Grisebrønden og den manglende figur

13. søndag efter trinitatis 2022, Matt 20,20-28. (Ingen optagelse)
Broager Kirke, 11. september kl. 10.30
750 Nu titte til hinanden – 448 fyldt af glæde – 369 Du, som gir os liv og gør os glade // 246, 1-4 Kom, lad os tømme et bæger på ny – 440 O, Guds Lam uskyldig – 246, 5-6 – 375 Alt står i Guds faderhånd

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 
Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«
    Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneske- sønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

At nogle bor i paladser, mens andre ender i rendestenen er et eviggyldig fænomen. Således påstod i hvert fald en københavnsk lokalpolitiker sidste år: “Vi ender med boliger på Papirøen til over 40 millioner til dem, der i forvejen har råd, mens den hjemløse ligger i rendestenen!”

Og lidt det samme er på spil i dagens pinagtige evangelietekst, hvor vi hører om, hvordan Zebedæussønnernes mor, det må være fru Zebedæus, be’r så mindeligt om, at netop hendes sønner skal få de bedste pladser i himlen, når “de flytte skal fra jord og mødes ved hans højtidsbord.”

Det er selvfølgelig pænt af hende at bekymre sig for børnenes, ja de fuldvoksne sønners fremtid. Men det giver altså anledning til at sige om hende: “Enhver so synes bedst om sine egne grise!”

Den talemåde er i øvrigt tvetydig, for den beskriver på den ene side den nævenyttige rappenskralde-mor, men på den anden side, hvordan en so, en naturlig so altså, har omsorg for sine grise.

En lignende tvetydighed kom engang frem i forbindelse med kunstværket Grisebrønden, som står ved Århus Rådhus. Kunstværket er en slags springvand eller en vandkunst, hvor en so har sine 7 grise omkring sig. Det er et smukt og nænsomt kunstværk, og det er også underfundig, fordi det har et indbygget urværk, der styrer vandtilførslen og skaber bevægelse, ved at grisene pisser på skift, og soen savler. 

Oprindeligt var Grisebrønden opført i granit, men pga. skader ved hærværk er den nuværende udgave udført i bronze.

Den udførende kunstner, Mogens Bøggild, var inspireret af historien i Bibelen om den fortabte søn, der ødsler hele sin formue væk og ender med at være nødt til ligge sammen med svinene og spise deres foder. Og i de første skitser var den fortabte søn til stede sammen med grisene, men han forsvandt inden færdiggørelsen.

Grisebrønden blev modtaget meget negativt i Aarhus. Mange kunne ikke lide kunstværket i sig selv, og andre var stærkt kritisk overfor, at det var bryggeriet Ceres som havde betalt for det. Afholdsfolkene syntes, at overdreven øl-drikkeri i forvejen lokkede så mange mennesker i uføre, at man ikke behøvede at understrege det med en skulpturel svinesti. Og andre var utilfredse med, at bryggeriet under dække at kulturstøtte fik gratis reklame.

Og det med, at bryggerierne har stærk indflydelse på samfundslivet, det vidste man allerede i 1700-tallet, hvor den, som “vidste, hvor David købte øl”, var udtryk for en som havde forstand på tingene og vidste besked. Og vi kender også til det i dag, hvor Carlsbergfondet ikke blot giver mange penge til kunst og kultur, men også finansierer regeringsvenlig og systemkonform forskning i form af det nylige HOPE–projekt. HOPE (et positivt ladet ord og akronym) skulle bl.a. med anvendelse af adfærdspsykologi2 hjælpe til at udforme en national fortælling om enighed og fælles takt. Altsammen godt hjulpet af spørgeskemaer og statistik, som man selv havde udformet. 

Og med de rigtige ord og de rigtige tal kan man gøre så meget for at fremme sit formål. Således havde engang en spøgefugl3, som skulle være med til at indvie en ny, kunstig anlagt sø i udkanten af Herning, importeret nogle kasser øl fra Haderslev. Og han havde skrevet fortløbende numre på de enkelte ølflaskers etiketter. Ved indvielsen af søen delte han så ud af disse særligt nummererede øl som souvenir. Og fordi den nye sø hed Fuglsang Sø, troede nogle af modtagerne, at øllene var brygget og havde fået etiketter særligt til lejligheden! (Vi Sønderjyder ved bedre...).  

