Broager kirke søndag d. 26. august kl. 10.30. Hør prædiken...
Efterfølgende kort møde med konfirmander og forældre.
378 Hyggelig, rolig - 257 Ånd over ånder - 372 Søndag morgen fra de døde // 595 Nåden hun er af kongeblod - 432 Jesus Krist, du gav mig livet - 458 På Guds nåde i al våde
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: ”To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”Jeg så engang nogle billeder i en børnebog. Først var der et billede af to mænd, som så næsten ligedan ud. De var tegnet næsten ens: de stod på samme måde, og de havde begge den ene hånd omme på ryggen.
Når man kiggede nærmere på billedet, kunne man se, at den ene af mændene havde pænt tøj på, smilede og så ud til at være flink. Den anden havde lapper på tøjet, var lidt beskidt, smilede ikke, havde en vorte på næsen og så ærligt talt noget skummel ud.
Når man så bladrede om på næste side i bogen, kom overraskelsen. Nu så man mændene bagfra, og det indtryk, som man først havde fået, viste sig at være helt forkert: Manden, der havde set mest rar ud, havde en kølle i hånden; han var klar til at give et ordentlig dask til enhver, som vovede sig for tæt på. Og ham, der havde set så skummel ud, han viste sig at være venlig. Han havde en blomst i hånden.
Farisæeren var et godt menneske - ingen tvivl om det. Han var sikkert bedre end de fleste. Han gjorde mange gode ting. Og tolderen, han var ikke noget godt menneske. En tolder dengang var nemlig en, som arbejde sammen med romerne, der havde besat landet. Og romerne kunne godt lide penge, og tolderne kunne godt lide penge, og så rottede de sig sammen: Romerne ansatte tolderne til at opkræve skat, og hver gang tolderne opkrævede skat til romerne, tog de lidt ekstra til sig selv.
Det er det første billede, vi skal have af farisæeren og tolderen: farisæeren er en flink fyr, og tolderen er et dumt svin.
Men så er det, at Jesus går om bagved og kigger. Og vi får lov til at se med ind i sindet på de her to mennesker. Og farisæeren er faktisk ikke så rar, som det første billede giver indtryk af. Havde han da bare takket Vorherre for, at det var gået ham godt i livet. Det har man altid lov til, ja, det bør man gøre. Men nej, han giver sig straks til at fremhæve sig selv på andres bekostning. Han tænker: ”Jeg er ikke som de andre, jeg er noget for mig selv. Jeg er meget bedre end de andre”. Farisæeren stiller sig selv i rampelyset, og hans tanker er fuld af jeg, jeg, jeg. Kort sagt, han er en egoist.
Og tolderen, hvad med ham? Er han måske god nok alligevel? Både og! Han er stadigvæk tolder, han er stadigvæk en synder, og når folk foragter ham, så er det med nogen ret. De har lov til at forvente af ham, at han forbedrer sig og finder et ordentlig og ærligt job. Men indeni der er han helt anderledes. Han ved godt, hvordan det står til med ham. Han stiller sig ikke an, og det kunne han måske nok have gjort, for mon ikke der var nogle, som var værre end ham, som han kunne pege fingre ad?
Men nej, han er godt klar over, at overfor Gud har han ikke noget i baghånden. Han kommer med tomme hænder og indrømmer det hele, som det er, og siger: ”Gud, vær mig synder nådig!”
Og det var altså tolderen, som gik retfærdig hjem, for Guds nåde og retfærdighed gælder syndere…
Jeg ved ikke, om I så fjernsyn i går eftermiddags? Der var faktisk billeder af en farisæer og en tolder i templet. Jeg tænker norske prins Håkon og Mette Marit, som blev gift i domkirken i Oslo.
I går havde de to og alle gæsterne og alle folk i Norge vist en dejlig dag, men i mange dage forinden var de to unge mennesker rigtig blevet stegt af pressen. Man var kritiske overfor Mette Marits fortid; der var både det ene og det andet i vejen, og man tvivlede på, om hun nu var god nok til at blive gift med Håkon, om hun var værdig nok til at blive kronprinsesse.
Så i sidste uge gjorde de to det eneste rigtige: De indbød til pressemøde, og Mette Marit indrømmede, at hun havde levet livet vildt, at hun havde gjort ting, som hun fortrød, og at hun havde været et dårligt eksempel for andre. Hun kneb en tåre, men det virkede ægte, og jeg synes, at hun var en rigtig modig tolder den dag foran alle kameraerne.
Og Håkon, han blev så spurgt, om han også havde været ude i noget skidt, om han havde eksperimenteret med narkotika. Den flinke, velopdragne, unge prins kunne godt have svaret i samme stil som farisæeren i Jesu lignelse og have sagt: ”Nej, sådan er jeg ikke! Jeg er, gudskelov, hævet over den slags ting!”
Men sådan sagde han ikke. Han gjorde sig ikke til af sin renhed, men fortalte, at han var taknemmelig for, at han havde været så privilegeret og heldig, at han ikke i sin opvækst og i sit liv havde været ude for påvirkninger og fristelser i den retning. Se, det var et smukt og klogt svar; man skulle næsten tro, at Håkon kendte den her lignelse og havde lært af den…
Man skal i øvrigt passe på med den her lignelse, for der kan godt være indtil flere fælder i den, og måske er det også meningen med den. Fælder? Jo, lad mig forklare: Det er jo så let at komme til at blive sur på farisæeren. Det er så let at komme til at sige: ”Godt, at jeg ikke er selvretfærdig og fordømmende!” Og hvad er det så, der sker? Jo, så er der netop sket det, at jeg i samme nu selv er blevet farisæer.
Eller hvis man ikke vil indrømme, at man er en synder, så bliver man let en farisæer, en, som bare stoler på sig selv og sin egen selvgodhed, eller man bliver måske endda en af dem, som hænger andre ud for selv at komme til at stå i et bedre lys.
Og så er man som farisæer blevet en tolder oven i, nemlig en, som tager fra andre for selv at få noget ud af det. Og intet hjælper det selvfølgelig, for man fremmer ikke sin egen ære ved at nedgøre andre. Aldrig…
Hvilken hånd vil du have? Højre eller venstre? Højre? Nej, der var ikke noget! Venstre? Nej, der var heller ikke noget! I har vel prøvet det her før: der er en, der driller jer, og han har slet ikke noget i hånden!
Den leg skal I huske, når I står overfor Gud. Så skal I glemme alt det, som I tror, at I kan komme med. Læg det blot til side, det er alligevel ikke noget, der batter. Kom blot med tomme hænder - intet i den ene hånd og intet i den anden hånd - og sig: ”bedre er det altså ikke fat med mig, intet kan jeg give, som rigtig er noget værd.” Og tag så imod nåden fra Gud.
Tag imod nåden i de ord, du hører. Tag imod nåden i de ord, du synger, og tonerne, du lytter til. Tag imod nåden ved nadveren, hvor vor Herre Jesus Kristus giver sig selv til syndere. Tag imod Guds omfavnelse og åbne arme, når velsignelsen lyder. Og gå så glad hjem bedre til at række en venlig hånd ud til alle de andre, som du møder på din vej. Lad nåden slå rod og blomstre i dig. Amen.
