for sent end aldrig at nå frem...<br />
<br />
Og undervejs vil vi gerne have orden i tingene. Orden i eget hus, hvem vil ikke det? Vi vil have, at tingene er regulerede og til at forstå. Og vi har love og regler, som vi kan henholde os til. Og vi har instrumenter, som vi kan måle med, og dem kan vi have stor glæde af. Men nogle gange er det ligesom om, at apparaterne tager magten fra os. Nogle mennesker fx tager hele tiden billeder af sig selv og deres familie, og hvad de foretager sig. Og så lægger de billederne på Facebook. Og det er også i orden. Men en gang i mellem er det som om, at de tror, at det, som de oplever og gør, slet ikke er sket, hvis det ikke kommer på Facebook. Og selv jeg ligger under for noget lignende, for for nylig, hvor jeg løb en lang tur, da løb mit GPS-ur tør for strøm. Og straks, da jeg opdagede det, så løb jeg også selv tør for energi, for nu kunne jeg ikke længere måle min indsats og længden af mit løb. Og så gik jeg resten af vejen hjem. - Heldigvis ikke ret langt, og heldigvis kunne jeg grine lidt af mig selv.<br />
<br />
Orden eller uorden - skal vi hidse os op over det, eller skal vi grine af det? Hvad skal regulere det, og hvad kan vi stole på?<br />
<br />
Lyskryds fx skal regulere trafikken, og hvis alle standser for rødt og går eller kører for grønt, så giver det ingen sammenstød. Og hvad kan vi stole på? Det, som står i avisen. Ja, måske ikke BT og Ekstrabladet, som kaldes kulørte aviser, men i hvert fald Kristeligt Dagblad. Med det navn, så kan man da ikke lyve.<br />
<br />
Men for nylig var der noget, som gik helt galt. Det fandt Danmarks Radios <i>Detektor</i> ud af. Der var noget galt med Kristeligt Dagblads artikelserie om lyskryds. Kristeligt Dagblad havde skrevet om, at lokalpolitikere i flere kommuner ønskede at lave lyskrydsene om, så det ikke kun var røde og grønne <i>mænd</i>, der skulle være i lamperne og afgøre, hvornår folk skulle gå over vejen. Nej, figurene skulle være mere inklusive, så også damer kunne genkende sig med dem. Og også dem, som indentificerede sig som noget helt andet end damer og herre, skulle der tages hensyn til.<br />
<br />
Kristeligt Dagblad skrev om den her sag i længere tid. Artikler for og imod. Og en leder eller to. Og det spredte sig også til andre medier.<br />
<br />
Men det var altsammen noget, som Kristeligt Dagblad selv havde fundet på. Der var ingen politikere, som i forvejen havde haft til hensigt at lave om på lyskrydsene; det hele var fremprovokeret af avisens journalister, som fik de interviewede til at tage stilling til noget, som fra først af var ganske hypotetisk og først bagefter blev taget op i byrådssalene.<br />
<br />
Kristeligt Dagblads mediestunt blev afsløret. Og det var pinligt for en seriøs avis at blive taget i noget, som med rette kan kaldes <i>fake news</i>.<br />
<br />
Men det var ikke bare pinligt. Det var ikke bare god værkstedshumor og lidt at grine af. Det var ondt og farligt.<br />
<br />
Det er nemlig ikke noget at grine af, at nogle mennesker har så store problemer med deres kønsidentitet og selvforståelse, at de selv eller andre for deres skyld mener, at det er nødvendigt at lave om på et piktogram, for at ingen skal føle sig udenfor. Et piktogram, som i forvejen blot viser et rødt menneske, som står stille, eller et grønt menneske, som går.<br />
<br />
Det er ikke noget at gøre grine af, at nogle mennesker af forskellige grunde ønsker at definere sig som dette eller hint, som vi andre slet ikke kan forstå. Måske skal vi tage en diskussion med dem om det, når vi møder dem. Måske skal vi lade dem være i fred. Måske må vi afvise nogle af deres ønsker og forlangender på nogle punkter. Men i resten møde dem som medmennesker og ikke med latterliggørelse.<br />
<br />
Det er heller ikke noget at grine af, at nogle grupper idag <i>kræver</i> at blive tiltalt på en bestemt måde og melder folk til politiet, hvis det <i>ikke</i> sker. Det er ikke noget, som vi har i Danmark endnu, men det forekommer i Canada og i England: Ve den, der kalder en mand en dame eller omvendt eller noget helt tredje. Ve den, der antager forkert, eller bare ikke vil give efter for en tilsyneladende forkert påstand.<br />
<br />
Der er mange onde ånder på spil, når man vil regulere verden og hinanden og sætte i båse. Og vi er alle sammen klar til det. Og vi er hurtige til at identificere os med forskellige grupper. Både dem vi reelt tilhører og dem, som vi skubber foran os for vores egen godheds skyld.<br />
<br />
Men det er ikke kristendom. Kristendom er ikke identitetspolitik. Kristendom er ikke et spørgsmål om, hvor vi kommer fra eller hvem vi holder med, men om, hvem vi lytter til. Det er derfor Jesus afviser kvinden i skaren, som råbte: “Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!”. Han afviser hende og svarer: “Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!”<br />
<br />
Og det skal vi så også gøre: Vi skal ikke gøre hovedrent i verden og tro, at vi kan redde den. Vi skal bare feje for egen dør.* Og så skal vi lytte til Guds ord og følge Jesus. Amen.<br />
<div>
<br />
<hr align="left" color="#000000" noshade="" size="1" width="70%" />* Et skjult citat fra <i>12 regler for livet - en modvægt mod kaos </i>af Jordan B. Peterson.<br />
6. regel i originaludgaven: <i>Set Your House in Perfect Order Before You Criticize the World.</i><br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<iframe allowfullscreen="" class="YOUTUBE-iframe-video" data-thumbnail-src="https://i.ytimg.com/vi/-5RCmu-HuTg/0.jpg" frameborder="0" height="310" src="https://www.youtube.com/embed/-5RCmu-HuTg?feature=player_embedded" width="550"></iframe></div>
</div>
Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-44534475180934927012019-02-17T20:31:00.000+01:002019-09-12T14:14:23.768+02:00Når vi lever på kantenSøndag septuagesima 2019, Matt 20,1-16<br />
<a name='more'></a>Broager Kirke, d. 17. februar. <a href="https://kirkenettet-my.sharepoint.com/:u:/g/personal/skls_km_dk/Ee9E-N0qoy1EmQDMZ17JGr4B0-_SHZDbX85mssWT5KfqBQ?e=uFvovd" target="_blank">Hør prædiken...</a><br />
<i>743 Nu rinder solen op – 309 Bøj, o Helligånd, os alle – 170 Fra verdens morgenstund udgår Guds nådes kald så vide // 365 Guds kærlighed ej grænse ved – 439, 1 – 474 Jesus Krist du gav mig livet – 360 Arbejd, til natten kommer
</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:</i>Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«</blockquote>
Jeg var i Holland i sidste uge – på ferie med familien. Holland er et velhavende og driftigt land med en flittig befolkning. Og de har drevet det vidt i Holland. En del af deres velstand stammede oprindeligt fra vindmøllerne. Allerede i 15-1600 årene begyndte man at bygge store vindmøller. Og nogle af de møller gjorde hollænderne i stand til i stor stil at pumpe vand væk bag digerne og skabe ny landbrugsjord, mens andre møllers kraft blev anvendt til bl.a. savværker. Og Holland blev således industrialiseret meget tidligt, inden især kraftværker og elektriske maskiner blev opfundet og indført og overtog møllernes opgaver. Hollænderne havde en fordel i begyndelsen, men pludselig mistede de deres særlige fordel og måtte finde sig i at stå helt lige med mange andre folkeslag. Surt var det vel, men hollænderne kom videre, for de var arbejdsomme.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh_1DY_-TBaTgiftPnuHFWN1fX5KGYLcWgRrV3sbewTy1z6G2yV2oR6fD3WtQIskQAoMBjTcleoegiMFo17EcgwibYtT4jpeR_5hNoKXognVuhCsCDZKwfaR0g-IdBbcngrOJ7jhL0wJup5/s1600/Hans+Brinker+med+fingeren+i+diget.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="720" data-original-width="1280" height="179" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh_1DY_-TBaTgiftPnuHFWN1fX5KGYLcWgRrV3sbewTy1z6G2yV2oR6fD3WtQIskQAoMBjTcleoegiMFo17EcgwibYtT4jpeR_5hNoKXognVuhCsCDZKwfaR0g-IdBbcngrOJ7jhL0wJup5/s320/Hans+Brinker+med+fingeren+i+diget.jpg" width="320" /></a></div>
Surt var det nu alligevel, fordi hollænderne trods velfærd og rigdom rent faktisk lever på kanten. Ikke på kanten af en vulkan, men på kanten af havet. ⅓ af Holland ligger under havets overflade, og hvis katastrofen rammer, så rammer den hårdt. Det skete ved stormfloden i 1953, hvor over 1800 hollændere omkom. Og de havde ellers prøvet at sikre sig efter bedste evne, men digerne holdt ikke.
<br />
<br />
Jeg var i Holland i sidste uge. Jeg var ikke på ski, hvor jeg kunne have faldet og brækket benet. Men uheldig var jeg. Jeg, som altid har skihjelm og skøjtehjelm og cykelhjelm på, når jeg udfolder mig på disse felter – jeg havde ikke hjelm på, da jeg bar familiens kufferter ud i bilen, og så stødte jeg hovedet imod et lavt tag og lavede en ordentlig revne i huden, så det blødte kraftigt, og jeg måtte på skadestuen og blive limet sammen (det er derfor jeg ser lidt værre ud, end jeg plejer at gøre). Det var ikke retfærdig, at jeg skulle være så uheldig, syntes jeg. Det var ikke løn som forskyldt, jeg, som altid har været forsigtig og brugt hjelm. Men det var altså, hvad der skete. Sådan kan det gå, når man lever på kanten!
<br />
<br />
Jeg tror, at det er et vigtigt tema i dagens evangelietekst: At det ikke drejer sig om selve lønnens størrelse eller retfærdigheden i det: løn som forskyldt. Men det, at vi lever på kanten. Det, at vi den dag, hvor vi skal hen i banken og hæve vores velfortjente opsparing, der kan det ske, at vi glider i en bananskræl og slår os så slemt i hovedet, at vi dør af det. Og for at føje spot til skade, så skal nogle, som ikke har løftet en finger for det, arve vores surt optjente penge.<br />
<br />
Det er ikke retfærdigt! - Nej, måske ikke, men skidt med pengene. De er jo ikke de vigtigste. Meget vigtigere er, hvad en af de gamle kirkefædre, Gregor af Nazians, som levede i midten af 300 tallet, skrev om. Han skrev om, at det var vigtigere at vide, hvem man er, end hvad man har.<br />
<br />
“Du skal kende din identitet og din bestemmelse", siger han, og fortsætter: “Du skal kende, hvorfra du er kommet, og hvor du kan komme til hvile – om livet er det, vi lever nu, eller vi kan vente noget bedre.” Gregor krydrer disse fængende formuleringer ved flere gange at føje til: “Sæt dig i arbejde, min sjæl, dit liv skal renses!” I samme forbindelse skriver han også: “Søg Gud og hans hemmeligheder, det, som fandtes forud for verden, hvorfra den kommer, og hvad dens mål er!”
<br />
Og det er altså ikke ikke pengene, der tæller her, eller andre overfladiskheder. Det er noget dybere. Sådan må det jo være, når man lever på kanten. Det er Guds hemmeligheder – livets grundlæggende spørgsmål.
<br />
<br />
Hvad andet ene disse hemmeligheder er det, Jesus vil afdække eller måske snarere formidle med sine mange lignelser? – At vi skal vide, hvem vi er, og hvor vi hører til – grunden, egentlig og i sidste ende.
<br />
<br />
Og det er det, som står på spil i denne lignelse om arbejderne i vingården, som hører til på denne søndag med det specielle navn “Septuagesima søndag”. (Det betyder “søndagen 70 dage før påske”, selv om der strengt taget kun er tale om en periode omspændt af 10 søndage, hvilket altså drejer sig om 64 dage.)
<br />
<br />
Men den fejl (hvis det er en sådan) kan blot bruges til at understrege, at lignelsen heller ikke drejer sig om korrekt udregning af lønniveauet. Hovedsagen er ikke, hvordan arbejdet i vingården nu i øvrigt måtte være organiseret. Og vi er ikke med Jesus til forhandling i Den Himmelske Løns Forligsinstitution. Vi befinder os derimod i troens univers, hvor billedsproget rækker ud efter de dybder, vi ellers normalt overser.
<br />
<br />
Måske det var lettere at opdage i svundne tider, da man havde et mere skarpt blik for kirkeårets rytme og indhold, end vi har i dag. Dengang, ja, helt tilbage i oldkirken, blev dåben sat i et særlig lys. Dengang fandt dåben kun sted natten mellem Påskelørdag og Påskedag. <br />
<br />
Når de døbte således var blevet fuldgyldige medlemmer af menigheden, kunne de deltage i Påskemorgens optog iført hvide klæ’r. (Kandidater var de. Det betyder hvidklædt.) Denne hvide dragt bar de indtil den efterfølgende lørdag, der netop falder på den 70. dag efter Søndag Septuagesima.
