Indsættelse i Broager kirke 29. august kl. 14.00. Hør prædiken...
4 Giv mig, Gud, en salmetunge – 291 Du, som går ud fra den levende Gud – 293 Gud Helligånd, vor trøstermand! // 577 Vor tro er den forvisning på – 474 Jesus Krist, du gav mig livet – 396 Min mund og mit hjerte
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Jesus sagde: »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.Da jeg var barn og skulle til eksamen, brød jeg mig ikke meget om det. Aftenen før tænkte jeg ofte: ”Bare skolen brænder. Det behøver ikke være ret meget, bare nok til, at eksamen bliver aflyst”. Nogle gange tænkte jeg også: ”Gid jeg blev syg, bare en lille smule, bare nok til at slippe i morgen”.
Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«
Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas’ prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.«
Vi kender det godt det her med opgaver, som vi ikke er meget for at tage på os, og som vi gerne gør en del for at slippe udenom. Og meget ofte er det opgaver, som vi lige netop ikke kan snige os udenom, og vi kan heller ikke slippe let udenom. Et mirakel hjælper som regel ikke, og det er egentlig heller ikke det, som skal til.
Sidste år kunne man læse i avisen om en præst i USA, som måske forsøgte at slippe for let udenom sin opgave, nemlig at forkynde Guds ord. Der stod følgende:
Og hvad kan vi så lære af den historie? Jo, vi kan i hvert fald lære, at det er svært at tyde tegnet, for hvad betyder tegnet egentlig? At man skal passe på med, hvad man ber’ om, for man risikerer at få det!? Eller: Gud har humor!? Eller måske: Gud har givet tegn nok, og så skal man ikke sidde i kirken og be’ om nye tegn.!?…
Jeg er tilbøjelig til at vælge den sidste tolkning især i lyset af dagens evangelietekst. Her lader Jesus også et lyn slå ned. Han starter med at sige, at al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, og det er jo meget godt, men så kommer der dette lille ”men”, som vender alting på hovedet. Dette lille ”men”, der gnaver som en orm. Vi kender det fra dagligsproget: Jo, det var en hyggelig fest, men… Jeg er enig med dig, men… Hun er egentlig meget sød, men…
”Men den, der taler imod Helligånden får aldrig nogensinde tilgivelse”, siger Jesus. Og ordene har brændt sig ind i sindene på de mennesker, som har hørt dem, for de er jo truende. Hvad skal de betyde? Og gælder de også mig?
Hvordan kan Jesus sige både det ene og det andet: Alt skal tilgives, og der er noget, der ikke kan tilgives? Først tror man, at man gik ram forbi, og så viser det sig, at hele bygningen alligevel brænder!
Hvorfor fyrer Jesus egentlig sådan op under sine tilhørere? Jo, for at forstå det, må vi vide, at der er en forhistorie til det, som vi har hørt i dag: Jesus havde lige netop helbredt en blind og stum mand, så han nu atter kunne se og tale. Han havde praktisk talt fået livet igen. Men overfor det tegn var farisæerne mistroiske, og de mente, at var sket, fordi Jesus stod i ledtog med djævelen.
Og Jesus argumenterer ganske logisk og ligefrem imod den tankegang, fordi den er så himmelråbende forkert: det er jo noget vidunderligt, der er sket, livet har vundet, lyset er brudt ind i den blindes mørke, og den evne, som er Guds særlige gave til mennesket, nemlig evnen til at tale, er blevet genoprettet. Det kan da ikke være djævelens værk; hvis man tror det, så bytter man om på alle begreber, og så kunne man lige så godt sige, at Gud er ond.
Og siger man, at Gud er ond, så kan alt jo være lige meget, så er alt forskelsløst, og så er man fortabt. Og for den, der tænker sådan, bliver ordene om synd og tilgivelse tomme. Synden vil man ikke vedkende sig, og tilgivelsen går tabt – ikke fordi gaven ikke bliver rakt, eller tilbudet ikke bliver givet, men fordi man ikke tager imod. Og tvinge tilgivelsen, troen, håbet og kærligheden ned i halsen på os vil Gud ikke…
Altså, Gud er god! Glæden og mildheden er tegnet. Der hvor ordet om Gud og fra Gud lyder, der er Gud.
Men farisæerne ville ikke tro på det. De afviste Jesus. De ville hellere have deres egne systemer, og de blev i deres egne tankebaner. Og de sagde nej, selv når kærligheden tårnede sig op for dem…
Og hvor meget skal den forsmåede elsker finde sig i? Hvor meget skal man lade sig byde? Hvor meget selvopofrelse er rimelig i en sådan situation. Skal man lade sig mærke af det? Skal man blive ved med at ydmyge sig selv, til man dør af det?
Der er to mulige svar: Jonases svar og Jesu svar. I tegnet ligner de hinanden, for ligesom Jonas var i havdyrets bug i tre dage og nætter, så var Jesus i jordens skød i tre dage og tre nætter. Ja, i tegnet ligner de hinanden, men i svaret er de helt forskellige.
Jonas søgte at undgå at udføre sin opgave. Han flygtede fra Gud og fra konflikten. Han ville ikke gå Guds ærinde. Og da han endelig blev tvunget til det, og gik med domsord til folkene i Nineve, skete der det overraskende, at de omvendte sig. Og Jonas blev skuffet, for han havde helst set, at de ikke var blevet tilgivet!
Og Gud spurgte Jonas: Kan du ikke tåle, at jeg er god, Jonas? At min tilgivelse er uden grænser? Må jeg ikke tilgive dem, jeg vil?
Jesus derimod udførte lydigt sin opgave, også selv om han blev modsagt. Han forkyndte Guds rige, han talte hellere tilgivelse end dom. Og da menneskene overraskende nok ikke omvendte sig, og skuffelse og opgivelse virkelig havde været på sin plads, holdt han ud og lukkede ikke af for sin kærlighed. Han gav afkald, han ydmygede sig, og han døde af det.
Derved skete der det, at det lille ”men”, tilgivelsens begrænsning, blev rykket så langt væk fra os mennesker, som det er Gud mulig. Det betyder, at vi ikke på nogen måde kan sætte os til dommer over andre menneskers forhold til Gud – det skal vi ikke bekymre os for meget om.
Derimod kunne vi jo tænke lidt mere på, hvordan vi lever med tilgivelsens gave; om vi er tøvende eller vrangvillige modtagere, fordi vi er bange for, at kærlighed skal forvandle vores liv. Det kan jo ske, at Guds kærlighed rammer vore hjerter og opliver os både i det indre og i det ydre.
Og det er langt mere interessant, at lynet slår ned i os, end at det en gang i mellem slår ned i et kirketårn, hvad enten det er i Ohio i USA, hvor kirken brændte. Eller det er i det nordlige spir her i Broager kirke, hvor kirken heldigvis ikke brændte*. Amen.
* I forbindelse med restaureringen af kirkens spir har man opdaget forbrændte bjælker formodentlig efter et lynnedslag.
