Broager Kirke, d. 30. maj kl. 10.30
290 I al sin glans nu stråler solen – 446 O lad din Ånd nu med os være – 294 Talsmand, som på jorderige // 291 Du, som går ud fra den levende Gud – 473 – 300 Kom, sandheds Ånd og vidne giv
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«Man skal holde loven. Det er fornuftigt, for hvis man ikke gør det, så kan man blive straffet. Man skal også holde loven, fordi det er det rigtige at gøre. Fordi det ikke skal være den, som er hurtigst og frækkest, der skal have lov til at bestemme, hvordan man skal opføre sig i trafikken. Fordi det ikke skal være den, som har flest penge, der skal have lov til at bygge hvilke som helst store bygninger hvor som helst og tage udsigten fra alle andre. Fordi den, som har ordet, ikke skal have det på bekostning af den tavse og ikke skal have lov til at sige eller skrive hvad som helst.
Loven beskytter den svage mod overgreb, og det er der nogle gange brug for. På gymnasiet i Holbæk er den blå bog, som skulle have præsenteret de nye studenter på en sjov, men venlig måde, blevet så ondsindet og rå, at en af dem, som er blevet svinet til, overvejer at anlægge sag med dem, som har skrevet bogen.
Retfærdige love er et stort gode. Hvis de bliver respekteret, overholdt eller i det mindste håndhævet, hindrer de forskelsbehandling og beskytter de svage…
Når jøderne holdt pinse 50 dage efter påske, så var det netop for at fejre loven. Loven havde de fået på Sinajbjerget, dengang Moses kom ned med de to stentavler med de ti bud på. De ti bud var de grundlæggende bud. Og det er de stadig både for jøderne og for os kristne.
Men så skete der noget mere den pinse, som vi hører om i dag, den første kristne pinse, og lovens bogstav skulle ikke længere stå alene; Ånden kom til.
I begyndelsen, da Gud skabte verden, da var Guds Ånd til stede – som en vind, som et ord, der lød, som en kraft, der skabte liv i støvet. Og mennesket blev skabt til sidst og blev i særlig grad beåndet med evnen til at tale med hinanden og med Gud.
Men synden greb fat i dette gode – evnen til at tale og forstå – og fristede mennesket. Og mennesket lod sig friste og endte med at lyve og skyde skylden på hinanden. (Det er en evne, vi har endnu, og vi bruger den.) Og så var det slut med paradiset, så blev der afstand mellem Gud og mennesker.
Og lige siden har mennesker forsøgt at komme tilbage til paradis, at komme tilbage til Gud. På mange måder har mennesker forsøgt at stille Gud tilfreds for på den måde at fortjene adgang til paradis. Gode gerninger har man gjort, love og regler har man overholdt. Man har bøjet sig, man har tilbedt, man har underkastet sig.
Meget, meget godt har man gjort for at tjene Gud, men også ligegyldige og tåbelige eller endog onde handlinger har man gjort af samme grund. Og alt sammen til ingen verdens nytte, for Gud er Gud, og vi er mennesker, og når vi gør noget godt, så fristes vi til selvgodhed, når vi gør noget retfærdigt, ender vi så let i selvretfærdighed, og aldrig når vi til vejs ende i det projekt at være godheden selv, at blive som Gud. Noget andet måtte til. Gud måtte gribe ind, sende sin Ånd og rette op på tingene.
Vi ser det i glimt: Helligånden kom over Jomfru Maria, for Gud havde bestemt, at Guds Søn skulle fødes som menneske. Ja, Gud skulle blive menneske, for at menneskene ikke længere skulle være gudløse og stræbe forgæves mod himlen.
Vi ser Helligånden komme over Jesus, da han blev døbt, og det lød fra himlen: ”Du er min søn, i dig har jeg velbehag.” Det betyder, at vi ikke længere forgæves skal forsøge at stille Gud tilfreds, men at Guds Søn klarer det for os.
Vi ser Helligåndens virke i Jesu liv, når han helbredte og gjorde undere, men også når han gav de svage, de undertrykte, de oversete, de forhadte nyt mod og kraft til at leve på ny.
Og vi ser Ånden over og i Jesus, da han døde og opstod. En Guds kraft til frelse for enhver, som tror, som det hedder.
Og Gud Søn for til himmels for at sætte sig ved Gud Faders højre hånd. Og for at vi ikke skulle være alene og være overladt til os selv, kom Ånden pinsedag over disciplene. Og ligesom ved skabelsens morgen var det som en blæst eller som lyden af et kraftigt vindstød. Og ligesom mennesket ved skabelsen fik talens brug, fik disciplene genskabt evnen til at tale.
De evnede at tale på mange forskellige sprog, men særlig evnede de at tale enkelt og forståeligt om alt det, som var sket med Jesus. De formåede at tale til hjerterne om den frelse, som Gud havde beredt for mennesker. Og det gode budskab, evangeliet, spredtes gennem verden, gennem tiden, gennemtrængende, fornyende og genskabende. Og i evangeliets lys kom paradis atter til at stå mennesket for øje.
Men Helligånden forkyndte ikke bare Kristus, dvs. gjorde det ikke bare muligt for os at forstå og tro, at Gud i ham havde grebet afgørende ind i vores tilværelse. Helligånden gav også kraft til liv i Kristus, til at følge Jesus i tjeneste.
Det er nok noget, som vi gør for lidt ud af, vi, som er så opmærksomme på ikke at blive for selvretfærdige, gerningsretfærdige og selvgode. Vi lader os ikke let gribe af den ånd, som tjener medmennesket, selv om det jo hedder: ”Du skal tjene Herren din Gud og din næste som dig selv.”
Det er i grunden underlig, for vi ved jo godt, at i mange tilfælde må handlinger følge ord, hvis ordene skal være sande. Fx kan jeg jo ikke meningsfyldt blive ved med at sige til min kone, at jeg elsker hende, hvis jeg ikke gider bære skraldeposen ud eller give hende en blomst eller vise lidt opmærksomhed nu og da. Sådan er det også, når man vil være en god nabo, en god borger, et godt menneske. Det bliver man ikke bare ved at have besluttet sig til at være det, men ved at være det overfor nogen…
Og endelig er Helligånden ikke blot den kraft, som oplyser til forståelse eller leder os til tjeneste. Helligånden er også Gud ganske tæt på os, ja Gud i os. Derfor er det, at Jesus siger: ”Jeg er i min far, og I er i mig og jeg i jer.”
Gud er altså for os, hos os, med os og i os – ikke til at begribe eller fatte, men nok til at fornemme og blive grebet af. Nok værd at åbne sig for.
Ja, Gud vær os nær og lad din Ånd få adgang til vore hjerter. Omfavn os med din kærlighed. Brug os i din tjeneste med vidnesbyrd, trøst og hjælp. Og før os til sidst hjem i dit rige den dag alt skal forklares, og vi skal ses ansigt til ansigt. Amen.
