Den fjerde vismand

Helligtrekongers s. 2007, Matt 2,1-12. (Ingen optagelse)
Helligtrekongers søndag 2007, Matt 2,1-12. (Ingen optagelse)
Gudstjeneste med spejdernes nytårsparade.1
Broager kirke d. 7. januar kl. 10.30
749 I østen stiger solen op - 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb - 108 Lovet være du, Jesus Krist! // 136 Dejlig er den himmel blå - 121 Dejlig er jorden!2
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kom­met for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfær­det, og hele Jeru­sa­lem med ham. Og han sammenkaldte alle ypper­ste­præsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:
    'Du, Betlehem i Judas land,
    du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
    Fra dig skal der udgå en hersker,
    som skal vogte mit folk, Israel.' «
Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og til­bede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.
Nu skal jeg fortælle jer noget, som ikke ret mange ved, eller i hvert fald har lagt mærke til: ”Der står ikke noget i Bibelen om de hellige tre konger!”

Nej, det er ikke helt rigtig. Der står noget, men der står ikke det, som de fleste mennesker tror, der står.

Der var nogle vise mænd fra Østerland. Ja, det står der, men det bliver ikke sagt, at de var konger, det bliver ikke nævnt, at de var tre (selv om de altså kom med tre slags gaver, nemlig guld og røgelse og myrra (myrra er en slags  parfume)). Og det bliver slet ikke fortalt, at de skulle hedde Kasper og Melchior og Baltazar.

Men der var altså nogle vise mænd, som kom frem til Jesus med deres kostbare gaver. Det er det, som jeg læste om fra Bibelen lige før.

Men nu skal I høre om en anden vismand, som af forskellige grunde ikke nåede frem til Jesusbarnet. Ham står der slet ikke noget om i Bibelen overhovedet, men historien er meget god alligevel: Historien om den fjerde vismand3:

Vismanden Artaban boede i det fjerne Persien - ti dagsrejser nord for hoved­staden Babylon. Artaban havde forstand på stjerner og var god ven med tre stjernetydere nede i Babylon. Sammen havde de fundet ud af, at når en ny stjerne stod funklende klar i vest, så ville i det fjerne land Judæa med hoved­staden Jerusalem en konge skulle fødes, som var større end alle andre konger.

Og skulle stjernen dukke op på himlen havde vennerne aftalt, at de ville vente på ham netop i ti dage, så de sammen kunne drage den lange vej gennem ørkenen til Jerusalem for at tilbede den nye konge.

Artaban forberedte sig på, at stjernen skulle dukke op. Han havde solgt alt, hvad han ejede og købt tre ædelstene, en rubin, en safir og en diamant. Dem ville han give den nyfødte konge.

Så en aften så han stjernen tydeligt på himlen, og han begav sig straks af sted ned mod Babylon, hvor han skulle møde sine kolleger, de andre stjernetydere og vismænd.

Midt på den tiende dag var der stadig et godt stykke vej. Det kunne stadig nås inden mørkets frembrud, men der var ingen tid at spilde.

Da hørte Artaban en stønnen i vejkanten. En gammel mand lå forslået og frarøvet alt, selv det meste af det tøj, som skulle beskytte ham mod den brændende sol om dagen og den isnende kulde om natten.

Artaban blev irriteret: sådan en tilfældig gammel mand skulle ikke hindre ham i at nå frem. Men hans medlidenhed fik overtaget. Han vendte hesten, sprang af og trak den gamle ind i ly for den brændende sol og gav ham noget at drikke. Den gamle var meget svag, men efterhånden hjalp Artabans pleje, så han kunne klare sig selv. Men da var mørket faldet på, og Artaban måtte vente til næste morgen med at ride videre.

Så snart solens stråler fra øst farvede bjergtoppene mod vest, kastede Artaban sig op på hesten og red i et vild ridt mod Babylon. Men for sent: vennernes kara­vane var draget af sted ud i den øde ørken tidligt om morgenen.

Artaban tog da den ene af sine ædelstene, sin rubin, og solgte den, så han fik råd til at udruste sin egen karavane og komme af sted.

Rejsen mod vest gennem ørkenen var lang og besværlig, men en dag nåede Arta­ban frem til en lille by Betlehem uden for Jerusalem. Han havde fået at vide, at der var en fremmed karavane med fornemme folk draget hen. Men her var ven­nerne ikke. Der var ikke spor af dem.

Og underligt nok var der heller ingen mennesker i byens gader. Det var, som om en uhyggelig fare gemte sig et sted. Artaban bankede på en tilfældig dør; da ingen svarede, gik han ind. En kvinde sad og knugede sit lille barn til sig. ”De kommer” skreg hun. ”De kommer, romerne, de slår ihjel”.

