Broager Kirke d. 29. september kl. 10.30
30 Op, alle, som på jorden bor – 417 Herre Jesus, vi er her – 42 I underværkers land jeg bor // 163 Fuglen har rede – 439,1 – 729,5 Ham takker alle vi med sang – 375 Alt står i Guds faderhånd (Laub)
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Hver dag har nok i sin klage, og ingen kender dagen, før solen går ned. Det sidste står ikke nøjagtig sådan i dagens evangelietekst, men det er antydet, når det nævnes, at markens græs står i dag, men i morgen kastes i ovnen. Og så er der fuglene, som hverken sår eller høster eller samler i lade. Men de falder dog til jorden, når deres små vinger engang ikke bærer dem længere.
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«
Ingen kender dagen, siger vi og tænker på døden, for ingen kender dagen, og ingen ved, om denne dag bliver den sidste. Således er døden den største og sidste bekymring.
Og den - døden - kan sandelige komme tidlig nok. Også for den ubekymrede og trygge. Det er det, som salmedigteren Ingemann hentyder til i sin aftensalme Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred. Og Ingemann nævner fuglen og småblomsterne, som begge forgår. Og så kommer verset om småbarnet, som leged’ i morgensol rød, men om aftenen lå på lejet så stille og død.
Sådan er livet: Døden og sorgen er ganske tæt på. Og så må man jo finde omsorgen. Og det er den, som Jesus tilbyder: Vær ikke bekymrede! - Ikke fordi der ikke er noget at bekymre sig for, men fordi der er en, som har omsorg for os. Ikke fordi døden ikke kommer en dag, men fordi den kun er foreløbig. Og fordi selv vores flygtige sjæle skal bevares, for Guds fred er sjælesolen, som aldrig går ned…
“Det handler om at være tryg”, hedder det i en reklame for forsikringsselskabet af samme navn: Tryg. Og alt efter hvor i livet vi er, eller hvem vi er, så tænker vi forskellig om den sag, sådan som det nævnes i en sang:
Åh at være en høne
ingen kan finde hvor er
gemme sig dybt i en have
pikke et rødhudet bær.
Åh at være en tøjhundEller man kan være et æble, der vokser sig dejlig saftig på et træ - indtil det må slippe, når det bliver efterår. Jo, æblet må slippe træet og falde til jorden, når efteråret kommer: Vi skal alle dø.
kysse en blankøjet dreng
bo i hans kærlige arme
sove sig mæt i hans seng.
Og kan Jesus så tillade sig at siger til os, at vi ikke skal være bekymrede? Ja, det kan han især. Han havde ikke sit på det tørre, eller stod udenfor eller overfor og kiggede på. Han kom til jorden som et nøgent barn julenat, og i livet havde han kun det tøj, som han gik og stod i, og de, som fulgte ham, havde heller ikke ret meget, og de havde forladt deres arbejde og deres familier og alting for at være sammen med ham.
Jesus gik rundt i Galilæa og hjalp alle de syge og trætte, og selv om han mødte meget modstand, så fortalte han alligevel om Guds rige. Ja, når han var hos dem, så var det som om, at Guds rige allerede var midt iblandt dem.
Men samtidig var Jesus den, som selv havde allermest grund til bekymring, for han skulle ikke blive ved med at gå omkring og tale om Guds rige. Han skulle til Jerusalem, og han vidste, at man ville slå ham ihjel.
Men det bekymrede ham ikke – ikke så meget, at det lammede ham i hvert fald – for han stolede på Gud Fader. Han stolede på, at ligegyldig hvad der skete, så ville Gud være med ham. Og det er det, som han også fortæller til sine disciple og til os: Ligegyldigt hvad der sker, så vil Gud være med os. Og derfor er valget, det vigtigste valg af alle: Tro på Gud eller la’ vær’!
Og det forstod disciplen Peter og han skrev langt senere om den sag: “Kast al jeres bekymring på Gud, for han har omsorg for jer”.
Og hvordan kaster man så sine bekymringer til Gud? Det gør man ved at tro på Gud og bede til Gud. Og man kan fortælle om alt det, der tynger. Og han vil vise os omsorg.
Og så kan vi være trygge i Guds arme som en tøjhund i en drengs kærlige arme. Så kan vi, som Jesus opfordrer til, leve i enfoldig tillid til Gud ligesom himlens fugle, som svinger sig i luften og kvidrer og bygger reder og lever livet her og nu, som Gud har skabt dem til. Eller leve ligesom markens liljer, der står og dufter og ser så flotte ud, også selv om de engang skal visne. For i mulm er kærlighedsvingen bredt ud, og vi skjuler os under Guds vingers skygge.
Og er det kun metaforik, salmecitater og talemåder det her, eller har det ikke også relation til vores virkelighed? Den virkelighed, som er, at hvis vi er rystede og rundt på gulvet over noget, så ryste vi bogstavelig talt og bevæger os forvirret rundt uden noget egentlig formål. Og hvis vi ikke har nogen at søge tryghed hos, så kan vi ligge og krumme os sammen og gemme og føle os helt fortabte.
Men vi skal videre, for det var den dag, og hver dag her nok i sin plage! Vi skal videre, vi skal kaste al vor bekymring på Gud! For vi har kun et valg: Tro på Gud eller la’ vær’! Så vi skal først søge Guds rige og hans retfærdighed, og så skal alt det andet gives os i tilgift.
Og den opskrift passer altså hverken sammen med hysterisk aktivisme eller fuldstændig ansvarsløs laden stå til. Vi skal være sundt ubekymrede, men ikke ligeglade med med alting. Og vi skal være ansvarsbevidste overfor det, som betyder noget.
Og det skal vi nok træne os op til, for som en præst for et par år skrev siden i et provokerende læserbrev:
“At kalde sig kristen uden at gå i kirke svarer til, at en person, der ikke dyrker den mindste form for motion, hævder, at han er i fantastisk fysisk form”.Og det er der jo noget om. Så hvis man skal kaste al sin bekymring på Gud, så må men jo møde op der, hvor den øvelse foregår. Her, hvor vi indleder med: “Herre forbarm dig over os!” Her, hvor vi har badet og ordet og bordet. Her, hvor vi slutter med: “Herren velsigne dig og bevare dig”, og hvor vi møder Gud ansigt til ansigt og får hans fred at gå hjem med. Amen.