6. s.e. trinitatis 2016. Matt 19,16-26.
Søndag 3. juli, Dybbøl Kirke kl. 9.00, Broager Kirke 10.30
392 Himlene, Herre, fortælle din ære – 444 Guds-husets dør er i vor dåb – 493 Gud Herren så til jorden ned // 487 Nu fryde sig hver kristen mand – 439,3 – 471,1 O glædelig dag – 6 Dig være, mildeste Gud Fader Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Store og velopdragne børn kan godt finde på at spørge deres forældre om, hvad de kan hjælpe med. Men når forældrene så remser op og foreslår, at de kan støvsuge bilen, støvsuge inde i huset, tørre støv af, vande krukkerne på terrassen, ordne badeværelser, lægge vasketøj sammen osv. osv., så er svaret altid det samme: “Nej, det var ikke lige det, som jeg tænkte på. Kan jeg ikke lave noget, som er lidt sjovere?”
Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: » 'Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!' og: 'Du skal elske din næste som dig selv.' « Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.
Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«
Det er jo det farlige ved at spørge. Man kan risikere at få et svar, som man ikke bryder sig om. Sådan også for den unge mand i dagens evangelium. Han spørger og får svar, han ikke synes om:
– “Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”
– “Hold budene!”
Og det havde han allerede gjort, syntes han, men han blev ved:
– “Hvilke bud?”
Og Jesus remser så op med de letteste bud først: “Du må ikke begå drab (og det kan de allerfleste holde...), du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!” Og så det aller sværeste til sidst: “Du skal elske din næste som dig selv.”
Og det mener han altså også at have gjort, og han spørger så: “Hvad mangler jeg derudover?”
- Ja, når du endelig vil vide det, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!
Og så gik den unge mand – op på sit værelse og surmulede, var jeg nær ved at sige – eller rettere han gik bedrøvet bort.
Hvorfor slog han sig dog ikke til tåls med det første svar? Ja, hvorfor hørte han ikke, hvad Jesus sagde først, nemlig: “Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode.” Og det vil kort sagt sige: “Tro først og fremmest på Gud og tro ikke, at det kommer så meget an på dig selv!”
Men den unge mand ville altså pudse sin glorie og vise, hvor god han var. Han troede, at han skulle retfærdiggøre og frelse sig selv. Han ville ikke høre på Jesu ord om, at kun én er god, nemlig Gud. Han ville selv være god. [...]
Og hvem vil ikke det? Vi vil alle være gode. Og verden ville da også være et bedre sted, hvis alle virkelig var gode mod hinanden, overholdt budene og elskede andre som sig selv. [...]
Men vi kan ikke fuldt ud, og vi kan i hvert fald ikke gå hele vejen. Vi kan måske sælge alt, hvad vi ejer og har og give det til de fattige. Men vi kan i hvert fald ikke Gud, som ofrer sig selv for andre.
Det er det Jesus gør opmærksom på: Ingtet menneske kan frelse sig selv, men Gud kan alt.
Og Jesus tager så en nål frem som eksempel. Se, en nål er ganske lille, [...] og jeg har fx næsten lige så svært ved at tråde en nål som at få mine børn til at tømme opvaskemaskinen: jeg bliver nødt til at prøve og spørge mange gange, før det lykkes!
Men betyder det så, at det er umuligt? Ja, for kamelen, men ikke for Gud. For Gud er alting muligt! Og Gud bliver ved med at prøve og spørge. Gud vælger igen og igen at se bort fra vore synder og venter på, at vi lægger vor stolthed på hylden. Det er den, der fylder for meget. Som kameler kommer vi ikke frem, men som Guds børn gør vi. For selv om vi ofte smækker med døren, så lader Gud altid døren stå åben for os.
Og døren er naturligvis Jesus, som vi møder i stort og småt. Han, som sagde, at han er vejen, sandheden og livet. Han, som kom os i møde, da vi fik korsets tegn at se, dåbens vand at mærke og fadervor at høre.
Det er pga. ham, at Gud tager imod os – som en ren foræring, også selv om vi slet ikke har fortjent det. Jesus Kristus købte os fri, da han ofrede sig og døde for enhver, der tror på ham. Så storsindet er Gud, at han vælger at se bort fra alle vore synder, alt det, vi har gjort forkert eller ikke gjort rigtig.
Skal vi så gå rundt og være selvgode og stolte stole på os selv? Nej, selvfølgelig ikke. Vi skal tro på Gud og lade det være nok.
Vi skal love og takke og ære Gud: Fader, Søn og Helligånd, den ene, sande treenige Gud fra første begyndelse af, nu og ind i evigheden. Amen.
