Broager Kirke, søndag d. 4. november. Hør prædiken...
732 Dybt hælder året i sin gang – 566 Er livet alt lifligt herneden – 575 Din fred skal aldrig vige // 552 Nu har du taget fra os – 439,1 – 561, 13 O kærlighed selv – 754 Se, nu stiger solen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:I små ting kan der være en stor kraft. I en smule salt, i et lille lys, som skinner. Eller i en dråbe. Således skriver Grundtvig:
Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«
Påskeblomst! en dråbe stærkDråben er en stærk metafor. Vi kender den fra udtrykket: “Dråben, som får bægeret til at flyde over”. Vi kender til Dråben, som udhuler stenen, ikke ved sin styrke, men ved stadigt at falde. Vi ved, at dråber i drypstenshuler over årtusinder danner stalaktitter i grottens loft og stalagmitter på grottens gulv, efterhånden som de på deres rejse afgiver en smule af deres mineraler. Og når jeg nævner, at blot en dråbe på den tørstendes sprukne læber kan bringe lindring, så kan det få nogle af jer til at føle tørst.
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.
At dråben er stærk, oplevede jeg som teenager, dengang jeg mange søndag aftener lyttede til radioprogrammet P4 i P1. Det var bl.a. her unge mennesker ringede ind og snakkede med Tine Bryld om deres problemer og fandt stor forståelse. Når aftenens program var færdig, sluttede man altid med Kim Larsen og Gasolins allerkorteste nummer. Det lyder i sin helhed:
Som et strejf af en dråbeDet digt blev en hel generations godnatsang. En kalder det endda “soundtracket til min ungdom”. Og jeg kan genkende følelsen.
fik vi lov til at håbe
på de ting som skal komme
førend livet er omme.
Og hvorfor er det sådan? Nok fordi digtet er så kort, enkelt og prægnant. Det har meget til fælles med et heiku-digt, uden at det dog deler det med de 5, 7 og 5 stavelser uden rim. Det har nemlig 4 gange 7 stavelser med enderim.
- Det indeholder en reference til naturen (mere end den menneskelige natur).
- Det henviser til en speciel begivenhed.
- Denne begivenhed præsenteres, som om den foregik nu og ikke i fortiden.
Som et strejf af en dråbeDråben er naturligvis referencen til naturen. Dråben, som vi kan blive strejfet af, dråben, som kan føles i håret, på øjenvippen eller på huden.
fik vi lov til at håbe
på de ting som skal komme
førend livet er omme.
Og vi fik lov til at håbe. For mit vedkommende i barneværelset eller ungdomsværelset, mens jeg hørte radio om andre unge og deres problemer, og mens jeg funderede over livet og fremtidsplaner og uddannelse og tænkte på piger, som jeg var forelsket i. Og bekymrede mig for verden, som var til at gå til i forurening, mens olien slap op, og den kolde krig rasede, og man talte meget om atomnedrustning. Men vi fik lov til at håbe. Det var den specielle begivenhed.
Her og nu foregik det, her i og nu sent søndag aften, her og nu i live fik vi lov til at håbe på vores fremtid i livet.
Men digtet indeholder ligesom mange heiku-digte også en fremtid, en fremtid helt ind i døden – eller evigheden måske. Hør et par heiku-digte:
En hel familieeller
Hvidhårede med stokke
På kirkegården
Jeg ser blomstringeneller
Så spredes kronbladene
Og det er forbi
Føllet hviler sigDråben. Hvor stærk er dråben i digtet: Som et strejf af en dråbe? Handler det kun om den sidste blodsdråbe, eller tænkes der på en dråbe stærk, en dråbe til evigt liv?
Døden en dag nærmere
Kroppen i græsset …
Begge dele! Vi får lov til at håbe på de ting, som skal komme, førend livet er omme. Men vi får også her og nu – førend livet er omme – lov til håbe på de ting, som skal komme bagefter. Dråben virker både i det lave og i det høje. Både i dag og i morgen.
Begge dele! Både det første og det sidste! I digtet “Det første og det sidste”, som er en hyldest både til videnskaben og gudstroen – det er fra 1831 – beskriver H.C. Andersen verden fra skabelse til dommedag. Og dråben er med: “Fra Tidens første Pulse-Slag, / Til Dommens sidste, store Dag. / – Alt var en giftig Dunst, der var ei Liv at haabe, / Men Kraften bød, og Taagen blev en Draabe, / Een Draabe kun, men dog en Verden stor, / En Verdens Kugle, hvor / Sig Liv udvikled’, og igjen de faste Former brast / Og blev en Grundvold fast…
Og noget senere i digtet hedder det: “Jeg så den første mand, / og alt var duft og sang på bølge, luft og land; / men hvad han følte, alle hjertets drømme, / mens ene han gik over tidens strømme, / steg, som en verden, fuld af åndens glæder, / højt mod hint land, hvor intet øje græder.” (Glans i øjet, men ikke tårens dråbe).
Og mennesket får en mage og afkom som bøgens grene, der atter sætter grene og blad ved blad. Men mennesket kriges også, og byer, folkeslag, lande og naturen selv udvikler sig og forandres – og forgår til sidst. Det beskrives sådan:
“Alt jordisk ældes må, hver sol, hver stjerne, / det nære og det fjerne; / alt sagtne vil sin gang, dets kraft vil standse! … Og Mennesket – hvert øje måtte briste! / jeg så den sidste, / Det sidste menneske på jordens store grav, / og da nu han tillukkede sit øje, / fløj ingen tanke mere mod det høje, / Men alt var kaos i det store himmel-hav.”
Det første og det sidste. Det første, et menneske ser og mærker, når det bliver født, er lyset og kulden. Det har indtil da opholdt sig trygt og varmt i sin mors mave, og kommer så med mere eller mindre besvær ud. Det får det renset luftvejene og måske et klask bagi. Og det udstøder sit første skrig – den første dag i verden. Og snart efter får det lov til at ligge trygt igen i sin mors arme.
Derefter får barnet lov til at leve et menneskeliv forhåbentlig i gode hænder hele vejen igennem. med opdragelse og opvækst, med interesser og uddannelse, med ungdom og forelskelser, i familieliv og arbejdsliv.
Men det første følges hele tiden af det sidste: Den første skoledag og den sidste – færdig med skolen. Den første arbejdsdag og den sidste – færdig med arbejdsmarkedet. Og omkring det hele er den første dag i livet og den sidste. Og bagefter venter døden.
Det første og det sidste. Sådan også i kristendommen. Jul og jesusbarnet, som bliver født og lagt i en krybbe. Og Jesus vokser op og gør gode gerninger og siger kloge og vise ord. Og til sidst bliver han korsfæstet. Men historien er ikke slut derved. Der mangler endnu “den overraskende vending”. Der, hvor det gentages, som ligger som kim i begyndelsen af historien. Det, som sker bagved døden. Påskens store dag, Kristi himmelfart og pinseunderet.
H.C. Andersens digt slutter også med livet efter døden: “Men kaos svandt, som støv-gran, for mit blik, / og hver en salig ånd til Gud indgik, / og alt var Gud, og salighed – og myriader, / Og himlen sang: »Halleluja, vor Fader!«”
Sådan slutter det digt, og sådan slutter vi også, for Gud har gemt det bedste til sidst, og derfor siger vi i lovprisningen hver eneste gang, der er dåb, og hver eneste gang, der er begravelse: “Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” Amen.
Denne prædiken er i forkortet form senere blevet anvendt til en avisklumme...
