Broager Kirke, d. 5. maj. Hør prædiken...
722 Nu blomstertiden kommer – 218 Krist stod op af døde – 663 Gud Herren er min hyrde god (Klug) // 168 Hyrden er én, og så hans hjord – 440 O Guds Lam uskyldig – 662,1+4 Hvad kan os komme til for nød – 484 Du, som vejen er og livet
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene.
Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faren kender mig, og jeg kender Faren; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.«
Jeg husker ikke den begivenhed, det skete 18. år før, jeg blev født. Men de gamle har fortalt, hvor stor en oplevelse, det var for dem; hvilken befrielse det var.
Men jeg husker en anden befriende begivenhed, som jeg gerne vil dele med jer. Den foregik i ugen op til den 4. juli 1976. Jeg var 13 år gammel og fulgte det hele i fjernsynet:
Der var sket det, at en fransk flyvemaskine var blevet kapret mellem Tel Aviv og Paris af nogle terrorister. Efter mellemlandinger i Athen og Benghazi landede flyet i Entebbe-lufthavnen i Uganda. Den lokale diktator, Idi Amin, støttede i forvejen terroristerne.
Ingen ville gå ind på terroristernes krav. Man vidste, at det blot ville give anledning yderligere kapringer, flere terroraktioner og forlangender om penge, løsladelse og våben uden ende.
I Entebbe blev de 248 passagerer og 12 besætnings- medlemmer ført fra flyveren ind i lufthavnsbygningen, hvor de blev budt velkommen af Idi Amin. Herefter blev jøder og ikke-jøder fordelt i to separate rum. De næste to dage blev de ikke-jødiske passagerer frigivet og fløjet til paris. De tilbageværende 94 jødiske passagerer og de 12 besætnings- medlemmer blev truet med døden.
Sådan var situationen i Entebbe lørdag aften d. 3 juli 1976. Sådan var situationen i hele verden, for vi fulgte det i aviserne, i radioen og på på TV.
Den følgende morgen oplevede jeg befrielsen, da min far kom ud ad døren fra sit kontor. Han havde vel siddet og skrevet sin prædiken færdig, som han altid gjorde søndag morgen. Og drukket te med mælk, som han altid gjorde. Og lyttet til nyhederne i radioen. Altsammen på en gang. På de punkter kunne han multitaske, ellers var han ikke nogen særlig praktisk mand.
Han kom ud af døren med de nyheder, som han havde hørt i radioen: at om natten var israelske kommandosoldater fløjet hele 4000km til Uganda og havde befriet gidslerne med meget få tab, hvilket ingen havde troet muligt eller turdet håbe på. Men det, som jeg er helt overbevist om, at min far havde bedt om, var sket. Og det var tydelig at mærke på ham, at han oplevede det som en stor befrielse…
Og så gik vi i kirke.
Og – hvad jeg først opdagede forleden, da jeg slog datoen for Entebbe-aktionen op – så fortsatte dagen med en anden stor oplevelse, da vi i fjernsynet fulgte festlighederne i anledning af 200-året for USAs uafhængighed. Jeg ved, at jeg så det hele i sort-hvidt dengang, men i mit sind lejrede det sig i farver [Formulering inspireret af Jamey Johnson: In Color]...
Efter enhver befrielse banker virkeligheden ubønhørlig på døren. Tre af gidslerne blev dræbt under befrielsesaktionen, og et gidsel, som var kommet på hospitalet i Uganda, blev senere likvideret. Og en israelsk kommandosoldat* blev dræbt.
Og senere har der været kapringer, gidseltagninger og terroraktioner. Noget er blevet forhindret, noget er ikke. Noget er endt godt, noget er ikke. Og der er ingen ende på det. Ikke i denne syndige verden. Ikke i verden sådan, som den er.
Men alligevel tænder vi lys i vinduerne, for lyset skal skinne i mørket. Lyset skal skinne for dem, som sidder i mørke og i dødens skygge. Lyset skal skinne for frihed og håb og fred.
Og vi skal også gøre noget: nogle gange er det nødvendig at yde en indsats, at anstrenge sig, at tage en risiko eller ligefrem at sætte livet ind på sandheden.
Nødvendig at tale de forfulgte kristnes sag i verden. At gå imod cencur ikke bare i Nord Korea og Kina, men også på Facebook og andre sociale medier. At kræve for dem, som man ikke er enig med og ikke kan lide, at også de skal have lov til at komme til orde. Det kan være nødvendig at tage et ubekvemt standpunkt. Det er nødvendigt at sige fra overfor bøllerne, inden de bliver til bødler. Det er nødvendig at afvise de falske hyrder, der ikke passer på fårene, men kun tænker på sig selv, især dem, som har magt i samfundet, i medierne og i den offentlige mening.
Det er vigtig at tale magten imod og tro på ham, som i sandhed var afmagten. Han, som virkelig var den gode hyrde. Han, som satte sit liv til for fårene. Jesus Kristus, som skænker os evige befrielse fra synd og sorg og fare. Han, som redder denne verden, som ikke kan redde sig selv. Han, som har lært os at be’ til sin far og sige “fri os fra det onde”. Og lært os at tro fuldt og fast på, at det skal ske, for hans er Riget og magten og æren i evighed. Amen.
