Ha’ det godt med Gud

1. søndag efter påske 2019, Joh 20,19-31.
Broager Kirke, d. 28. april. Hør prædiken...
408 Nu ringer alle klokker – 318 Stiftet Guds Søn – 249 Hvad er det at møde // 246 Kom lad os tømme – 439,1 – 473 Dit minde skal – 233 Jesus lever, graven brast
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«
    Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
    Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«
    Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. 
“Fred være med det”, siger vi ind i mellem til forskellige ting. Vi siger det fx, når nogle mennesker handler på en måde, som vi ikke rigtig kan forstå eller acceptere. Eller hvis vi ikke gider høre på det, de taler om, så resignerer vi, vi trækker på skuldrene og siger: “Fred være med det”. Vi kan mene det ironisk og sige “fred være med det” for at slutte samtalen og få ro.

“Fred være med jer”, er et helt andet udtryk. Det er noget, som den ene bringer til den anden. “Fred være med dig” er mit ønske om, at du skal have freden, og jeg for min del vil bidrage så meget som muligt til, at det skal være sådan. Shalom hedder det på hebraisk, salam på arabisk. Og på dansk: “Ha’ det godt”.

Men her i kirken er “fred være med jer” eller “fred være med dig” ikke bare noget, som den ene siger til de andre eller den anden. Det er noget, som man overbringer. “Vil du overbringe mine bedste hilsener”, kan en sige til mig, og når jeg så gør det, så kan jeg ikke nøjes med at sige: “Goddag og tak for indbydelsen”, når jeg når frem. Så er jeg også nødt til at sige, at jeg skulle hilse så mange gange fra den og den, som desværre ikke kunne komme.

Og sådan gør vi også her i kirken, når jeg siger: “Herren være med jer!”. Så er det en måde at sige: “Jeg skulle hilse fra Herren Jesus Kristus. Han kunne ikke i fysisk, legemlig forstand være til stede, men åndelig er han her, for vi er altid i hans tanker, og han ønsker at leve i os.”

Og endnu mere når jeg siger “Fred være med dig” ved dåben og tegner for barnets ansigt og bryst korsets tegn. Så er det i grunden Herrens stemme, som lyder, og Herrens hånd, som tegner. Og jeg er kun budbringer. Og vi som menighed og kirke er modtagere af evangeliet, ordet om Jesu Kristi opstandelse…

Opstandelsen var langt væk den fredag, da Jesus blev korsfæstet, og de, som fulgte ham, var bange. De skjulte sig, de fornægtede ham, og de mistede modet. Efter sabbatten, på tredjedagen, fandt man Jesu grav tom. Nogle kvinder sagde, at de havde set en engel, der havde fortalt, at Jesus lever. Men det troede de andre ikke på. De tænkte, at det var noget, som de bildte sig ind, og at sorgen, chokket og savnet fik dem til at fantasere. Så fred være med det!

Og selv liget af ham, som de havde fulgt og sat alt deres håb til, var forsvundet. Og man opholdt sig inden døre af frygt for, at man også selv skulle komme noget til. Nogle forlod skuffede Jerusalem.

Alle talte om, at det var frygtelig, at Jesus var død på den måde, og man var kede af det for Jesus’ skyld, men sorgen var også blandet med selvmedlidenhed, fordi deres forhåbninger om, at Jesus skulle overtage magten i Israel, var blevet gjort til skamme. Og de var bange for, hvad der nu skulle ske med dem.

Så er det, at Jesus viser sig for dem – ikke bare for kvinderne, men også for dem, som forlod Jerusalem og om aftenen denne første søndag står Jesus pludselig mellem disciplene og siger: “Fred være med jer!”.

