Broager Kirke, d. 17. februar. Hør prædiken...
743 Nu rinder solen op – 309 Bøj, o Helligånd, os alle – 170 Fra verdens morgenstund udgår Guds nådes kald så vide // 365 Guds kærlighed ej grænse ved – 439, 1 – 474 Jesus Krist du gav mig livet – 360 Arbejd, til natten kommer
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«Jeg var i Holland i sidste uge – på ferie med familien. Holland er et velhavende og driftigt land med en flittig befolkning. Og de har drevet det vidt i Holland. En del af deres velstand stammede oprindeligt fra vindmøllerne. Allerede i 15-1600 årene begyndte man at bygge store vindmøller. Og nogle af de møller gjorde hollænderne i stand til i stor stil at pumpe vand væk bag digerne og skabe ny landbrugsjord, mens andre møllers kraft blev anvendt til bl.a. savværker. Og Holland blev således industrialiseret meget tidligt, inden især kraftværker og elektriske maskiner blev opfundet og indført og overtog møllernes opgaver. Hollænderne havde en fordel i begyndelsen, men pludselig mistede de deres særlige fordel og måtte finde sig i at stå helt lige med mange andre folkeslag. Surt var det vel, men hollænderne kom videre, for de var arbejdsomme.
Jeg var i Holland i sidste uge. Jeg var ikke på ski, hvor jeg kunne have faldet og brækket benet. Men uheldig var jeg. Jeg, som altid har skihjelm og skøjtehjelm og cykelhjelm på, når jeg udfolder mig på disse felter – jeg havde ikke hjelm på, da jeg bar familiens kufferter ud i bilen, og så stødte jeg hovedet imod et lavt tag og lavede en ordentlig revne i huden, så det blødte kraftigt, og jeg måtte på skadestuen og blive limet sammen (det er derfor jeg ser lidt værre ud, end jeg plejer at gøre). Det var ikke retfærdig, at jeg skulle være så uheldig, syntes jeg. Det var ikke løn som forskyldt, jeg, som altid har været forsigtig og brugt hjelm. Men det var altså, hvad der skete. Sådan kan det gå, når man lever på kanten!
Jeg tror, at det er et vigtigt tema i dagens evangelietekst: At det ikke drejer sig om selve lønnens størrelse eller retfærdigheden i det: løn som forskyldt. Men det, at vi lever på kanten. Det, at vi den dag, hvor vi skal hen i banken og hæve vores velfortjente opsparing, der kan det ske, at vi glider i en bananskræl og slår os så slemt i hovedet, at vi dør af det. Og for at føje spot til skade, så skal nogle, som ikke har løftet en finger for det, arve vores surt optjente penge.
Det er ikke retfærdigt! - Nej, måske ikke, men skidt med pengene. De er jo ikke de vigtigste. Meget vigtigere er, hvad en af de gamle kirkefædre, Gregor af Nazians, som levede i midten af 300 tallet, skrev om. Han skrev om, at det var vigtigere at vide, hvem man er, end hvad man har.
“Du skal kende din identitet og din bestemmelse", siger han, og fortsætter: “Du skal kende, hvorfra du er kommet, og hvor du kan komme til hvile – om livet er det, vi lever nu, eller vi kan vente noget bedre.” Gregor krydrer disse fængende formuleringer ved flere gange at føje til: “Sæt dig i arbejde, min sjæl, dit liv skal renses!” I samme forbindelse skriver han også: “Søg Gud og hans hemmeligheder, det, som fandtes forud for verden, hvorfra den kommer, og hvad dens mål er!”
Og det er altså ikke ikke pengene, der tæller her, eller andre overfladiskheder. Det er noget dybere. Sådan må det jo være, når man lever på kanten. Det er Guds hemmeligheder – livets grundlæggende spørgsmål.
Hvad andet ene disse hemmeligheder er det, Jesus vil afdække eller måske snarere formidle med sine mange lignelser? – At vi skal vide, hvem vi er, og hvor vi hører til – grunden, egentlig og i sidste ende.
Og det er det, som står på spil i denne lignelse om arbejderne i vingården, som hører til på denne søndag med det specielle navn “Septuagesima søndag”. (Det betyder “søndagen 70 dage før påske”, selv om der strengt taget kun er tale om en periode omspændt af 10 søndage, hvilket altså drejer sig om 64 dage.)
Men den fejl (hvis det er en sådan) kan blot bruges til at understrege, at lignelsen heller ikke drejer sig om korrekt udregning af lønniveauet. Hovedsagen er ikke, hvordan arbejdet i vingården nu i øvrigt måtte være organiseret. Og vi er ikke med Jesus til forhandling i Den Himmelske Løns Forligsinstitution. Vi befinder os derimod i troens univers, hvor billedsproget rækker ud efter de dybder, vi ellers normalt overser.
Måske det var lettere at opdage i svundne tider, da man havde et mere skarpt blik for kirkeårets rytme og indhold, end vi har i dag. Dengang, ja, helt tilbage i oldkirken, blev dåben sat i et særlig lys. Dengang fandt dåben kun sted natten mellem Påskelørdag og Påskedag.
Når de døbte således var blevet fuldgyldige medlemmer af menigheden, kunne de deltage i Påskemorgens optog iført hvide klæ’r. (Kandidater var de. Det betyder hvidklædt.) Denne hvide dragt bar de indtil den efterfølgende lørdag, der netop falder på den 70. dag efter Søndag Septuagesima.
I dag markerer vi altså indgangen til forberedelsestiden inden påske og for oldkirkens vedkommende inden den store dåbsfejring. Med denne søndag indledte man dengang undervisningen af de nye kristne i, hvad det vil sige at være kristen. De fik på denne dag lov til for første gang at overvære den del af gudstjenesten, der gik forud for nadverfejringen.
I lignelsen om arbejderne i vingården spiller tiden en afgørende rolle - især når lønnen skal udbetales. Her var der nogen, som kun havde arbejdet én time. Dem så de andre ned på.
Men det var, fordi de ikke forstod lønnen og tiden. At lønnen er Guds nåde og retfærdighed. Noget, som i grunden er utælleligt og udeleligt. Og at tiden efter er langt vigtigere end tiden før. At det evige liv er langt længere end det jordiske. Det sidste er uendeligt, det andet kan tælles i år og dage fra vugge til grav.
Og vel betyder livet i denne tid noget. Livet er hverken let eller legende for nogen af os. Ikke altid i hvert fald. Nogle kommer til at slide hårdere end andre. Nogle kommer til kun at arbejde “en time”, mens andre må “bære hele dagens byrde og hede”.
Og selv om vi i en vis forstand altid lever på kanten, så var Jesus altså den, der med sit liv trådte ud over kanten og betalte prisen for at redde os.
Og det er det, vi skal holde os til. Det er det, som bestemmer tiden nu og evigheden fremover. Så kender du din identitet og din bestemmelse. Så ved du, hvorfra du er kommet, og hvor du kan komme til hvile. Så indser du, at livet ikke kun er det, som du lever nu, men at du også kan vente noget bedre. Men indtil da: “Sæt dig i arbejde, min sjæl, dit liv skal renses!” Og hvor sker det andet end ved døbefont og nadverbord! Amen.
