Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt

2. søndag efter påske 2022, Joh 10,22-30. (Ingen optagelse)
Broager kirke, 1. maj kl. 10.30 (Diamantkonfirmander)
736 Den mørke nat forgangen er – 309 Bøj, o Helligånd, os alle –168 Hyrden er én og så han hjord // 667 Skulle jeg dog være bange – 435, 3 O Jesus Krist, Guds Søn, Guds Lam – 236 v. 5 – 234 Som forårssolen morgenrød

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«

Det er historier og billeder, som bare de nævnes, vækker en hel masse følelser inden i os. Tænk blot på “Den lille pige med svovlstikkerne”, af H.C. Andersen, hvor de varme svovlstikkers korte varme kun er med til at understrege, at  den stakkels pige frøs ihjel. Det er nu kun en ganske kort historie, og måske derfor har den aldrig ramt mig så dybt.

Helt anderledes var det med bogen “Onkel Toms hytte”, som handler om en stakkels bortløben negerslave (sådan hed de stadigt, da jeg var barn), en mand, som blev udsat for frygtelig meget ondskab. Og da min mor læste bogen for mine søskende og mig, så græd vi over den sørgelige historie. Den bog stammede fra 1852, og ud over vores langt senere tårer var bogen meget vigtigere medvirkende til, at slaveriet blev ophævet med og efter den amerikanske borgerkrig.

Og herhjemme skrev forfatteren Martin Andersen Nexø lige efter 1. Verdenskrig en helt række selvstændige bøger, som senere blev til hovedværket – og filmen fra 1946 – “Ditte Menneskebarn”, den fattige pige, som måtte gå så meget skrækkeligt igennem og døde fattig og ensom, men alligevel med følelserne og kærligheden og hjertet i behold. Og på den måde afspejler menneskebarnet Menneskesønnen – en pointe, som nok ikke var utilsigtet fra forfatterens side…

Og på Jesu tid var var det historien om og billedet af hyrden med sine får, som Jesus brugte. Det var et billede, som straks sagde hans tilhørere noget, når de hørte det. Det var kendt og elsket langt tilbage, hvad vi kan høre i Salme 23 fra Det Gamle Testamente, som jeg læste fra alteret. Her bruges hyrdebilledet som eksempel på Guds omsorg. Og der er faktisk to af konfirmanderne i år, som uafhængig af hinanden har valgt dette citat fra Salme 23: “Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du (Gud) er hos mig, din stok og din stav er min trøst.”

Og Jesus kalder sig selv den gode hyrde og placerer sig i denne gamle tradition, som alle er fortrolige med. Og de mennesker, som fulgte Jesus, vidste, at den gode hyrde er den, som ikke svigter, når det gælder, og som vil gå igennem ild og vand for at sørge for sine får. I modsætning til dem, der bare gør det tingene for pengenes skyld og løber af pladsen, så snart det bliver farligt og koster noget.

Og fårene – ja det er jo et billede på os. Det er ikke for at sige, at vi er fårede eller dumme og ubegavede. For billedet handler om den tætte relation mellem Jesus og os: at vi er lige så afhængige af ham, som fårene er af hyrden. 

Relationen er så tæt, at intet er skjult for den gode hyrde. Vi er kendt fuldt ud, dvs. vi er kendt på en måde, ingen ellers kender os, ja som vi heller ikke kender os selv.

Men er det ikke forfærdeligt at være kendt sådan, at intet er skjult? Hvor skal vi skjule os, skjule alt det, vi ikke vil være bekendt?

Og jo, det er en rystende tanke, hvis det var alle andre end Jesus, der gode hyrde, der kendte os sådan. Så var det jo det totale overvågningssamfund, der, hvor alle kunne checke oplysningerne på vores mobiltelefon fx. Men nu er det ham, der siger det. Siger, at han kender os, ja kalder på os, og vi kender ham på røsten. 

