Søndag d. 15. juli. Sct. Marie kirke kl. 8.30, Broager kirke kl. 10.30
371 Søndag er vor Herres dag - 258 Kom sandheds Ånd (/401 O, lad din Ånd) - (488,2+7) 292 Hvor Gud sit hus // 248 Du som går ud… - 431 - 333 Alt står i Guds faderhånd
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.
Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået - ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.
Det var ikke noget nyt, som Wilhelm Beck havde fundet på, det med at komme folk i møde og måske starte snakken et helt andet sted for senere at nå frem til det væsentligste. Alle, der fortæller en historie, ved, at man ikke skal starte med at fortælle pointen. Man skal starte et helt andet sted og så bevæge sig frem mod målet på en måde og ad veje, som tilhøreren kan være tryg ved.
Hvis man skal fortælle en god nyhed, så er det kun, hvis man selv er ovenud begejstret, at man straks busser ud med den. Ellers fortrækker man jo at vente på den rigtige situation og det rette tidspunkt…
Sådan var det også med Jesus. Da han blev født, fortalte en engel til nogle hyrder ude på en mark om en stor glæde for hele folket, nemlig at der var født en frelser, Kristus, Herren. Og der var også himmelsk lovsang, og hyrderne skyndte sig frem til Betlehem og mødte Josef og Maria og Jesusbarnet og fortalte, hvad de havde hørt. Og Maria gemte det i sit hjerte. Det gjorde hyrderne sikkert også, efter at de havde takket Gud for, hvad de havde hørt.
Senere i Jerusalem lovpriste og profeterede også den gamle mand, Simeon, og den gamle kvinde, Anna, og lovede og takkede Gud for, at Jesus var blevet født.
En enkelt gang, da Jesus var 12 år blev han væk fra sine forældre og sagde ved den lejlighed, at han ikke var blevet væk, men at han blot var i sin fars hus. Han havde nemlig opholdt sig i templet.
Det er alt, hvad vi hører om Jesus, indtil han blev godt 30 år. Hvis ikke Maria havde gemt alt dette i sit hjerte og husket det, havde vi måske ikke vidste noget om det.
Så, da Jesus blev voksen, trådte han frem. Det var efter, at Johannes havde fortalt, at han skulle komme, og havde døbt ham.
Nu sker så alt det, som vi ved om Jesus, at han blev fristet af djævelen og lovet magt og højhed, men holdt stand. At han gik omkring og kaldte disciple til at følge sig, og han forkyndte Guds rige, idet han helbredte, underviste og var sammen med alle slags mennesker.
Til sidst endte det med, at han blev henrettet i Jerusalem, korsfæstet sammen med nogle forbrydere…
I de få år, Jesus vandrede omkring i Palæstina og helbredte syge, uddrev dæmoner, mødte folk og snakkede med dem, underviste og diskuterede, mødte han altid mennesker der, hvor de var. Hvis de var listige og luskede og prøvede at stille fælder for ham, så svarede han klogt for sig. Ellers talte han vist ganske ligeud om mange ting - enkelt selv om det, der havde med Guds rige at gøre.
Men det var ikke kun ord. Hvis det var nødvendigt at tegne en streg i sandet, så gjorde han det. Engang puttede han spyt og støv på øjnene af en for at gøre ham seende igen. Han rørte ved folk, når han velsignede dem, for rigtig at komme tæt på. (Det er derfor, at præsten rører ved barnet, når det bliver døbt. Det er på Jesu Kristi vegne og ikke fordi, at præsten er en venlig person).
Var det folk på landet, som Jesus mødte, så brugte han at fortælle om lam, der var blevet væk, men blev fundet igen; om korn, der gav forskelligt udbytte, alt efter på hvilken slags jord det faldt i; om oksen, der faldt i en brønd eller sådan noget. Når han mødte nogen, der ikke rigtig havde noget, så kunne han snakke om de små hunde, for det var der nogle af de udstødte, som havde.
Og var der nogle, som ingenting havde eller ingenting kunne, så kunne Jesus få noget ud af at tale om fuglen på marken eller blomsten i engen, som dog levede og voksede i solen og regnen og vinden, dag og nat, mættet af Guds gaver.