Men selv om de blev snydt, så skal herningenserne dog have den ros, at de bedste pladser ved den sø ikke er forbeholdt de mest pengestærke; der er nemlig anlagt et plejecenter på den ene bred med fin udsigt over søen.

Men nu til Jerusalem, hvor den ambitiøse mor var på spil. Hun havde skubbet sine sønner foran sig, og de var tilsyneladende med på den. For da Jesus spørger dem, om de er klar over, at der er koldt på toppen, og at man skal være rede til at drikke det bæger, som gives der: den bitre kalk, så mener de nok, at de kan det.

Men de ved ikke, hvad de taler om. Moren ved ikke, hvad hun beder om. For alle tre ser det ud som storhed uden lige.  

Og er der koldt på toppen generelt, så er der dødsens koldt på toppen af Golgata. Det erfarede også de to, som rent faktisk fik hæderspladserne sammen med Jesus, de to røvere på korsene til højre og venstre for ham. Og det havde ingen i den lille Zebedæus-familie forestillet sig i forvejen. Og egentlig heller ingen af disciplene.

Men forestillingen skulle snart til at begynde, og dog måtte Jesus melde helt klart ud, at billetbestilling eller nummererede pladser slet ikke var hans bord. Det var hans far i himlen, det suverænt bestemte den slags. For “Menneskesønnen var ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Også for dig og mig.

Guds egen søn havde gjort sig til vores tjener. Og dermed havde han vendt op og ned på vores begreber om, hvad det vil sige at tjene. At tjene, det er det, man bliver stor af. Det er det, man vokser af. Man vokser ved selv at tjene, fordi man ved, at Gud har gjort os den største tjeneste ved at sende os sin søn.

Den kærlighed kommer ikke til udtryk ved, at Gud konstant er parat til at feje alle hindringer af banen for os og skubbe os forrest i køen. Vi kommer til at drikke de bægre, som vi helst vil lade stå. Nederlagets, fejltrinnets og også lidelsens og dødens bægre skal vi tømme.

Men Gud byder os ikke noget, som han ikke også bød sin søn. Derfor drikker vi ikke det bæger alene, heller ikke, når det allermest sådan ud.

Gud sendte sin søn til vores verden for at købe os fri til også at have lov til være små og afmægtige og ikke særlig vellykkede. Vi behøver ikke at være nummererede og rangordnede eksemplarer. Men vi er Guds børn, korstegnede af og med Jesus Kristus, som med sin lidelse og død har løskøbt os til så småt at kunne skelne imellem, hvornår vores ambitioner er gode, og hvornår de er tomme. Hvornår vi virkelig tjener andre, og hvornår vi i virkeligheden gør f.eks. vores børn en bjørnetjeneste ved at pakke dem ind i vat og tage deres ansvar fra dem.

Og hvad der måske er det allervigtigste: Jesus har købt os fri til også at kunne fejle, uden at hele vores værd som mennesker af den grund falder uigenkaldeligt til jorden.

Således har vi hver især lov til at være den figur, som netop mangler på kunstværket Grisebrønden: den fortabte søn (eller datter), som netop ikke behøvede at blive dér - altid styret af et sindrigt urværk, men fik lov til at komme hjem og blive modtaget med åbne arme til festen i Guds rige. Amen.


  1. Det er detaljer, som min far, der boede og studerede i Aarhus fra slutningen af 50erne, har nævnt. Han var bonde af sind og holdt meget af Grisebrønden,.
  2. “Ifølge Michael Bang Petersen [leder af HOPE-projektet og professor i statskundskab] er udsigten til at miste sit job ikke overraskende noget, der kan motivere folk. Men man skal bruge sådan en ‘pisk’ med meget stor omtanke.” Citat fra artiklen Kolde kontanter eller fyreseddel...
  3. Spøgefuglen var min svigerfar, som engang havde arbejdet som rengøringschef  for Herning Kommune og længe efter fungerede som en slags altmuligmand. Men dette ikke nævnt i prædikenen, da det ville forstyrre pointen.