<br />
<br />
I dag markerer vi altså indgangen til forberedelsestiden inden påske og for oldkirkens vedkommende inden den store dåbsfejring. Med denne søndag indledte man dengang undervisningen af de nye kristne i, hvad det vil sige at være kristen. De fik på denne dag lov til for første gang at overvære den del af gudstjenesten, der gik forud for nadverfejringen. <br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhEP2s17k0Gx88Gqa4ijn1t49OcEYlnuUkxgRhYlaBdZ1wLX7d0Ais9iKgY03SRizJpeNZcaVyEYF9k0Z5M6XQQUXXGKol6Z7QuyjR0GGpsaI5pqLLo8r6nNSoZB1NztvADZhyphenhyphenDVmn6AW1x/s1600/recipes.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="332" data-original-width="350" height="303" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhEP2s17k0Gx88Gqa4ijn1t49OcEYlnuUkxgRhYlaBdZ1wLX7d0Ais9iKgY03SRizJpeNZcaVyEYF9k0Z5M6XQQUXXGKol6Z7QuyjR0GGpsaI5pqLLo8r6nNSoZB1NztvADZhyphenhyphenDVmn6AW1x/s320/recipes.jpg" width="320" /></a></div>
Måske de fuldgyldige medlemmer af menigheden mødte op den dag med et lettere nedladende blik overfor de nytilkomne. Hvis det var tilfældet, så havde man over for sådan mulig selvretfærdig holdning dagens evangelium: Lignelsen om arbejderne i vingården. Den kunne sætte de gamle på plads og belære dem om, at over for Gud er vi alle lige. Det er også meningen med det, der sker ved døbefonten. Dåben gør alle lige! Vi lever jo alle på kanten. Vi drukner symbolsk i dåbsvandet, men Gud redder os til livet...
<br />
<br />
I lignelsen om arbejderne i vingården spiller tiden en afgørende rolle - især når lønnen skal udbetales. Her var der nogen, som kun havde arbejdet én time. Dem så de andre ned på.
<br />
Men det var, fordi de ikke forstod lønnen og tiden. At lønnen er Guds nåde og retfærdighed. Noget, som i grunden er utælleligt og udeleligt. Og at tiden efter er langt vigtigere end tiden før. At det evige liv er langt længere end det jordiske. Det sidste er uendeligt, det andet kan tælles i år og dage fra vugge til grav.
<br />
<br />
Og vel betyder livet i denne tid noget. Livet er hverken let eller legende for nogen af os. Ikke altid i hvert fald. Nogle kommer til at slide hårdere end andre. Nogle kommer til kun at arbejde “en time”, mens andre må “bære hele dagens byrde og hede”.
<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgTeAmvEXJvHMaVGkKyKCfzCJ5GEej8ef9VNsSHnnhtiMBJgBHgZlWZq7SyDn_Ipl-Buko8EmMQ4Jwu3aJvjz8uLVI0n6_uBDySkqkMxjBNnhZPO02O2bnzPkw_FKzWe1RFtuiauwxttU38/s1600/bodybygod.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 0em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="500" data-original-width="397" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgTeAmvEXJvHMaVGkKyKCfzCJ5GEej8ef9VNsSHnnhtiMBJgBHgZlWZq7SyDn_Ipl-Buko8EmMQ4Jwu3aJvjz8uLVI0n6_uBDySkqkMxjBNnhZPO02O2bnzPkw_FKzWe1RFtuiauwxttU38/s320/bodybygod.jpg" width="253" /></a></div>
Men lønnen er den samme. Lønnen er den samme, fordi Gud rent faktisk har en aftale med os. En pagt. Dåbens pagt. Det, at vi der påtager os syndernes forladelse, hvilket vil sige, at vi ikke får løn som forskyldt, men får livet for Jesu Kristi skyld.
Vi får hver især, hvad vi kan tilkomme (men altså ikke kan eller har gjort os fortjent til): Vi får livet af Guds hånd. Og vi skal forvalte det, så godt vi kan.
<br />
<br />
Og selv om vi i en vis forstand altid lever på kanten, så var Jesus altså den, der med sit liv trådte ud over kanten og betalte prisen for at redde os.
<br />
<br />
Og det er det, vi skal holde os til. Det er det, som bestemmer tiden nu og evigheden fremover. Så kender du din identitet og din bestemmelse. Så ved du, hvorfra du er kommet, og hvor du kan komme til hvile. Så indser du, at livet ikke kun er det, som du lever nu, men at du også kan vente noget bedre. Men indtil da: “Sæt dig i arbejde, min sjæl, dit liv skal renses!” Og hvor sker det andet end ved døbefont og nadverbord! Amen.
<br />
<div>
<br /></div>
Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-16395247202152987132019-02-03T17:02:00.000+01:002019-10-10T06:10:57.919+02:00Vi er alle i samme båd, og Jesus kommer og hjælper os<div class="hidethis">
4. s.e. helligtrekonger 2019, Matt 8,23-27. (Ingen optagelse)</div>
<a name='more'></a>4. søndag efter helligtrekonger 2019, Matt 8,23-27. (Ingen optagelse)<br />
<style>
.hidethis {display: none;}
</style>
<!--more-->Broager Kirke, d. 3. februar.<br />
<i>36 Befal du dine veje – 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb – </i><i>52 Du, Herre Krist // 149 Hvad er det for en snekke – 439,1 – 474 Jesus Krist, du gav mig livet – 696 Kærlighed er kysets kilde</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: </i>Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?« </blockquote>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjmubyK3SLtPEBiU3c_pYRl9mMClbHqtaw-oKhaemed6gVP1iQ6dxHW5mZqur-2L9__BnPEnZC-VdCs1lJZx7nZZPo2wB0BcFIhPOCiifFD53rg8QvEbry6Klbwhs1QELxtJljCXvtBlw04/s1600/hans-hedtoft.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="361" data-original-width="643" height="111" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjmubyK3SLtPEBiU3c_pYRl9mMClbHqtaw-oKhaemed6gVP1iQ6dxHW5mZqur-2L9__BnPEnZC-VdCs1lJZx7nZZPo2wB0BcFIhPOCiifFD53rg8QvEbry6Klbwhs1QELxtJljCXvtBlw04/s200/hans-hedtoft.jpg" width="200" /></a></div>
Det kan være farligt at sejle, både når man er ude at fiske i en lille båd, og når man tager ud på en længere rejse med et skib. Således mindes vi i år motorskibet “Hans Hedtoft”, som på sin hjemrejse fra Grønland ramte et isbjerg og sank. Det var d. 30. januar 1959 for 60 år siden. Mange mennesker omkom i det frygtelige forlis – samtlige 95 ombordværende omkom, – og skibet blev derefter ofte kaldt Grønlands Titanic, selv om det nu kun var opkaldt efter en tidligere statsminister.<br />
<br />
Et par år efter, i september 1961, skete en anden katastrofe, som fyldte meget i aviserne og blev betragtet som en stor ulykke.<br />
<br />
Det var det flystyrt, som i kostede FN-generalsekretær Dag Hammarskjöld livet. Ham havde man haft mange forhåbninger til, ligesom man også havde håbet, at De Forenede Nationer skulle have betydet meget mere for verdensfreden, end det rent faktisk blev tilfældet – både før og efter styrtet. Og Dag Hammarskjöld blev nærmest gjort til en verdensfrelser både før og efter sin død.<br />
<br />
Og også den begivenhed er atter aktuel, med Mads Brüggers dokumentarfilm “Cold Case Hammarskjöld” som i sidste uge fik verdenspremiere på Sundance-festivalen. Og Brügger fik en pris for bedste dokumentarfilm-instruktion. Filmen handler om den uhyggelige, men slet ikke usandsynlige tanke, at fly var blevet skudt ned, og at Hammerskjöld og hans 15 ledsagere således var blevet myrdet.<br />
<br />
Men uanset omstændighederne så var FNs generalsekretær altså ikke nogen garanti for, at flyet ikke kunne styrte ned, ligesom heller ikke navnet “Hans Hedtoft” var nogen garanti for, at skibet ikke kunne synke.<br />
<br />
Og der er ingen garanti mod katastrofer. Nogle slipper slipper heldigt, mens andre bare er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.<br />
<br />
En kvinde, som jeg kender, kunne forleden fortælle på Facebook (under et billede af skibet “Hans Hedtoft”): “Skibet, min mor havde billet til. I sidste øjeblik byttede hun billetten til et andet skib. Det skyldtes bl.a. at hun ikke brød sig om farverne på væggene på “Hans Hedtoft”, der var malet efter sidste mode. Det huede ikke min mor. – Min mors æstetiske sans er vi nogle, der er taknemmelige for!”<br />
<br />
Man kan så spekulere over, om det mest var morens æstetiske sans, der havde reddet hende, eller om noget eller nogen anden havde været på spil.<br />
<br />
Måske var det Gud, der havde grebet ind? Ja, måske var det, men den tanke er farlig, for hvor var så Gud for alle dem, som <i>ikke</i> blev reddet? Hvor var Gud?<br />
<br />
Hvor er Gud på livets sejlads – både i magsvejr og medvind og i storme og forlis? Det er noget, som mennesker altid har tænkt over. Det er derfor, vi har vores kirkeskibe. De små altså, de skibe, som hænger oppe under loftet. Vi har et skib her i Broager kirke. Nogle steder har man flere. Og på Fanø fx har man mange sådanne skibe i kirkerne. 15 har jeg talt i en af kirkerne.<br />
<br />
Traditionen med kirkeskibe skyldes nok, at de er votivgaver. De er symboler, som er skænket til kirken, enten for at få Gud til at huske og beskytte dem, som skal ud at sejle. Eller de er skænket af folk, som havde været i havsnød og havde anråbt Gud om hjælp, og som var nået sikkert i land, hvorfor de nu bagefter skænkede kirken og Gud denne gave.<br />
<br />
Men kirkeskibene er ikke kun dem, som hænger i loftet. Det er også selve kirkebygningerne. Hoveddelen i hvert fald. Der, hvor kirkefolket sidder som passagerer i samme båd. Man ved heller ikke, hvorfor kirkeskibet hedder sådan. En noget søgt forklaring er, at de gamle på vore breddegrader genbrugte gamle skibe lagt på hovedet til kirkebygninger. Mere sandsynlig er dog nogle komplicerede sproglige forviklinger, samt at man nok altid har forstået både kirker og templer som åndelige fartøjer for troens forsamling. “Vi er alle i samme båd” er nemlig ikke nogen ny virkelighed eller noget moderne udtryk, men en eksistentiel virkelighed lige sidden syndefaldet.<br />
<br />
Vi er alle i samme båd, og Jesus kommer og hjælper os. Båden er der (skib i loftet). Jesus er der (krucifiks). Skibet er her (hovedskibet). Jesus er her (iblandt os). Sejladsen starter der (døbefont). Sejladsen starter farefuldt. Vi går undet. Ja, det gjorde børnene rent faktisk i gamle dage, og det sker stadig i nogle kirker: Børnene bliver nedsænket helt nøgne i dåbsvandet. Og uden redningsvest. Man kan dog på Youtube se, at dåbsbørnene har ble på. Men det er for at redde dåbsvandet fra uheld, ikke børnene!<br />
<br />
Men ved dåbens vand kommer de og vi til at høre Jesus til, at få fællesskab med Jesus.<br />
<br />
Og det betyder ikke en forsikring mod vejrliget og høj bølgegang i livet. Men når Jesus stiller stormen på søen, er det også for os lidettroendes skyld. Han viser nemlig, at det ikke handler så meget om vores større eller mindre tro, men om at <i>han</i> griber ind.<br />
<br />
Kristentro er troen på, at Jesus selv er gået under. Han blev forrådt og fornægtet. Han blev korsfæstet, og han følte sig forladt af både Gud og mennesker. Han gik selv til bunds i dødens dyb.<br />
<br />
Derfor har vi dåben: I dåben dør vi med Kristus langfredag. I dåben opstår vi med Kristus påskemorgen. I dåben får vi et levende håb om, at døden allerede er overvundet. Uanset hvilke katastrofer og undergange, vi møder i vores liv, så er vi i Guds gode hænder. Og han slipper os ikke. Amen.Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-32212821221081083122018-12-24T17:11:00.001+01:002023-12-25T23:36:02.537+01:00Hvad i alverden går julen ud på?Juleaften 2018, Lukas 2,1-14<br />
<a name='more'></a>Broager kirke, d. 24. december. <a href="https://kirkenettet-my.sharepoint.com/:u:/g/personal/skls_km_dk/ESZqNGpDuOZGqJLSJ6ARLB4B_VU8ZWw2j_MkzuK3BDIARg?e=etT9vu" target="_blank">Hør prædiken...</a><br />
<i>94 Det kimer nu – hilsen, bøn, læsning – 123 Her kommer, Jesus, dine små – læsning, trosbekendelse – 112 Kom, alle kristne // 104 Et barn er født – bøn, Fadervor, velsignelse – 121 Dejlig er jorden</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:</i>Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.<br />
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:<br />
Fred til mennesker med Guds velbehag!«<br />
