Broager kirke d. 30. december kl. 10.30
98 Den yndigste rose er funden – 177 Vor frelser, du, som døde – 089 Lovet være du, Jesus Krist // 107 Julebudet til dem, der bygge – 432 – 106 En rose så jeg skyde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: ”Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.” Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: ”Fra Egypten kaldte jeg min søn.””Ingen roser uden torne” hedder en talemåde, hvis oprindelse fortaber sig i historiens tåger. Sikkert så længe, som mennesker har glædet sig over rosens skønhed, har man lagt mærke til, at man også kunne stikke sig på dens torne. Lige så længe, som mennesket har nydt honningens sødme, har denne nydelse været fulgt af risikoen for biens stik. Og lige så længe, som kærligheden har været i verden, har smerten ved eller frygten for at miste været skyggen, der fulgte. Jo stærkere glædens lys skinnede, jo tydeligere stod skyggen tegnet på væggen.
Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
”I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere.”
Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: ”Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.” Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.
Alt dette blev klart allerede 2. juledag, som var Sankt Stefans dag, opkaldt efter den første kristne martyr. Stefan måtte lide døden, fordi man ikke ville høre på, at han vidnede om troen på Jesus Kristus. Og i dag hører vi om, hvordan Jesus selv allerede som ganske lille var truet på livet, så at hans forældre måtte flygte med ham.
Der var ikke meget barselsorlov i Betlehem. Der var ikke meget tid til glæde, og til at den lille familie kunne lære hinanden at kende. Glæden over barnet i krybben; de fantastiske fortællinger om hyrderne på marken, der havde oplevet englenes sang; de fremmede konger, som var kommet langvejsfra med barselsgaver; freden i stalden i halmen mellem kvæg og får – alt sammen blev brat afbrudt. Som ved en ubehagelig opvågnen af en sød drøm. Drømmen fortonede sig, og virkelighedens barske realiteter overskyggede det, som var så trygt og godt.
Der var nemlig sket det, at de hellige tre konger, de vise mænd fra østerland, ikke var kommet direkte til Betlehem, men havde besøgt kong Herodes i Jerusalem. Det måtte jo være ved hoffet, at den nye jødernes konge var blevet født. Men der var ikke blevet født nogen på Herodes’ kongeslot. Det var slet ikke noget sted med liv, snarere lurede døden rundt omkring i kongens gemakker. Herodes lod politiske fjender myrde, han lod sin svigermor myrde, sin egen kone lod han myrde og senere de to sønner, han havde fået med hende.
Lumsk var Herodes, og han undersøgte, om det havde på sig, når de vise mænd spurgte, hvor Kristus skulle fødes. Og ypperstepræsterne og de skriftkloge sagde, at der ganske rigtig stod skrevet, at fra Betlehem skulle der udgå en fyrste fra Herren. Herodes bad så de vise mænd finde barnet, idet han sagde, at han så selv også ville tilbede det.
De vise mænd var – det siger nærmest sig selv – smarte nok til at regne ud, at Herodes havde skumle tanker. Så de fulgte stjernen og fandt Jesusbarnet og tilbad det og gav deres fine gaver. Men da de tog hjem, drog de ikke tilbage forbi Herodes, for de ville ikke lade ham vide noget.
Og så var det altså, at Josef i en drøm blev advaret af en engel og opfordret til at stikke af langt væk til Egypten. Måske så Josef virkelig en engel, måske havde de vise mænds ord og bange anelser mht. Herodes lumske hensigter fået Josef til at være ekstra forsigtig, men forskellen er ikke så stor, for vil Gud meddele noget, så skal det nok blive hørt på den ene eller den anden måde.
Efter at Herodes var død, tog Josef, Maria og Jesus tilbage til Galilæa og slog sig ned i Nazaret…
Hvor evangelisten Mattæus har den her historie om flugten til Egypten fra, ved vi ikke. Begivenhederne er ikke bevidnet andre steder, og de passer ikke helt godt sammen med det, som evangelisten Lukas fortæller. Mattæus gør meget ud af skriftbeviser, at bevise, hvordan noget, som profeterne havde skrevet, gik i opfyldelse. Og det præger fortællingen og gør den, synes jeg, ikke bedre, for hvad kan forudsigelser egentlig bevise? Og mon forjættelse og opfyldelse absolut altid skal forholde sig én til én, således at Guds gerninger på forhånd lader sig bestemme, blot man er god nok til at granske og tolke skrifterne?
