Broager, søndag d. 5. september. National flagdag for Danmarks udsendte.
66 Lyslevende fra Himmerig - 441 Alle mine kilder skal være hos dig - 388 Herrens røst var over vandet // 423 Sin menighed har Kristus kær - 440 O Guds Lam uskyldig - 472 O Jesus, søde Jesus - 6 Dig være, mildeste Gud Fader
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Det første, der faldt mig ind, da jeg i begyndelsen af ugen læste den her tekst om den lamme ved Betesda Dam, var nogle personlige erindringer fra Bosnien, hvor jeg gjorde tjeneste engang. Byen Zeniza, som jeg boede i, var ikke særligt præget af krigen. Det var sommer, og floden bugtede sig gennem byen, og folk promenerede på stierne langs floden. Men så var der undtagelsen. Der var dem, der ikke promenerede, men sad og kiggede. Unge mænd i kørestole, mænd, som havde mistet deres ben.
Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.
Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.
Dengang troede jeg, at det var en isoleret, enestående oplevelse, men i dag ved jeg bedre. I dag ved vi bedre. Vi kan jo også – på tv i hvert fald – se danske unge komme hjem fra krig ramt på sjæl og legeme. Og netop i dag er det national flagdag for Danmarks udsendte. Flagdag for alle dem, som på en eller anden måde er eller har været udsendt for Danmark. Udsendt i tjeneste - udsat og usikker:
”Når nu min verden bliver kold og forladt”. Sådan lyder indledningen til en sang af Kim Larsen, og de ord kan godt bruges til at beskrive, hvad der sker, når soldaten bliver indkaldt og må drage i krig. Så må han lade alt det kendte blive tilbage og vende sig mod en ukendt fremtid.
Allerede inden farerne truer, melder tankerne sig: Spekulationer på, om det nu er en retfærdig sag, som man skal kæmpe for. Frygten for, om man kan holde angsten i ave, så man ikke går i baglås eller panik og svigter kammeraterne.
Det er så forskellige situationer, som danske soldater har måttet drage i krig i. I den Første Slesvigske Krig i 1848 var de politiske forhold meget komplicerede, og det må have været smerteligt, at borger kæmpede mod borger og nabo mod nabo. I 1864 var situationen anderledes – fjenden var den prøjsiske krigsmagt – men stadig var der jo mindretal, som kom i klemme undervejs, og det endte med, at endog flertallet her i Sønderjylland kom under fremmed herredømme.
I Første Verdenskrig måtte tusindvis af danskere kæmpe for en sag, som ikke var deres. Mange kom aldrig tilbage og fik altså ikke lejlighed til at opleve atter at blive danske.
I Anden Verdenskrig blev kampene korte, før landet var besat. Nogle få soldater gav deres liv i kampen, men senere fortsatte gode borgere modstanden mod tyranniet, og ved at kæmpe og trodse en eftergivende regering reddede de vores anseelse udadtil og vel også vores selvrespekt indadtil.
Efter Anden Verdenskrig og navnlig i de senere år har danske soldater i stort tal været sendt ud i fredsbevarende og fredsskabende missioner. Disse opgaver har ofte været omdiskuterede, men der har altid været bred politisk enighed om, at det var rigtigt, at vi, som selv kan nyde freden og friheden, at vi hjalp vores naboer – også de fjerne og dem, som er meget forskellige fra os selv – til at arbejde i den rigtige retning…
”Når nu min verden bliver kold og forladt, finder jeg trøst i min kæreste skat. Klipper motiver med drømme og saks, papirsilhuetter af den fineste slags.” – Når soldaten sidder i skyttegraven eller står vagt og måske afventer det næste angreb eller den næste vejsidebombe, så er det ikke papirsilhuetter, som han klipper. Men i sine tanker former han billederne af dem derhjemme – dem, som han holder af. Der er billedet af konen eller kæresten, kvinden i hans liv. Der er billedet af far og mor, som gav ham til denne jord. Der er billedet af solskin og blomster og kærlige kys.
Disse billeder står i stærk kontrast til oplevelserne af krigen, hvor angst og skrig skærer gennem marv og ben, og hvor tanken om, at jeg måske bliver den næste, hele tiden trænger sig på. Kulden og forladtheden næres hele tiden af spørgsmålet, som ikke lader sig gemme væk: Hvorfor piner mennesker hinanden på denne måde? Hvorfor skal ondskaben have så stor magt?
Da hæren i 1848 drog i krig, var man ikke ordentlig forberedt. Man havde ingen feltpræster med. Det viste sig snart, at det var en alvorlig fejltagelse, for her var et behov, som ikke blev dækket. Den fejltagelse rettede man dog op på i 1864.
Præsten skulle besøge de syge på lazaretter og felthospitaler. Han skulle bede med dem, der ønskede det, både raske og syge. Ville nogen bekende sin synd, og det var ikke sjældent, for hvem kan gå gennem en krig, uden at synden hænger ved, uden at vreden og hadet blusser op, uden at man måske tænker: ”lad døden gå mig forbi og rammen en anden først!” – ville nogen bekende sin synd, så skulle præsten tage imod syndsbekendelsen og så i Jesu Kristi navn tilsige syndernes forladelse.
De døde skulle feltpræsten holde en ordentlig kristen begravelse for, og han skulle kontakte de afdødes familier og fortælle dem, at de nu havde mistet deres mand eller søn. Han skulle, og det var vel aldrig let, så godt som muligt skrive og fortælle om, hvordan alt til sidst var gået til. Sammen med brevet sendte han så den dødes personlige ejendele: en pibe, et fotografi, nogle breve, en salmebog og andre småting. Det var alt, hvad der kom tilbage til familien, efter at soldaten havde givet sit liv i kampen. Sådan var det dengang, og sådan er det vel også i store træk i dag…
”Livet er langt, lykken er kort. Salig er den, der tør give det bort.” – Krig er forfærdelig. Krigens pris er død og lemlæstelse, og kommer det ikke så vidt, så er der dog megen afsavn og angst og uhyggelige oplevelser. Også der, hvor soldaten ikke direkte er indsat i kamp, som fx i fredsbevarende arbejde eller hjælpearbejde er dette tilfældet. Hele tiden er der risikoen for at betale den højeste pris. Den pris risikerer soldaten at skulle betale, men valget er klart: hellere dø for sandheden end leve på løgnen…
Hvad enten soldaten kæmper for en retfærdig sag og har overvejet dens pris og konsekvens, eller han er blevet tvunget til at kæmpe for noget, som han ikke kan overskue eller støtte, så vil han komme eller kunne komme helt derud, hvor kulden og forladtheden gennemtrænger alt, og hvor tro og håb og kærlighed synes helt forsvundet.
Da er det, at han må gribe tilbage til det hellige ord, som lød ved hans dåb: ”Og jeg vil være med jer alle dage indtil verdens ende”. Om soldaten skal give sit liv bort, ved han ikke, men han må vide, at Guds Søn, Jesus Kristus gav sit liv bort for at frelse alle mennesker.
Han må vide, at da Jesus led døden på korset, da påtog han sig al verdens skyld og lidelse. Derfor må han vide, at Guds Søn også er med der, hvor den hårdt sårede kun venter på at dø. Der, hvor gas har kvalt soldaten, som synker ned i mudderet. Der, hvor tunge overvejelser og samvittighedsnag plager.
Han må vide, at han aldrig er alene. Så kan han sige trosbekendelsen og fadervor, eller han kan slå korsets tegn for sig og sige: ”Domine et sanctus” – ”Herre og hellig. Du har stillet dig mellem mig og døden!”
Lovprisning, koret synger ”Papirklip”.
