Broager Kirke, 21. april 2024
722 Nu blomstertiden kommer – 448 Fyldt af glæde over livets under (Alberte blev døbt) – 332 På Jerusalem det ny // 407 Nu står sjælen op af døde – 439,1 O du Guds Lam – 474 Jesus Krist, du gav mig livet – 414 Den Mægtige finder vi ikke – postludium og kor: “Lyse Nætter”
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«
Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«
Og lyset vælter pludselig ind
Det kommer gennem alle sprækker
Lyse nætter er tilbage.
Denne sang hørte jeg første gang på en bustur for mere end 30 år siden. Der var en ung soldat i bussen, som spillede Albertes CD Lyse Nætter. Og lyden kom ud af en højttaler, så vi andre måtte lytte med, hvad enten vi ville det eller ej. Det var den eneste CD, han havde, og vi hørte alle balladerne og kærlighedssangene igen og igen. Men det gjorde ikke noget, for vi havde ikke så meget andet at give os til.
Jeg tænkte dengang, at det var usædvanlig følsom og romantisk musik for en ung mand. Men måske havde en kæreste givet ham CD’en eller hans mor. Og nu var soldaten på vej hjem til kæresten måske og til mor og far helt sikkert efter at have gjort militærtjeneste i Eksjugoslavien. Og måske tænkte han:
Og lyset vælter pludselig ind
Det kommer gennem alle sprækker
Lyse nætter er tilbage.
Jeg glemte aldrig sangen, men helt lagt mærke til den havde jeg nu heller ikke. Og så kom Lyse Nætter i højskolesangbogen i 2020. Og vi sang den mere og mere. Også kirkekoret sang den ved mange lejligheder. Og det var OK; det er jo en fin forårssang, en fin kærlighedssang.
Men at sangen passer særlig godt til tiden her mellem påske og pinse, det gik først op for mig, da en familie for nogle dage siden ønskede sangen spillet ved en begravelse.
Hvorfor lige mellem påske og pinse? Hvad er det for en tid? Det er den tid, som vi er i lige nu, og den tid, hvor disciplene kun langsomt kunne tro, at ikke alt var tabt.
Langfredags gru rakte langt ud over påskemorgen. Kvinderne troede knapt på, hvad de selv havde set. Disciplene troede ikke på kvinderne. Og de troede heller ikke rigtig på hinandens vidnesbyrd. Først efterhånden, som de hver især selv ved forskellige lejligheder så den opstandne Jesus, troede de.
Og han skulle ellers have været forberedt. Forberedt af alt det, som han havde oplevet sammen med Jesus. Forberedt ved Jesus’ lange afskedstale, som vi hører om i dag. Der, hvor Jesus siger, at han skal forlade dem.
Og Jesus vidste godt, at disciplene så vil føle sig hjemløse, og derfor sagde han: “I min fars hus er der mange boliger”. Og han sagde, at han der ville gøre en plads rede for dem.
Og hvad er det så for en plads? En plads i himlen måske, i evigheden engang? Jo, det må vi tro. Men det er mere end det, for de mange boliger og også et billede på et hjem. Der, hvor man hører til. Der i familien, hvor vi kan være os selv uden at skulle leve op til noget. Hvor vi er kendte som dem, vi er, fordi mor og far elsker os. Fordi vi forældre elsker vores børn. Og også her i verden må vi være hjemme, fordi Gud elsker os. Og således er verden, den gode verden i hvert fald, også en bolig. Som det hedder i Gamle Testamente: “Herre, du var vor bolig i slægt efter slægt. Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!”
Og Jesus gik bort. Og det var ikke bare et andet sted, han gik hen, et sted, som vi ikke vidste, hvor var. Nej, han gik bort til et sted, som vi ganske udmærket vidste, hvor var. Det sted, som vi føler os hensat til, når vi er hjemløse og modløse. Dødens, smertens og kuldens sted. Gudløshedens sted. For at føre os tilbage fra døden til livet, for at hente os hjem gik Jesus bort. For at give os plads hos Gud tog Jesus livtag med døden – og vandt.
Derfor har vi atter, uden at vi selv skal præstere noget, hjemstedsret hos Gud. Overalt, hvor Gud er, må vi føle os hjemme med alt, hvad det indebærer. Og det er altså hjemme i kulturen, i naturen, i familien, i menneskers fællesskab.
Og så er det også hjemme i Kirken. Kirken, som fik sin fødselsdag den første Pinse, da Talsmanden, Helligånden gjorde huset fuld af vind og flammer og sprog. Her, hvor vi bekender den ene tro på Den Treenige Gud, Faderen, Sønnen og Helligånden, selv om vi mødes under mange sprog og skikke.
Bl.a. skikken at synge sangen Lyse nætter. Og nu skal I høre, hvad den sang kunne have med kristendom og tiden fra påske til pinse at gøre:
Lyse nætter er en sang med mange stemninger og tolkningsmuligheder. Umiddelbart kunne man tro, at det blot er en kærlighedssang, hvor den ene voksne henvender sig til en anden voksne. Men den er meget mere end det: Den handler om sorgen over sangerindens mor, som døde alt for tidligt. Og den handler broren Aske, som kom hjem efter at have været væk længe. Eller den handler om en bedstemor, der henvender sig til sit barnebarn. Og den kunne fint også handle om disciplenes aflyste sorg og håbet og troen, som vækkes til live.
Og så er sangen fyldt med praktisk værktøj til glæde: parasoller og sandaler og bølger, som maler i sandet. De er om ikke andet Guds gode gaver.
Og så er der de åndelige billeder og antydninger: Foråret, med fuglene, der vælter ind (og vi hører dem rigtig meget i disse dage). Og opstandelsen og påsken med stenen, som blev væltet fra indgangen til graven, og lyset, som pludselig væltede ind gennem alle sprækkerne. Og de møder ham igen- den opstandne, deres Herre og mester, deres ven. Og så pinsen, hvor vi har hjemmet, boligen, huset fuld af vind, og nye frugter fløjet ind. Det er Åndens liv og troens frugter.
Og, som det hedder i slutningen af Kærlighedens Højsang i 1. Korintherbrev kapitel 13: “Størst af alt er kærligheden”, så lyder det i sangen, som et udsagn fra en, som skal møde sin opstandne Herre og mester: Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig: At pynte sig for dig!
Nu skal I høre:
Nu kommer fuglene igenAmen.
Og lyset vælter pludselig ind
Det kommer gennem alle sprækker
Lyse nætter er tilbage.
Alt, hvad der rørte sig blev gemt
Da du var rejst var det så nemt
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig
At pynte sig for digDu er tilbage, du er hos migNu kommer lydene igen
Du er tilbage, med varme dage
Du er hos mig
Og verden vælter pludselig ind
Med parasoller og sandaler
Bølger maler alt i sand
Jeg havde huset fuld af vind
Og nye frugter båret ind
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig
At pynte sig for digDu er tilbage, du er hos mig
Du er tilbage, med varme dage
Du er hos mig
