Broager, søndag d. 28. september kl. 10.30
729 Nu falmer skoven - 750 Nu titte til hinanden - 730 Vi pløjed og vi så'de // 727 Gud, du fra dine de herlige højeloftssale - 439,1 O du Guds Lam! - 476 Kornet, som dør i jorden - 731 Nu står der skum fra bølgetop
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Vi holder i dag høstgudstjeneste. Det er en gammel tradition. Her takker vi Gud for de gaver, som vi får. ”Alle gode gaver” kalder vi dem, og det er meget passende, for vi er meget rige her i landet, og selv om men nu taler om krise og økonomisk nedtur, så går det i det store hele ganske godt.
Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!« Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
Høst er naturligvis afgrøder. Og hvad bønderne i gamle dage høstede i efteråret, var naturligvis afgørende for, hvordan det kom til at gå resten af året. Der skulle være nok til at brødføde mennesker. Der skulle være foder til dyr. Der skulle være forråd og reserve gennem en lang vinter, indtil solen næste forår atter gav varme og lovning på ny vækst.
Sådan tænkte de gamle, men sådan behøver vi ikke længere tænke i en globaliseret verden. Vi kan købe og sælge. Der er ikke længere sæson for nogen afgrøde. Nye, eksotiske frugter, som man aldrig så i min barndom, ligger nu til skue i Brugsens frugtafdeling. Og nogle af dem køber vi ikke engang for smagens skyld, men fordi de er så smukke at pynte med. Ja vi mennesker har sandelig underlagt os hele den runde jord og måske også fået et noget overfladisk forhold til den.
Det er ikke noget nyt, at mennesket underlægger sig jorden på en overfladisk måde. Det er som om, at ordene i skabelsesberetningen, der siger, at mennesket skal herske over jorden, er blevet husket, men at Gud er blevet glemt. Det er som om, at ”herske”, som bør ske med visdom, retfærdighed og fornuft, er blevet forbyttet med ”skalte og valte”, som sker med overmod og blindt begær.
Når man kender Karen Blixens kærlighed til dyr og respekt for dem, forstår man, at denne professor for hende måtte stå som indbegrebet af menneskelig selvovervurdering og arrogance. Alt omkring sådan en mand reduceres til brikker i hans eget spil. Intet har sit mål og sin mening i sig selv over for eller uden for mennesket. Han står slet og ret som repræsentant for en gennemført menneskecentreret livsbetragtning.
Ikke desto mindre kommer professoren en dag med en indrømmelse til Karen Blixen efter en tur ude i det storslåede bjerglandskab. ”Jeg skal fortælle Dem en interessant oplevelse, jeg har haft,” sagde professoren. ”Oppe på Mount Elgon fandt jeg det et øjeblik muligt at tro på Guds eksistens. Hvad synes De om det?” Karen Blixen sagde, at det var en interessant oplevelse. Samtidig tænkte hun for sig selv, at et lige så interessant spørgsmål kunne være: ”Havde det, oppe på Mount Elgon, været muligt for Gud et øjeblik at tro på professor Landgreens eksistens?”
Således viser Karen Blixen, der ellers ikke begav sig meget af at tale ligeud om Gud, at hun havde et helt andet syn på Guds rolle end det, som professoren repræsenterede. Gud er ikke en brik i menneskets spil, hvis man da i det hele taget bekymrer sig om Gud. Men mennesket er en brik i Guds spil. Gud er ikke noget sekundært, som man i tilfældige, ledige stunder kan finde det interessant at afstå en lille plads til i ens i øvrigt humant strukturerede univers. Men Gud er det absolut primære, hvorfra alt andet får sin mening og betydning. Han er forfatteren til hele det drama, der hedder tilværelsen eller verdenshistorien. Et menneskes liv har kun mening i samme grad, som det indordnes under Guds husholdning. I samme grad, som det indgår i Guds fortælling…*
Det er i Guds husholdnings sammenhæng, at vi skal modtage Guds gaver. Og det er som del af Guds fortælling, at vi skal forvalte dem. Et eksempel:
To brødre drev et landbrug sammen på den gård, som havde været i slægtens eje gennem generationer. Den ene var gift og havde en stor familie, og den anden var enlig. De delte arbejdet imellem sig, og udbyttet fordelte de ligeligt.
Men samtidig var den anden bror kommet til sin konklusion: ”Det er ikke passende, at vi får lige meget; jeg er jo gift og har kone og børn, som kan hjælpe mig, når jeg bliver gammel. Men min bror har ikke nogen, som kan tage sig af ham fremover.” Derfor hældte han jævnligt korn tilbage i brorens silo.
I årevis undrede begge sig over, at de hyppige transporter ikke syntes at gøre noget indhug i deres forråd. Men så en mørk nat stødte brødrene ind i hinanden, den ene med en sæk korn over skulderen, den anden med et par spandfulde i hånden. Og da det gik op for dem, hvad der var foregået, lod de spande og sæk stå og omfavnede hinanden.
Et andet eksempel om lidt, men først må jeg forsøge at få det bundet lidt sammen med tekst og anledning. Vi har jo i evangelieteksten hørt om, hvordan Jesus kaldte sine første disciple. ”Kom og se”, sagde han til dem. Og de mærkede straks, at han var den, som skulle være opfyldelsen af alle deres håb og drømme om en Messias. Det var Messias, som de havde hørt forudsigelser og forjættelser om. Og nu stod han for øjnene af dem, og de fulgte ham.
Og de skulle få større ting at se. De skulle høre alle hans ord. Lignelser og fortællinger, tale om tilgivelse og eksempler på det. Deres Messias holdt sig ikke tilbage fra at røre ved spedalskes sår, og han var ikke forsigtig med hensyn til at lade faldne kvinder eller foragtede mænd få del i fællesskabet. Alle skulle være et, og alle måtte være Guds børn.
Og til sidst fik de den største ting at se, da Jesus døde for sin sag, for i hans død så de himlen åben – åbnet af ham, som var kommet til jorden.
”Kom og se”, sagde Jesus til sine disciple. Og de så, og siden fortalte de det. Det var evangeliet, som de fortalte. Det var i snæver forstand de skrifter, som vi kender som de fire evangelier, og som vi kan sætte os ned og læse. Men det er også i bred forstand en masse andre historier, som er udledt af eller kan reflektere, støtte eller underbygge det gode og glade budskab, som findes i hele Biblen: at Gud er til og giver tilværelsen mening, at mennesket, selvom det så ofte svigter og synder, alligevel er elsket og må finde tilgivelse. At vi har en opgave i Guds historie med os og hinanden.
Det andet eksempel er på, hvordan vi skal modtage og forvalte Guds gaver og være en del af Guds fortælling, er følgende, som meget passende kan fortælles på denne festdag, hvor lille Simon er blevet døbt:
Der var engang for længe siden en rig kalif, som holdt en stor fest, fordi han havde fået en søn. Og alle gæsterne bragte dyrebare gaver med sig undtagen en ung vismand, som mødte tomhændet op.
Den unge vismand holdt sit ord de følgende år. Så da den lille prins senere blev kalif, blev han kendt som ”Den retfærdige og sanddru”. Og i historiebøgerne står der forklaret: ”Det var en frugt af de historier, som var blevet sået i hans sind fra barndommen af.” Amen.
* Dette afsnit efter Søren Nordentofts afhandling ”Karen Blixens syn på Gud og mennesker”. Jeg har mødt det gennem et foredrag af Søren Ruager.
