Broager søndag d. 12. juni kl. 10.30
290 I al sin glans nu stråler solen - 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb - 294 Talsmand, som på jorderige // 285 Hør himmelsus i tredje time! - 439 O du Guds Lam - 321, 6-7 O kærlighed selv - 291 Du som går ud fra den levende Gud
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Det er godt at være præst i en lille by. Folk genkender mig og hilser. Og for nylig råbte en pige til mig: “Hej præst!”. Og jeg vendte mig om og fik øje på hende, smilte og skulle til svare, da hun fortsatte: “Hvor skal du hen?” “Over i sognegården”, svarede jeg og gik videre. “Så hils Gud!”, råbte hun efter mig.
Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.
Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faren vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faren, for Faren er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faren og gør sådan, som Faren har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«
Så hils Gud! Det var venlig sagt af pigen. Det var en stor tillid, hun viste mig. Men alligevel var jeg lidt forvirret, for jeg skulle jo bare over i sognegården og kopiere nogle ting. Og jeg var ikke sikker på, at jeg var bedre til at tale med Gud, end hun var. Hun kunne selv sige hej til Gud, kunne hun!
Men sådan er det desværre. Vi præster bliver let mellemmænd for mennesker, som mangler sprog, mennesker, som synes, at de har mistet forbindelsen til Gud…
I begyndelsen var forbindelsen der. I begyndelsen skabte Gud mennesket og blæste livsånde ind i dets næsebor. Og den livsånde blev bl.a. til sprog, da alle dyrene fik de navne, som mennesket kaldte dem.
Og mennesket blev to og levede i paradis, indtil de blev fristet og ville selv uden Gud og var ulydige og blev smidt ud. Og mennesket ville stadig selv og ville engang bygge et tårn, som nåede til himlen. Men Gud spredte de selvrådige ved at forvirre deres sprog, så de ikke forstod hinanden.
Og Gud talte til mennesket gennem tiderne. Talte kærligt og talte strengt. Talte gennem sine profeter. Og folk lyttede for en stund, men mistede atter forbindelsen.
Så sendte Gud Ordet, og Ordet fik det navn, som hans mor gav ham: Jesus. Og han fik det navn, som profeterne havde lovet og forudset: Kristus. Og Jesus Kristus var på en gang menneske og Guds Søn og levede på jorden. Og han var ord og gerning. Han forkyndte gudsriget. Han gjorde blinde seende, og døves ører åbnede han, så de kunne høre. Stumme rørte han på tungen, så de atter kunne tale. Lamme fik ben at gå på. Forsagte mod til at leve. Og folk fulgte ham.
Jesus tog kampen op mod alt det, som ødelagde livet, og det, som ødelagde fællesskabet. Og han gjorde op med de religiøse grupperinger, som stillede sig imellem almindelige mennesker og Gud.
“I kan selv bede til Gud”, sagde Jesus og lærte folk at bede Fadervor. “Og I kan bede om hvad som helst. Og Gud vil høre jer. Ja, Gud vil give jer det!”…
Og hvad skal man så bede om, når man får lov til at bede om hvad som helst? Hvad ville du bede om, hvis du kunne få lov til at bede om hvad som helst? Forestil dig, at du stod der som med Aladdins Lampe og tre ønsker. Hvad ville du så bede om? – Jeg har tænkt over det: Det skulle være to gode ønsker, og så skulle det tredje ønske være tre ønsker mere. Men det er vel snyd? Den går ikke!
Nej, hvad vil vi bede om? Hvad blev Gud bedt om? Hvad blev Jesus bedt om? Forlad os vor skyld, og befri os fra døden!
Forlad os vor skyld, og befri os fra døden. Og det gjorde Jesus så, da hans disciple ikke kunne følge ham mere, og han gik det sidste stykke. Da han gik med korset og hang på korset. Da han sagde: “Forlad dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Da han betroede sin ånd i Faderens hænder. Da han døde. Og han var i dødsriget, og han lå i graven. Og man sørgede over ham og var modløse.
Men han opstod. Og nyt mod opstod. Og ordet gik blandt kvinderne og disciplene og de andre, som havde fulgt ham. Og han fortalte dem, hvad de skulle gøre fremover, efter at han havde forladt dem. For han skulle sidde ved Faderens højre hånd.
Men de skulle ikke være faderløse eller broderløse eller gudløse. De skulle ikke være tomme indeni, men blive fyldt med Ånden fra det høje. Og de skulle ikke mangle sprog.
I en verden med mange sprog skulle budskabet nemlig være det samme – når Ånden kom over dem. Og sådan blev det, da Pinsedagen kom. Da mennesker havde samlet sig fra fjern og nær…
Pinsen var og er kirkens fødselsdag, siger man. Og disciplene blev nu apostle, dvs. de, som havde været lærlinge, blev nu budbringere. De gik ud i verden og forkyndte evangeliet. De fortalte hele historien om Jesus Kristus, Gud som blev menneske. De forkyndte og overbragte den fred, som han havde givet dem. Den fred, som brændte i deres hjerter og ikke lod dem sidde med hænderne i skødet. Den fred, som bredte sig som en løbeild. Dog ikke i ren åndelighed, men formidlet af deres fodtrin, deres prædiken, deres skriftlige vidnesbyrd og deres traditionsbevidsthed, idet de gav videre, hvad de selv havde modtaget: Ordet fra Gud.
Og ordet har også nået os, som sidder her i kirken lidt oppe over byen. Men kirken er ikke fuld, og ordet og troen brænder ikke i alle menneskers hjerter. Og vi kan spørge som disciplen Judas: “Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?”
Og svaret må være dobbelt. Først og fremmest, at Gud sender sin Helligånd når og hvor, han vil, og at Gud ikke tvinger nogen til at lytte og tro. Gud kalder. Dernæst at Gud sender os. Vi skal hilse fra Gud. Vi skal rejse os og gå herfra og hilse fra Gud ude i byen.
Og vi skal lære børnene, at de selv kan hilse på Gud. De kan sige Fadervor. De kan bede om hvad som helst. De kan tale til Gud på ganske almindelig dansk med deres egne ord. Og sker det regelmæssig, skal de aldrig mangle ord.
Også vi voksne skal bede. Og vi skal vise og indrømme overfor hinanden, at selv om vi ofte er selvtilstrækkelige og overfladiske i mange ting, så har vi brug for tilgivelse og kærlighed og frelse for dødens magt.
Og vi skal komme hinanden i møde og derved bringe evangeliet ud i verden. Og vi skal ikke bare møde de mennesker, som ligner os selv og mener som os selv. Vi skal møde alle slags mennesker med fredens budskab. Ikke det budskab, der bare siger: “Du god nok!” (For det er der i grunden ingen mennesker, der er), Men det budskab, at “Du er god nok alligevel!” – på trods af alle fejl og mangler. Gud elsker dig, som han elsker mig.
Sådan skal vi møde hinanden med syndernes forladelse og indlade os på hinanden i syndernes fællesskab. Og gå ud i verden i syndernes arbejdsfællesskab. På vandring, i pilgrimsfærd, i pinsesolen, med hilsen fra Gud. Amen.