Søften og Foldby kirker, søndag d. 24. august. Hør prædiken...
403 Denne er dagen, som Herren har gjort - 66 Lyslevende fra Himmerig - 388 Herrens røst var over vandet // 423 Sin menighed har Kristus kær - 441 Alle mine kilder skal være hos dig - 472 O Jesus, søde Jesus - 375 Alt står i Guds faderhånd
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.
Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.
Det er et underligt spørgsmål. Havde det været enhver anden end Jesus, en, som ikke kunne tilbyde nogen hjælp, havde det været et direkte uforskammet spørgsmål, som man ikke kunne tillade sig at stille. Og selv Jesus, som kunne hjælpe, hvorfor spurgte han sådan? Hvem vil ikke være rask, når man er syg, og undgå at blive syg, når man er rask?...
”Vil du være rask?” Det er det spørgsmål, som forfatteren og skuespilleren Dario Fo tager op i sit lille skuespil [Moralitet] om den blinde og den halte.
”Åhå”, siger den blinde, ”jeg kan ikke gå omkring uden hele tiden at smadre hovedet ind i alle mulige søjler og gesimser … er der ikke nogen, der kan hjælpe mig?”
Og på den anden side af gaden har den halte en tilsvarende klage at diske op med: ”Åiiihåh, jeg kan ikke komme op af det her hul, hjulene [på min vogn] er gået i stykker, jeg må dø af sult her, hvis der ikke er nogen der hjælper mig.”
Og lige pludselig, midt i den klage, som ellers mest lyder automatisk ud i luften, sker der det, at de to handicappede hører hinanden og kommer i tanke om, at de kan hjælpe hinanden. Den halte dirigerer den blinde over til sig, og nu kan de to med noget besvær være ben og øjne for hinanden.
De skændes noget om, hvordan de skal få der nye samarbejde til at fungere, men så hører de en hujen og en larm. ”Hvad er det?”, spørger den blinde. Og den halte svarer: ”Arme djævel!” ”Arme djævel hvem?” ”Ham, Kristus i egen person… Jesus, Guds søn!”
Men den blinde kender ikke noget til Guds søn og spørger: ”Guds søn? Hvad for en?”
”Ja, hvad tror du?”, siger den halte. ”Hans eneste søn, idiot! En højhellig søn… de siger, han gør utrolige, fantastiske ting: han helbreder sygdomme, de værste og frygteligste i verden, hvis man bærer det med et lyst sind. Så vi må hellere se at fordufte fra det her kvarter…”
Det forstår den blinde ikke, så den halte må forklare, at det jo bare er med at komme væk, for tænk nu, hvis de blev helbredt. Så vil de jo ikke kunne tigge mere, og de vil være nødt til at finde sig et arbejde.
Inden de kommer væk, hører de dog, at der sker noget nyt i folkemængden: ”Hvad sker der?”, spørger den blinde. ”Jo”, fortæller den halte, ”de pisker ham.” ”Hvorfor dog” ”Han har talt til dem om at vi skal elske hinanden, som brødre. Men pas nu på du ikke bliver grebet af medlidenhed med ham, for så risikerer vi alvorligt at blive helbredt.” ”Nej, nej, jeg har ikke medlidenhed, han betyder ikke noget for mig, ham Kristus… jeg kender ham ikke engang. Men fortæl, hvad de nu gør ved ham.”
Og den halte fortæller om manden, som kommer bærende med sit kors, og den blinde får medlidenhed med ham, og da de prøver at komme væk, lykkes det ikke: Den blinde kan pludselig se, og den halte kan bruge sine ben.
De reagerer helt forskelligt på det: Han, som før var blind, ser verden, glæder sig og takker Gud. Mens han, som nu kan gå, ønsker sig sin gamle tilværelse tilbage og sine forkrøblede ben igen… …
”Vil du være rask?” Det spørgsmål er så let for den udenforstående at svare på, men hvor let er det egentlig at smide sine åndelige krykker? Er der ikke så meget, som vi hver især kan være afhængige af? Dårlige vaner, som vi ikke kan komme ud af? Smøgerne, som hurtig dulmer den hunger, som de selv forårsager. Fjernsynet med den lette underholdning, som så ofte bare er spild af tid. For meget mad, men for lidt tid til at nyde måltiderne sammen. Det lette og det overfladiske der, hvor omhu og fordybelse havde været på sin plads. Individualisme og egoisme skønt der var mere brug for fællesskab og solidaritet.
”Vil du være rask?”, lyder spørgsmålet til os, og vi tænker så: ”Ja, men hvad skal vi gøre med al den dårligdom, som er i verden, og os selv står det heller ikke for godt til med, perfekte er vi i hvert fald ikke. Nogen må da hjælpe os.” Ja, nogen må bære os, og i første omgang må vi bære hinanden.
Det har vi det smukkeste eksempel på, når der er dåb. Så kommer forældrene med deres barn. De bringer det til det vand, som skal være en kilde til liv. Barnet er hjælpeløst. Det kan endnu ikke gå selv.
De voksne er ikke hjælpeløse; de bærer jo barnet. Men på en måde er de alligevel magtesløse. De vil det bedste for barnet, de håber alt godt og ønsker alt godt. Men de ved også, at så meget er udenfor deres kontrol. De kan kun følge barnet så og så langt. På et tidspunkt skal barnet stå på egne ben, og det vil efterhånden bevæge sig udenfor deres beskyttende omsorg. Ja, fremtiden er på en gang vidunderlig og skræmmende…
Vi kan kun bære hinanden så langt, som det er menneskeligt muligt. Derefter må vi sætte vores lid til Gud. Derefter må vi overlade hinanden i Guds hænder.
Derfor er det, at vi bærer børnene til Jesus i dåben. I dåben kommer de til at høre Jesus til. Det er der ikke noget sentimentalt ved. Dåben er ikke en urealistisk flugt fra verdens genvordigheder eller livets problemer. Tværtimod er det en realistisk erkendelse og bekendelse af, at vi ikke lever i paradis, og af at vi ikke er uden fejl, uden synd. Derfor lyder forsagelsen af Djævelen og alle hans gerninger, derfor tales om syndernes forladelse, derfor kommer vi til at tilhøre en korsfæstet Herre Jesus Kristus.
Tegnene på det er korsets tegn for ansigt og bryst; vandet, der øses tre gange i den Treenige Guds hellige navn; og velsignelsen under håndspålæggelse.
De sidste ord i dåbsvelsignelsen er: ”Han bevare din udgang og din indgang fra nu og til evig tid!”. De ord er blevet udlagt på mange måder gennem tiden, de kan betyde så meget, men vi må i hvert fald gerne høre i dem: Rejs dig, gå ud i verden og lev livet i tillid til, at du er i Guds hænder, og skulle du glemme det, så kom tilbage og hør det igen, så tit, du vil. Amen.
