Søndag d. 29. juli. Egernsund kirke kl. 9.00, Broager kirke kl. 10.30. Hør prædiken...
25 Op, alle, som på jorden bor - (401 O, lad din ånd nu med os være - 488, 2+7 -) 128 Fuglen har rede... // 595 Nåden hun er af kongeblod - 167,7 / 431 Dit minde skal... - 6 Dig være, mildeste Gud Fader
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«
Borgmesteren er der for at hilse på dronningen og byde hende velkommen til byen, og en lille pige er klar til at neje og hilse og gi’ dronningen en buket blomster.
Det er naturligt at være nysgerrig, når der kommer en til byen, som man har hørt meget godt om. Zakæus var nysgerrig; han ville gerne se Jesus den dag i Jeriko. Men Zakæus var også en lille mand, så han kunne slet ikke se noget for alle de mennesker, som stod foran. Derfor skyndte han sig længere hen ad den vej, som Jesus fulgte, og klatrede så op i et træ, så han kunne se Jesus, når han kom forbi.
Det var sikkert ganske fornuftigt at klatre op i træet, ikke blot for at se noget, men også for ikke selv at blive set. Nede blandt folk kunne Zakæus nemlig let blive udsat for tilråb eller skub, for når man arbejdede som tolder for de forhadte romere, som holdt landet besat, så havde man mange utilfredse kunder.
De betragtede ham som en udbytter og en forræder, et svin, som ikke fortjente at blive kaldt jøde, og turde de ikke sige det åbent til ham, kunne de i det mindste vise deres foragt og gi’ ham den kolde skulder.
Således var der mure i Jeriko mellem dem, som stod nede på gaden og ham, som sad oppe i træet. Han holdt dem nede med skatter og afgifter, og de holdt ham ude med en mur af foragt. Men mure kan falde i Jeriko, det havde man set før, i gamle dage, da Josva og hans folk gik rundt om byen og spillede på trompet og vædderhorn og derved og med Guds hjælp fik byens mure til at falde.
Da Jesus kommer hen til træet, hvor Zakæus sidder, ser han Zakæus og siger: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Og Zakæus skynder sig ned, og han er glad. Det havde han slet ikke regnet med, for han var ikke vant til at få gæster, eller at nogen overhovedet ville have med ham at gøre, men i dag skulle det altså være!
De omkringstående er bestemt ikke tilfredse med det her. Nu er Jesus altså ved at begå en fejltagelse; han er ved at gøre noget, som man ikke gør. Sådan en tolder skal man holde sig fra, for hvis man omgås et udskud, så kan det let ske, at noget af smudset hænger ved.
Zakæus siger dem ikke imod, men lader paraderne falde. Hvad skulle det da også nytte at forsvare sig: De havde jo ret. Men ved mødet med Jesus sker der en forandring i hans liv, og han lover at give halvdelen af, hvad han ejer, til de fattige og betale det firdobbelte tilbage til dem, som han måtte have snydt.
Nu kan man måske spekulere over, om Zakæus overhovedet har råd til at betale det tilbage, som han lover, eller om han virkelig gør det, for det får vi ikke noget at vide om, men ét er sikkert: Jesus kommer ham i møde, selv om han ikke fortjener det, og det betyder en forandring i hans liv.
Hvordan kan vi se os selv i den her historie? Vi kan jo spørge os selv: Hvordan passer jeg ind i billedet? Er jeg en synder og en tolder, en, som lever på nas og udnytter andre mennesker, en, som skummer fløden og lar’ de andre ta’ slæbet? Eller er jeg en af de selvretfærdige, som bygger mure mellem mennesker og ærgrer mig, når det går den ringe godt? Eller er jeg, hvad enten jeg står på jorden eller sidder i et træ, et menneske, som ser livet passere forbi, uden at finde en mening med det? Måske er jeg det alt sammen på én gang!
