Broager kirke, lørdag d. 24. december 2016 kl. 14 og 15.30
94 Det kimer nu – hilsen, bøn, læsning – 123 Her kommer, Jesus, dine små – læsning, trosbekendelse – 112 Kom, alle kristne // 104 Et barn er født – bøn, Fadervor, velsignelse – 121 Dejlig er jorden
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
»Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Og hvor galt kan det så gå? Hvad kan man få ud af Jesus og julen, om galt skal være - altså som nitte-gevinst?
Jo, der var jo Palle, stor af sin alder, 9 år gammel. Og alle spekulerede på, hvilken rolle læreren mon ville give ham i det årlige julespil, for han var ikke ligefrem den hurtigste til at lære.
Til alles overraskelse gav læreren Palle rollen som krovært, og drengen strålede af glæde, og faktisk var det jo også kun én linje, han skulle lære: “Alt er optaget!” Og det lærte han da også at sige: “Alt er optaget!”
Så store aften. Børnene sang “Et barn er født i Betlehem”. Lyset blev dæmpet, og tæppet gik for første akt. Da de kommet til det sted, hvor Maria og Josef går hen til kroværten, så siger Josef. “Hjælp os gode mand, min kone har det dårligt. Vi har sådan brug for et værelse!”
Palle var parat til at sige sin replik. Han havde øvet sig hele dagen, og han begyndte: “Alt er…”, og gik så i stå. Han begyndte igen “Alt er…”, men han havde været så spændt og havde sådan levet sig sådan ind i situationen, at han slet ikke kunne sige sin replik færdig. []
Alle havde ondt af ham, og stakkels Palle vidste ikke, hvad han skulle gøre. Josef fik den ide, at han hellere måtte tage Maria med over mod stalden, men da Palle så det, råbte han desperat: “Vent, der er masser af plads hjemme, I kan bare komme hjem til mig!”
Se, sådan fik julespillet en noget uventet og i grunden også forfriskende drejning, for er det ikke også det, som julen drejer sig om: at vi har plads til Jesus i vores hjerter? Og det havde Palle.
En anden, som på nogen måde havde trukket en nittegevinst i livets lotteri, han levede i 1700-tallet. Han hed Moses Mendelssohn. Han blev bedstefar til den senere så berømte komponist Felix Mendelssohn-Bartholdy, som skrev melodien til den salme, som vi sang lige før.
Moses Mendelssohn var ud af en meget velhavende og dannet familie. Han var dygtig. Han kunne læse som 4-årig. Han kunne spille på flere musikinstrumenter. Han fik en varieret uddannelse og var vel det, som vi i dag kalder et universalgeni. []
Men det var først og fremmest filosofien, som han kastede sig over. Og Moses Mendelsohn fik endog guldmedalje for en filosofisk afhandling i en konkurrence, hvor selveste Immanuel Kant også deltog. Kant blev nr. 2 og fik sølv.
Og det problem gik ham mere og mere på, jo ældre han blev. Pigerne var ikke interesseret i ham, og havde ikke andet end medynk tilovers for ham.
En gang gjorde Moses ophold en tid hos en købmand i Hamborg, som var interesseret i filosofi. Og her blev Moses håbløst forelsket i købmandens smukke datter, Frumtje. Hun var en vidunderlig pige. Smuk og lattermild. Hun havde alt, hvad en mand kunne ønske sig
Og Moses var ude af sig selv. Han vidste, at Frumtje kunne få hvem som helst, hun kunne vælge og vrage mellem smukke unge mænd og behøvede ikke at se til hans side. Og flere forsøg på at komme i kontakt med pigen var da også løbet ud i sandet, idet hun høfligt og bestemt havde afvist ham.
Men da Moses skulle til at afslutte sit ophold hos købmandsfamilien, tog han endelig mod til sig til sit sidste forsøg på tilnærmelse. Han trak hende til side, og de satte sig på en bænk i haven. Hun så ned, og han spurgte hende: “Ved du, at ægteskaber bliver bestemt i himlen?” Hun svarede ikke.
“Jo, ser du”, fortsatte han, “når en lille dreng skal fødes, bestemmer Gud, hvem han skal giftes med. Og da jeg blev født, hørte jeg tilfældigvis, hvad Gud sagde. Gud sagde: ‘Din kommende hustru vil være pukkelrygget’. Og jeg blev forfærdet, og straks sagde jeg til Gud: ‘Kære Gud, det duer ikke! Det vil jo være forfærdeligt for en kvinde at være pukkelrygget, det er en tragedie, men det er meget lettere for en mand at bære den skæbne. Lad hende være smuk, og så kan jeg blive pukkelrygget i stedet for!’”
Da blev Frumtje rørt og så op og så på Moses med nye øjne og rakte ham sin hånd. Og senere blev de gift og fik et langt og lykkeligt ægteskab…
Også den historie skal minde os om, at Jesus Kristus, Guds Søn, lod sig føde som menneske til den opgave at lide og dø vores skyld.
Meget kan vi lære af barnet i krybben. Og det er ikke altid vores forstand eller rigdom eller evner, det handler om, hvor god eller dårlig det end står til på disse punkter, for det er med hjertet, at vi skal imod ordene i juleevangeliet, som man tager imod og holder et lille barn. [[Nogle bemærkninger i anledning af, at et barn havde ladet sig høre under begyndelsen af prædikenen. Det kan ikke høres i denne optagelse, hvor rumlyden er klippet væk.]]
Det særlige ved kristendommen er, at vi har en Herre, der kom til os som et værgeløst barn i en stald. Fjernt fra alles blikke bortset fra nogle få fattige hyrder og et par [] udenlandske stjernetydere. Langt fra den mægtige kejser, som kun er med i historien som statist.
Det er os, der betyder noget. Os og den til tilsyneladende nittegevinst, som kirken rummer. Det, at Gud selv er kommet til os uden “verdens ære, magt og guld”. Fordi Gud ville åbenbare sig som kærlighed og intet andet – ubeskyttet og sårbar som et lille barn – ubeskyttet og sårbar som kærlighed altid er.
Det er nogen, der mener, at kristendom mest handler om, at vi skal lære at opføre os ordentligt. Men sådan er det ikke. Det handler om, at Gud er kommet os i møde, så vi kan få øje på ham og dermed hinanden. Og selv om vi vender ryggen til, så kommer han til os. Og vi kan fulde af forventning pakke denne Guds gave ud og bruge løs af den. Glædelig jul. Amen.