At kende nogen på røsten er meget intimt. Man kommer hjem, og den anden kalder: “Er det dig? “Og man svarer “Ja, det er mig.” Det minder om Søren Bruun fra tegneserien Radisserne, der ikke kan finde lille Thomas og leder efter ham overalt. Endelig dukker Thomas frem bag et træ i haven, og Søren Brun spørger, hvorfor han gemte sig dér. Og Thomas svarer: “Det er så dejligt, når nogen kalder på én”.

Og den gode hyrde kender os og kalder på os. Han kalder, men tvinger ingen, for kærlighed og tvang er modsætninger…

Herren er min hyrde. Det er temaet i filmen Elefantmanden, en moderne klassiker fra 1980. Den handler om et vanskabt menneske – så grim, at han i meget af filmens handling er usynlig, dækket af et klæde over hovedet.

Filmen foregår i 1800-tallet. Elefantmanden ejes af en mand, som rejser til markeds- og dyrskuepladser og viser ham frem som et dyr. Han er opfattes ikke som et rigtigt menneske. Han lever i et bur og behandles også som et dyr, og ligesom et dyr kan han ikke tale. Når man ser filmen, fornemmer man først, at der bag påtvungne maske gemmer sig et frygteligt monster.

Han skifter ejer flere gange. Og til sidst sælges han til en læge, som interesserer sig for ham af lægelige grunde. Han vil undersøge, hvorfor elefantmanden er født så vanskabt, og prøve at behandle ham og måske også lære ham at tale.

Elefantmanden kommer ud af sit bur. Vi ser hvor forkrøblet og hæslig vanskabt han er. Et rigtigt monster. Lægen sætter sig for at finde ud af, om han kan lære at tale og måske endda læse. Lægen prøver med forskellige sætninger, som manden gentager automatisk. 

En dag er han parat til at blive præsenteret for hospitalets ledende professor. Professoren lytter til de sætninger, elefantmanden har lært at sige, og han bliver mere og mere skeptisk. Han trækker lægen med ud på gangen og siger, at det blot er som at lytte til en papegøje, der har lært nogle automatiske sætninger.

Men mens de står derude, så hører de ham, monsteret, som de mente ikke kunne tale, citere Salme 23: “Herren er min hyrde. Jeg lider ingen nød. Han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.”

Denne scene er en af de stærkeste i filmhistorien. Disse vidunderlige ord sagt af en vanskabning forandrer alt. Som tilskuer glemmer man hans udseende, man hører kun hans stilfærdige stemme. Lægen og professoren spørger rystede, hvorfor han ikke har sagt, at han både kunne tale og læse og kendte denne salme.

“Fordi jeg var bange”, svarer han. Han fortæller sin historie. Han var født  så grim, at kun hans mor holdt af ham. Men det gjorde hun til gengæld. Hun fortalte ham om Gud og lærte ham de ord, som elefantmanden på trods af mange år med ydmygelser stadig kunne og havde fundet trøst i.

Og de ord forvandler ham fra et grimt og i en vis forstand usynliggjort monster til et synligt menneske. Og de forvandler omgivelsernes holdning til ham – fra afsky til accept og omsorg. For her udfoldes en værdighed, som ikke stammer fra andre menneskers meninger og opfattelser. Den værdighed bunder i tanken om, at et menneske ikke er skabt i andre menneskers billede, men i Guds billede.

Elefantmanden minder os om, at også for ham er Gud hyrden, som kender ham og vil kendes ved ham, selv om alle andre viste ham ryggen.

Kristentro handler om, at der en, der kalder på os og vil have med os at gøre – selv når vi i andre menneskers øjne ikke er noget at se på og hellere skulle være usynlige. Han ser os, holder af os og har brug for os.

Med den forståelse af den gode hyrde, er det befriende og glædeligt at være får. At høre hjemme hos en hyrde, der sætter sit liv til for fårene. At være med i flokken, når han siger: “Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.” Amen.