Søndag d. 2. august, Broager kl. 9.30 / Dybbøl kl. 11.00
2 Lover den Herre – 59 Jesus os til trøst og gavn / 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb – 695 Nåden hun er af kongeblod // 68 Se, hvilket menneske – 440 O Guds lam uskyldig – 568, 3-4 af Livsalige dag, som i håbet vi venter – 401 Guds ord det er vort arvegods
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Almindeligvis bliver man fyret for at tage af kassen eller svindle med virksomhedens værdier. Vi skal stå til regnskab for det, som vi er betroet, og vi skal svare enhver sit.
Jesus fortalte nu følgende historie til disciplene: »En rig godsejer havde ansat en forvalter til at bestyre sit gods. Nogen tid efter blev han underrettet om, at forvalteren var uærlig og brugte løs af hans penge. Derfor kaldte han ham ind til sig. ‘Hvad er det, jeg hører om dig?’ sagde han. ‘Nu skal du afslutte alle dine regnskaber, og så bliver du fyret!’ ‘Hvad skal jeg dog gøre?’ tænkte forvalteren. ‘Nu mister jeg mit job. Jeg kan ikke klare hårdt fysisk arbejde, og jeg vil ikke være bekendt at gå rundt og tigge. Vent lidt! Nu har jeg det! Jeg må sørge for at have nogle venner, som kan hjælpe mig, når jeg ikke har flere penge.’ Derfor tilkaldte han en efter en alle de folk, der stod i gæld til godsejeren. ‘Hvor meget skylder du?’ spurgte han den første. ‘100 tønder olivenolie.’ ‘Godt, her er gældsbeviset. Sæt dig straks ned og ret det til 50.’ ‘Og du,’ spurgte han den næste, ‘hvor meget skylder du?’ ‘100 tønder hvede.’ ‘Okay, skriv 80 i stedet for.’ Da godsejeren hørte, hvad hans uærlige forvalter havde fundet på, roste han ham for hans klarhjernede initiativ.« Jesus fortsatte: »Denne verdens børn behandler folk af deres egen slags med større skarpsindighed, end lysets børn gør. Og jeg siger til jer: Pas på, hvordan I bruger denne verdens materielle værdier. Brug dem til at skaffe jer venner og vinde dem for Guds rige. Når penge ikke længere har gyldighed, så vil disse venner tage imod jer i de evige boliger.« (Bibelen på Hverdagsdansk)
Og hvis man er blevet ansat som direktør i en virksomhed, skal man stå til regnskab over ejeren for sine dispositioner. Og man må slet ikke, hvis man har på fornemmelsen, at man snart bliver fyret, give leverandører og kunder henholdsvis højere og lavere priser end det fastsatte blot med det formål selv senere at få noget ud af det og få noget tilbage.
Men direktøren i det firma, som Jesus fortæller om gør lige netop det. Det er ikke bare lige lovlig smart, det er og var direkte ulovligt. Og derfor bliver lignelsen, som vi har hørt, også kaldt lignelsen om den utro godsforvalter.
Men den titel på lignelsen passer kun på begyndelsen af lignelsen, for det ender jo med, at godsejeren roser sin forvalter for hans fremsynethed og hans snuhed. Godsejeren er tilsyneladende slet ikke bekymret for de varer, som han har mistet ved nedskrivningen: tøndevis af olivenolie og hvede. Nej, han roser ligefrem slynglen for sit initiativ.
 |
| ~ Gå haltende i gang, det kan også være frugtbart! |
Men der er mere end det, for Jesus fortsætter så med at fortælle, at når det er sådan med “verdens børn”, dvs. almindelige mennesker, som hverken tror på det ene eller det andet, eller som tror på alt muligt forskelligt, så skal det i langt højere grad være sådan for “lysets børn”, dvs. disciplene, de mennesker, som tror på og følger Jesus. De skal nemlig handle på lignende måde blot med et meget længere perspektiv, nemlig evighedsperspektivet. De skal i dag være ødsle med denne verdens materielle værdier for at vinde åndelige skatte: En plads i himlen. Og vennerne skal med, for i Guds rige foregår festen i venners lag. Som også Grundtvig antyder: i gyldne sale [...] til evig tid med venner i lys vi tale.
Pointen er altså, at vores omgang med værdier skal være således: Giv det bort. Vær ødsel, som godsforvalteren. Brug det, der alligevel ikke er dit, til at lette tilværelsen for andre mennesker. Og så er der belønning i himlen og alle er glade.
Men er det nu det hele? Hvis det er sådan, hvad er så forskellen på “verdens børn” og “lysets børn”. Og er det så kristendom det her?
For det første, sådan er det ikke. Vi er ikke ødsle med Guds gaver, men sørger altid for at sikre os selv og klare os. Vi kan jo heller ikke leve som markens blomster og himlens fugle uden at kere os om dagen i morgen. Vi sår i foråret og høster i efteråret; sådan er det jo. Og vi lægger til side i forudseenhed. Det gør alle mennesker.
For det andet er der forskel på “verdens børn” og “lysets børn”, der er forskel på den, som ikke tror på Jesus, og den, som gør det.
Og den, som tror på Jesus, ved netop om sig selv, at han eller hun ikke er en god forvalter, men en, som har brug for sin Herres nåde. En som skylder, men er blevet afskevet skylden. En, som er blevet tilgivet for både det det ene og det andet. En, som ved, at man ikke kan være direktør for sit eget liv, men kun kan forvalte det under Guds nåde.
Og Guds nåde, hvordan skal den så forvaltes? Skal man stikke nåden i lommen og sige tak og spankulere videre med gadedrengehop ind i mellem? Eller skal man lade sig mærke af nåden, leve i den og leve med den?
Det er jo skylden, der nedskrives, ikke værdierne i Guds rige. Ikke rigdommene i Guds mening med os. Skylden skal nedskrives og afskrives, men nåden skal opskrives, den er af uendelig stor betydning.
Hvis nåden kun betød en retfærdiggørelse af synden, men ikke nogen forvandling af synderen, så blev alt ved det det gamle.
“Billig nåde”, sagde Bonhoeffer, “er at forkynde tilgivelse uden bod. Billig nåde er dåb uden [alvor] (egt. kirketugt), nadver uden syndsbekendelse, tilsigelse af syndernes forladelse uden personligt skriftemål [altså en samtale om, hvad synd er også på det konkrete, personlige plan]. Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors, nåde uden den levende, menneskevordne Jesus Kristus.
Den dyre nåde er”, fortsatte Bonhoeffer, “den skjulte skat i marken, for hvis skyld et menneske med glæde går hen og sælger alt, hvad han har. Den dyre nåde er evangeliet, der stadig påny må søges, gaven, der må bedes om, døren, der må bankes på.
Dyr er den, fordi den kalder til efterfølgelse, nåde er den, fordi den kalder til Jesu Kristi efterfølgelse. Dyr er den, fordi den koster mennesket livet (sådan Bonhoeffer selv, og sådan også mange kristne i Arabiske og og Afrikanske lande i dag), nåde er den, fordi den derved skænker [disse mennesker] livet; dyr er den, fordi den fordømmer synden, nåde er den, fordi den retfærdiggør synderen. Dyr er nåden fremfor alt, fordi den har været dyr for Gud, fordi den har kostet Gud hans Søns liv.” – Så vidt Bonhoeffer.
Ja, og dyr var nåden for vor Herre Jesus Kristus selv, som gav sit liv for at tage imod os som venner i himlen, når denne verdens penge og materielle velstand ikke rækker længere. Amen.
