Vi er alle i samme båd, og Jesus kommer og hjælper os

4. s.e. helligtrekonger 2019, Matt 8,23-27. (Ingen optagelse)
4. søndag efter helligtrekonger 2019, Matt 8,23-27. (Ingen optagelse)
Broager Kirke, d. 3. februar.
36 Befal du dine veje – 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb – 52 Du, Herre Krist // 149 Hvad er det for en snekke – 439,1 – 474 Jesus Krist, du gav mig livet​ – 696 Kærlighed er kysets kilde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?« 
Det kan være farligt at sejle både, når man er ude at fiske i en lille båd, og når man tager ud på en længere rejse med et skib. Således mindes vi i år motorskibet “Hans Hedtoft”, som på sin hjemrejse fra Grønland ramte et isbjerg og sank. Det var d. 30. januar 1959. Mange mennekser omkom i det frygtelige forlis – samtlige 95 ombordværende omkom, – og skibet blev derefter ofte kaldt Grønlands Titanic, selv om det nu kun var opkaldt efter en tidligere statsminister.

Et par  år efter, i september 1961, skete en anden katastrofe, som fyldte meget i aviserne og blev betragtet som en stor ulykke.

Det var det flystyrt, som i kostede FN-generalsekretær Dag Hammarskjöld livet. Ham havde man haft mange forhåbninger til, ligesom man også havde håbet, at De Forenede Nationer skulle have betydet meget mere for verdensfreden, end det rent faktisk blev tilfældet – både før og efter styrtet. Og Dag Hammarskjöld blev nærmest gjort til en verdensfrelser både før og efter sin død.

Og også den begivenhed er atter aktuel, med Mads Brüggers dokumentarfilm “Cold Case Hammarskjöld” som i sidste uge fik verdenspremiere på Sundance-festivalen. Og Brügger fik en pris for bedste dokumentarfilm-instruktion. Filmen handler om den uhyggelige, men slet ikke usandsynlige tanke, at fly var blevet skudt ned, og at Hammerskjöld og hans 15 ledsagere således var blevet myrdet.

Men uanset omstændighederne så var FNs generalsekretær altså ikke nogen garanti for, at flyet ikke kunne styrte, ligesom heller ikke navnet “Hans Hedtoft” var nogen garanti for, at skibet ikke kunne synke.

Og der er ingen garanti mod katastrofer. Nogle slipper slipper heldigt, mens andre bare er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

En kvinde, som jeg kender, kunne forleden fortælle på Facebook (under et billede af skibet “Hans Hedtoft”): “Skibet min mor havde billet til. I sidste øjeblik byttede hun billetten til et andet skib. Det skyldtes bl.a. at hun ikke brød sig om farverne på væggene på “Hans Hedtoft”, der var malet efter sidste mode. Det huede ikke min mor. – Min mors æstetiske sans er vi nogle, der er taknemmelige for!”

Man kan så spekulere over, om det mest var morens æstetiske sans, der havde reddet hende, eller om noget eller nogen anden havde været på spil.

Måske var det Gud, der havde grebet ind? Ja, måske var det, men den tanke er farlig, for hvor var så Gud for alle dem, som ikke blev reddet? Hvor var Gud?

Hvor er Gud på livets sejlads – både i magsvejr og medvind og i storme og forlis? Det er noget, som mennesker altid har tænkt på. Det er derfor vi har vores kirkeskibe. De små altså, de skibe, som hænger oppe under loftet. Vi har et skib her i Broager kirke. Nogle steder har man flere. Og på Fanø fx har man mange sådanne skibe i kirkerne. 15 har jeg talt i en af kirkerne.

Traditionen med kirkeskibe skyldes nok, at de er votivgaver. De er symboler, som er skænket til kirken, enten for at få Gud til at huske og beskytte dem, som skal ud at sejle. Eller de er skænket af folk, som havde været i havsnød, og havde anråbt Gud om hjælp, og som var nået sikkert i land, hvorfor de nu bagefter skænkede kirken og Gud denne gave.

Men kirkeskibene er ikke kun dem, som hænger i loftet. Det er også selve kirkebygningerne. Hoveddelen i hvert fald. Der, hvor kirkefolket sidder som passagerer i samme båd. Man ved heller ikke, hvorfor kirkeskibet hedder sådan. En noget søgt forklaring er, at de gamle på vore breddegrader genbrugte gamle skibe lagt på hovedet til kirkebygninger. Mere sandsynlig er dog nogle komplicerede sproglige forviklinger, samt at man nok altid har forstået både kirker og templer som åndelige fartøjer for troens forsamling. “Vi er alle i samme båd” er nemlig ikke nogen ny virkelighed eller noget moderne udtryk, men en eksistentiel virkelighed lige sidden syndefaldet.

Vi er alle i samme båd, og Jesus kommer og hjælper os. Båden er der (skib i loftet). Jesus er der (krucifiks). Skibet er her (hovedskibet). Jesus er her (iblandt os). Sejladsen starter der (døbefont). Sejladsen starter farefuldt. Vi går undet. Ja, det gjorde børnene rent faktisk i gamle dage, og det sker stadig i nogle kirker: Børnene bliver nedsænket helt nøgne i dåbsvandet. Og uden redningsvest. Man kan dog på Youtube se, at dåbsbørnene har ble på. Men det er for at redde dåbsvandet fra uheld, ikke børnene!

Men ved dåbens vand kommer de og vi til at høre Jesus til, at få fællesskab med Jesus.

Og det betyder ikke en forsikring mod vejrliget og høj bølgegang i livet. Men når Jesus stiller stormen på søen, er det også for os lidettroendes skyld. Han viser nemlig, at det ikke handler så meget om vores større eller mindre tro, men om at han griber ind.

Kristentro er troen på, at Jesus selv er gået under. Han blev forrådt og fornægtet. Han blev korsfæstet, og han følte sig forladt af både Gud og mennesker. Han gik selv til bunds i dødens dyb.

Derfor har vi dåben: I dåben dør vi med Kristus langfredag.I dåben opstår vi med Kristus påskemorgen. I dåben får vi et levende håb om, at døden allerede er overvundet. Uanset hvilke katastrofer og undergange, vi møder i vores liv, så er vi i Guds gode hænder. Og han slipper os ikke.