Vi skal hilse fra Gud

Pin­se­dag 2011, Joh 14,22-31
Bro­a­ger søndag d. 12. ju­ni kl. 10.30
290 I al sin glans nu stråler so­len - 450 Du kom­mer, Jesus, i vor dåb - 294 Tals­mand, som på jor­deri­ge  // 285 Hør him­melsus i tred­je ti­me! - 439 O du Guds Lam - 321, 6-7 O kærlig­hed selv - 291 Du som går ud fra den le­ven­de Gud
Det­te hel­li­ge evan­ge­li­um skri­ver evan­ge­li­sten Jo­han­nes:
Ju­das, ik­ke Iska­ri­ot, sag­de til Jesus: »Her­re, hvor­dan kan det være, at du vil gi­ve dig til ken­de for os, men ik­ke for ver­den?« Jesus sva­re­de ham: »Den, der el­sker mig, vil hol­de fast ved mit ord, og min fa­der vil el­ske ham, og vi skal kom­me til ham og ta­ge bo­lig hos ham. Den, der ik­ke el­sker mig, hol­der ik­ke fast ved mi­ne ord. Og det ord, I hører, er ik­ke mit, men Fa­de­rens, som har sendt mig.
      Sådan har jeg talt til jer, mens jeg end­nu var hos jer. Men Tals­man­den, Hel­ligånden, som Fa­ren vil sen­de i mit navn, han skal lære jer alt og min­de jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred ef­ter­la­der jeg jer, min fred gi­ver jeg jer; jeg gi­ver jer ik­ke, som ver­den gi­ver. Je­res hjer­te må ik­ke forfærdes og ik­ke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kom­mer til jer. Hvis I el­ske­de mig, vil­le I glæde jer over, at jeg går til Fa­ren, for Fa­ren er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ik­ke ta­le me­get med jer me­re, for ver­dens fyr­ste kom­mer; og mig kan han in­tet gøre, men det sker, for at ver­den skal forstå, at jeg el­sker Fa­ren og gør sådan, som Fa­ren har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå her­fra!«
Det er godt at være præst i en lil­le by. Folk gen­ken­der mig og hil­ser. Og for ny­lig råbte en pi­ge til mig: “Hej præst!”. Og jeg vend­te mig om og fik øje på hen­de, smil­te og skul­le til sva­re, da hun fort­sat­te: “Hvor skal du hen?” “Over i sog­negården”, sva­re­de jeg og gik vi­de­re. “Så hils Gud!”, råbte hun ef­ter mig.

Så hils Gud! Det var ven­lig sagt af pi­gen. Det var en stor til­lid, hun vi­ste mig. Men al­li­ge­vel var jeg lidt for­vir­ret, for jeg skul­le jo ba­re over i sog­negården og ko­pi­e­re nog­le ting. Og jeg var ik­ke sik­ker på, at jeg var bed­re til at ta­le med Gud, end hun var. Hun kun­ne selv si­ge hej til Gud, kun­ne hun!

Men sådan er det desværre. Vi præster bli­ver let mel­lemmænd for men­ne­sker, som mang­ler sprog, men­ne­sker, som sy­nes, at de har mi­stet for­bin­del­sen til Gud…

I be­gyn­del­sen var for­bin­del­sen der. I be­gyn­del­sen skab­te Gud men­ne­sket og blæste livsånde ind i dets næse­bor. Og den livsånde blev bl.a. til sprog, da al­le dy­re­ne fik de nav­ne, som men­ne­sket kald­te dem.

Og men­ne­sket blev to og le­ve­de i pa­ra­dis, ind­til de blev fri­stet og vil­le selv uden Gud og var uly­di­ge og blev smidt ud. Og men­ne­sket vil­le sta­dig selv og vil­le en­gang byg­ge et tårn, som nåede til him­len. Men Gud spred­te de selvrådi­ge ved at for­vir­re de­res sprog, så de ik­ke for­stod hin­an­den.

Og Gud tal­te til men­ne­sket gen­nem ti­der­ne. Tal­te kærligt og tal­te strengt. Tal­te gen­nem si­ne pro­fe­ter. Og folk lyt­te­de for en stund, men mi­ste­de at­ter for­bin­del­sen.

Så send­te Gud Or­det, og Or­det fik det navn, som hans mor gav ham: Jesus. Og han fik det navn, som pro­fe­ter­ne hav­de lo­vet og for­ud­set: Kristus. Og Jesus Kristus var på en gang men­ne­ske og Guds Søn og le­ve­de på jor­den. Og han var ord og ger­ning. Han for­kynd­te gud­s­ri­get. Han gjor­de blin­de se­en­de, og døves ører åbne­de han, så de kun­ne høre. Stum­me rørte han på tun­gen, så de at­ter kun­ne ta­le. Lam­me fik ben at gå på. For­sag­te mod til at le­ve. Og folk fulg­te ham.

Jesus tog kam­pen op mod alt det, som øde­lag­de li­vet, og det, som øde­lag­de fælles­ska­bet. Og han gjor­de op med de re­li­giøse grup­pe­rin­ger, som stil­le­de sig imel­lem al­min­de­li­ge men­ne­sker og Gud.