»Ære være Gud i det højeste og på jorden!</blockquote>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
</div>
To unge fisk kommer svømmende, og undervejs træffer de en ældre fisk på vej i modsatte retning. Den ældre fisk nikker til dem og siger: “Godmorgen, drenge! Hvordan er vandet?”. De to unge fisk svømmer så videre et stykke tid, hvorefter den ene ser på den anden og udbryder: “Hvad i alverden er vand?”...<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
</div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
</div>
<br />
Med denne indledning er det ikke hensigten, at jeg nu vil fremstille mig selv som den kloge, gamle fisk, der skal forklare unge fisk, hvad vand er. Nej, historiens pointe er blot, at det mest oplagte og vigtige i verden ofte er det, som er så svært at se og tale om. Hvad i alverden er jul fx?. Hvad i alverden er engle? Hvad i alverden er Guds kærlighed?<br />
<br />
Hvad i alverden er jul? Jul er jo forskellige ting for de fleste. Nogle ser mest juletravlhed og julestress, og det får mange til at sige – mere eller mindre alvorligt – at de vil melde sig ud af julen. Andre ser julens glæde, men de kan af forskellige grunde ikke selv tage del i glæden pga. skuffelser, bekymringer, sorger osv. - Alt sammen omfattet af ordet “julesorgen”, som Grundtvig opfandt og brugte i en salme i 1824.<br />
<br />
<table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right; margin-left: 1em; text-align: right;"><tbody>
<tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiZ7_osxswcsfsYrl-0Z_1h_FeC9Xci1gMs0fxTUQbDlCz0C-zwdwCxAiTXmUR43R8azXaWqJ5OgueXypfyiSkorf0a9GPj3v6Kj6SDDb0WiMhfX_Z50VZs1eXMBiplWu-JxRfY4Ydwa5WQ/s1600/Le+r%25C3%25AAve+de+Saint+Joseph+-+Philippe+de+Champaigne.jpg" style="clear: right; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="1600" data-original-width="1178" height="400" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiZ7_osxswcsfsYrl-0Z_1h_FeC9Xci1gMs0fxTUQbDlCz0C-zwdwCxAiTXmUR43R8azXaWqJ5OgueXypfyiSkorf0a9GPj3v6Kj6SDDb0WiMhfX_Z50VZs1eXMBiplWu-JxRfY4Ydwa5WQ/s400/Le+r%25C3%25AAve+de+Saint+Joseph+-+Philippe+de+Champaigne.jpg" width="293" /></a></td></tr>
<tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-size: 12.8px;"> Philippe de Champaigne. 1601-1674. Paris. <br /><i>Le rêve de Saint Joseph.</i>1643. <br />London. National Gallery.</span></td></tr>
</tbody></table>
<div style="text-align: right;">
</div>
Men julesorgen som anliggende er naturligvis meget ældre end det. Det går tilbage til før den allerførste jul. Se bare på billedet først på jeres <a href="https://kirkenettet-my.sharepoint.com/:b:/g/personal/skls_km_dk/EcodpOWQqohNlMK97k45L-gBPlEtYuG86M42UvV3kDJrOw?e=FDKI8i" target="_blank">sangark</a>**. Der sidder Josef i stolen i forgrunden. Hans værktøj ligger for fødderne af ham. Det har været en lang og hård arbejdsdag, og sandalerne har han kun lige nået at få af, inden han er faldet i søvn.<br />
<br />
En bekymret søvn, vil jeg mene, både som vi kan se det i hans ansigtsudtryk, men også pga. hans situation.<br />
<br />
Hvad var hans situation da? Jo, vi ved fra Lukasevangeliet, at englen Gabriel havde fortalt Maria, at hun var gravid ved Helligånden og skulle føde Guds Søn og kalde ham Jesus. Det vidste Josef også, fordi Maria havde fortalt det. Men Josef troede ikke på det. Han følte sig tilsidesat, og han ville slå op med Maria.<br />
<br />
Også Maria er bekymret. Hun sidder med armene over kors i forsvarsstilling, for hun ved, at det ikke er let for nogen at tro på hendes forklaring. Hun forstår godt, at Josef er skuffet.<br />
<br />
Men så dukker englen op i Josefs drøm. Den samme Gabriel måske, men navnet nævnes ikke i Matthæusevangeliet. Og englen forklarer nøje, hvordan det hele hænger sammen. Det er fint illustreret ved den måde, han peger med begge hænder [pege]: “Det er Gud, som er far til barnet! Og det er hende der, Maria, som skal føde Guds Søn!” – Så må du tro det eller la’ vær’! – Og Josef troede.<br />
<br />
En engel. Hvad i alverden er en engel? Hvor mange engle findes der egentlig? Og hvem har set en engel? Jeg har ikke det endegyldige svar på det spørgsmål, men I skal få en historie om det:<br />
<blockquote class="tr_bq">
Der sidder to mænd på en bar langt ude i vildmarken i Alaska. Den ene af mændene er et troende menneske, den anden er ateist. Og de begynder at diskutere, om Gud findes. Det er en ivrig diskussion, for de har allerede fået nogle øl og et par whiskyer ind under vesten. Ateisten siger: “Hør her, det er ikke sådan, at jeg har helt konkrete grunde til ikke at tro på Gud. Det er heller ikke sådan, at jeg slet ikke har eksperimenteret med den her Gud- og bøn-ting. Så sent som i sidste måned så blev jeg fanget i en frygtelig snestorm langt hjemmefra. Og jeg var fuldstændig fortabt, og jeg kunne ikke se noget som helst. Og det frøs 40 minusgrader, så jeg prøvede det: Jeg faldt ned på knæ i sneen og råbte: ‘Gud, hvis du findes! Jeg er faret vild i stormen, og jeg dør, hvis du ikke hjælper mig!’”<br />
Og i baren sidder nu den troende mand og kigger forvirret på ateisten. “Så må du jo tro nu”, udbryder han, “du sidder jo her – lyslevende!”<br />
Men ateisten griner bare ad ham og siger: “Nej, du! Det er kun fordi, der kom et par eskimoer forbi og hjalp mig med at finde hjem!”.*</blockquote>
Hvad i alverden er en engel? Hvad i alverden er et tegn, hvis man ikke er i stand til at se det? Og det er svært at se, fordi vi alle er så selvcentrerede. Vi ser tingene fra vores eget perspektiv. Alt det, som vi oplever omkring os, er vi selv i centrum af. Verden, som du oplever den, er foran dig eller bagved dig, til venstre for dig eller til højre for dig, på dit tv, på din skærm, på dit feed, på din væg osv. osv.<br />
<br />
Men en gang imellem kommer der tegn. Tegn på, at der er noget mellem mennesker og noget udenfor og omkring os. Noget, som vi ikke er centrum for. Eller for at bruge et fortærsket udtryk, som bestemt ikke er entydigt kristent: “Der er mere mellem himmel og jord…” …<br />
<br />
Tegn på tro, tillid og medmenneskelighed. Vi oplevede det her i kirken i sidste uge, mens jeg genfortalte juleevangeliet for Børnehaven Himmelblå. Og jeg var kommet til der, hvor der bliver banket på dørene. Og alle steder bliver Josef og Maria afvist, for der er ikke er plads til dem. Og så bliver jeg afbrudt af en dreng, som siger, at de godt kan være på hans værelse. Og da jeg fortsætter med at fortælle, at de får lov til at være ude i stalden, så bliver drengen ved: “Nej, nej, det er ikke nødvendig, der er plads nok på mit værrelse!” – Sikke en indlevelsesevne!<br />
<br />
Børnene i indskolingen – de er lidt ældre – de kan godt finde på at stille spørgsmål. Det oplevede jeg for 2 år siden, hvor nogle af børnene efter julegudstjenesten spurgte mig, om det var sjovt at være præst, og om det var mit arbejde hele tiden. Det kunne jeg bekræfte begge dele, selv om de ikke helt kunne forstå, at man kunne få alt sin tid til at gå med det. - “Er du det hele tiden? Får du løn for det?” Jo, det måtte jeg indrømme. “Får du meget i løn?”, fortsatte de. Og det måtte jeg også bekræfte.<br />
<br />
Og så var der en pige, som spurgte: “Får vi noget at drikke i dag?” Jeg var lidt usikker på, hvad hun mente, men pegede hen mod alteret og sagde: “Derhenne?” [pege] “Ja”, svarede hun. Og så måtte jeg forklare, at det kunne vi ikke nå i dag, men hun måtte gerne komme og få noget at spise og drikke en anden dag. (Og det må I andre også gerne).<br />
<br />
Ja, og så var der en dreng, som pegende på sine ribben [pege] og op på korset [pege] og spurgte, hvorfor Jesus havde sådan et mærke i siden? Jo, det var jo fordi, at man havde pint ham. Og man havde sømmet ham op på et kors og slået ham ihjel. – Og jeg tror nok, at jeg fortsatte: “Men det må du høre om en anden gang.”...<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEj9NOmcvYcrOiq-jR74bATc-RyGJSVe7CxeDjE4xvno062QiOv5ncx-Jvfgw5f6WxTIk0Xu8ZeACSKwgxGI5TtkYvz76Ej1sKbCrveigb4nMLe9lnH2pmwZ8crmja8RXIK0v8dreBMtcZr7/s1600/s%25C3%25B8m+og+korkprop.jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="1200" data-original-width="1600" height="240" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEj9NOmcvYcrOiq-jR74bATc-RyGJSVe7CxeDjE4xvno062QiOv5ncx-Jvfgw5f6WxTIk0Xu8ZeACSKwgxGI5TtkYvz76Ej1sKbCrveigb4nMLe9lnH2pmwZ8crmja8RXIK0v8dreBMtcZr7/s320/s%25C3%25B8m+og+korkprop.jpg" width="320" /></a></div>
<div>
<br /></div>
Og da jeg gik hjem fra kirke den dag, gik jeg med en flaske vin i hånden; det var en julegave fra en lokal bedemand. Midt på stien ved kirkegårdslågen lå der noget. Det var et rustent søm, som jeg samlede op. Det her søm! [Vise] Et af den gammeldags håndsmedede type, som nok stammer fra kirketårnet, og som må være frigjort ved restaureringen af spirene for en del år siden. Og det lå pludselig der og ventede på mig!<br />
<br />
Så gik jeg hjem. Hjem til mit varme hus med lønnen på bankkontoen og en flaske rødvin i den ene hånd og et rusten søm i den anden. Taknemmelig for det hele, vinen og varmen og lønnen. Men også for sømmet, som mindede mig om ham, som vi holder jul for. Jesus Kristus, Guds Søn, som blev menneske. Han blev født i en stald og levede blandt mennesker, og han blev korsfæstet og døde og opstod – for vores skyld. Hvad i alverden går julen ellers ud på? Amen.<br />
<hr align="left" shadow="0" width="70%" />
<div>
</div>
* Ide til (og dele af) prædikenen er fra “This Is Water” by David Foster Wallace (<a href="https://fs.blog/2012/04/david-foster-wallace-this-is-water/">2005 commencement speech to the graduating class at Kenyon College</a>).<br />
<div>
<br /></div>
Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-33233997853594080642018-11-25T18:08:00.000+01:002019-09-12T15:52:27.019+02:00Bær dine byrder med Jesus i hjertet!Sidste s. i kirkeåret 2018, Matt 11,25-30. (Ingen optagelse)<br />
<a name='more'></a>Broager kirke, d. 25. november.<br />
<i>355 Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre – 68 Se, hvilket menneske – 332 På Jerusalem det ny // 672 Jeg ved, på hvem jeg bygger – 439, 1 – 277, 4-5 – 431 Herre Kristus, dig til ære slutter vi vort kirkeår</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: </i>På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.<br />
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« </blockquote>
Hvor meget kan et menneske bære?<br />
<br />
Da jeg var ung fyldte jeg engang en rygsæk med det allermest nødvendige og rejste på stop til Grækenland. Jeg havde et lille telt, en sovepose og et liggeunderlag, samt – stort set – en tandbørste og noget tøj. Rygsækken vejede under 10 kg.<br />
<br />
Jeg havde kun det allermest nødvendige med, troede jeg. Men jeg blev klogere, for på et vandrerhjem i Athen vaskede jeg noget af mit tøj og hang det til tørre, og mens jeg var ude i byen for at se mig om, blev det stjålet. Og jeg måtte klare mig med, hvad jeg havde tilbage af tøj, og det gik ganske fint.<br />
<br />
Inden jeg skulle hjem, købte jeg forskellige ting bl.a. et vævet bomuldstæppe på et lokalt marked. Og jeg købte også en hel del flasker af den lokale alkohol. Den var billig, og jeg var grådig. Og flaskerne blev rullet ind i tæppet og stukket i rygsækken. Jeg regnede med, at man ikke ville stoppe en rygsækrejsende i tolden hjemme i Danmark. Rygsækken vejede nu 24 kg og var tung at slæbe på. Hvor barnligt, tænk at jeg gad! Men jeg kom uantastet gennem tolden.<br />
<br />
Hvad skal man fylde sit liv med? Hvad skal man fylde i livets rygsæk? Oplevelser, samvær og glæde naturligvis! Og jeg havde da også en god rejse den sommer. Men hvad fylder vi vores liv med? Ting og sager. Ting og sager af forskellig værdi. “Guld, sølv, ædelsten, træ, hø [eller] halm”, som apostlen Paulus nævner.<br />
