Broager kirke d. 14. november
227 Som den gyldne sol frembryder – 448 Fyldt af glæde over livets under – 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed // 14 Tænk, at livet koster livet – 440 O Guds Lam uskyldig – 400 Så vældig det mødte os først i vor dåb – 406 Søndag morgen fra de døde
Når der er barnedåb ligesom i dag, så tænker man altid på, hvem barnet ligner. Har det nu træk fra faren eller moren? Og selv om vi er høflige og siger, at vi kan se noget fra en anden familie end ens egen, så er det jo alligevel sådan, at vi mest ser slægtskabet med vores egen familie – træk, som vi har lært at kende gennem årene og samværet med hinanden, og træk, som vi kender fra familiebillederne - selv de meget gamle - på vægge og i album.Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Men Jesus sagde til dem: “Min far arbejder altid, og det gør jeg også.” Det svar gjorde de jødiske ledere opsatte på at slå ham ihjel. En ting var at han var ligeglad med sabbatten. Nu sagde han oven i købet at Gud var hans egen far, og gjorde på den måde sig selv til Gud.Jesus sagde til dem: “Nu skal I høre: Jeg kan ikke gøre noget som helst af mig selv, jeg gør kun det jeg ser min far gøre. Og det han gør, gør jeg også. Min far elsker mig og viser mig alt hvad han selv gør. Han vil vise mig endnu større ting, og I vil undre jer. For ligesom min far vækker de døde og giver dem livet igen, sådan giver jeg også livet igen til dem jeg vil. Min far dømmer ikke nogen. Han har overladt dommen til mig for at alle skal vise mig den samme respekt som de viser min far. Hvis man ikke viser mig den respekt, viser man heller ikke min far respekt, for det er ham der har sendt mig.Den der hører hvad jeg siger, og tror på ham der har sendt mig, han har evigt liv. Han vil ikke blive dømt, for han er gået fra døden til livet. Nu skal I høre: Den tid kommer, ja, den er her allerede, hvor de døde kan høre min stemme, og de der hører efter, vil blive levende. For livet kommer fra min far, og han har sørget for at jeg kan give det videre. På samme måde har han givet mig magt til at dømme mennesker, for jeg er Menneskesønnen. I skal ikke undre jer når de døde hører min stemme og forlader deres grave. De der har gjort noget godt, står op for at leve, og de der [har] gjort noget ondt, står op for at blive straffet.” Joh 5,17-29 D.N.A.
”Mor, jeg gør ligesom dig”, siger barnet. Eller: ”Far, jeg skal nok hjælpe dig!” Og det lille barn ønsker at tage del i forældrenes hele livsgerning, for det beundrer naturligvis sine forældre og sætter dem højest i verden. Senere bliver forholdene mere komplicerede, men det er en anden sag.
”Jeg arbejder ligesom min far”, siger Jesus i sin samtale med de jødiske ledere, som ville slå ham ihjel. ”Og jeg gør kun det, jeg ser min far gøre... Min far elsker mig og viser mig alt, hvad han selv gør.”
Hvor har Jesus mon lært at tale sådan? Jo, det havde han jo i hvert fald lært hjemme i Nazareth. Der havde han tømret med pinde og afsavede stumper i Josefs værksted. Og Josef havde tålmodigt ladet Jesus rode, mens han var mindre, og han havde rost alle hans frembringelser. Og senere havde Jesus lært selve håndværket og kunne lave de samme ting, som Josef. Nu kunne han arbejde i farens sted.
Ja, Jesus kunne formodentlig arbejde i farens sted som tømrer, Men Jesus er også Guds Søn, og han havde også lært af sin himmelske far, Gud i himlen. Det er det guddommeligt arbejde, som Jesus taler om i sin samtale med de jødiske ledere. Provokationen er dobbelt. Det er den, for hans modstandere forestillede sig dels Gud som fjern og streng. En Gud, der har givet loven, som skal holdes for en hver pris, og hvis den ikke bliver det, så skal lovovertræderen straffes. Dels som en ophøjet Gud, som ikke kan være far til et jordisk menneske.