“I kan selv be­de til Gud”, sag­de Jesus og lærte folk at be­de Fa­der­vor. “Og I kan be­de om hvad som helst. Og Gud vil høre jer. Ja, Gud vil gi­ve jer det!”…

Og hvad skal man så be­de om, når man får lov til at be­de om hvad som helst? Hvad vil­le du be­de om, hvis du kun­ne få lov til at be­de om hvad som helst? Fo­re­stil dig, at du stod der som med Alad­dins Lam­pe og tre ønsker. Hvad vil­le du så be­de om? – Jeg har tænkt over det: Det skul­le være to go­de ønsker, og så skul­le det tred­je ønske være tre ønsker me­re. Men det er vel snyd? Den går ik­ke!

Nej, hvad vil vi be­de om? Hvad blev Gud bedt om? Hvad blev Jesus bedt om? For­lad os vor skyld, og be­fri os fra døden!

For­lad os vor skyld, og be­fri os fra døden. Og det gjor­de Jesus så, da hans di­scip­le ik­ke kun­ne følge ham me­re, og han gik det sid­ste styk­ke. Da han gik med kor­set og hang på kor­set. Da han sag­de: “For­lad dem, for de ved ik­ke, hvad de gør”. Da han be­tro­e­de sin ånd i Fa­de­rens hænder. Da han døde. Og han var i døds­ri­get, og han lå i gra­ven. Og man sørge­de over ham og var modløse.

Men han op­stod. Og nyt mod op­stod. Og or­det gik blandt kvin­der­ne og di­scip­le­ne og de an­dre, som hav­de fulgt ham. Og han for­tal­te dem, hvad de skul­le gøre frem­over, ef­ter at han hav­de for­ladt dem. For han skul­le sid­de ved Fa­de­rens højre hånd.

Men de skul­le ik­ke være fa­derløse el­ler bro­derløse el­ler gudløse. De skul­le ik­ke være tom­me in­de­ni, men bli­ve fyldt med Ånden fra det høje. Og de skul­le ik­ke mang­le sprog.

I en ver­den med man­ge sprog skul­le bud­ska­bet nem­lig være det sam­me – når Ånden kom over dem. Og sådan blev det, da Pin­se­da­gen kom. Da men­ne­sker hav­de sam­let sig fra fjern og nær…

Pin­sen var og er kir­kens fødsels­dag, si­ger man. Og di­scip­le­ne blev nu apost­le, dvs. de, som hav­de været lærlin­ge, blev nu bud­brin­ge­re. De gik ud i ver­den og for­kynd­te evan­ge­li­et. De for­tal­te he­le hi­sto­ri­en om Jesus Kristus, Gud som blev men­ne­ske. De for­kynd­te og over­brag­te den fred, som han hav­de gi­vet dem. Den fred, som brænd­te i de­res hjer­ter og ik­ke lod dem sid­de med hænder­ne i skødet. Den fred, som bred­te sig som en løbeild. Dog ik­ke i ren ånde­lig­hed, men for­mid­let af de­res fod­trin, de­res prædi­ken, de­res skrift­li­ge vid­nes­byrd og de­res tra­di­tions­be­vidst­hed, idet de gav vi­de­re, hvad de selv hav­de mod­ta­get: Or­det fra Gud.

Og or­det har også nået os, som sid­der her i kir­ken lidt op­pe over by­en. Men kir­ken er ik­ke fuld, og or­det og tro­en brænder ik­ke i al­le men­ne­skers hjer­ter. Og vi kan spørge som di­scip­len Ju­das: “Her­re, hvor­dan kan det være, at du vil gi­ve dig til ken­de for os, men ik­ke for ver­den?”

Og sva­ret må være dob­belt. Først og frem­mest, at Gud sen­der sin Hel­ligånd når og hvor, han vil, og at Gud ik­ke tvin­ger no­gen til at lyt­te og tro. Gud kal­der. Dernæst at Gud sen­der os. Vi skal hil­se fra Gud. Vi skal rej­se os og gå her­fra og hil­se fra Gud ude i by­en.

Og vi skal lære børne­ne, at de selv kan hil­se på Gud. De kan si­ge Fa­der­vor. De kan be­de om hvad som helst. De kan ta­le til Gud på gan­ske al­min­de­lig dansk med de­res eg­ne ord. Og sker det regel­mæssig, skal de al­drig mang­le ord.

Også vi voks­ne skal be­de. Og vi skal vi­se og in­drømme over­for hin­an­den, at selv om vi of­te er selv­til­strække­li­ge og over­fla­di­ske i man­ge ting, så har vi brug for til­gi­vel­se og kærlig­hed og frel­se for dødens magt.

Og vi skal kom­me hin­an­den i møde og der­ved brin­ge evan­ge­li­et ud i ver­den. Og vi skal ik­ke ba­re møde de men­ne­sker, som lig­ner os selv og me­ner som os selv. Vi skal møde al­le slags men­ne­sker med fre­dens bud­skab. Ik­ke det bud­skab, der ba­re si­ger: “Du god nok!” (For det er der i grun­den in­gen men­ne­sker, der er), Men det bud­skab, at “Du er god nok al­li­ge­vel!” – på trods af al­le fejl og mang­ler. Gud el­sker dig, som han el­sker mig.

Sådan skal vi møde hin­an­den med syn­der­nes for­la­del­se og ind­la­de os på hin­an­den i syn­der­nes fælles­skab. Og gå ud i ver­den i syn­der­nes ar­bejdsfælles­skab. På van­dring, i pil­grimsfærd, i pin­se­so­len, med hil­sen fra Gud. Amen.