<br />
Men altsammen skal vurderes på dets sande værdi og betydning – også i længden. Ikke bare i ugen efter Black Friday, når de bestilte varer kommer med posten. Og har nogen gjort et godt køb med god rabat, så skal de ikke høre bebrejdelse fra min side. Men mon ikke en og anden i skyndingen har købt ting og sager, som der slet ikke var behov for?<br />
<br />
Ja, hvor meget kan vi meningsfuldt hobe op i vores liv? Kan vi ikke gå for langt, som i denne legende af Leo Tolstoy*:<br />
<blockquote class="tr_bq">
Der var engang en bondemand, som ønskede at besidde mere jord. Men han ikke havde penge til det. Flid og arbejdsomhed var ikke nok til at spare op. Spekulation og spil havde heller ikke hjulpet. Nu var der kun heksekunster tilbage, og derfor påkaldte han djævelen.<br />
<br />
Og da djævelen stod foran manden, spurgte han ham om, hvad han ville? “Det handler om jord”, svarede manden. “Jeg vil gerne have rigtig meget jord!”<br />
<br />
Og så forhandlede de – djævelen og manden. Og selvom manden ikke havde nogen penge at betale med, var djævelen forhandlingsvillig og ville sælge alt det jord, som manden havde behov for, mod en ringe betaling: “Hvis du sælger din sjæl til mig, skal du få alt den jord, du har brug for. Din sjæl mod alt den jord, som du kan nå at løbe rundt om fra solopgang til solnedgang.”<br />
<br />
Næste morgen ved daggry mødtes de. De sikrede sig, at de var enige om betingelserne, og da solen viste sig i horisonten om morgenen, løb manden afsted. Det var hans agt at løbe rundt og ud hele formiddagen og videre rundt og tilbage mod udgangspunktet hele eftermiddagen, så at han, når dagen var omme, ville have løbet rundt i den perfekte cirkel og have omkredset så meget jord som muligt.<br />
<br />
Manden løb og løb, og godt gik det. Men ved middagstid kneb det ham at gøre cirklen mindre. “Det er dog ærgerlig”, tænkte han, ”at gå glip af god jord ved at vende for tidlig tilbage. Mon ikke cirklen kan gøres lidt større?” Og sådan afveg han flere gange fra sin plan og gjorde cirklen større og større.<br />
<br />
Og hen under aften, da solen lå lavt på himlen, havde manden langt hjem – for langt egentlig. Og udmattet var han. Men betingelsen for at få jorden var at nå tilbage til udgangspunktet inden solnedgang. Og nu for overhovedet at nå det satte han kursen direkte tilbage. Han løb over stok og sten. Han pustede og stønnede. Han så den nedgående sol gløde svagere, og dens skive begyndte at synke i horisonten.<br />
<br />
Men han nåede det lige. Han nåede frem inden solnedgang. Og djævelen holdt sit løfte og gav manden alt det jord, som han havde brug for. Det var nu ikke ret meget. Kun 1x2 meter i 6 fods dybde, for manden døde af sine anstrengelser, han døde, fordi han havde begæret for meget, fordi han havde solgt sin sjæl til djævelen. Og nu fik han, hvad han havde brug for, et gravsted…</blockquote>
Hvor meget kan et menneske bære? Det er jo ikke kun jordisk gods, som vi mennesker skal bære rundt på. Det kan også være problemer, modgang, sygdom, alderdom og død. Ja, det ikke bare kan være, det vil være. Ingen har levet uden, og ingen vil leve uden. Det ved vi godt.<br />
<br />
Men det er ikke det, som Jesus taler om i dagens evangeliestykke, når han siger: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«<br />
<br />
Situationen er nemlig, at Jesus her taler til alle de mennesker, som har brug for ham. Til alle dem, som havde mistet modet, fordi Johannes Døber var blevet smidt i fængsel. Til alle dem, som ikke havde nok i sig selv. Til alle dem, som levede et normalt liv, og som ikke kunne følge med i alle mulige farisæiske regler om det perfekte liv. (Det er lige før, vi hører om aksplukningen på en sabbat). Til alle dem, som ville høre på Jesus og lade deres liv forandre.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgIHxfUf674kXkcSk7hHH_D7kCjpKmTCmyEyDtawv1JvFwVW7_cMFDaZxsZObS-ghwSm-lyUuOco6NWfmJxqF8JS6C8rbgMTpwGM91wLcPPAm9FO7lIQQXylOASdUOHYUlEkX9t3Z8nuyFG/s1600/making-the-sign-of-the-cross.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="770" data-original-width="884" height="278" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgIHxfUf674kXkcSk7hHH_D7kCjpKmTCmyEyDtawv1JvFwVW7_cMFDaZxsZObS-ghwSm-lyUuOco6NWfmJxqF8JS6C8rbgMTpwGM91wLcPPAm9FO7lIQQXylOASdUOHYUlEkX9t3Z8nuyFG/s320/making-the-sign-of-the-cross.jpg" width="320" /></a></div>
Og forandringen for os består i, at Jesus har indgået en pagt med os. Den blev undertegnet den dag, da vi blev døbt. Da blev vi tegnet med korsets tegn til et vidnedsbyrd om, at vi skal tilhøre vores korsfæstede Herre Jesus Kristus. Han bar åget fuldt ud, og vi må leve under det – ikke som byrde, men som frelsestegn. Vi må tage det til os.<br />
<br />
Hvad kan et menneske bære? Jeg så engang – det var på den nævnte rejse til Grækenland – en ældre kvinde komme hen ad fortorvet med et par tasker i hænderne. Hun havde nok været på indkøb. Pludselig standsede hun og vendte sig mod en bygning. Det var en kirke. Og hun satte taskerne på fortorvet og slog korsets tegn for sig. Så løftede hun taskerne op og gik videre. Jeg ved ikke, hvad den kvinde ellers gik og bar på, men jeg kunne se, at hun gjorde det med Jesus i hjertet. Amen.<br />
<br />
<hr align="left" color="#000000" noshade="" size="1" width="70%" />
* <i>Hvor megen Jord har vel et Menneske nødig?</i> af Leo Tolstoy, 1888 og senere.Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-62357696895629929022018-11-04T23:48:00.003+01:002022-11-05T18:10:15.945+01:00Som et strejf af en dråbe / haiku-digteAllehelgens søndag 2018, Matt 5,13-16.<br />
<a name='more'></a>Broager Kirke, søndag d. 4. november. <a href="https://kirkenettet-my.sharepoint.com/:u:/g/personal/skls_km_dk/Eelmmeu75BFNojQcjAui3YQB1g_Ot_JJZLmtKt0Z9UvWcQ?e=u8uIfC" target="_blank">Hør prædiken...</a><br />
<i>732 Dybt hælder året i sin gang – 566 Er livet alt lifligt herneden – 575 Din fred skal aldrig vige // 552 Nu har du taget fra os – 439,1 – 561, 13 O kærlighed selv – 754 Se, nu stiger solen</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:</i><br />
Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« </blockquote>
I små ting kan der være en stor kraft. I en smule salt, i et lille lys, som skinner. Eller i en dråbe. Således skriver Grundtvig:<br />
<blockquote class="tr_bq">
Påskeblomst! en dråbe stærk<br />
drak jeg af dit gule bæger,<br />
og som ved et underværk<br />
den mig hæver, vederkvæger:<br />
Hanegal og morgensang,<br />
synes mig, af den udsprang;<br />
vågnende jeg ser de døde<br />
i en påske-morgenrøde.</blockquote>
Dråben er en stærk metafor. Vi kender den fra udtrykket: “Dråben, som får bægeret til at flyde over”. Vi kender til Dråben, som udhuler stenen, ikke ved sin styrke, men ved stadigt at falde. Vi ved, at dråber i drypstenshuler over årtusinder danner stalaktitter i grottens loft og stalagmitter på grottens gulv, efterhånden som de på deres rejse afgiver en smule af deres mineraler. Og når jeg nævner, at blot en dråbe på den tørstendes sprukne læber kan bringe lindring, så kan det få nogle af jer til at føle tørst.<br />
<br />
At dråben er stærk, oplevede jeg som teenager, dengang jeg mange søndag aftener lyttede til radioprogrammet P4 i P1. Det var bl.a. her unge mennesker ringede ind og snakkede med Tine Bryld om deres problemer og fandt stor forståelse. Når aftenens program var færdig, sluttede man altid med Kim Larsen og Gasolins allerkorteste nummer. Det lyder i sin helhed:<br />
<blockquote class="tr_bq">
Som et strejf af en dråbe<br />
fik vi lov til at håbe<br />
på de ting som skal komme<br />
førend livet er omme.</blockquote>
Det digt blev en hel generations godnatsang. En kalder det endda “soundtracket til min ungdom”. Og jeg kan genkende følelsen.<br />
<br />
Og hvorfor er det sådan? Nok fordi digtet er så kort, enkelt og prægnant. Det har meget til fælles med et heiku-digt, uden at det dog deler det med de 5, 7 og 5 stavelser uden rim. Det har nemlig 4 gange 7 stavelser med enderim.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjsxIQJEKAvY0MxjCJmL5I1DzKZjugpnSAe8cJcXxK65hSL3FJ8KE7eOAs1H-lkMMDpB9Ru202SXAyO7Rh8RcIv0x1KVTZKQCXZZaaL2LT17pI1zrval-ekMIGk_jL9i7SS9dR_sdq1f_Kr/s1600/haiku.jpg" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="546" data-original-width="398" height="200" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjsxIQJEKAvY0MxjCJmL5I1DzKZjugpnSAe8cJcXxK65hSL3FJ8KE7eOAs1H-lkMMDpB9Ru202SXAyO7Rh8RcIv0x1KVTZKQCXZZaaL2LT17pI1zrval-ekMIGk_jL9i7SS9dR_sdq1f_Kr/s200/haiku.jpg" width="145" /></a></div>
Men det overholder til fulde heiku-formens tre næste regler.<br />
<ol>
<li>Det indeholder en reference til naturen (mere end den menneskelige natur). </li>
<li>Det henviser til en speciel begivenhed.</li>
<li>Denne begivenhed præsenteres, som om den foregik nu og ikke i fortiden.</li>
</ol>
Hør digtet igen:<br />
<blockquote class="tr_bq">
Som et strejf af en dråbe<br />
fik vi lov til at håbe<br />
på de ting som skal komme<br />
førend livet er omme.</blockquote>
Dråben er naturligvis referencen til naturen. Dråben, som vi kan blive strejfet af, dråben, som kan føles i håret, på øjenvippen eller på huden.<br />
<br />
Og vi fik lov til at håbe. For mit vedkommende i barneværelset eller ungdomsværelset, mens jeg hørte radio om andre unge og deres problemer, og mens jeg funderede over livet og fremtidsplaner og uddannelse og tænkte på piger, som jeg var forelsket i. Og bekymrede mig for verden, som var til at gå til i forurening, mens olien slap op, og den kolde krig rasede, og man talte meget om atomnedrustning. Men vi fik lov til at håbe. Det var den specielle begivenhed.<br />
<br />
Her og nu foregik det, her i og nu sent søndag aften, her og nu i live fik vi lov til at håbe på vores fremtid i livet.<br />
<br />
Men digtet indeholder ligesom mange heiku-digte også en fremtid, en fremtid helt ind i døden – eller evigheden måske. Hør et par heiku-digte:<br />
<blockquote class="tr_bq">
En hel familie<br />
Hvidhårede med stokke<br />
På kirkegården</blockquote>
eller<br />
<blockquote class="tr_bq">
Jeg ser blomstringen<br />
Så spredes kronbladene<br />
Og det er forbi</blockquote>
eller<br />
<blockquote class="tr_bq">
Føllet hviler sig<br />
Døden en dag nærmere<br />
Kroppen i græsset … </blockquote>
Dråben. Hvor stærk er dråben i digtet: Som et strejf af en dråbe? Handler det kun om den sidste blodsdråbe, eller tænkes der på en dråbe stærk, en dråbe til evigt liv?<br />
<br />
Begge dele! Vi får lov til at håbe på de ting, som skal komme, førend livet er omme. Men vi får også her og nu – førend livet er omme – lov til håbe på de ting, som skal komme bagefter. Dråben virker både i det lave og i det høje. Både i dag og i morgen.<br />
<br />
Begge dele! Både det første og det sidste! I digtet “Det første og det sidste”, som er en hyldest både til videnskaben og gudstroen – det er fra 1831 – beskriver H.C. Andersen verden fra skabelse til dommedag. Og dråben er med: “Fra Tidens første Pulse-Slag, / Til Dommens sidste, store Dag. / – Alt var en giftig Dunst, der var ei Liv at haabe, / Men Kraften bød, og Taagen blev en Draabe, / Een Draabe kun, men dog en Verden stor, / En Verdens Kugle, hvor / Sig Liv udvikled’, og igjen de faste Former brast / Og blev en Grundvold fast…<br />
<br />
