Sct. Marie kirke d. 26. november. Hør prædiken...
222 – 401 – 488,2+7 – 289 // 501 – 431 – 395
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«
De to af grisene bygger ikke særlig solidt. Den ene bygger et hus af strå, og den anden bygger et hus af brædder. Det skulle gå hurtig med byggeriet, for så kunne de komme i gang med det, som de allerbedst kunne lide, nemlig at synge og danse og spille violin. Den tredje lille gris var mere fornuftig og byggede et hus af mursten.
Så kom ulven og pustede til husene. Huset af strå fik ulven snart blæst omkuld, og den første lille gris måtte søge tilflugt hos den anden lille gris i huset, der var bygget af brædder. Det hus holdt bedre, men så pustede ulven bare kraftigere, og brædderne begyndte at løsne sig, og til sidst væltede huset. Så måtte begge grise flygte hen til den sidste lille gris.
Da ulven nu kom til det sidste hus - det, som var bygget af mursten - begyndte han at puste og puste. Men der skete ingenting. Og han pustede og han pustede, men det hjalp ikke. Nu kravlede ulven ned gennem skorstenen, men her endte han i suppegryden og blev selv fanget af grisene. Og derfor måtte ulven gå sulten hjem den dag…
Historien om de tre små grise har én god morale, nemlig at man skal bygge solidt. Det er det, som apostlen Paulus taler om, når han fortæller, at man skal bygge på den solide grundvold, Jesus Kristus. Her nytter det ikke at bygge på noget som helst andet. Selvfølgelig duer træ og hø og halm ikke, det kan man sige sig selv, men heller ikke de mest værdifulde materialer - om det så er guld, sølv eller ædelsten - heller ikke de duer.
Men historien om de tre små grise har altså også en rigtig dum, irriterende morale. Det er nemlig Praktiske Gris, som det går godt for - den forudseende og veltilpassede lille gris, som altid gør alting rigtig. Den gris, som aldrig glemmer at løfte pegefingeren overfor de andre grise, når den synes, at de tager alting for let. Jo, Praktiske Gris har ofte ret og gør alting rigtig, men hvor er han altså en irriterende lille fedterøvs-gris.
Og med den indledning er vi nået dertil, at vi måske kan forstå, hvad der ligger forud for Jesu ord, som lyder i dagens evangelium. De mennesker, som Jesus tog til orde overfor, det var nemlig nogle meget, meget kloge og bedrevidende mennesker. Vise og forstandige var de, og de havde styr på alle de love og regler, forbud og påbud, som en from jøde skulle overholde.
Masser af reglerne var ganske fornuftige, de var gode at holde sig til som praktiske leveregler. Nogle af reglerne var ikke helt så praktiske eller nødvendige, men det gjorde egentlig ikke nogen skade, at man overholdt dem. Lovene var sådan set gode nok.
Det, der var galt, var bare, at lovene, som skulle være gode og regulere det praktiske liv, havde fået en helt forkert betydning. Man mente, at hvis man overholdt dem alle til punkt og prikke, så ville man have sit på det tørre overfor Gud.
Og så begyndte man at gå så meget op i love og regler, at de kom til at stå i vejen: lovene blev brugt til at holde andre udenfor, og egentlig blev de også brugt til at holde Gud på afstand, for hvis man nu havde orden i sit liv, så havde Gud jo ikke noget at komme efter. Loven var blevet et åg, en byrde både for dem, som forsøgte at lægge deres liv under den, og et slag i ansigtet på dem, som ikke formåede at følge den.
Loven var ikke til gavn mere, men til skade. Den var ligesom en leg, der var blevet til et mareridt: ”Du må ikke træde på stregen mellem fliserne, for så dør du!”
Men Jesus havde altså så at sige trådt på stregen mellem fliserne og sagt: ”Jeres regler gælder ikke her. De dumme streger skal ikke få lov til at skære livet i stykker. I skal se og høre noget andet: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, som ikke forarges på mig.”…
Hvis man er klog, så kan man nok ikke se det. Hvis man altid kan klare sig selv, så kan man ikke fatte det. Hvis man vil have det hele til at passe ind i små nydelige kasser, så kan man ikke acceptere, at Jesus er Guds Søn, og at Gud Fader i himlen har overgivet ham al magt. Så kan man ikke tro det, når Jesus siger, som han gør: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”
Kender I sliddet og slæbet? Ja, i helt konkret forstand, så er der vel ikke mange af os, som slider med hårdt arbejde og på vore skuldre må bære tunge byrder, men i overført betydning, så kender vi sandelig til det: Måske er det en stresset arbejdsdag? Måske er forholdet til dem, som vi holder af anspændt, truet eller gået i stykker? Måske har vi bekymringer og mørke tanker? Jo, der byrder nok, som kan tynge os.
De byrder må vi komme til Jesus med. Vi er inviteret til at komme med alle vore byrder, alle vore bekymringer, alle vore fejl og mangler, og han vil give os hvile…
Den første og den største byrde, vi mennesker lider under, det er vel, at vi tror, at vi kan bære alting selv. At vi er så vise og forstandige, at vi tror, at vi kan kontrollere det hele.
Den byrde må vi lægge fra os, fordi vi overfor Gud må være det, som vi er: ufuldstændige mennesker, uforstandige, uforsigtige, syndige, fortvivlede og forvirrede.
Eller sagt på en anden måde: det åg må vi tage på os, at indrømme overfor os selv, overfor andre og overfor Gud, at vi er dem, som vi er.
Den indrømmelse er vel en byrde, men den er også en lettelse. Vi kender det godt: Hvor er det dog svært at sige undskyld til en, som man har handlet forkert imod. Og hvilken lettelse er det ikke, når den anden tager imod undskyldningen.
Den samme lettelse må vi føle, når vi folder vore hænder og fortæller Gud, hvordan det står til med os.
Eller når vi knæler ved alterbordet. Der får vi lov til at vise det: at vi tager på os at være syndere, og Jesus tager på sig at være frelser. Så er byrderne fordelt. Amen.
