Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
»Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!«
“Se julen fra en ands synspunkt”, sådan starter en gammel Shubidua-sang. Og det er “ikke særlig skæg [at være and:] / bare ned med svesken / og op på disken / så har jeg lagt mit sidste æg”. Og sangen slutter med en lang, rappende og kærlig hilsen fra Anders And.
Men det er ikke denne vrøvle-vise, vi skal synge i dag. Nej, vi skal bare se julen fra en andens synspunkt, indledningsvis fra englens synspunkt.
Men kan man det? Hvad ved vi om engles tanker, hvis de overhovedet tænker? Jo, englen Gabriel kunne vel nok have tænkt sit, da han blev sendt til Maria i landsbyen Nazareth med budskab fra Gud, om at hun skulle blive med barn og føde en søn og give ham navnet Jesus. Og kort tid efter gik englen så bud til Josef, som overvejede at slå op med Maria, og englen måtte mægle og glatte ud og sige: “Josef … vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden.”
Og så 9 måneder efter blev barnet født – som vi har hørt i juleevangeliet. Og her dukker englen op igen. Nu for hyrderne i strålende herlighed. Og der forkyndes en stor glæde for hele folket. Og en himmelsk hærskare falder ind i lovsangskoret og synger lovsangssymfonien.
Men hvad tænker en engel? Hvad er en engels synspunkt? Jo, vi kan da god fantasere over det, men i grunden tænker en engel nok ikke så meget. En engel – det er en budbringer, et postbud så at sige, som bringer budskab fra Gud. Og et godt postbud prikker ikke på pakkerne eller kigger ind i konvolutterne. Et godt postbud bringer bare posten ud. Det er afsenderen og budskabet og modtageren, der virkelig gælder, ikke budbringeren.
Professor Rath er en stilfuld, men også selvhøjtidelig, midaldrende gymnasielærer. Vi møder ham først ved morgenbordet, efter at hans husbestyrerinde har givet besked om, at morgenmaden er ved at være klar. Han hælder pertentlig kaffen op i sin kop [viser med fagter], og nu begynder han underligt nok at fløjte nogle venlige toner. Han gentager tonerne, men får ikke noget svar. Vi ved ikke hvorfor, men så ser vi ham gå hen til et fuglebur; det var altså en lille spurv, som han forsøgte at komme i kontakt med. Men fuglen er død, og han tager den omsorgsfuld ud af buret.
Og i samme øjeblik kommer husbestyrerinden ind i stuen med det ristede brød til professoren, og hun tager den døde fugl ud af hans hånd og kaster den ind i flammerne i kaminen, idet hun henkastet bemærker: “Den fugl så nu heller ikke rask ud!”
Så går Professor Rath på arbejde. Inden han kommer ind i klassen, ser vi studenterne, som larmer og er urolige. Og en af dem sniger sig endda til at skrive på den klasseliste, som professoren senere skal lave navneopråb fra: “Professor Unrat”. Det betyder professor affald!
Men, da professoren træder ind i klassen, bliver der ro. Alle rejser sig op og hilser og sætter sig først ned, når professoren giver tegn til det. Professoren er som en gud. Han bestemmer, og han er ikke særlig rar. Og han finder ud af, at studenterne gerne vil hen på værtshuset Den Blå Engel og se sangerinden Lola Lola synge og danse.
Det vil professoren forhindre, så han går selv derhen samme aften. Og det går efter mange mange forviklinger hverken bedre eller ringere, end at Professor Rath bliver forelsket i Lola Lola, kvinden med den dybe stemme, som synger så indsmigrende: “Jeg er fra top til tå kun skabt til kærlighed”. Og godt ud ser hun også; det er måske hende, som Kim Larsen et sted hentyder til med ordene: “Det hele er så simpelt / og ligetil at forstå / hvem ka’ sige nej til en engel / med nylonstrømper på?”
De indleder så et forhold de to, men det bliver afsløret, og professoren bliver fyret. De bliver også gift. Men uden arbejde synker professoren så dybt, at han må optræde som klovn på natklubben for at overleve. Og ulykkeligt slutter den film, som på en gang er en smuk kærlighedshistorie, men også historien om et respektabelt menneskes nedstigning til vanvid…
Og den historie kan måske hjælpe os til at se julen fra en helt anden vinkel og fra en andens synspunkt. Nemlig julen set fra Gud. Gud, som skabte markens blomster og himlens fugle. Og ikke mindst mennesket, og som elsker mennesket. Gud, som gennem tiden sendte engle og profeter for at hjælpe mennesker. Og Gud, som ved tidens ende besluttede sig for ikke at forblive højt ophøjet over alle ting, men som valgte at stige ned på jorden (også i dens vanvid) og blive født som menneske.
Ja, dette barn, Jesus, blev født under de ringeste forhold mellem dyr og skarn. Og han voksede op og levede blandt almindelige mennesker, blandt de små, de syge, de udstødte og foragtede. Blandt ludere og lommetyve, må vi regne med. Og pæne mennesker brød sig ikke om ham, de rynkede på næsen ad ham, de regnede ham for en klovn. Og man forfulgte ham og piskede ham og slog ham ihjel.
Men han opstod fra de døde, og hans venner, som så hans sår, troede på ham. Og de fortalte om ham overalt, ud over hele jorden til sidst. Det er evangeliet, den historie, som vi hører begyndelsen på i dag…
Og englene, hvor er de? Findes der stadig engle med budskab fra det høje? Jo, det tror jeg, at der gør. Og forleden mødte jeg en engel – sådan lidt indirekte. Der var juleafslutning med en af børnehaverne, og børnene vidste godt, at vi skulle høre om Jesus. “Ved I, hvem Jesus er?”, spurgte jeg. Og en lille dreng vidste det godt. Han svarede: “Det er Guds lillebror!”... Og jeg syntes, at det var sådan et fint svar, selv om det ikke var helt nøjagtig det, som jeg havde regnet med at høre.
Og jeg blev klar over, at den dreng havde mødt en engel, som havde fortalt ham om Jesus. Den engel var måske hans mor eller far eller en bedstemor eller en pædagog, som havde fortalt julens evangelium. En voksen, som havde fortalt det til et barn. For tider skal komme / og tider skal henrulle, / slægt skal følge slægters gang; / [og] aldrig forstummer tonen fra himlen / i sjælens glade pilgrimssang. Amen.