Og noget senere i digtet hedder det: “Jeg så den første mand, / og alt var duft og sang på bølge, luft og land; / men hvad han følte, alle hjertets drømme, / mens ene han gik over tidens strømme, / steg, som en verden, fuld af åndens glæder, / højt mod hint land, hvor intet øje græder.” (Glans i øjet, men ikke tårens dråbe).<br />
<br />
Og mennesket får en mage og afkom som bøgens grene, der atter sætter grene og blad ved blad. Men mennesket kriges også, og byer, folkeslag, lande og naturen selv udvikler sig og forandres – og forgår til sidst. Det beskrives sådan:<br />
<br />
“Alt jordisk ældes må, hver sol, hver stjerne, / det nære og det fjerne; / alt sagtne vil sin gang, dets kraft vil standse! … Og Mennesket – hvert øje måtte briste! / jeg så den sidste, / Det sidste menneske på jordens store grav, / og da nu han tillukkede sit øje, / fløj ingen tanke mere mod det høje, / Men alt var kaos i det store himmel-hav.”<br />
<br />
Det første og det sidste. Det første, et menneske ser og mærker, når det bliver født, er lyset og kulden. Det har indtil da opholdt sig trygt og varmt i sin mors mave, og kommer så med mere eller mindre besvær ud. Det får det renset luftvejene og måske et klask bagi. Og det udstøder sit første skrig – den første dag i verden. Og snart efter får det lov til at ligge trygt igen i sin mors arme.<br />
<br />
Derefter får barnet lov til at leve et menneskeliv forhåbentlig i gode hænder hele vejen igennem. med opdragelse og opvækst, med interesser og uddannelse, med ungdom og forelskelser, i familieliv og arbejdsliv.<br />
<br />
Men det første følges hele tiden af det sidste: Den første skoledag og den sidste – færdig med skolen. Den første arbejdsdag og den sidste – færdig med arbejdsmarkedet. Og omkring det hele er den første dag i livet og den sidste. Og bagefter venter døden.<br />
<br />
Det første og det sidste. Sådan også i kristendommen. Jul og jesusbarnet, som bliver født og lagt i en krybbe. Og Jesus vokser op og gør gode gerninger og siger kloge og vise ord. Og til sidst bliver han korsfæstet. Men historien er ikke slut derved. Der mangler endnu “den overraskende vending”. Der, hvor det gentages, som ligger som kim i begyndelsen af historien. Det, som sker bagved døden. Påskens store dag, Kristi himmelfart og pinseunderet.<br />
<br />
H.C. Andersens digt slutter også med livet efter døden: “Men kaos svandt, som støv-gran, for mit blik, / og hver en salig ånd til Gud indgik, / og alt var Gud, og salighed – og myriader, / Og himlen sang: »Halleluja, vor Fader!«”<br />
<br />
Sådan slutter det digt, og sådan slutter vi også, for Gud har gemt det bedste til sidst, og derfor siger vi i lovprisningen hver eneste gang, der er dåb, og hver eneste gang, der er begravelse: “Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” Amen.<br />
<hr align="left" width="70%" />
<div>
Denne prædiken er i forkortet form senere blevet anvendt til en <a href="https://www.broagerkirke.dk/artikler/som-et-strejf-af-en-dr%C3%A5be" target="_blank">avisklumme...</a></div><div><br /></div><div><br /></div><div><br /></div><div><br /></div><div><br /></div><div><br /></div><div><br /></div><div><br /></div>
Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-75123243539597871792018-10-07T18:32:00.000+02:002019-09-26T12:42:15.326+02:00Det bedste til mig og mine venner!19. søndag efter Trinitatis 2018, Joh. 1,35-51.
<br />
<a name='more'></a>Broager kirke, d. 7. oktober. <a href="https://kirkenettet-my.sharepoint.com/:u:/g/personal/skls_km_dk/EcgWBZPCCHxOvotqWRNfH5UB5C-BL6XIPH9V1bsCjRR5vQ?e=H44udq" target="_blank">Hør prædiken...</a><br />
<i>411 Hyggelig, rolig – 446 O, lad din Ånd nu med os være – 289 Nu bede vi den Helligånd // 164 Øjne, I var lykkelige – 439,1 – 426 Fred til bod for bittert savn – 56 Jesus er navnet mageløst</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:</i>Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.<br />
Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johan nes’ søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.« Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!«<br />
Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«</blockquote>
Sangeren Kim Larsen, som døde sidste søndag, er blevet mindet og fejret rigtig meget i den forløbne uge. Og han ville sikkert selv have sagt, at nu må det altså være nok, og at man ikke skal gøre en helgen ud af ham.<br />
<br />
Og det er rigtig, og det vil jeg heller ikke gøre. Men jeg synes alligevel, at han er værd at lægge mærke til. Bl.a. fordi hans lille sang “Om lidt bli’r her stille” er en af de allermest ønskede, når familien Danmark holder begravelse.<br />
<br />
Det er ellers en sang, som er omdiskuteret blandt mange teologer og smagsdommere. Den er for simpel og folkelig, siges det, og man tager anstød af sætningen “måske vi ses igen”. Dette “måske” udtrykker for lidt tro og tillid til Gud, for lidt tro på det evige liv.<br />
<br />
Men her gør man Kim Larsen uret, vil jeg påstå, for Kim Larsen var et mere teologisk og kristeligt velfunderet menneske end som så. Hans “måske” i den sang udtrykker ikke en afgjort tvivl om himlen og det evige liv som sådan. Ikke en afgjort tvivl om Guds riges virkelighed eller nåden eller Jesu herredømme.<br />
<br />
Og det “måske” er måske et udtryk for Kim Larsens beskedenhed på egne vegne overfor frelsens virkelighed. Beskedenhed overfor, at han skulle have fortjent frelsen og gensynet. Det har vi jo ingen af os i luthersk forstand fortjent af os selv. Det er bl.a. formet af hans ophold på Askov Højskole i 1964, hvor teologiprofessor P.G. Lindhard nogle år i forvejen havde holdt sit landskendte foredrag om det evige liv. Og da var Lindhards pointe ikke først og fremmest, at vi ikke kan <i>sige</i> noget om det evige liv, men at det evige liv ikke er noget, vi har krav på, og at vi således må forholde os med en vis ydmyghed overfor det.<br />
<br />
I mange af Kim Larsens sange er det kristelige indhold tydeligt, selv om han aldrig rigtig selv snakkede så meget om det.<br />
<br />
Og hvad så med dagens evangelietekst, hvor Jesus går omkring og møder disciple og kalder dem til sig fra alle verdens hjørner og siger “Kom og se!”? Ja, det synes Kim Larsen også at have hørt en prædiken om og fået en sang ud af. Nemlig sangen Langebro. Den lyder sådan her:<br />
<blockquote class="tr_bq">
Da jeg gik ud over Langebro<br />
en tidlig mandag morgen<br />
da så jeg en der stod og græd.<br />
Hvis du tør - så kom med mig.</blockquote>
<blockquote class="tr_bq">
Jeg gik forbi dæmonernes port<br />
ud for Kofoeds Skole<br />
der stod en flok og drak sig ihjel.<br />
Hvis du tør - så kom med mig.</blockquote>
<blockquote class="tr_bq">
Jeg mødte en der gik rundt med “Vågn Op”<br />
hun var Jehovas vidne<br />
hun råbte: Jorden går under idag.<br />
Hvis du tør - så kom med mig. </blockquote>
<blockquote class="tr_bq">
Jeg så en kvinde der løb efter sin mand<br />
hun havde så skønne øjne<br />
hun råbte: Hey, du har stjålet mit liv.<br />
Hvis du tør - så kom med mig.<br />
Hvis du tør - så kom med mig.<br />
Hvis du tør - så kom med mig.</blockquote>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh3eQo6A7bzIzuS4u0eFaTEfYKAnr4XoKnY5dyNFo77hqn_-Xd11AzOKcJ_I5ONwGTYSqusrmWc3RJwb9r5-cNK7tuIPgtHUMAUmWX4TMo-hgvvd05aUNQ5qNJZWaS9tUjpp3PH2tQvC13x/s1600/d%25C3%25A6monernesport.png" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="646" data-original-width="848" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh3eQo6A7bzIzuS4u0eFaTEfYKAnr4XoKnY5dyNFo77hqn_-Xd11AzOKcJ_I5ONwGTYSqusrmWc3RJwb9r5-cNK7tuIPgtHUMAUmWX4TMo-hgvvd05aUNQ5qNJZWaS9tUjpp3PH2tQvC13x/s640/d%25C3%25A6monernesport.png" width="550" /></a></div>
<br />
Er det måske Jesus, som er fortælleren i denne sang? Og tør vi gå med Jesus over Langebro og se de her mennesker? Tør vi følges med Jesus igennem slum, skidt og sygdom forbi dæmonernes port? Tør vi gå med Jesus, når vi står og græder på Langebro?<br />
<br />
Og hvorfor skulle vi overhovedet det? Kan noget godt komme fra en bog, der er 2000 år gammel? Ja, der kan komme meget mere ud af det end at sidde og drømme under figentræet – eller glo på sin skærm, som vi gør så meget i vor tid! Kom og se! Hvad ville der ske, hvis vi fulgte med Kim Larsen og Jesus over Langebro? Måske vil vi høre en <i>anden</i> sang, nemlig sangen “Det bedste til mig og mine venner!”<br />
<br />
Sådan er Jesus nemlig også: han vil være vores ven, og han vil have, at vi skal være venner. Nogle, der har brug for hinanden. Han vil bruge os til at hjælpe de andre mennesker, vi kommer forbi. De andre mennesker, dem så Jesus. De udstødte, de slidte, de hærgede (og selv blev han det til sidst - hærget og pint til døden, men det var først senere).<br />
<br />
Jesus så menneskene og så bagved det ydre. I staklerne og de udstødte så han mennesker. Han behandlede dem med værdighed, glimt i øjet og smil på læben. Og han fremelskede det samme i dem: værdighed, glimt i øjet og smil på læben.<br />
<br />
Det var det, Jesus gjorde. Han så folk. “Jeg så dig”, sagde Jesus til Natanael. Han så Zakæus, han så synderinden. Han så de samme mennesker, som Kim Larsen ser i sin sang: Dem, de andre ikke må lege med.<br />
<br />
Se, siger Jesus. Se dine medmennesker, se dig omkring. Se mangfoldigheden. Jesus brugte alle de mennesker, han mødte, til at udvide livet. For er der noget, vi mennesker gerne vil, så er det at være brugbare, være nyttige, være noget for nogen.<br />
<br />
Vi vil gerne bruges. Og Jesus kan bruge os alle. For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, så danner det dog et legeme. Der er både øje, fod, hånd og øre, men én krop. Hvis vi alle var øje, så kunne vi ikke høre noget. Osv. Sådan, som apostlen Paulus digtede, som jeg læste før. Og hvor ordene “døbt med én ånd” og “én ånd at drikke” naturligvis er en henvisning til dåben og nadveren.<br />
<br />
Vi er alle inviteret med over Langebro [] til at gøre en forskel. Se, siger Jesus. Se op. Se mangfoldigheden. Se livet. Tag del i livet. Så behøver du ikke spørge til sidst: Fik du set det, du ville? Fik du hørt din melodi?!<br />
<br />
Fordi vi ved, at vi tog del i livet, da det var her. Ved at vi gik med og så de mennesker, vi mødte på vores vej, og vidste at der var brug for os, og at vores liv gjorde en forskel…<br />
<br />
Men forskellen kommer i virkeligheden og i sidste ende mere fra Gud end fra os. Gud er bedre med tiden, end vi er. Og Jesus er vores evige ven, selv når vi glemmer ham. Det er nok det, denne sang handler om:<br />
<blockquote class="tr_bq">
Venner det var vi<br />
ærlighed var en dyd for os<br />
til evig tid<br />
til evig tid ja ja</blockquote>
<blockquote class="tr_bq">
blodbrødre blev vi<br />
loved hinanden troskab<br />
til evig tid<br />
til evig tid ja ja</blockquote>
<blockquote class="tr_bq">
tik tik<br />
tik tik<br />
klokken slår og slår<br />
tiden går og går<br />
vi levede igår</blockquote>
<blockquote class="tr_bq">
Voksne det blev vi<br />
glemte de ting vi lovede<br />
måske en dag<br />
måske en dag ja ja</blockquote>
<blockquote class="tr_bq">
da vil vi huske løfterne<br />
som os sammen bandt<br />
måske en dag<br />
måske en dag ja ja</blockquote>
<blockquote class="tr_bq">
tik tik .....</blockquote>
Menneskelig venskab eller Guds venskab? Hele den citerede sang er jo en hentydning til salmen “Klokken slår, tiden går”, hvor det i et af versene hedder:<br />
<blockquote class="tr_bq">
Klokken slår,<br />
tiden går,<br />
ene Guds nåde urokket står,<br />
den os fører så tryggelig frem,<br />
bygger os hisset og her et hjem,<br />
fyldt med den sejrrige fred… </blockquote>
