Broager Kirke d. 1. maj kl. 9.00 og 11.00
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
[Da Jesus rejste omkring i Israels grænseområder,] blev han opsøgt af en kvinde der ikke var jøde. Hun råbte: »Hjælp mig, Herre. Min datter er syg, hun er besat af en dæmon.« Han svarede hende ikke med et ord, men disciplene sagde til ham: »Få hende til at gå væk, hun råber jo efter os.« »Jeg er kun sendt hertil for at hjælpe de jøder, der er kommet på afveje,« svarede Jesus. Men kvinden kom helt hen til ham og faldt på knæ for ham og bad: »Hjælp mig, Herre!« »Det ville være forkert at tage brødet fra børnene og give det til hundene,« sagde Jesus til hende. »Det er rigtignok, Herre,« svarede hun, »men hundene får da lov til at spise de krummer der falder ned fra deres herrers bord.« »Din tro er stor,« svarede Jesus. »Du får det, du beder om.« I samme øjeblik blev hendes datter rask. DNA:Matt 15,21-28
Som om der ikke var mere at fortælle om hver enkelt af os! Som om vores liv og livsbane kan beskrives af et ministerium!…
Hvad er et menneskeliv? Er det for stort at tænke over? Gider vi? – Vi behøver jo ikke! Vi kan nøjes med leve på nettet og hente vores åndelige føde ned med paraboler og servere det hele på fladskærm og tablets. Eller måske kan man få livet på en app?
Men det er ikke bare for nemt, det er også forkert. For menneskelivet skal foregå i den virkelige verden. Der, hvor mennesker bevæger sig.
Det er lidt ligesom brochuren, men alligevel helt anderledes, for her har mennesket jo en rolle undervejs. Og det er netop det, vi har i Guds verden. Vi spiller allesammen en rolle. Vi betyder noget for hinanden, og vi betyder noget for Gud – fra før vi blev født og helt ind i evigheden!
Og det er rigtigt, for livet kan være hårdt, og linen kan gynge, når vi går på den. Men sådan er det jo: Livet er jo en kradser med det hele. Livet er en pose blandede bolsjer, hvilket ikke bare erfaringen, men også Bibelen fortæller os.
I Bibelens fortællinger er der ikke pænt og stille. Her skriger hjorten efter vand; den tvivlende og bange skriger efter Gud, og moderen skriger over det syge barn. Her er menneskelivet knyttet sammen med kamp, mod, stædighed, udholdenhed, tavshed, spørgsmål, lidelse og død. Derfor er Bibelens syn heller ikke altid populært, for det kan gøre ondt at blive mindet om virkeligheden.
I dag hører vi om en ikkejødisk, fremmed kvinde, som kommer og råber til Jesus om, at han skal give hende andel i Guds godhed og omsorg, for hendes datter er syg.
Dæmonplaget, bliver datteren kaldt, med datidens diagnose. Og moren overskrider nu en grænse og henvender sig til Jesus. I tro eller i fortvivlelse. Og hun lader sig ikke afvise, nej, hun bliver ved, hun insisterer. At insistere betyder at man stiller sig op og står fast uanset, hvad andre mener. Og fordi hun står fast, så siger Jesus: “Kvinde, din tro er stor. Du får det, du beder om.” Og datteren bliver rask.
Troen får ret: Også dér, hvor man ikke skulle tro, at det muligt, også dér er Gud. Mirakler sker. Sorg vendes til glæde, livet vinder, som når Langfredags mørke overstråles, brydes og gennemstråles af Påskemorgens lys.
Jo, det er alt sammen meget godt, kan vi så indvende, men det sker jo ikke altid. Der sker jo altså også det, at mennesker lider tab - og taber. De vinder ikke livet tilbage, men bli’r hængende i sorg og savn.
Og det er sandt, det, som en klog mand engang sagde: “Sommetider skal man bede meget længe” – måske ind i evigheden?
Alligevel siger Jesus: “Bank på, og der skal lukkes op for dig”. Og sådan gjorde hun, denne kvinde: Hun bankede, bankede og blev ved med at banke på himlens dør.
Og hun var ikke engang kristen! Hun havde aldrig gået til konfirmationsundervising, hun kunne ikke de 10 bud eller kendte Fadervor og Trosbekendelsen udenad. Til hende sagde Jesus: Din tro er stor!
Hun havde indse, at liv og kærlighed ikke er noget, vi har ret til. Men begge dele er altid ren og skær foræring, fra Gud til os, fra det ene menneske til det andet.
Og hun er et godt eksempel på, at troen aldrig er en mening på linje med andre fikse og færdige meninger. Men tro er tillid, en enkel, barnlig og udholdende tillid, der er så dristig og vedholdende, at den uafladeligt tør rende Gud på dørene. Man må godt plage Gud!
Og det skal vi også turde. Vi skal være vores himmelske fars børn og stole på, at han altid vil vil være med os fra vugge til grav – og udover i begge ender! Og at han tager imod ethvert menneskebarn og kan synge med på:
For hvem du end er, så velkommen til verden.Amen.
Jeg vil ta’ del i dit liv og din færden.
Hvilken vej dit liv så end vil gå,
og hvilke skuffelser du end må få,
så si'r jeg:
Hvem du end er, så velkommen til livet!
Hvad der end sker, så vil ét være givet:
Første side skrives i et eventyr.
Når din første morgen gryr.
* Vugge til grav-brochuren nævnte Dorte Laukamp i en prædiken fra 2003. Dorte Laukamp, som døde i september 2010, sendte gennem årene mange prædikener til Pastor-listen (en mailingliste for præster). Oprindelig havde jeg ikke den store opmærksomhed overfor disse prædikener, men siden har jeg meget ofte fundet inspiration i dem.