Men nej, Faren og Sønnen arbejder, Gud og hans søn arbejder også på sabbatten, også om søndagen, siger vi. Og vel siger Jesus, at han kun gør, hvad han har set faren gøre, og hvad han har lært ham. Men det betyder også, at det er fra faren, at han har lært at helbrede syge, at være sammen med udstødte, at tilgive synder, at regne menneskeliv for vigtigere end regler.
Og der er mere, hvor det kommer fra, siger Jesus, for Gud vil vise større ting, som man skal undre sig over. Og så taler Jesus om, at Gud skal opvække døde og give dem livet igen. Og her er meningen slet ikke entydig. Jo, den er entydig i den forstand at døde virkelig skal opvækkes og få livet igen. Men hvornår det er slet ikke entydigt.
For når Jesus siger: ”For ligesom min far vækker de døde og giver dem livet igen, sådan giver jeg også livet igen til dem jeg vil”, så er det måske en henvisning til Jesus’ egen død og opstandelse. Men det er også en henvisning til dommens dag. Den dag, som vi oftest forestiller os engang i fremtiden, hvor vores verden hører op, og hvor alle mennesker, som lever og har levet, skal stå for Guds trone og dømmes for deres, for vores overtrædelser – for vores gerninger både gode og onde.
Og forestillingen om den dag er ofte dyster, for der er jo nogle, som skal dømmes. Og Jesus’ modstandere mente, at de var de gode, som fulgte reglerne og skulle blive godkendt, mens andre, som ikke fulgte det strenge regelsæt, var de onde, som skulle kasseres.
Og Jesus går tilsyneladende ind på den tankegang, men man skal ikke tage fejl af Johannesevangeliet. Og det er jo herigennem vi i dag hører Jesus’ stemme. Johannesevangeliet skal visse steder læses bagfra. Det er nemlig skrevet i et mønster. Og vel skal de gode belønnes og de onde straffes, men det skema bliver altså brudt af alt andet, som Jesus gør og siger. Og derfor skal vi ikke undre os, når straffen forvandles i Guds værksted. Når det brudte sættes sammen igen. Når stumperne kan bruges til noget, selv om man blot troede, at de var rester i tømrerens værksted. Når de døde hører Jesus’ stemme og forlader deres grave.
Dommen er overladt til sønnen, og tiden til at høre hans stemme er allerede nu. Ja, for Gud vil give os livet allerede nu. Livet kommer fra Gud Fader, og Jesus skal give det videre.
Jesus siger: ”Den, der hører, hvad jeg siger, og tror på ham, der har sendt mig, han har evigt liv. Han vil ikke blive dømt, for han er gået fra døden til livet.”
Oven på den forjættelse kan man så spørge: Hører vi, hvad Jesus siger? Hører vi ordentlig efter? Skal vi først som døde høre hans stemme og stige op af graven, eller hører vi det allerede nu i dag og lever i det? – følger hans stemme og lever livet, som han lærte det i sin fars værksted, og som vi lærer det af ham?
Gud giver os alle chancer, men ikke alle tager ved lære og hører efter lige med det samme. Og det er der ikke noget nyt i. Om det en lille bitte historie:
De Jesus efter sin opstandelse og himmelfart kom op i himlen, var der en stor flok engle, som modtog ham. Da de havde fået hilst på ham og havde budt ham velkommen, spurgte de ham, hvem han havde ladet blive tilbage på jorden for at afslutte det arbejde, som han havde påbegyndt. Jesus svarede: ”Kun en lille flok mænd og kvinder, som elsker mig.” ”Er det alt?” spurgte englene forbavsede. ”Hvad, hvis denne lille gruppe ikke slår til?” Jesus svarede: ”Jeg har ingen