Han er der som en opstanden. Måske kan han gå gennem lukkede døre, pludselig er han der i hvert fald. Som opstanden er han en anden, for han dukker op og forsvinder, og han viser sig særligt i forbindelsen med nadveren, de spiser sammen, og i forbindelse med de ord, som de kender ham ved. Maria genkender ham først, da han siger: “Maria!” til hende. Og de, som havde forladt Jerusalem, genkender ham, når han spiser med dem, og de ser ham, når han siger: “Fred være med jer!”.

Som opstanden er han en anden, men han er stadig den samme. Han er stadig den korsfæstede, som viser dem mærkerne i side, hænder og fødder.

Denne lille flok disciple, som havde været fortvivlede og havde mistet modet, ser Herren, og han ånder på dem, han blæser ånde i dem, og ligesom pustet ved skabelsens morgen bragte mennesket til live, sådan bliver disciplene her genoplivet til en ny, håbefuld fremtid. En fremtid, hvor de må have Guds Ånd med sig…

Ikke alle disciple ser Jesus ved den lejlighed. Thomas er ikke tilstede, og da han får at vide, hvad der er sket, tror han ikke, hvad de andre siger til ham. Han kan ikke forstå, hvad der er sket med de andre. Den troens flamme, som er blusset op i dem, brænder endnu ikke i ham. Han er kold og kontant skeptisk og måske også ironisk.

Senere viser Jesus sig, hvor Thomas er tilstede, og Jesus opfordrer ham til at mærke efter, om det virkelig er ham. Og han siger: “Vær ikke vantro, men troende.” Og Thomas tror. Han behøvede ikke at mærke efter; det, som han ser, overbeviser ham.

Mange andre, som ikke så Jesus, men hørte om ham, kom til tro. Den løbeild, hvormed evangeliet spredte sig ud i verden, blev tændt. Jesus havde åndet på disciplene, og den Ånd, som de havde modtaget, fik deres hjerter til at brænde og deres tunger til at gløde.

Og Jesus sagde til dem: “Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Og sådan blev menigheden ikke bare mål for mission, men også middel til mission. Mission betyder sendelse.

Mission betyder, at du skal overbringe de bedste hilsener fra Herren Jesus Kristus. Bl.a. den hilsen, som Jesus gav os i missionsbefalingen, som evangelisten Matthæus fortæller om. Og det tyder, at vi skal at sprede ordet, dvs. tale om vores tro. Vi skal holde fast i bønner og lovsange. Vi skal blive ved med at døbe, vi skal samles og bryde brødet. Og når vi skilles, skal vi gå med fred.

Sådan, som disciplene gjorde fra starten af. De var udvalgte, men de var ikke nogen elite. Fordi deres Herre, Jesus Kristus, var og er alles Herre, drejede det sig ikke om at sortere fra, men om at medinddrage. At medinddrage også den, som ikke selv har fortjent det. Det er det, som det drejer sig om, når Jesus siger: “Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt”.

Og de var flinke til at forlade synder i Jesu Kristi navn, fordi de også selv var blevet meget forladt. Det var forfølgeren Saulus: Da Jesus viste sig for ham i et syn, blev blev han inddraget som medarbejder på Guds rige, og han blev til hedningernes apostel Paulus. Og så var det Simon Peter, som tre gange på én nat havde fornægtet Herren, men senere blev et vidne om Guds fred ved Jesus Kristus, også selvom han kun tøvende gjorde sig klart, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at Jesus Kristus er alles Herre. Og så Thomas, der selv overfor de allernærmeste vidner forholder sig afvisende overfor ordet, men kræver håndgribelige beviser. Thomas blev senere ifølge traditionen østens apostel.

Forfølgerens, fornægterens og tvivlerens rehabilitering er det, som vi kalder syndernes forladelse. Syndernes forladelse gælder enhver, som ender med at tro på det, også os. I ordet må vi høre det forkyndt. Når vi vandrer med Jesus, eller måske snarere, når han vandrer med os, må vi føle det. I nadveren må vi virkelig møde og se den opstandne. Og så kan vi ha’ det godt med Gud. Amen.