Sct. Marie kirke, torsdag d. 24. maj kl. 10.00
213 Kommer, sjæle, dyrekøbte - 222 Gud har fra evighed givet - 217 Fuldendt er nådens store værk // 220 Vej nu, korsets flag, på voven - 431 - 214 Jesus, himmelfaren
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«
Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.
Hvad skulle han dog sige til dem? Begynde at sige, at Gud dog er god, og at de tog fejl? Det ville vel nok være blevet en ’køn’ samtale, hvor de rigtig ville være kommet til at tale forbi hinanden, og hvor de ville være skiltes i forknythed. Ved den følgende begravelse ville ikke bare præstens ord, men også evangeliets tale blive hørt som billig salgssnak. Lindrende ord til trøst ville smage som sur fløde, og enhver tale om Guds nåde og godhed ville svie som salt i et åbent sår.
Nej, det gik ikke an at sige: ”Gud er god, og hvis ikke I kan se det, så er det jer, der er noget i vejen med.” Sådan et svar kunne man ikke lige give, for det er synligt for enhver, at Gud ikke bærer os på sine hænder og beskytter vor fod fra at stødes på nogen sten. Vi må selv gå vor gang i verden og sætte den ene fod foran den anden det bedste, vi har lært. Vi er ikke marionetdukker, som bliver styret af en himmelsk dukkefører, men vi er - faktisk som dukken Pinocchio - besjælede væsener, der kan lave ulykker og selv komme ud for ulykker.
Teologisk set kan man sige, at vor frihed og Guds almagt vanskeligt lader sig tænke sammen. Og tanken om ondskabens eksistens som en selvstændig, ja personlig magt gør ikke tingene mere enkle. Nå, teologiske forklaringer ville ikke gøre sig i situationen.
Præsten anede ikke, hvad han skulle sige, men det var godt, for således reddede den manglende formåenhed ham fra at vikle sig ind i forklaringer, som han ikke kunne komme ud af igen. Han sagde blot: ”Det er faktisk ganske enkelt være præst, for en præst skal ikke sige ret meget om Gud.” Det udsagn undrede de sig over. ”Jo”, fortsatte han, ”det ville jo være helt umuligt at skulle forklare alting: jeres situation, hvorfor I har mistet, og hvorfor det netop skulle være nu og på den her måde. Gud er på mange måder skjult, og det samme gælder Guds vilje. Den kender vi ikke i detaljer og enkeltheder.”
”Men vi ved dog noget om Gud, nemlig det, som Gud har fortalt os. Det, som Gud har åbenbaret for os. Alt det, der skete med Guds Søn.” Og så forklarede præsten med enkle ord nogle af de ting, som står i trosbekendelsen om Jesus. Og han sluttede med at sige: ”Hvorfor, hvordan, hvornår - masser af spørgsmål får vi aldrig svar på i denne verden, men at Gud elsker os og vil os det godt, det har vi fået svar på.”…
Ved begravelsen et par dage efter stod de, som havde mistet deres kære, stadig med tabet. Det var ikke til at komme uden om. Men de tog også håbet med sig. Håbet om, at de engang, på en eller anden måde skulle mødes igen. At Gud ved syndernes forladelse ville bære dem igennem døden, til kødets opstandelse og evigt liv. På en eller anden måde følte de, at Gud i sin himmel kunne være dem nær og bekymre sig om dem og have magt til at sætte sin vilje igennem i sidste ende - når det kommer til stykket…
I sidste ende - når det kommer til stykket… Man kan stadig spørge sig, hvorfor har Guds magt ikke sat sig igennem, nu da Jesus Kristus er steget til himmels og har sat sig på tronen. Skal denne verden ikke have en ende, og Guds rige opstå engang?
Jo, engang, men vi er altså her, lige præcis imellem p.d.e.s ”opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd”, og p.d.a.s ”hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”.
Han har sat sig på tronen og det med fuld ret, for det afgørende slag er vundet. Jesus har ved sin død og opstandelse frigjort os fra syndens og dødens magt. Og han skal komme igen til sidst og oprette Guds riges fuldstændige magt.
Ind i mellem skal vi gøre akkurat, som Jesus sagde til disciplene. Ja, vi må godt lade hans ord til dem gælde også os. Mon ikke også Jesus kan bebrejde os vor vantro og hårdhjertethed: at vi har vanskelig ved at tro dem, som vidner om ham? Og mon ikke også det gælder os, når vi endelig kommer lidt til tro engang imellem, at vi skal gå ud i alverden og prædike evangeliet for hele skabningen?
Og hvad betyder det? At gå ud i alverden betyder vel ikke nødvendigvis, at vi skal fare forvirret rundt alle mulige steder med evangeliet, men det betyder, at der ikke bør være noget sted, hvor evangeliet ikke kan blive hørt. Det betyder i hvert fald, at vi ikke må være til hindring for, at evangeliet kan høres der, hvor vi færdes. Forkynder vi ikke selv aktivt med ord eller gerninger, så bør vi i det mindste selv tage imod evangeliet og leve sådan, at vi ikke vækker anstød.
At evangeliet skal forkyndes for hele skabningen betyder, at der ikke er noget menneske, som evangeliet ikke gælder. Ja, det betyder vel også, at evangeliets kraft skal gennemsyre alt, hvad der er skabt: vind og vejr; solens stråler; skyernes hastige flugt over himlen; atomet og regndråben; den kvækkende frø; alle dyr i vand, på land og i luften; ja og døde ting - denne bygnings tykke mure - alt, hvad verden rummer. Evangeliet skal nå ud overalt…
Guds Søn har vundet kampen over døden og har nu sat sig på sin himmelske trone ved Faderens højre hånd. Slaget er slået, og det må man jo bøje sig for - bøje sig for livet i tro og leve i sin dåbs nåde. Eller man kan sætte sig udenfor, hvor døden er, men heldigvis er valget let…
Og Jesus taler videre om, at visse tegn skal følge dem, som tror, og dem, som forkynder (ja, de, som tror, og de, som forkynder, det er de samme). Tegnene er, at de skal uddrive dæmoner. De skal tale med nye tunger. De skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem. De skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.
Det er vældige tegn. Måske skal de forstås helt konkret, og skal de det, så må vi sige, at de tegn sjældent følger evangeliets forkyndelse, sådan som vi kender det. Nej, så går det mere stille til hos os.
Men hvis tegnene må forstås blot en lille smule mindre konkret, så kender vi dem godt, så kan vi godt se dem også hos os i dag. Tænk blot på den dæmon, som havde besat de mennesker, som havde mistet en kær. Den dæmon havde fået dem til at tvivle på Guds godhed, ja næsten til at frygte og afsky Gud. Og præsten, han, som så let kunne være kommet til at sige en hel masse teologiske spidsfindigheder, han besindede sig, og fortalte enkelt, med en ny tunge, det gode, som han vidste om Gud. Og de, som havde mistet, lod ikke fortvivlelsens gift få magten over sig…
Ja, noget tyder på, at der ikke er så langt mellem himmel og jord, som man skulle tro. Amen.
