Broager Kirke, søndag d. 10. december 2023.
87 Det første lys – 612 Den store mester kommer – 362 Gør dig nu rede, kristenhed // 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed – 439,1 O du Guds Lam! – 473 Dit minde skal, o Jesus, stå – 279 Venner, lad kun skyer gråne
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Julen varer ikke lige til påske. Nej, ifølge gammel kirkelig tradition og en engelsk julesang varer julen strengt taget kun 12 dage: Det er fra d. 25. december til d. 5. januar. Derefter starter den 6. januar helligtrekongerstiden, hvor man fejrer Jesu tilsynekomst.
Og i perioden med de 4 adventssøndage før jul er det advent. Adventstid er ikke juletid, men forberedelsestid og bodstid. Derfor har vi heller ikke røde bånd på adventskransen, men violette. Vi synger kun Kyrie, men ikke Gloria. Det hele er mere afdæmpet, ja mere dystert, for der er noget, der skal renses ud i. Man skal være vågen og bede. Man skal forberede sig på Herrens komme – ikke bare som barnet i vuggen, men som verdens dommer på den yderste dag.
Og det er en svær tekst, kan man godt synes: “Det er sådan nogle historier, der giver kristendommen et dårligt ry!”, sagde en konfirmand engang. Eller hvad nu hvis der skal være dåb på denne dag, det forekommer jo. Er det så for barsk en tekst?
Ja, det skrev forfatteren Pia Juul engang en lillebitte novelle om. Den handler om to forskellige måder at reagere på, hvis man tilfældigvis er landet på en kirkebænk 2. s. i advent, fordi man er blevet inviteret til barnedåb. Novellen hedder : “Jeg vidste slet ikke, at du var så hellig”, og den handler om et yngre ægtepar, der har fået en indbydelse til at komme til barnedåb.
»Invitationen lå på spisebordet mellem dem. Hans ansigt var vendt mod vinduet, hans hud var blank i aftenlyset, han var irriteret, det kunne hun tydeligt se. “Det er længe siden, jeg har været i kirke,“ sagde hun og tog kortet op igen. “Prøv at se, så sød hun er. Tænk, at jeg skal være fadder, er det ikke pænt af dem?”
Han syntes, hun så fjollet ud. “Jeg vidste slet ikke, at du var så hellig”, sagde han.
“Når jeg aldrig har været i kirke, mens du har kendt mig, kan man da ikke kalde mig hellig, kan man?” sagde hun.
“Jeg ved slet ikke, om jeg vil med,” sagde han. “Altså i kirken.”
“Tror du, man kan det?” sagde hun. “Komme til frokosten, men ikke i kirken?”
“Selvfølgelig kan man det!” sagde han. Men han gik med.
Men dem kendte han ikke, så han så blot bekymret på hende, hendes blik var langt oppe i koret, ikke på bænken foran, ikke et øjeblik på ham. Og da hun skulle op at stå ved døbefonten, gik han ikke med.
Rædselsslagen så han på hende, hun så jo lykkelig ud, men hvorfor havde han så ikke set det udtryk før? End ikke da de blev gift; ikke når han kom hjem fra rejser; aldrig.
Han gjorde et forsøg. Men teksten til prædiken [bagefter] rystede ham. Det var noget med Himmeriget og ti jomfruer og nogle lamper. Han hørte efter, men så stod han af. “Jeg troede ellers, ham Gud var sådan en flink fyr!” sagde han forarget og uden at dæmpe stemmen.
Hun sendte ham et såret blik og rystede på hovedet, så vendte hun ansigtet op mod præsten igen. “Og så til en barnedåb!” blev han ved. “Kunne han da ikke have fundet noget, der passede bedre til en barnedåb!” Denne gang lidt mere lavmælt, men højt nok til, at hun hørte ham; hun drejede bare ikke hovedet igen.
Da de var kommet ud af kirken, skulle barnet fotograferes med forældre og bedsteforældre og faddere. Hun så efter ham. Han skulle være blevet hjemme, det her var ikke nødvendigt, han lignede en, der havde været i kamp, fuldstændig udmattet. Han gik ned ad nogle grusgange på kirkegården og tændte en cigaret og vendte sig om og så derop.
Nu lignede hun sig selv igen. Men det, han havde set, kunne han ikke forvinde. Det var det uhyggeligste, han havde været med til i hele sit liv. Hvorfor havde hun set så lykkelig ud? Hvordan skulle de leve et normalt liv efter det her? Han var ikke sikker på, han kunne.«
Det var novellen i al sin korthed. En historie om en mand, som troede, at præsten selv havde valgt evangelieteksten til den dag. Og som troede, at Gud var en flink fyr, som ikke stillede alt for store krav til mennesker om overhovedet nogen. Og som slet ikke kunne glæde sig sammen med sin kone, sin brud, fordi hun her i kirken var optaget af noget, som hun ellers aldrig var optaget af. Hun var forandret, og hendes forklarede ansigt var et frygteligt syn for ham. Hun havde set så lykkelig ud. Det havde nærmest været som om, at hun havde været ham utro. Og han var ikke sikker på, at de kunne leve et normalt liv sammen efter dette.
På en eller anden måde fandt han hendes lykke upassende. Jo, dengang de var blevet gift, da var hun lykkelig. Og det var han også. Det var en god dag, og det i kirken havde ikke fyldt så meget. Men det her var jo noget andet.
Og hvad var der egentlig sket med kvinden? Jo, det var jo nok det, at hun pludselig var vågnet op og havde genkendt sig selv som en, der kender Gud, og føler sig kendt af Gud.
Og formodentlig var det sådan, at i hende lå der lidt olie gemt. Hun genkendte indgangsbønnen med dens fremmedartede og alligevel hjemlige ord. Hun havde lært dem at kende som barn. Trosbekendelsen kunne hun atter udenad. Hun rejste sig og satte sig ned og sang med på salmerne i takt og var en del af gudstjensten. Hendes ansigt blev mildt.
Hun blev rolig i den tro, at hun tilhørte Gud, først og sidst – før hun tilhørte sig selv, før hun tilhørte sin mand.
Og det var nok ikke bare denne ene evangelietekst, som klingede i hendes sind. Måske hun havde gået i kirke som barn, måske hendes forældre havde taget hende med. Måske var det bare kirkegangen fra konfirmationsundervisningen. Under alle omstændigheder havde hun olie på lampen, noget, der kunne antændes og lyse, så hun vågnede op og fattede, hvem hun var: et menneske elsket af Gud.
Måske vi også har olie på lampen, når Herren, livets konge, kommer til os – i adventstiden og på den sidste dag, når vi skal forenes med ham til den himmelske fest.
Den sidste dag. Den sidste dag blev det i øvrigt for Pia Juul i 2020, da hun døde kun 58 år gammel. Det år, som hun havde forfattet en smuk sang, sangen til 100-års jubilæet for genforeningen. En sang også om at lyse og have olie på lampen, synes jeg. Første og sidste vers lyder sådan her:
1. Hver dag en ny dag, hver dag en gave.
Se dig omkring.
Vil du dele din blomstrende have
med andre eller slå ring
om dig selv og dit liv og din verden?
Vil du åbne eller lukke,
vil du slukke håbet
eller slå bro?4. Den du har savnet, kommer tilbage,
kysser dig blidt.
Dette kys vil få bugt med din klage,
så rust dig – fjern dit stakit.
Sæt din grænse men hold døren åben.
Du kan åbne, du kan lukke.
Du kan hugge håbet
ind i en sten.
Amen.