For ingen kan vel sige: Jeg har aldrig svigtet nogen. Jeg har aldrig skuffet mine forældre. Jeg har altid lyttet opmærksomt til mine børn. Jeg har altid gjort, hvad der kunne forventes af mig. Ingen vil vel hævde: Jeg har aldrig holdt nogen udenfor, jeg har aldrig mobbet nogen, jeg har aldrig været skadefro. Og selv det mest vellykkede og veltilpassede menneske kan måske en sjælden gang tænke, som det lyder i shubidua-sangen:
Men jeg ku’ aldrig bli’ til no’ed
trods mit store ordforråd
stod i kø på livets vej
mens andre overhaled mig.
Jeg voksed - og koksed.
Jeg fandt en plads i skyggen
med ryggen op mod muren
hvorfor blev jeg født? (melodi)
Så meget udenfor kan man være, at man stiller spørgsmålet: Hvorfor er der ingen, som ser mig, hvorfor er der ingen, der vil tale med mig, hvorfor blev jeg født? Så kan man stå der ude ved vejsiden som en stak gamle aviser, der kun kan håbe på at blive afhentet af spejderne.
Men der var en, som så Zakæus, og selv om han nok så alt det dårlige ved ham, så så han lige igennem det. Han kunne se mennesket bagved. Med kærlighedens øjne så Jesus på Zakæus. Og i kærlighedens lys krakelerede den skal af bedrag, forræderi og synd, som havde omsluttet Zakæus.
Sådan var Jesus. Han gik omkring og så mennesker, talte med dem og spiste med dem - alle slags mennesker, også dem, som de andre ikke ville snakke med. Og ikke blot gjorde han det; han helbredte syge mennesker, lamme og spedalske, og han gav blinde synet igen (det havde han fx lige gjort, inden han kom ind i Jeriko).
Jesus var ikke en hr. hvemsomhelst, det kunne man godt mærke. Han kom med frelse. Han kaldte sig Menneskesønnen og sagde, at han var kommet for at opsøge det fortabte. Det var meget provokerende. Det var jo kun Gud, der kunne tilgive, og man havde allerede et glimrende system, hvorefter man kunne fordele den tilgivelse. Man havde loven, som regulerede, hvordan den enkelte skulle opføre sig, og hvordan man skulle holde dem udenfor, som ikke holdt loven.
Og så kom Jesus og lissom overhalede indenom og lavede om på alting. Det måtte da gå galt. Og det gjorde det også. Da Jesus senere kom til Jerusalem, blev han forrådt og overgivet til ypperstepræsterne og til romerne. De piskede ham og korsfæstede ham, og for at håne ham skrev de på korset: Jesus af Nazaret, jødernes konge.
Da så det sort ud med frelsen, men Gud lod sin søn opstå, og da disciplene så ham, fik de nyt mod. De så, at døden havde tabt, og livet havde vundet. De tænkte måske på salmens ord:
De, der sår under tårer,Nyt mod skal vi også ha’, for ligesom Zakæus blev set af Jesus, så bliver vi også set. Gud kender os. Da vi blev døbt skrev han vore navne i sin hånd og sit navn i vore hjerter. Her i kirken hører vi Guds ord til os. Og ved nadverbordet bliver vi inviteret til middag i Guds hus. Her har vi fællesskab med Guds Søn, som ser igennem alt det, som verden ser, og ser mennesket med kærlighedens øjne. Her får vi mod til at se hinanden med nye øjne.
skal høste med jubel.
Grædende går han ud,
mens han bærer såsæden;
med jubel vender han hjem,
mens han bærer sine neg.
Ja, vel er det dejligt, når dronningen kommer til byen, og børn og voksne flager for hende, og borgmesteren holder tale og byder velkommen. Men mere vidunderligt er det, at livets konge, Jesus Kristus, altid er hos os, og hvor han banker på port og på dør, der kommer glæde, som aldrig før. Amen.
* Dronning Margrethe har netop besøgt bl.a. Gråsten, Sønderborg og Augustenborg.