I det samme hørte de trampen i gaderne, larmende rustninger, og så frygtelige skrig. Kvinden prøvede at gemme sig og sit barn. Døren blev revet op, og en ro­mersk soldat stod i døren. Artaban stillede sig op foran ham. ”Jeg er alene her”, sagde han, og fortsatte: ”Og jeg stod netop og ventede på en soldat, som jeg kunne forære denne fine safir til, hvis du vil lade mig være i fred”.

Soldaten troede ikke på Artaban, men han tog alligevel safiren, og råbte til de andre soldater: ”Her er ikke nogen”. Og så gik han sin vej.

Kvinden græd af lykke og sagde: ”Gud velsigne dig for, hvad du har gjort!” Men Artaban bad i sit indre Gud tilgive ham, at han nu havde ødslet den anden af sine gaver bort.

Kvinden kunne fortælle, at der for nylig var født et barn i byen af nogle tilrejsende fra Nazareth, og at sære østerlændinge – ”Ja, undskyld”, sagde hun, for Artaban var jo selv sådan en – nogle østerlændinge havde besøgt barnet. Og snart efter var barnet og dets forældre var rejst ud af byen og vist nok draget til Ægypten.

Artaban tog nu af sted med sin sidste ædelsten gemt allerinderst inde på kroppen. Først kom han til Ægypten, men han fandt ikke barnet. Så rejste han rundt i man­ge egne og lande. Hans gode hjerte løb af med ham mange gange, og til sidst var han en fattig mand: kameler, folk, karavaneudstyr, alt var væk. Men diaman­ten havde han stadig.

30 år var der gået, og han nærmede sig Jerusalem. Det var ved påsketid. I byen var der en sær stemning. Der var soldater alle vegne. Folk fik ikke lov til at stå og tale sammen bare et øjeblik. Artaban fik spurgt en, hvad der var på færde. Man­den svarede ham med en hvisken: ”Tre oprørere bliver korsfæstet i dag. Nogle kalder den ene Jesus fra Nazareth, Guds søn og jødernes konge”. Mere fik han ikke at vide, før en soldat vinkede dem videre.

Nu blev Artaban bange. Var han kommet for sent? Var det ham, han havde ledt efter alle disse år?

Hvor foregik henrettelsen? Han måtte af sted. Måske var det meningen med de mange års forsinkelse: Han skulle med sin diamant løskøbe kongen. Han havde allerede hånden inde ved diamanten.

I det samme kom tre soldater slæbende med en ung pige. Hun skulle sælges som slave. Lige da de kom forbi, rev hun sig løs og kastede sig ned og hagede sig fast i Artabans klæder: ”Frels mig!”, råbte hun.

Det rev og sled i Artabans indre. To gange var hans gave gået til mennesker - og nu? Han kunne ikke lade være: Han trykkede diamanten ind i hendes hånd: ”Her er din løsesum”.

I det samme blev alt buldermørkt. Byen blev rystet af et voldsomt jordskælv. En sten ramte Artabans tinding og han faldt om. Pigen bøjede sig over ham. Han så hendes ansigt, men bag hendes så han et andet: Kongens ansigt. Han var sikker.

”Tak, Artaban, for dine gaver”, sagde en stemme. ”Du klædte mig da jeg var nøgen, trøstede mig, da jeg sørgede, beskyttede mig, når jeg var svag, købte mig fri, da jeg var bundet”.

”Hvornår har jeg givet dig gaver?”, fremstammede Artaban. ”Jeg nåede det jo aldrig.”

”Du klædte mig, da du klædte den gamle, overfaldne mand i ørkenen. Du beskyt­tede mig, da du beskyttede en kvindes barn i Betlehem. Du købte mig fri, da du købte en kvinde fri fra slaveri. Alt, hvad du har givet mennesker, har du givet mig”.

Et lysskær gik over den gamle Artabans ansigt. Hans rejse var forbi. Han havde fundet kongen og givet ham hans gave. Amen.

  1. Egentlig er der ikke nogen Helligtrekongers søndag i år, da denne skal falde på en søndag mellem 2. og 6. januar, men når man har børnegudstjenester, hvilken kategori denne gudstjeneste kan falde ind under, er der frit tekstvalg.
  2. Ved ”Spejderkorpsenes Nytårsparade” deltager kun spejdere fra Det Danske Spejderkorps. Derfor er der lagt vægt på enkle og meget kendte salmer.
  3. ”Den fjerde vismand” er en legende, som findes i flere former. Legenden er filmatiseret efter novellen af samme navn af Henry van Dyke. Jeg har bygget videre på gode kollegers genfortælling af historien.