I dag er Jesus så ved Genesaret Sø. Folk vil høre, hvad han har at fortælle dem. Og han forstår ikke blot at fortælle. Han har også sans for, hvordan man bedst kan blive hørt. Mon ikke han er klar over, at det er vigtigt at have vinden i ryggen, så lyden af hans stemme bedre kan komme frem også til dem, som står allerbagest? Mon ikke han er klar over, at han ikke skal have solen i ryggen? Nej, så er det bedre, at han selv bliver blændet, for det er vigtigt, at folk kan se ham, når han taler.
Og i dag giver fiskerbådene ved søen mulighed for en rigtig god talerstol. Ikke fordi, at Jesus har brug for en talerstol til at ophøje sig selv med eller en skranke at gemme sig bag ved, men hvis han står på en båd lidt ude på søen, så kan den store folkeskare på den skrånende søbred se ham alle sammen.
Da han er færdig med at tale, så siger han til Simon, en af fiskerne, at nu skal de ud at fiske. Simon forklarer, at de allerede har været ude hele natten uden at fange noget. De er vel trætte, og de har ikke rigtig lyst til at tage ud en gang til. Det siger han nu ikke direkte, for det vil være uhøfligt. Men han siger: ”På dit ord vil jeg kaste garnene ud.”
Måske er det kun en høflig måde at sige på: ”Når det nu skal være!”, men han stritter altså ikke imod. Han er på en eller anden måde blevet fanget af Jesus, og nu gør han, hvad der bliver sagt.
Så ror de ud og kaster nettene og trækker dem ind igen. Og de fanger rigtig mange fisk. Også deres kammerater i den anden båd kommer derhen og hjælper med at fiske. Og begge både bliver fyldt til randen og ligger så lavt i vandet, at de skal passe på, at en bølge ikke skyller ind over rælingen og fylder båden med vand, så den synker.
Nu falder Simon Peter på knæ - ja, det er disciplen og apostlen Peter, som det drejer sig om, han, som først hed Simon og senere fik navnet Peter - Simon Peter falder på knæ for Jesus og siger: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand”.
Mellem alle fiskene lå han der, Simon Peter, grebet af rædsel. Det var ikke det, at de havde fanget så mange fisk, som han blev bange for, men det var gået op for ham, hvem han stod overfor. I Jesus så han Gud selv. Og han var klar over, at det var en alvorlig sag at stå overfor Gud.
Vel var det vidunderlig. Jesus havde jo talt om Gudsriget, og alle fiskene i båden, som var et symbol på det, var jo heller ikke så dårlige at lande; så mange fisk havde han aldrig landet før. Men det var også frygtelig. Man kunne jo risikere alt muligt, når man mødte Gud. Man kunne blive sat til det ene og det andet, selv om man slet ikke følte sig god nok. Vidunderlig og frygtelig. Sådan var det, og sådan følte Simon det.
Og Jesus sagde ”Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.” Og Simon og Jakob og Johannes, som også var med, troede Jesus og de kom i land og forlod alt og fulgte Jesus…
De var selv blevet fanget og ramt af det, ikke så de sprællede i nettet eller følte sig lukket inde. Slet ikke. Nej, det var glæde og lys for dem. Det var en mildhed, som omsluttede dem. Det var Guds herligheds håb for dem og for alle mennesker.
Evangeliets ord lød og lyder alle vegne også her hos os. Måske skal vi i dag høre et kald til selv at lægge meget bag os og blive menneskefiskere. Måske skal vi bare høre på Jesu ord og fortsætte arbejdet. Stole på, at selv om vi er medarbejdere på Guds rige, så er det ikke os selv, som det kommer an på. Selv om vi er trætte og skuffede, og det ser ud til, at det, som vi slider med, slet ikke vil lykkes, så skal vi dog tage ham på ordet, han som sagde: ”Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende!” Vi skal følge ham på hans ord, og regne med, at han er med os også der, hvor vi ikke kan bunde. Og synes vi, at vi ikke er værdige, så kan vi dog godt regne med, at også os kan Gud bruge. Amen.