Og glemmer vi, så husker Gud. Ja i gudsforholdet er der kun en, som holder sit løfte. Og der er kun et løfte, og det gælder til evig tid. Det er løftet, som vi blev givet i dåben, at Gud vil være med os alle dage indtil verdens ende.<br />
<br />
Og Gud taler altid til os og kalder altid på os og siger: Kom med mig, hvis du tør. Kom med ud i livet, med i fællesskabet, med i kærligheden. I mit rige der er brug for alle og plads til alle. Kom og se. Amen.<br />
<div>
<br /></div>
Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-8518155662591587302018-09-02T18:54:00.000+02:002019-09-12T14:16:38.653+02:00Livet er ikke et lotteri, men en Guds obligation14. s.e. trinitatis 2018, Joh 5,1-15.<br />
<a name='more'></a>Broager Kirke d. 2. september. <a href="https://kirkenettet-my.sharepoint.com/:u:/g/personal/skls_km_dk/EdPmYwTAim1AjPVywol2tLcBQGmTnU3QmNA2PCMQFKt1cQ?e=f58VEY" target="_blank">Hør prædiken...</a><br />
<i>6 Lyslevende fra Himmerig – 441 Alle mine kilder skal være hos dig (uanset ingen dåb) – 388 Herrens røst var over vandet // 157 Betesda-søjlernes buegange – 440 O Guds Lam uskyldig – 472 O Jesus, søde Jesus – 375 Alt står i Guds faderhånd</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:</i><br />
Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.<br />
Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.</blockquote>
“Barndommens land” hedder et digt af Benny Andersen, som døde d. 16. august. Han sov stille ind, mæt af dage, 88 år gammel. Det er ganske vist, men det er også lidt fattig at beskrive det med sådanne lidt stivnede vendinger, når nu Benny Andresen selv havde et sprudlende og nyskabende sprog.<br />
<br />
Barndommens land er en aftensang for et barn - en sang, som ikke beskriver verden objektivt, vurderende, men subjektivt, set fra barnets synsvinkel og – tilsidst – også fra fortællerens.<br />
<blockquote class="tr_bq">
Barndommens land.<br />
Tidens mælketand.<br />
Verden er ny for dit øje.<br />
Folk er to-tre meter høje<br />
så de må bøje sig<br />
ned til dig.</blockquote>
Og så fabuleres der om fluen og myren og skruptussen. Og om solen, der stikker, ligesom hvepse og bier. Og om at slå sit ben på en kampesten og få pustet på skrammen. Og verden er stor, når man ser på “Moder Jord”, men også lille set nede fra græsset, hvorfra selv et fuglefløjt er meget højt. Og barnet putter sig under sin dyne og gaber og sover snart.<br />
<br />
Og fortælleren, Benny Andresen, velsagtens slutter med ordene:<br />
<blockquote class="tr_bq">
Barndommens land.<br />
Nu er jeg en mand.<br />
Tit har jeg lyst til at love<br />
solskin og dejlige skove.<br />
Men der er lang vej igen.<br />
Sov, min ven.</blockquote>
Ja, livet er kort og vidunderligt, når man ser det i det rette perspektiv. Og vi går, om alt går vel, gennem forskellige aldre og livsfaser, men mon ikke barndommen og voksenlivet er de to vigtigste og i en vis forstand de to eneste?<br />
<br />
Men hvori adskiller så det at være barn sig fra det at være voksen? Man kunne nævne, at det fx ikke er særligt klædeligt, hvis en vokser kaster sig skrigende ned på gulvet, bare fordi man man ikke får sin vilje. En voksen er nemlig en, som tager ansvaret for egne handlinger og selv får tingene gjort. Som har sin egen indkomst, og som godt er klar over, at pengene ikke altid og kun kan bruges på luksus og fornøjelser, men også skal anvendes fornuftig til fornødenheder. Man kan så at sige træde ud af sig selv og se tingene i perspektiv…<br />
<br />
<table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="margin-left: auto; margin-right: auto; text-align: center;"><tbody>
<tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjL27GQaoFJeNqMQ5L8vKA8WgQZydrmVY_2v0IWT-HwXHDFhMrZWMOSkrSIWho95fckHwC5tnB9Un720CkmwLmIveTrQ62XGyi_rV8TXjHwwRbvAkbZa7TnqRNaKdJHwpkQaPQnYL5BeKpv/s1600/Den+syge+ved+Betesda+dam.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="1600" data-original-width="1251" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjL27GQaoFJeNqMQ5L8vKA8WgQZydrmVY_2v0IWT-HwXHDFhMrZWMOSkrSIWho95fckHwC5tnB9Un720CkmwLmIveTrQ62XGyi_rV8TXjHwwRbvAkbZa7TnqRNaKdJHwpkQaPQnYL5BeKpv/s400/Den+syge+ved+Betesda+dam.jpg" width="550" /></a></td></tr>
<tr><td class="tr-caption" style="font-size: 12.8px;"><a href="https://annemariejohansen.dk/webshop.html#!/products/kunsttryk-den-syge-ved-betasda-dam">Anne Maria Johansen<br /><i>Den syge ved Betesda dam</i></a></td></tr>
</tbody></table>
Men det kan man jo ikke altid. Og selv voksne er altid deres opgaver voksne og kan trække sig tilbage fra verden, når den bliver for stor og uoverskuelig. Det er måske også tilfældet med denne her mand, som vi hører om i evangeliet i dag. Han ligger syg og venter på en helbredelse, som kun kan ske, hvis han kommer først ned i vandet, efter at det er blevet bragt i oprør. Men han har ingen til at hjælpe sig, så det sker ikke. Og det er ikke sket i 38 år. Hans nummer i det lotteri er aldrig blevet trukket ud.<br />
<br />
Og så spørger Jesus manden, om han vil være rask, som om manden var et dovent barn eller en ugidelig teenager, som ikke kunne tage sig sammen. Og mande svarer ikke direkte på spørgsmålet, men svarer ligesom udenom. Han kommer med sin sædvanlige klage: “Jamen, det er fordi dit og dat og frem og tilbage, og der er ingen, som kan hjælpe mig!”<br />
<br />
Men Jesus svarer blot: “Rejs dig op. Tag din båre og gå!”. Og det gjorde manden så. (Og det er det første og måske det største mirakel: når et menneske hører efter og tager sig sammen!?)<br />
<br />
Og han gik så rundt med den båre, som måske havde været hans krykke i overført betydning, hans undskylding, som havde båret ham så længe, og som havde fastholdt ham i det, som måske var en konkret fysisk sygdom, eller måske var det en psykisk fastlåsthed. I hvert fald bar han båren og gik rundt i byen. Han var endelig stået op.<br />
<br />
Og måske gik han rundt på må og få – som om han ikke rigtig var vågen endnu. Og folk, som så ham gå rundt med en båre, syntes, at det var noget rod, at han gik rundt med en båre på en sabbat. (Og det kunne der være noget om, hvis man ikke vidste, hvilken tilstand han før havde været i. Nu var han i det mindste kommet op).<br />
<br />
Men manden, som havde været så vant til at sige: “Jamen” og “de andre”, han sagde igen nærmest viljesløst barnlig: “Jamen det var en anden, som jeg ikke ved, hvem er, som helbredte mig. Og han sagde, at jeg skulle tage båren med.”<br />
<br />
Da Jesus så senere møder manden, er han ikke færdig med at opdrage på ham, men siger, at han skal tage sig sammen og ikke synde mere, for at ikke noget værre skal ramme ham…<br />
<br />
Hvad er det for en historie, vi her hørt? Er det en historie om, at Jesus gør en syg mand rask? Ja, det er det. Men det er måske også historien om at blive voksen.<br />
<br />
Spørgsmålet er: Vil du, tør du? Er du villig til at gå ud i livet, at tage livets flertydighed på dig? At se på tingene fra flere perspektiver? At handle efter din bedste overbevisning? At bære din egen vægt?<br />
Når vi forlader vuggen, barnesengen, teenageværelset eller båren, kan vi ikke længere forfalde til barndommens uskyld. Vi må tage ansvaret for vores eget liv på os - både for det, vi gør, og det, som vi undlader at gøre. Når først kaldet har lydt, er det ikke længere muligt at få friplads til livet. Vil du? Du skal!...<br />
<br />
Men det også et ansvar, som nogle gange kan blive så tungt, at vi ikke selv kan bære det, hvorfor vi ønsker os tilbage til barndommens land, hvor det var tilstrækkeligt at sige: “det var ikke med vilje”.<br />
Men så er det heldigvis stadig, i evangelisk forstand, tilladt at være et barn, et Guds barn. Og vi fordres ikke over evne, når vi opfordrers til at bære vores egen vægt. Jesu spørgsmål er et kald, som skal give mod til livet på ny og på trods.<br />
<br />
Og når det ikke går, så vil Gud komme os imøde ligesom første gang ved dåben. Dåben er nemlig, tror jeg, noget, som beretningen om manden ved Betesda dam er en slags tematisk parallel til – til dels dog som modbillede. Når vi holder dåb er der nemlig det ved det, at dåbsbarnet ikke ligger håbløst uden noget menneske til at bringe det til det levende vand. Nej, det gør familien, menigheden, de andre kristne jo. Og det døbte menneske kan i åndelig forstand springe levende og frimodig ud af sin dåb hver eneste dag, for det skal aldrig være uden håb. Og selv om vi som døbte mennesker farer vild en gang i mellem, så kommer Jesus os i møde igen og igen. Og han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Og skal vi end klare os selv i mangt og meget, så skal vi dog aldrig være overladt til os selv nogensinde. For kristeligt set, så er livet ikke et lotteri. Det er snarere en investering på langt sigt fra Guds side med en obligation, der udstedes ved dåben, og som nok, selv når der er lang vej igen, skal blive indløst til tiden og til fulde. Derfor...<br />
<blockquote class="tr_bq">
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,<br />
Fader, Søn og Helligånd,<br />
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,<br />
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.</blockquote>
Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-73046174546581804932018-03-09T21:25:00.002+01:002019-09-12T16:02:09.392+02:00Tro - en redningskrans i fortvivlelsens ocean<div class="hidethis">
2. s. i fasten 2018, Mark 9,14-29 (ingen optagelse)</div>
<a name='more'></a>2. søndag i fasten 2018, Mark 9,14-29 (ingen optagelse)<br />
<style>
.hidethis {display: none;}
</style>
<!--more-->Broager kirke, søndag d. 25. februar<br />
<i>331 Uberørt af byens travlhed – 446 O, lad din Ånd nu med os være – 410 Som tørstige hjort monne skrige // 164 Øjne, I var lykkelige – 439,1 – 473 Dit minde skal, o Jesus, stå – 42 I underværkers land jeg bor</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:</i><br />
Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«<br />
Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«<br />
Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.<br />
Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«</blockquote>
Vi lever i en troløs tid, siger nogle. Mange mennesker tror en smule, men ikke ret meget. “Der er mere imellem himmel og jord”, siger nogle. “Der er nok noget om det”, siger andre. “Jo, jeg tror, men bare på min egen måde”, siger en del. Og samtidig må vi sige, at vi lever i en tid med masser af tro, for de fleste tror dog på et eller andet. [Nogle bemærkninger om, at man kritiserer folk for at tro, når de bliver syge eller er i knibe på anden måde. Men det skal man ikke kritiseres for, ligesom man ikke skal kritiseres for at tage sikkerhedssele på, når man skal ud at køre en tur, eller for at tage cykelhjelm på. Og det er kun naturligt også at bede Gud om hjælp, når man føler behov for det.]<br />
<br />
Her i kirken, i Herrens hus, er det naturligvis Herren Jesus Kristus, som vi tror på. Det er enkelt nok. – Men er det så alligevel så enkelt? Spørgsmålet er jo, hvad det er for en Jesus Kristus, som vi tror på. Hvem er han? Hvor er han?<br />
<br />
Er han blot til stede som et symbol, som vi ser ham dér hængende på korset på vægen? Er han langt væk fra os, siddende i himlen ved Faderens højre hånd? Eller er han ganske tæt på os? Er han sammen med os her og nu, så vi står på hellig grund, som det hedder i den første salme, som vi sang i dag?<br />
<br />
I forhistorien til dagens evangelietekst havde Jesus sammen med Peter, Jakob og Johannes nærmest været oppe i himlen hos Gud Fader. I hvert fald havde de været oppe på et bjerg og haft den oplevelse, det syn, som vi kalder forklarelsen på bjerget.<br />
