732 Dybt hælder året i sin gang – 446 O, lad din Ånd nu med os være – 403 Denne er dagen, som Herren har gjort // 262 Frydetonen går mod tronen – 439,1 O du Guds Lam! – 473 Dit minde skal, o Jesus, stå – 431 Herre Kristus, dig til ære
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre.
Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.
Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre [og søstre], det har I gjort mod mig.
Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.
Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«
Man kan vel ikke høre og i hvert fald ikke læse denne voldsomme evangelietekst uden at få en lille smule dårlig samvittighed, for hvad har jeg ikke gjort forkert i mit liv?
Jo, nu skal I høre. Da jeg gik i skole, havde vi en pige i klassen, som hed Joan.
Joan lod sig aldrig mærke med det eller svarede igen, men det var oplagt, at hun blev ked af det.
Og vi vidste vel allesammen, at det var forkert at drille og moppe på den måde. Vi gjorde det jo heller ikke, når der var en lærer tilstede. Men ellers gjorde vi det, hvad enten vi gik forrest i det eller bare var medløbere. Jeg husker ikke, om det nogensinde stoppede. Og det er trist at tænke på.
Og så kan nogle så finde på at sige, at sådan gør børn jo - selv store børn. Men så enkelt er det altså ikke, for det er noget, mennesker gør. Og i stor stil.
Men bogen blev skrevet meget tidligere. Materialet til den blev samlet af en sprogvidenskabsmand før og under 2. Verdenskrig. Han var tysker og jøde, og derfor blev han fyret fra sit job på universitetet. Men fordi han var gift med en arisk kvinde, slap han for at blive sendt i koncentrationslejr. Og han kunne så sidde derhjemme, arbejdsløs, men med god tid til at høre radio og læse aviser og notere sig sproget. Og han overlevede krigen og udgav sin bog i 1947.**
I bogen kan man læse om, hvordan nazisterne under det tredje riges tyranni konstruerede et sprog, der på mange måder blev til en undskyldning for, hvorfor det var i orden at diskriminere jøder, sigøjnere, kommunister, homoseksuelle og andre, som Hitler og sådan set det meste af det tyske folk ikke kunne lide.
“Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”, skrev Klemperer. Og så forklarede han, hvordan ved selve propagandaens væsen sproget perverteredes, når ord som “tilbagetog” blev “frontforkortelse” og “folkemord” blev til “Endlösung”. Og alle løgnene accepteredes som den evige sandhed.
Men måske er det sådan, at vi mennesker i alle tider – også på Jesu tid, også i dag – er gode til at sætte almindelig medmenneskelighed ud af kraft for andre hensyns skyld?
I dag hører vi i hvert fald om Jesus, der holder dom ved tidens ende over to grupper af mennesker.
På den ene side har vi de velsignede, som har hjulpet de sultne, de syge, de fremmede og dem, som var i fængsel, som om det var Herren Jesus selv, de hjalp.
På den anden side er der de forbandede. Det er dem, som ikke har hjulpet dem, der var i fængsel eller manglede tøj eller mad og drikke. Dem, der ikke havde set Herren i de mennesker, som havde brug for hjælp.
Læg mærke til de velsignedes undren, når de spørger: “Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?”
Det er som om, at de velsignede slet ikke gjorde det, som de gjorde, med beregning eller bagtanke eller nogen særlig begrundelse. De gjorde det bare, fordi det var rigtig, og fordi deres hjerte bød dem at hjælpe og ikke fordømme.
Omvendt med de forbandede. Det er som om, at de også er overraskede. Overrasket over, at Herren siger, at de ikke har tjent ham. For de havde jo gjort så meget. De havde følt sig så retfærdige. Og de havde været så selvgode. Men de havde aldrig hjulpet de små, de mobbede og de uglesete. De mindste havde været for små for dem.
Måske de, som Herren i denne fortælling forbander, ser sig selv som sande kristne, Tyske Kristne (det hed medløberkirken under nazismen faktisk!), gode kristne.
De velsignede derimod tilhører ikke nogen bestemt gruppe, men kendes kun på deres gode gerninger over for medmennesker i nød.
Men ingen vidste i forvejen, hvilken gruppe, de tilhørte. Og hvad ved vi? Hvordan skal vi agere i vores hverdag, i vores tid, i vores situation.
Måske skal vi tage ved lære af et lille Jesus-ord, som lyder noget i stil med: Lad ikke den ene hånd vide, hvad den anden gør! Dvs. hjælp bare! Ræk ud til den ene side og hjælp de upopulære, de mobbede, de små. Og lad ikke den anden hånd binde dig, den, som så gerne holder fast i flokken, den, som har alle mulige undskyldninger for at se ned på og beskylde og skyde ansvaret fra sig.
Lad ikke de knyttede næver eller de løftede pegefingre vinde over de åbne hænder. Eller de lukkede sind over de åbne.
Nøjagtig ligesom jeg og mine klassekammerater gjorde, dengang vi drillede Joan og var nedladende over for hende.
Nøjagtig, som nazisterne udviklede et sprog, der gav tyskerne gode undskyldninger for alle deres forbrydelser. En forbandet opførsel i det små og i det store.
Men det er alt sammen længe siden nu. Og hvad skete der egentlig med Joan? Jeg ved det ikke! Men jeg skylder hende jo en undskyldning. Og i den forstand er jeg en af de forbandede måske stadig for hende og i hvert fald for himlens domstol. Sådan er det.
Men så er det godt, at himlens domstol (udover det dystre billede, vi får beskrevet i dag) er en nådens trone, hvor der sidder en sympatisk dommer, en, som kender os på godt og ondt. En, som ikke dømmer os efter fortjeneste, men med mildhed. Nemlig Herren Jesus Kristus. Han, som selv var mobbet og ugleset, sulten, tørstig, nøgen, fremmed, syg og fængslet. Han var menneske på jorden. Han var ikke den stærke og populære i klassen på bekostning af de svage, selv om Djævelen fristede ham. Han overvandt vores fortabelse, forkastelse og fordømmelse ved selv at tage den på sig. Han blev fængslet og pisket og korsfæstet for os. Han døde, men opstod igen og sidder nu ved Gud Faders højre hånd. Og der sidder han – ikke med knyttede næver eller hævede pegefingre, men med åbne hænder og arme.
For Gud og Jesus Kristus elsker os, også selv om vi ikke har fortjent det, og trøster os og giver os et sikkert håb og styrke til at gøre det, der er godt, både i ord og handling. Amen.
Denne prædiken efter inspiration fra en kollega, som nævnte Victor Klemperers bog, samt fortalte om en fiktiv pige, som blev mobbet. Joan her er ikke fiktiv!
En anden person, som påtog sig en lignende rolle, var Friderich Kellner, som førte dagbog under Nazi-regimet:
“Jeg kunne ikke bekæmpe Nazisterne i nuet, eftersom de havde magten til at stilne min stemme, så jeg besluttede mig for at bekæmpe dem i fremtiden. Jeg ville give kommende generationer et våben mod enhver genkomst af sådant et onde. Min øjenvidneberetning ville berette om de barbariske handlinger og også måden hvorpå disse kunne stoppes.”
