Mandag d. 4. juni 2001. Egernsund kl. 9.00, Broager kl. 10.30. Hør prædiken...
248 Du, som går ud fra den levende Gud - (255 Helligånden trindt på jord - 488, 2+7;) 263 Kom, Helligånd, kom brat // 276 Stiftet Guds Søn… - 243 Kraften fra det høje
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Pinse, hvad er det? Jo, det er jo kirkens tredje store højtid. Først kommer der jul, hvor vi fejrer Jesu fødsel. Så er der påske. Påske holder vi for at mindes, hvordan Jesu liv her på jorden endte med kors og død, og vi fejrer hans opstandelse. Mellem påske og pinse fejrer vi Kristi himmelfarts dag, og så går der nogle dage, hvor Jesus er faret til himmels og sidder ved Gud Faders højre hånd, og vi er blevet ladt alene tilbage på jorden.
Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.
I hele påsketiden, dvs. indtil nu, har vi hørt om, at Jesus vil sende en anden i stedet, når han forlader jorden. Han vil sende Talsmanden, han vil sende kraften fra det høje, han vil sende Helligånden.
Og det er så det, der sker i pinsen. 1. pinsedag, i går altså, fik vi at vide om begyndelsen til den ild, der blev tændt i verden. Lige pludselig begyndte de, som havde fulgt Jesus, at forstå, at han var Guds Søn, og de fik en brændende lyst til at fortælle alle og enhver om det. Det var Guds Ånd, som var kommet over dem. De begyndte at tale alle mulige sprog. De begyndte at rejse i øst og i vest. Og som en løbeild bredte evangeliet sig.
Det var et forunderligt budskab, og ingen forstod - heller ikke disciplene - helt omfanget af det, som skete. I begyndelsen talte de faktisk helst og først og fremmest til jøder, for de syntes ligesom, at det var dem, der kom i første række. Jøderne havde nemlig i mange år ventet på Messias, dvs. Jesus Kristus, og så var det vel kun rimeligt, at de, som havde ventet længst, jøderne, fik besked først. Men der gik ikke lang tid, førend de blev klar over, at evangeliet om Jesus havde universel betydning, at det gjaldt alle mennesker…
I dag er det så, at vi hører nærmere om indholdet af evangeliet, det gode budskab om Jesus Kristus. Vi går lige til kernen af det, for første vers af evangelieteksten er det skriftstykke fra Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16, som kaldes ”Den lille bibel”, fordi det kort sammenfatter evangeliet: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Det er enkelt. Gud elskede verden. Derfor gav han sin søn. Enhver, som tror på ham skal ikke fortabes, men have evigt liv. Jo, det er enkelt, men det kan også være ret vanskeligt at have med at gøre det her, for samtidig med at vi hører om, at Gud elsker verden, hører vi også om fortabelse. Og hvad nu, hvis vi ikke rigtig kan have med det at gøre?
Hvad nu, hvis vi godt kan tro på, at Gud skabte verden? Hvis vi - nu da det er dejlig sommer - kan fornemme, at Guds gode kræfter gennemstrømmer verden, idet solen giver varme, og regnen vander vort land? Men vi kan ikke rigtig have med fortabelse at gøre, med dom, med synd? Ja, der er nogle, der siger, at den slags ord er ganske uforståelige for moderne mennesker. Ja, hvad så?
To oplagte muligheder står åbne for os. Den ene mulighed er at sige, at fortabelse kristeligt set er en misforståelse. Alle de steder, der tales om fortabelse, der mener man det ikke rigtig; det er ikke så slemt ment, og Gud skal nok frelse hvem som helst, hvad enten man vil have med Gud at gøre eller ej.
Den anden mulighed er at gøre en hel masse ud af fortabelse; sørge for at trække linjerne skarpt op, sådan at enhver kan være helt klar over, hvem der er indenfor, og hvem der er udenfor. Og måske skulle man derved kunne skræmme nogle fortabte sjæle ind i folden igen. Ingen af disse yderligheder duer. Helvedsprædikanter er djævlens værk, og de, som går i den anden grøft og ikke vil vide af fortabelse, er såmænd ikke meget bedre.
Hvad så? Jo, man må jo forsøge at forklare det med synd og fortabelse på en eller anden måde, sådan at det er til at forstå. Ikke for syndens og fortabelsens skyld, for hvis der ikke var nogen frelse derfra, så kunne det jo være lige meget; men netop for frelsens og tilgivelsens skyld.
Synden er der jo. Fortabelsen er der jo, men frelsen og tilgivelsen kan komme til og genoprette det ødelagte. Lad mig give et negativt eksempel. For nylig (i går) var der en tv-udsendelse fra årets Miss Universe-skønhedskonkurrence. Et af de sidste elementer i konkurrencen var, at de fem finalister skulle svare på det samme spørgsmål. Det lød: ”Hvis der er noget i dit liv, som du kunne gøre om, hvad skulle det så være?”
Jeg tænkte: Sikke et godt spørgsmål. Her kunne man rigtig overveje sit liv. Selvfølgelig kunne man ikke lave om på noget, der allerede var sket, men på en eller anden måde kunne man alligevel gøre det en lille smule ved at fortælle, hvad man gerne ville have lavet om.
Godt, at jeg ikke skal prædike for de piger. Det må være vanskeligt at prædike for nogen, som er så perfekte. Hvad skal de med frelse? Hvordan skulle de kunne forstå begrebet tilgivelse? Hvordan skulle de kunne se noget som helst vigtigt, når det, som de som regel ser på, er dem selv sminkede i et spejl?…
Hvad så med os - hr. Rinkenæs, fru Broager og frøken Egernsund, eller hvor vi nu kommer fra - hvad skal vi svare, hvis vi får stillet det samme spørgsmål: ”Hvis der er noget i dit liv, som du kunne gøre om, hvad skulle det så være?” Nu må jeg indrømme, at jeg har haft mere tid til at tænke over svaret end jer andre, og måske er jeg fagligt belastet, men jeg tror, at det rigtige svar må være noget i denne retning: ”Jeg ville gerne kunne gøre om alle de gange, jeg har gjort andre ondt. Jeg ville gerne kunne gøre godt igen alle de gange, jeg har svigtet.”
Og videre må jeg nok sige, modsat de perfekte piger fra skønhedskonkurrencen: ”Selvfølgelig har alt det, som jeg har gjort, gjort mig til det, jeg er, men det jeg er, er der ikke altid grund til at være helt tilfreds med.”
Det, vi er, er der ikke altid grund til at være helt tilfreds med. Vi er kort og kristeligt sagt syndere. Vi er fortabte på mange måder både overfor hinanden og over for Gud. Vore gerninger er onde og de tåler ikke dagens lys. Vi elsker os selv mere end vor næste og mere end Gud, derfor er det godt, at ”Gud elskede verden, og at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”…
Ja, måtte Guds Ånd åbenbare for os, at vi, skønt vi ikke er perfekte, så dog er elskede af Gud. Ved troen på Guds Søn, Jesus Kristus, må vi have evigt liv. Han som døde og opstod og opfor til himmels og sidder ved Faderens højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Fordi han ikke var sig selv nok, men blev menneske og levede og døde her på jorden ikke for sin egen skyld, men vores, er han nu, da han er opstanden og sidder i himlen den sande Mr. Universe, Herre og Frelser i evighed, amen.