<br />
Og mens Jesus havde været væk med de tre disciple, var der kommet en mand med sin syge søn og havde henvendt sig til de resterende disciple og bedt om hjælp. Han havde bedt disciplene uddrive den onde ånd, som havde besat sønnen, men det kunne de ikke.<br />
<br />
Og så kom Jesus ned fra bjerget og spurgte om, hvad der foregik. Og inden de fik sig forklaret, henvendte manden sig til Jesus, fortalte om drengen og sagde, at disciplene ikke havde kunnet hjælpe.<br />
<br />
Og Jesus udbrød: “Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?” Og vi kan spekulere over, hvorfor Jesus sagde sådan. Var det fordi, han mente, at disciplene havde for lidt tro, og at det derfor ikke var lykkedes for dem at helbrede drengen? Eller var det fordi, at han mente, at der var tro nok, men at den var forkert? Eller var det manden med den syge dreng, som han sagde det til, fordi han gennemskuede ham: Manden var kommet med sin syge søn, men han havde egentlig ikke længere noget håb; han var kommet så langt ud, at han kun havde håbløsheden, og den håbløshed fortyndede han lidt ved at dele den ud til andre. Altså, han så en slags bagvendt trøst i at sprede bitterhed, selvom han kun høstede fortvivlelse derved…<br />
<br />
Hvad end problemet var, hvad end svaret måtte være, så handlede Jesus. Han gjorde noget. Han sagde: “Kom herhen med ham”. Han spurgte til drengens tilstand og fik at vide, hvordan drengens ødelagte liv havde formet sig, fra han var barn. Og faren sagde: “Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.”<br />
<br />
Og Jesus sagde skrapt til ham: “Hvis du kan! Alt er muligt for den, som tror.”<br />
<br />
Og lige der må der være sket noget med manden, for det umiddelbare svar på det spørgsmål ville jo være: “Nej! Nej, jeg har engang troet på min søns helbredelse, men er blevet skuffet igen og igen. Og igen og igen har jeg henvendt mig til andre, som troede, men intet hjalp. Intet er muligt, hvor meget man end tror!”<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi2MyTtrTxy1MEJXw5ntVTO90kqjOIkqSMkXxVmOOfh4ZwQtuJO6aqI5vE5E164v6mkIzB59BsALYxfZx3SP0Ne7BZFkldaVVriTM49jlOWoORQKal79ErVQT2h9m1XqAD-zPbW-MqFEkxi/s1600/redningskrans-.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="1252" data-original-width="1600" height="156" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi2MyTtrTxy1MEJXw5ntVTO90kqjOIkqSMkXxVmOOfh4ZwQtuJO6aqI5vE5E164v6mkIzB59BsALYxfZx3SP0Ne7BZFkldaVVriTM49jlOWoORQKal79ErVQT2h9m1XqAD-zPbW-MqFEkxi/s200/redningskrans-.jpg" width="200" /></a></div>
Men i mødet med Jesus mobiliserer manden den sidste lille rest af tro, der flød som en enlig lille redningskrans i fortvivlelsens enorme ocean: “Jeg tror, hjælp min vantro”.<br />
<br />
Og det blev berøringspunktet. Der skete mødet med Jesus, det guddommelige møde, som bragte håb, helbredelse, frelse.<br />
<br />
Det er som en gnist, der springer mellem to elektroder. Eller tænk på Michelangelos berømte billede i det Sixtinske Kapel i Vatikanet [Nogle bemærkninger om flokken af turister i kapellet, og at det ikke er let af finde billedet ved siden af midten på loftet.] – der, hvor Guds hånd møder Adams hånd, og deres fingre næsten rører hinanden. Sådan var situationen for manden med den syge søn, sådan er vores situation. Sådan lever vi: når vi er i den største nød, så rækker vi ud efter Gud, og Guds, som altid er der, kommer os i møde.<br />
<br />
“Hvor er Jesus?” kan vi spørge. “Er han i det høje? Er han ganske tæt på? Er han ham, som hænger på korset?”<br />
<br />
Ja, ja må svaret lyde til det alt sammen: I tidens midte og som frelsens centrum hang Jesus på korset. Da rørte Gud jorden, da kom Gud i sin søn Jesus Kristus vantro mennesker i møde ved at bøje sig helt ned i døden.<br />
<br />
Og døden blev overvundet, nu ikke kun for den dreng, som vred sig som besat af en ond ånd, men for hele menneskeheden, som havde mistet paradisets uskyld og ikke kunne hjælpe sig selv på fode.<br />
<br />
Og nu sidder han i det høje ved Faderens højre hånd og hersker over himmel og jord. Men samtidig er han ganske nær hos os.<br />
<br />
Fordi vores tro ikke rækker til himlen, har han sendt os Helligånden med ordet, hvor vi møder ham. I dåben er han levende til stede. Ved nadverbordet skænker han os sig selv.<br />
<br />
Det er ganske håndgribelige ting: man bliver båret til dåben. Man lægger øre til evangeliet. Man knæler ved nadverbordet og rækker hånden frem. Det er ganske håndgribelige ting, for Gud rækker længere mod os, end vi mod ham. Gud hjælper vores vantro. Amen.<br />
<br />Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-11038023196048028062018-03-09T19:28:00.001+01:002019-09-12T15:56:17.876+02:00Hemmeligheder og løgne, åbenbaringer og sandheder<div class="hidethis">
Sidste s.e. htk. 2018, Joh 12,23-33</div>
<a name='more'></a>Sidste søndag efter helligtrekonger. 2018, Joh 12,23-33<br />
<style>
.hidethis {display: none;}
</style>
Broager kirke d. 21. januar kl. 10.30<iframe frameborder="0" height="55" scrolling="no" src="https://drive.google.com/file/d/1rElKTh5-12nHXXf-VM3axLHF9scvOdv4/preview" style="text-align: center;" width="100%"></iframe>
<i>403 Denne er dagen – 448 Fyldt af glæde over livets under – 417 Herre Jesus, vi er her // 592 I dag er nådens tid – 439,1 – 476,3 Kornet som dør i jorden – 266 Mægtigste Kriste, menighedens Herre</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:</i><br />
Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.<br />
Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. </blockquote>
“Hemmeligheder og løgne” var en udsendelsesrække på TV2 for et par år siden, hvor man kunne følge med i, at forskellige mennesker fandt tilbage til deres ukendte slægtninge, som de aldrig havde hørt om før og var blevet skilt fra.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiJXsOFnSEi6GNVMpf52Gr1s8aucC8rN8gjZF_VnE3yxK3KcBq25fiucBhvoNvHoDiv97sZASi9RRtMZjcIEsACm0G59V_m8eR3CsWnzzKyLAQVODoidEx1fAOK9C-6SZ068vqMpXpohlXF/s1600/hemmelighederogl%25C3%25B8gne.jpeg" imageanchor="1" style="clear: left; float: left; margin-bottom: 0em; margin-right: 1em;"><img border="0" data-original-height="897" data-original-width="600" height="200" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiJXsOFnSEi6GNVMpf52Gr1s8aucC8rN8gjZF_VnE3yxK3KcBq25fiucBhvoNvHoDiv97sZASi9RRtMZjcIEsACm0G59V_m8eR3CsWnzzKyLAQVODoidEx1fAOK9C-6SZ068vqMpXpohlXF/s200/hemmelighederogl%25C3%25B8gne.jpeg" width="133" /></a></div>
“<a href="http://filmogtro.dk/anmeldelse/hemmeligheder-og-loegne/">Hemmeligheder og løgne</a>” var – i forvejen og mere væsentligt synes jeg – titlen på en film fra 1996 af den britiske filminstruktør Mike Leigh. Den film handler om en kvinde, som efter adoptivforældrenes død forsøger at finde sin biologiske mor. Og det lykkes også for hende; det er ikke nogen hemmelighed. Og undervejs i filmens handling møder hun - og vi, som har set filmen - mange sandheder, smertelige og forknytte, men også befriende og morsomme. Det er en rørende og medrivende film, som meget kan anbefales.<br />
<br />
Det kan ellers lyde dystert med titlen “Hemmeligheder og løgne”, men sagen er bare den, at ordene hver især rummer deres positive modsætning:<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhglaBYyk1pB8NRrOLbKT06QEVcGwbviKZRDN64DqnqmoABiEJdI3PUkfoStnjupe4JQjCtt9iKb1W-kBr9X8x4QRGCseD58yoDiq0vsNGNs0gdQyZo8rcoYnbzq8vHT8RGQc20rEaamh3W/s1600/jbp.jpg" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 0em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="896" data-original-width="743" height="200" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhglaBYyk1pB8NRrOLbKT06QEVcGwbviKZRDN64DqnqmoABiEJdI3PUkfoStnjupe4JQjCtt9iKb1W-kBr9X8x4QRGCseD58yoDiq0vsNGNs0gdQyZo8rcoYnbzq8vHT8RGQc20rEaamh3W/s200/jbp.jpg" width="165" /></a></div>
Når løgne afsløres, åbenbares jo også sandheden. Det har den <a href="https://www.youtube.com/user/JordanPetersonVideos">canadiske psykolog og kulturkritiker Jordan Peterson</a> udfoldet flere gange. Bl.a. har han fortalt, at han og hans kone lovede hinanden, dengang de blev gift, at de altid ville fortælle hinanden sandheden. At fortælle, hvordan de tænkte om tingene og følte. “Og hun har været meget bedre til det end jeg, det må jeg indrømme”, fortæller Jordan Peterson, “men vi har hver især gjort vores bedste og levet efter det”. Og så har han fortsat med at fortælle, hvordan sandheden ofte har været besværlig og gjort ondt, fordi livet er ofte <i>er</i> besværligt og <i>gør</i> ondt. Sådan er livet. Og sandheden er altid bedre at leve med. Den er besværet værd, siger han.<br />
<br />
Og hemmelighedernes modsætning? Ja, hemmelighedens modsætning er jo, at det, som er skjult, kan komme frem i lyset. Og det kan sagtens være en stor herlighed. Noget, som tåler afsløring, noget, som skal åbenbares. Noget, som befrier.<br />
<br />
Og på den anden side af løgnen og lidelsen findes altid sandheden og herligheden. Det vi har faktisk et par billeder af her i Broager Kirke. [...]<br />
<table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="margin-left: auto; margin-right: auto; text-align: center;"><tbody>
<tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgvzSxPAGufZOrJWcRqtfBnxC77A_Evurp3gWQOR6YnwAVCTt-3oyvBO1hh4aJujRA-3Uaq2yUOyd_TsIRAmzJ7bdSYFYdhgJ59nOIyG5XiJMy7zYEPFAdds4L1FgyO_56dYCbpKn_y_15O/s1600/IMG_0011.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="409" data-original-width="1600" height="161" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgvzSxPAGufZOrJWcRqtfBnxC77A_Evurp3gWQOR6YnwAVCTt-3oyvBO1hh4aJujRA-3Uaq2yUOyd_TsIRAmzJ7bdSYFYdhgJ59nOIyG5XiJMy7zYEPFAdds4L1FgyO_56dYCbpKn_y_15O/s640/IMG_0011.JPG" width="550" /></a></td></tr>
<tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-family: "arial" , "helvetica" , sans-serif;">Den sidste nadver</span></td></tr>
</tbody></table>
<div style="text-align: left;">
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhLtBXdzqwbP7GricQxyWPnKdJy0vgJjQAcjYUlgCzD1NoJ8Ei9jVyQMk9T93URn0MQ5JsU6eB9Hp4UAq7fQ6GJyPsCbOCNsov4F0zSu4DDnXwjDv_1Q-gzW6q82w6F-6PqTywYL_a86YTC/s1600/IMG_0009+%25281%2529.JPG" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><br /><img border="0" data-original-height="1595" data-original-width="1231" height="200" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhLtBXdzqwbP7GricQxyWPnKdJy0vgJjQAcjYUlgCzD1NoJ8Ei9jVyQMk9T93URn0MQ5JsU6eB9Hp4UAq7fQ6GJyPsCbOCNsov4F0zSu4DDnXwjDv_1Q-gzW6q82w6F-6PqTywYL_a86YTC/s200/IMG_0009+%25281%2529.JPG" width="153" /></a></div>
Fx ovre ved altertavlen, som hænger derovre i nordre korsarm. Nederst på altertavlen er der et billede af den sidste nadver. [...] En detalje i billedet finder jeg særlig fascinerende. Det er Judas, han som forrådte Jesus og solgte ham for 30 sølvpenge. [...] Judas er en af dem, som sidder i forgrunden i billedet med ryggen mod beskueren. Og hvordan kan man så se, hvem der er Judas? Hvordan kan man genkende ham bagfra i skyggen fra lyset på bordet? Jo, det kan man se på hans hånd, der med lange, gribende fingre rækker ud efter en pung eller en pengepose, som ligger på bænken ved siden af ham [vise med hånden].</div>
<br />
Han er løgnen. Han er lidelsen, både den, som han påfører sig selv ved sine handlinger, hvilket medfører selvhad, og den, som han er med til at udsætte Jesus for. Han er løgnen. Men Jesus er sandheden, bl.a. fordi han kender den og afslører den allerede ved nadverbordet, men også fordi han giver sig selv som retfærdig for uretfærdige, til opstandelse og liv for mange.<br />
