Broager kirke d. 20. juni kl. 10.30
29 Spænd over os - 448 Fyldt af glæde - 658 Når jeg er træt og trist // 492 Guds igenfødte, nylevende sjæle - 439,1 O, du Guds lam - 251,3 af Jesus, himmelfaren - 330 Du, som ud af intet skabte
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:”Lignelsen om den fortabte søn” er måske den mest kendte og elskede lignelse i Bibelen. Og det er den nok, fordi den taler så direkte til os alle sammen om noget, som vi kender: bl.a. om det at bryde op eller blive hjemme. Om at rejse hjemmefra og komme hjem igen. Om savn. Om gensynsglæde. Om misundelse og retfærdighedsfølelse hos dem, som opførte sig pænt og blev hjemme, men heller ikke oplevede så meget som dem, der rejste ud. Alt dette kender vi alle sammen til i større eller mindre grad.
Jesus fortsatte: »Der var engang en mand der havde to sønner. En dag sagde den yngste: ›Far, lad mig få de penge jeg skal arve, allerede nu‹, og så delte manden sin formue mellem dem. Kort tid efter pakkede den yngste søn alle sine ting sammen og rejste til et fremmed land langt væk. Her levede han et vildt liv og strøede om sig med penge indtil han havde brugt dem alle sammen. Så blev der hungersnød i det land hvor han boede, og han havde ingenting at spise. Han bad om at måtte bo hos en af de lokale, der satte ham til at vogte svin ude på marken. Han var så sulten at han var parat til at spise sig mæt i svinenes foder, men ikke engang det kunne han få lov til, ›Her sidder jeg og er ved at dø af sult, mens de dårligst stillede arbejdere hjemme hos min far har masser af mad,‹ sagde han til sig selv og kom endelig til fornuft. ›Jeg tager hjem til ham og siger: ›Far, jeg har opført mig forkert både over for dig og overfor Gud. Jeg fortjener ikke længere at blive behandlet som din søn, men kan jeg ikke få lov til at arbejde på gården?‹‹ Så rejste han hjem. Mens han stadig var langt væk, fik hans far øje på ham. Han fik ondt af sønnen og løb ham i møde og omfavnede ham og kyssede ham. ›Far,‹ sagde sønnen. ›Jeg har opført mig forkert både over for dig og overfor Gud. Jeg fortjener ikke længere at blive behandlet som din søn.‹ Men hans far sagde til slaverne: ›Skynd jer at hente det fineste tøj og giv ham det på. Sæt en ring på hans finger, og giv ham sko på fødderne. Og tag så den bedste kalv vi har, og slagt den. Det her skal fejres. Jeg har fået min søn tilbage. Han var død, men er blevet levende igen. Jeg havde mistet ham, men nu er han blevet fundet.‹ Og så blev der festet.
Den ældste søn havde været ude på marken. Da han nu nærmede sig gården, hørte han musik og dans og kaldte på en af slaverne for at få at vide hvad der foregik. ›Din bror er kommet hjem,‹ svarede slaven, ›og din far har slagtet sin bedste kalv fordi han har fået ham tilbage i god behold.‹ Så blev den ældste søn vred og nægtede at gå med ind. Hans far kom ud og forsøgte at overtale ham, men han sagde: ›Her har jeg arbejdet for dig og overholdt husets regler i alle de år, men du har aldrig givet mig så meget som en ged så jeg kunne feste med mine venner. Imens har din søn dér brugt hele din formue på bordelbesøg, og så snart han kommer tilbage, slagter du den bedste kalv for at fejre det.‹ ›Kære barn,‹ svarede hans far. ›Du har jo været hos mig hele tiden, og alt det der er mit, er også dit. Men lige nu skal vi holde fest og være glade, for din bror, der var død, er blevet levende. Jeg havde mistet ham, men nu er han blevet fundet.‹« D.N.A.
For mig har faren, der stod og ventede og spejdede efter sin søn dag efter dag og derfor så ham på lang afstand den dag, da han endelig kom hjem, altid stået meget livagtig. Det har mindet mig om min far, som altid savnede rigtig meget.
Og det at rejse bort og komme hjem igen kender jeg godt til. Det minder mig om en bestemt sommerdag for 17 år siden. Det var den dag, da min familie kørte mig til toget, da jeg skulle rejse til det tidligere Jugoslavien for at være observatør dér. Det var en helt særlig afsked, fordi vi jo godt vidste, at det var farligt, og at jeg måske ikke kom tilbage rask eller i live. Og fem måneder senere hentede min far mig i lufthavnen. Det var dejligt.
Blind Boys er en gruppe af gamle mænd. Nogle af dem har været med helt fra starten, da de var små drenge. Andre er kommet til senere. Men gamle er de, og de ved godt, at de bogstaveligt set synger på sidste vers. Og som de dog synger! I de seneste år har de udgivet mange, gode CD’er og givet store koncerter med berømte gæsteoptrædende, og deres traditionelle gospel-stil er på fornem måde blevet krydret med andre stilelementer.
Et af deres mest rørende numre er ”The Last Time” – Den sidste gang. Her synger de: ”Det er måske den sidste gang, den sidste gang, at vi skal synge sammen – jeg ved det ikke. Den sidste gang, at vi skal være sammen. Den sidste gang, at vi skal synge lovsange sammen og holde gudstjeneste. Det er måske den sidste gang, børn”, synger de. Og temaet gentages nogle gange.