Nej, Gud er jo den, som er. Og hans Ånd virker når og hvor, han vil. Og Jesu liv gerning lod sig ikke binde af menneskers forventninger og tro, hvor fromme og gode disse mennesker end måtte være.
Hvorom alting var, de måtte flygte, Josef, Maria og Jesus. De var udsatte og i fare. Selv om Guds engle havde talt til dem, var de ikke i sikkerhed. Selv om det var Guds søn, det drejede sig om, havde han ikke nogen særlig fin eller tryg opvækst. Og verden var grusom. Det er slet ikke utænkeligt, at Herodes virkelig lod slå tilfældige mennesker ihjel, også børn, for at slå enhver modstand ned og beholde magten for sig selv.
I disse omstændigheder er der ikke noget nyt. Både før og senere har verden set grusomhed. Vi undgår ikke engang i mellem i fjernsynet at se flygtende mennesker, som lider og sulter og ofte må efterlade deres døde på vejen. Selv i lande, hvor der ikke er krig eller naturkatastrofer, findes der nød og elendighed. Gadebørn lever helt uden hjælp fra deres forældre eller voksne i det hele taget og må ved egen kraft forsøge at overleve så godt, som de nu kan.
I sådan en elendig, utryg og farlig verden kan man nogle gange spørge sig selv om, hvor Gud er. Og i det spørgsmål ligger netop svaret: Dér er Gud. Det er jo netop sagen: at Guds søn blev født på det ringeste og mest uegnede sted af alle netop i en stald. (Det tænker man måske ikke så meget på, når man ser de fine julekrybber). Og så var han altså selv flygtning og truet fra alle sider. Og senere ville mange ikke forstå og acceptere ham. Selv hans egen familie kunne ikke rigtig forstå ham. Og hans venner svigtede ham til sidst.
Denne side af Jesus, hvor han selv går i mørke og trængsel, er vigtig at få med. Jesus er ikke kun jesusbarnet i julekrybben, sådan som danskerne kender bedst, han, som blev født på 4. sal i Magasin du Nord som det heder i en Shubidua-sang.
Ham vil vi godt have sammen med alle nisserne og julemanden og risengrød og alt det der. Når så de første hektiske juledage er forbi, så skal det hele byttes. Gaverne skal byttes til det, som vi egentlig ville have. Træet skal ud; det var jo kun en illusion, en flygtig drøm, det symboliserede. Julefreden nåede vi vist knapt at mærke, men det er moderne tider, og nu kan Jesus sammen med julepynten ligge på hylden til næste år ved samme tid, når handelsstandsforeningen atter engang alt for tidligt sætter showet på hjul…
Jo, man vil godt have jesusbarnet, men ikke rigtig huske på, at dette barn voksede op og blev den mand, som døde på et kors, glemt og svigtet af alle sine venner, svigtet og forladt af alle mennesker, og dog gav sit liv for verdens skyld…
Det er barskt sådan at have forladt de varme stuer og TV-ets trygge summen for at mødes her i kirken og så skulle høre om flugt, mord og elendighed. Men på den anden side, så er det vel det, som vi skal høre for rigtig at forstå og påskønne, at Guds Søn blev menneske. Vel kan vi se mørket og dødens skygge og tidens elendighed på alle mulige måder, sådan som vi også skal synge om om lidt. Men på trods af al elendigheden, og virkelighedens barske realiteter, så lyser det lys, som aldrig, aldrig er slukt: at Gud er med os gennem fødsel, liv og død. Derfor: ”Favn kun trøstig, hvad Gud har givet,/ løft dit hoved, og tak for livet!”!
Husk det i morgen aften, når du fejrer nytår. Når du gør dig dine nytårsforsæt, så tænk ikke blot på dine egne små laster og problemer, som du gerne vil være kvit, men på hvordan du kan tjene Gud og din næste. Og når du står sammen med dine kære og tænker på det, som var, og det, som skal komme, så lad fyrværkeriet glimte for dine øjne, men lad Jesus Kristus, Guds frelse for alle folkeslagene, være lys og herlighed i dit sind. Lad dig oplyse og bed til, at alle må blive oplyst af lyset fra Gud. Amen.