<br />
<table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: right; margin-left: 1em; text-align: right;"><tbody>
<tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEieM95J1jco_zzdu3ecLhqRQVpKg0enw4mbeXFx9gonO6oJfPiAUsqP5Xnvv4bckHzFWphndLjlyB0yeijv0bN0Kei2cfzImuhP0CV8I0aVoeSRFcE2ClcjnaqW7p5X8reUj7iGjbfj40JC/s1600/IMG_0013.JPG" imageanchor="1" style="clear: right; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="875" data-original-width="1600" h="" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEieM95J1jco_zzdu3ecLhqRQVpKg0enw4mbeXFx9gonO6oJfPiAUsqP5Xnvv4bckHzFWphndLjlyB0yeijv0bN0Kei2cfzImuhP0CV8I0aVoeSRFcE2ClcjnaqW7p5X8reUj7iGjbfj40JC/s320/IMG_0013.JPG" width="550" /></a></td></tr>
<tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-family: "arial" , "helvetica" , sans-serif;">Georgs martyrium</span><br />
<span style="font-family: "arial" , "helvetica" , sans-serif;">Østvæg</span></td></tr>
</tbody></table>
Og ligesådan er der billedrækken i nordre korsarm. Den starter på på østvæggen og slutter på vestvæggen. Billederne er af Georgs martyrium. Det er soldaten Georg, som i hemmelighed er kristen. Og da det kommer kejseren for øre, bliver Georg taget i pinligt forhør og torteret for at tvinge ham til at dyrke de romerske guder og derved afsværge sin egen kristentro. Men det er løgn for Georg, som ønsker at holde sig til sig til sandheden.<br />
<br />
<table cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="float: left; margin-right: 1em; text-align: left;"><tbody>
<tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgfT2BdZ0jr0rMopAOXHa5vmqzDx1FW0FTiTVBt6ASEOsJbndgsWFJi8o2m9gX4PG0vIkEYwehdK6wfCw6HHWDN0a5jiwb4RB2oNKGpqTs5ZM1DiC5OFEAUXXMSDH2is94XszX0og_GPM9j/s1600/IMG_0012.JPG" imageanchor="1" style="clear: left; margin-bottom: 1em; margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" data-original-height="981" data-original-width="1600" height="196" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgfT2BdZ0jr0rMopAOXHa5vmqzDx1FW0FTiTVBt6ASEOsJbndgsWFJi8o2m9gX4PG0vIkEYwehdK6wfCw6HHWDN0a5jiwb4RB2oNKGpqTs5ZM1DiC5OFEAUXXMSDH2is94XszX0og_GPM9j/s320/IMG_0012.JPG" width="320" /></a></td></tr>
<tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><span style="font-family: "arial" , "helvetica" , sans-serif;">Georgs martyrium</span><br />
<span style="font-family: "arial" , "helvetica" , sans-serif;">Vestvæg</span></td></tr>
</tbody></table>
Og Georg bliver pint. Han holder ud længe, på billed efter billede bliver han pint, men han giver ikke efter. Men til sidst bliver han slået ihjel - han bliver halshugget på et af de sidste billeder i nederste række, og løgnen vinder således i første omgang. Det billede findes ikke længere. Kalken er faldet af muren. Og det allersidste billede i den historie er det store, øverste billede, [...] som heller ikke findes mere. Billedet på første sal ovenover alle de andre billeder. Det er - sådan siger legenden og den åbenbarede hemmelighed/evangeliet - det er den himmelske scene, der, hvor Gud Fader sidder i himlen og Jesus er ved hans højre hånd. Der bliver Georg taget imod og får sin himmelske løn. Han får lov til i herlighed at sidde til bords med alle de frelste. Det er den endelige sandhed om Georg.<br />
<br />
Og det er også hemmeligheden om os mennesker, som er blevet født og lever og vokser og virker i denne verden under altid skiftende omstændigheder. Og nogle gange føler vi Guds velsignelse i vores liv, og andre gange synes vi, at alt godt er skjult for os. Og måske spørger vi os selv: Hvor er Gud i al denne elendighed? Og hvad skal det hele ende med?<br />
<br />
Og forklaringen kan man måske ikke få, altså forklaringen i den forstand, at man hele tiden forstår det hele i alle detaljer. Men hemmeligheden kan man få at vide, hemmeligheden i den forstand, at den er det afgørende element.<br />
<br />
Hemmeligheden er netop, at Gud ikke bare sidder udenfor og kigger ned på, men at Gud er med i elendigheden. At Gud er Gud i støvet og mørket. At Gud er Gud også for den forvirrede. At Gud er Gud i døden. At Gud er hos og med også de døde.<br />
<br />
Det er jo det, som Jesus taler om, når han taler om hvedekornet, der falder i jorden og dør for ikke at forblive det ene korn, men det skal bære mange fold. Om at dø for at bevare. Og at miste for at elske. Jesus taler om det, der skal ske ham. Om det, der skete ham i påsken. Om sin død og ophøjelse. Om herliggørelse.<br />
<br />
Og herliggørelsen er oprørende, for det drejer sig netop ikke om den lette vej. Der er ingen genvej. Der er ingen vej uden om tjenesten. Og det her er altså Guds tjeneste for os, at Jesus gik med i elendigheden. Det er Guds hemmelighed.<br />
<br />
Den tjeneste er den altafgørende. Ikke bare på billederne, som jeg talte om, men også i virkeligheden - for os. Den tjeneste kommer først. Den tjeneste bliver os givet ufortjent. Det er en tjeneste, som ikke kan gengældes.<br />
<br />
Men den er en eksemplarisk tjeneste, det er en tjeneste, som kan tilegnes og efterleves. Hvis og når Kristus i os bliver herlighedens håb, så er der en chance for, at vi netop ikke søger herlighed, men giver afkald; at vi påtager os nogle elementære opgaver i Guds verden. Tjener andre og holder os til sandheden.<br />
<br />
Kristus er i os herlighedens håb, siger apostlen Paulus. Og han fortsætter: Ham forkynder vi, og vi formaner og opmuntrer enhver og belærer enhver med al visdom for at føre ethvert menneske frem som fuldkomment i Kristus.<br />
<br />
Det er den kristelige børnelærdom og den kristelige børneopdragelse, som det her drejer sig om. Og det gælder ikke kun for dåbsbarnet her i dag, men os alle sammen som kristne dåbsbørn gennem hele livet, at vi skal lade os opmuntre og belære om frelsen. At vi skal lade os forandre og forvandle. Og vi skal tjene sandheden og ikke løgnen, selv om det ikke er nogen hemmelighed, at det ikke altid er let. Amen.Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-305565344426917147.post-84612654261474320952018-03-09T19:13:00.004+01:002019-01-30T23:04:29.740+01:00Så vidt at vi ved er himlen blå og kursen Kap Det Gode Håb4. s.e. helligtrekonger, 2017, Matt 8,23-27
<br />
<a name='more'></a><iframe frameborder="0" height="55" scrolling="no" src="https://drive.google.com/file/d/1eRVrQu_SnojZn9tmv_NGJEoTFf55ux_0/preview" style="text-align: center;" width="100%"></iframe><br />
Broager 29. januar 2017 kl. 10.30<br />
<i>36 Befal du dine veje – 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb – 52 Du, Herre Krist // 149 Hvad er det for en snekke – 439,1 – 474 Jesus Krist, du gav mig livet – 696 Kærlighed er lysets kilde</i><br />
<blockquote class="tr_bq">
<i>Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: </i><br />
Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?« </blockquote>
Improviseret prædiken ud fra disse noter:<br />
<ul><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEj_KV-l2pxRuBBJIx1dRaEi-Xlj8ngr2QVadlThgRYebxTbxhZpcUdlqxPeGsVVhq0qnmHy2RD5_RMpk0kPXLB7rDQZNQ4_rI3A4Nxfh3jhBqArBlcDixfLiHePiFzuyq_tzLut_wXHGidp/s1600/Sk%25C3%25A6rmbillede+2018-03-09+kl.+19.12.11.png" imageanchor="1" style="clear: right; float: right; margin-bottom: 1em; margin-left: 1em;"><img border="0" data-original-height="213" data-original-width="257" height="165" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEj_KV-l2pxRuBBJIx1dRaEi-Xlj8ngr2QVadlThgRYebxTbxhZpcUdlqxPeGsVVhq0qnmHy2RD5_RMpk0kPXLB7rDQZNQ4_rI3A4Nxfh3jhBqArBlcDixfLiHePiFzuyq_tzLut_wXHGidp/s200/Sk%25C3%25A6rmbillede+2018-03-09+kl.+19.12.11.png" width="200" /></a>
<li>To uvejrstekster hos evangelisten Matthæus. Denne sjælden.</li>
<li>Genezerat sø 166 km<sup><span style="font-size: xx-small;">2</span></sup> stor (maks 13x21km), 214 meter under havets overflade verdens lavest beliggende ferskvandssø. Blev i oldtiden kaldt “hav”.</li>
<li>Stormen på søen, vandringen på søen, og den store fiskefangst.</li>
<li>Omtrent samtidig med at evangeliet blev skrevet, skrev Plutarch om den romerske general Pompejus som levede på Cæsars tid ½ århundrede før Kristi fødsel.</li>
</ul>
<b>Plutarch:</b><br />
“Efter således at være blevet sat til at administrere og forvalte kornhandel, sendte Pompejus sine agenter og venner i forskellige retninger, mens han selv sejlede til Sicilien, Sardinien og Afrika og indsamlede korn. Da han skulle til at udskibe det, var der en voldsom storm på havet, og skibet-kaptajnerne bange for at sejle; men han førte an ombord og beordrede dem til at lette anker, idet han råbte med høj røst: »Det er nødvendig at sejle, ikke at leve« Ved fremvisning af beslutsomhed og mod og bistået af en god skæbne fyldte han havet med skibe og markederne med korn, så overskuddet af det, som han havde fremskaffet, rakte også til fremmede folk; ja, det var som en kilde, der flød over.” (Min oversættelse)<br />
<a href="http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/Roman/Texts/Plutarch/Lives/Pompey*.html">http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/Roman/Texts/Plutarch/Lives/Pompey*.html</a> (Se 50,1)<br />
<br />
<b>Den Store Danske:</b><br />
“Navigare necesse est, vivere non est necesse, (lat. 'det er nødvendigt at sejle, ikke at leve'), med disse ord gav Pompejus (Gnæus Pompejus Magnus 106-29 før)) i 56 f.Kr. ordre til at trodse vejret og sejle en livsnødvendig last korn til Rom. Udtrykket, som er oversat fra den græske historieskriver Plutarchs (46-120 efter) Pompejusbiografi, var Hanseforbundets valgsprog. Det bruges om situationer, hvor fællesskabets interesser går forud for den enkeltes” (måske, men nok ikke med rette, se nedenfor).<br />
<div>
<br /></div>
Det var (den harmoniske historieskrivning til trods) en trussel om at blive henrettet for mytteri! Søfolkenes liv var tålelig udgift for et romerrige, som brugte at decimere (dræbe hver 10. soldat) for disciplinens skyld.<br />
<blockquote class="tr_bq">
<b>Bamse</b><br />
I en lille båd der gynger<br />
sidder jeg og synger,<br />
synger om de ting<br />
der gi'r livet værdi.<br />
Jeg kan ikke gå på vandet,<br />
men jeg ka' så meget andet.<br />
Jeg ka' føle mig glad,<br />
jeg kan føle mig fri. </blockquote>
<blockquote class="tr_bq">
Der er forår i min mave,<br />
jeg ved - hvad jeg vil lave.<br />
Ud og finde fred -<br />
fri fra nogen der glor.<br />
Drive rundt . Ude på fjorden<br />
den med begge ben på jorden.<br />
Jeg er godt tilfreds<br />
med en pilsner i snor. </blockquote>
<blockquote class="tr_bq">
I en lille båd der gynger... </blockquote>
<blockquote class="tr_bq">
Prøv at mærk hvor luften sitrer<br />
se på vandet, hvor det glitter.<br />
Jeg har masser af tid<br />
- og slet ingen ur.<br />
Her er duft af tang og tjære,<br />
det er lige til at bære.<br />
Tørre fisk på en rist<br />
fra et gammel komfur.</blockquote>
Friheden, glæden - jeg kan ikke gå på vandet, men hvem kan? Hvad giver livet værdi? Og ikke bare livet i magsvejr og sommer sol, men også i livets storme:<br />
<blockquote class="tr_bq">
<b>Lis Sørensen - Stille Før Storm</b>
<br />
Her er så stille nu<br />
Men indeni os<br />
Er der ingen ro<br />
Et er et søkort at forstå<br />
Vi rejser bort<br />
Uden at sige noget<br />
Så vidt at vi ved<br />
Er himlen blå<br />
Og kursen Kap Det Gode Håb</blockquote>
<blockquote>
Her er så stille nu<br />
Og denne hvisken<br />
Tar kun stille form<br />
Ligesom stilhed før en storm<br />
Er sikker på<br />
At råbet bliver enormt<br />
Så vidt at vi ved<br />
Er himlen blå<br />
Og kursen Kap Det Gode Håb</blockquote>
<div>
<br /></div>
Unknownnoreply@blogger.com