Menighedshuset, 20. maj kl. 10.00
276 Stiftet Guds Søn har på jorden... – 257 Ånd over ånder – 255 Helligånden trindt på jord // 251 Talsmand, som på jorderige – 432 – 243 Kraften fra det høje
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Jesus sagde: »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ’Alle skal være oplært af Gud.’ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«Man skulle engang i Afrika i en afsides egn oversætte Bibelen til det lokale stammesprog. Ét ord havde man særlig problemer med at oversætte. Det var ordet ”synder”. Det syntes man ikke rigtig, at man dér havde et ord for. Måske, hvis de, der skulle oversætte, ville forklare lidt nærmere, hvad en synder var for en, kunne man finde det rigtige ord. Oversætterne forklarede og forklarede, men ingen af de lokale kunne komme på en passende oversættelse, før én pludselig udbrød: ”Det er jo en, der spiser alene!” Og så oversatte man ordet ”synder” på den måde: ”En, der spiser alene”.
Se, når man først har fået den rigtige forklaring, så forstår man pludselig, hvad sagen drejer sig om. Så kan man sætte ord på. Så kan man komme videre.
Noget lignende var det, der skete den første pinse. Et frygtelig, forvirrende forår havde det været for de mennesker, som havde fulgt Jesus. Med ham var de som et kongeligt følge draget op til Jerusalem. Få dage efter var han blevet anholdt, arresteret, pint og til sidst korsfæstet. Selv havde de været bange for, om også de skulle blive pågrebet.
Så var han opstået, og de kunne næsten ikke tro, at det var sket. Men efterhånden, som han viste sig for dem, begyndte de at tro. Han spiste sammen med dem, og de huskede og forstod nu bedre måltidet, som han havde delt med dem den sidste aften. Og han befalede dem ikke blot at sidde for sig selv med hænderne i skødet, men at gå ud i alverden og lære og døbe og gøre alle folkeslagene til hans disciple.
Og så forlod han dem. Han opfor til himmels og lod sig ikke se mere. De var alene, overladt til sig selv.
Dog var de ikke alene længe, for kort tid efter på pinsedagen kom Gud Helligånd over dem og fyldte dem med nye ord. Ikke at ordene var nye på en sådan måde, at de aldrig havde hørt dem før. Hvis de kendte sproget, som der blev talt på, forstod og kendte de godt ordene, men ordene forklarede på en ny måde alt det, som var sket, og det, som var Guds vilje med det.
De kendte og forstod også ordet i overført betydning. De ville let have kunnet skrive under på Luthers uddybende forklaring til bønnen ”Giv os i dag vort daglige brød”, hvor det hedder: ”Hvad forstås da ved dagligt brød? Alt, hvad der behøves til livets ophold og trivsel, for eksempel mad, drikke, klæder, sko, hus, hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, from ægtefælle, fromme børn, fromme medhjælpere, from og retsindig øvrighed, god regering, godt vejrlig, fred, sundhed, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer og alt, hvad her nævnes kan.”
Men hvad var da den nye forståelse af ordet ”brød”, som Helligånden havde indgydt dem på pinsedagen? Det var, at de forstod, at Gud havde sendt himmelsk brød til verden, som formåede at mætte den sult, som ingen jordiske fornødenheder kan opveje.
Det himmelske brød var deres opstandne Herre, Jesus Kristus. Nu huskede de, hvad han selv havde sagt og forklaret, at han var livets brød, at han var det levende brød, som kom ned fra himlen. Og havde han bare sagt det, havde de nok også kunnet forstå det i overført, symbolsk betydning: som et forbillede for folket, som et lysende ideal eller som en ny, effektiv medicin. Og havde han bare sagt det, ville han nok med tiden være blegnet som forbillede, blevet til tom idealisme og med rette være blevet betragtet som opium som folket.
Men Jesus sagde ikke blot, at han var brød. Han blev brød. Han lod sig brække itu, for at vi måtte smage ham. Det var det, han mente, da han sagde: ”det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden”. Det var det, der skete, da han lod sig korsfæste, for at mennesker ikke skulle dø, men leve…
Og hvad er da sulten, som dette brød skal mætte? Det er ikke lækkersult. Det er ikke bare en mangel, som kan klares med åndeligt krydderi. Det er sygdom til døden. Det er oprøret mod Gud. Det er det, at vi ikke gør det gode – selv ikke det, vi vil – og at vi ikke undlader at gøre det onde – selv det, vi ikke vil. Vi rækker ikke altid brød til den, der sulter. Vi holder på vores eget, krampagtigt, selv når livet smuldrer for os…
Jesus er livets brød. I åndelig-konkret betydning er han det i nadveren, hvor han giver sig selv til syndere, til mennesker, som måske mest fortjente at spise alene, men netop derfor alle er indbudt til at blive mættet og styrket af ham, som gør fyldest for alle vore synder.
Jesus er livets brød. I åndelig-overført betydning er han det i sit ord, som vi ved Helligånden får forklaret. Helligånden stiger ned over os og forklarer også os på vores sprog, hvad Guds vilje er. Helligånden maler det for os. Helligånden gør os vise på Guds ord, om vi blot vil lytte til det.
Om vi blot vil lytte til ordet om nåden og livets brød og gribe efter det! Gid flere ville lytte, for sulten er der. Syndere er ikke kun vi, som sidder her i kirken. Alle er vi syndere og mangler herlighed fra Gud, men alle er også indbudte…
Pinsen er den af de tre store højtider, som ikke har nogen bestemte traditioner for, havde man spiser. En biskop forsøgte så uden særlig succes for et par år siden at lancere ideen om, at man skulle spise fisk i pinsen. Om det var en god ide, ved jeg ikke, men måske er der en pointe i, at denne konkrete ret ikke slog igennem. Måske var det bedre, om man netop i pinsen koncentrerede sig om åndelig føde.
Det gjorde min bedstefar altid året rundt, uanset hvad han spiste, et kort øjeblik i sin middagspause, når han havde spist sin frokost, inden han skulle høre nyhedsmagasinet i radioen, vågen for det jordiske, men med blik for det himmelske, bad han:
Fader, tak for dagligt brød,Amen!.
tak for sjæleføde!
Giv os altid nådens brød
her, og lad os møde
hisset ved dit højtidsbord,
når vi flytte skal fra jord,
frelste af din nåde!