Men sangen er ikke trist på trods af den erkendelse, at deres fællesskab vil blive brudt. De synger bare, synger med harmonier og fraseringer og hvad, det nu alt sammen hedder. Der er ”drive” i sangen, som man siger, og den går ikke i stå, men toner ud i evigheden så at sige.
Ud i evigheden – det er nemlig Blind Boys’ perspektiv. Det fremgår nemlig af mange af deres andre sange. At de tror på Gud, at de tror på, at de skal ses igen i himlen. Men Gud og Jesus og Helligånden er ikke bare hjemkomst for dem, en kommende virkelighed. Nej deres tro er også deres erfaring af at være mennesker, at være syndere, ikke at være perfekte i alting. De kan også synge: ”Sometimes I feel like a motherless child a long way from home” – altså ”Nogle gange føler jeg mig som et forældreløst barn langt hjemmefra”. Men de kender også til at være tilgivne og elskede af Gud. Altid at være set af Gud med kærlige øjne.
[En bemærkning, da en far bragte et skrigende barn ud. Der var i øvrigt mange støjende småbørn i kirken]. The Blind Boys har aldrig set nogen ting. De har aldrig set verden. De er jo blinde. Men de har alligevel oplevet meget. Og jeg fornemmer, at de har set Gud, og at det er det vigtigste for dem…
Det er ikke det vigtigste for den ene søn, lillebroren i lignelsen om den fortabte søn. Han vil ud - ud og se. Han får udbetalt sin arv og rejser væk hjemmefra. I begyndelsen går det godt. Drengen lever i sus og dus, bedre end han har råd til, og sikkert også mere vildt, end han har godt af. Og så går det ham selvfølgelig på samme måde, som det går så mange andre, der pludselig kommer til penge: en dag er der ikke flere tilbage, og så står man der med håret i postkassen og hul i lommen.
Vennerne er væk lige så hurtigt som pengene, og da det er strenge tider, må lillebror skaffe sig et job. Og et elendigt job er det. Det er det ringeste job, man kan få, for hvis vi husker på, at historien er fortalt til jøder, så kan vi forstå, at det at passe svin og ligefrem spise af den mad, som svinene æder, det er virkelig bunden. Det svarer til at tømme latriner eller det, som er værre.
Til sidst kommer drengen til fornuft. Dvs. han opgiver sin stolthed og indser, at han havde det bedre hjemme hos faren, og han bestemmer sig for at vende hjem og indrømme, at det ikke gik for ham. Han er endda villig til ikke længere at kaldes søn, men at arbejde som slave for faren.
Så drager han af sted hjemad. Mon ikke han havde regnet med, at han skulle komme luskende hjem med halen mellem benene? Mon ikke han havde regnet med, at han skulle komme til bagdøren og stå der med hatten i hånden. Sådan gik det ikke. Tværtimod.
Faren ser ham allerede, mens han er langt borte. Han må have stået der på terrassen hver eneste dag og kigget efter ham og savnet ham. Han har sikkert tænkt: bare der ikke er sket ham noget. Skidt med, om han har lavet ulykker. Skidt med, om han har mistet penge og kuffert og pas, bare han er i live og har det godt. Bare han kommer hjem!
Straks faren ser drengen, løber han ham i møde og omfavner og kysser ham. Han vil slet ikke høre på drengens undskyldninger, så lykkelig er han, og han arrangerer med det samme en fest, for sønnen var ikke død, men levende, ikke længere fortabt, men fundet igen…
Men der er mere i historien. Der er jo også det med storebroren. Storebroren, det er ham den pæne dreng, som bliver hjemme og passer sit arbejde og ikke ødsler pengene væk. Han er den fornuftige og ordentlige.
Han er ude på marken at arbejde, og da han kommer hjem, finder han ud af, at hele huset er på den anden ende, og at der rigtig bliver festet. Mens han får støvlerne af og får vasket støvet af kroppen, spørger han til, hvad der foregår, og får at vide, at hans bror er kommet hjem i god behold, og at det er derfor, at der er fest.
Nu burde storebror nok blive glad og glæde sig sammen med faren og være med til festen. (Faren er jo Gud, som er rig nok til at feste for den ene, uden at der går noget som helst fra den anden.) Men han bliver ikke glad. Han bliver derimod ærgerlig, rigtig godt harm og sammenbidt. Og man kan se ham for sig, mens han står der udenfor huset i strømpesokker, med knyttede næver og sparker til en spand, så den vælter, og hønsene forskrækket flyver til alle sider.
Faren kommer ud og beder ham komme med ind til festen, men det vil han ikke. Han er slet ikke i humør til at feste, men begynder at beklage sig. Og da han først får lukket op for posen, så kommer det hele ud: ”Jeg har altid været herhjemme, og jeg har gjort alt, hvad du har sagt. Og se, nu disker du op for lillebror, men du har aldrig givet mig så meget som en kasse sodavand, så jeg kunne sidde og hygge mig med mine venner. Han har bare fråset, og nu holder du stor fest for ham!”
Faren siger så til ham: ”Kære barn, du har jo været hos mig hele tiden og alt mit er dit. Men nu skal vi holde fest og være glade, for din bror, der var død, er blevet levende. Jeg havde mistet ham, men nu er han blevet fundet.”
Her slutter historien, og det gør min prædiken også, og så må I selv finde hjem herfra – hvad enten I er storebrødre eller lillebrødre, storesøstre eller lillesøstre - I må selv finde hjem til, hvor I bor. I må selv finde hjem til Gud. Amen.
