Egernsund kirke søndag d. 10. juni kl. 10.30
674 Gak ud min sjæl - 15 Usporlig er vor Herres vej - 396 Alle mine kilder // 368 Denne er dagen - 167,7 - 11 Nu takker alle Gud
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«
Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?« Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.
Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.«
”Han kom til Jesus om natten”. Det var et underligt tidspunkt at komme på. At løbe rundt i Jerusalem om natten var farligt. Man kunne støde ind i alt muligt i den mørke by, hvor selv stjerner og månens lys kun gjorde skyggerne mellem husene endnu mørkere. Man kunne falde over ujævne brosten, træde i uhumsk affald eller løbe ind i mennesker, som man ellers helst holdt mange skridt fra livet. Tændte man en fakkel kunne man undgå at løbe ind i alt muligt, men så tiltrak man sig desto mere opmærksomhed fra alle dem, som måtte lure i mørket.
Måske var det netop opmærksomheden, som han ville undgå, han, som kom til Jesus. Måske var det noget helt andet. Måske var der netop i mørket, fordi det var nat, blevet tid og ro til at tænke over det dybe, det vigtige og grundlæggende i livet. Og den tanke var vokset i ham, den havde taget magten fra ham, han kunne ikke lægge den væk, lægge den bag sig, den tanke, at han ikke rigtig havde fået fat i sandheden om Gud. Og sæt nu at det kun var Jesus, som kunne fortælle det, så var det jo vigtigere end alt andet at få nærmere at vide.
Under alle omstændigheder, så kom han altså til Jesus, ham Nikodemus, han, som var medlem af jødernes råd, en fin mand, som hørte til tidens bedre borgerskab, en, som egentlig vidste, hvad man skulle tænke og mene, en, som ikke burde tænke anderledes end alle de andre, hvis ikke han skulle risikere at blive ugle set.
Nikodemus kommer til Jesus med høflig respekt. Han siger: ”Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” Herved ligner Nikodemus så mange andre også i dag. De respekterer Jesus, de accepterer, at han er mere end et almindelig menneske, de antager, at han kommer fra Gud. Det er slet ikke ringe at tænke sådan om Jesus, det må men indrømme, men det er ikke nødvendigvis nok: mange, som ikke kalder sig eller vil eller kan kalde sig kristne, tænker sådan om Jesus. Muslimer respekterer ham, nyreligiøse kender hans særlige aura, og intet blot nogenlunde dannet og oplyst menneske kan være i tvivl om, at Jesus var en historisk person og en meget betydningsfuld religiøs tænker.
Intet er forkert i det, som Nikodemus giver udtryk for, men Jesus afviser ham. Jesus afviser at lade sig passe ind i Nikodemuses ramme og forudforståelse. Nej, Nikodemus kan godt glemme det hele, for der skal mere til for at se Guds rige. Man skal blive født på ny.
Det forstår Nikodemus selvfølgelig ikke. Han tænker først helt konkret: hvordan skulle et menneske kunne fødes igen? Hvordan skulle man kunne komme ind i sin mor igen og blive født på ny?
Men et menneske skal altså i en vis forstand ’gå i sin mor’, som det hedder og blive født på ny, født af vand og ånd, for at komme ind i Guds rige. I sig selv er mennesket kød, idet det er født af kød. Det kan famle rundt i mørket, men lyset, det sande lys kan det ikke selv tænde. Det lys må Gud tænde. Det lys er Jesus, og skal mennesket rigtig forstå det, må Guds Ånd være til stede. Guds Ånd åbner for den ny dimension. Guds Ånd åbner adgangen til himlen.
Det er selvfølgelig dåben, Jesus taler om. I dåben forener Guds Ånd sig med vandet, himmel møder jord, og noget nyt bliver til, bliver muligt, bliver virkeligt. Ligesom dengang verden blev skabt, og Guds ånd svævede over vandene og spredte mørket og skabte verden, således giver Guds ord og ånd i dåbens vand tegn og lovning på, at alt mørke i menneskets liv skal spredes og himlens dør slås åben.
Nikodemus forstår det ikke. Det er der jo ikke let at forstå, for den kristne dåbs betydning er jo endnu ikke kommet for en dag. Endnu er Jesus ’lærer i Israel’; endnu er hans fulde gerning ikke sket. Hvordan skulle Nikodemus dog kunne forstå Jesu ord: ”Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen”?
Og videre nævner Jesus så dengang, Moses ophøjede slangen i ørkenen, og siger, at sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.
Det med slangen i ørkenen, det er historien om dengang, da Gud ved Moses havde reddet folket ud af Egypten. De var nu på vej hjem, men var blevet trætte af vandringen og vilkårene og maden og det hele. De vendte sig fra Gud, men det var der ikke meget ved, for uden Gud er der kun død og elendighed tilbage, mørke og afmagt, slanger som symbol på alt det onde, ja Djævelen selv på lur.
Og Gud sagde til Moses, at han skulle lave en slange og sætte den på en stang. Han lavede en slange af kobber, og enhver, som blev bidt af nogen slange, kunne ved at se på kobberslangen beholde livet.
Denne mærkelige historie bruger Jesus som billede for det, som skal ske med ham selv og betydningen deraf. Selv skal ophøjes, sættes på en stang, på et kors, for at enhver, som tror på ham, skal have evigt liv.
På korset er det Jesus, som bliver bidt af slangen, for at mennesker skal leve, for at enhver, som tror på ham skal have evigt liv…
Det er i dag Trinitatis søndag, det er Hellig Trefoldigheds fest, hvor vi fejrer enheden mellem Gud Fader i himlen, Jesus, Gud og Søn på korset og Gud Helligånd, som viser os, at vi ikke må regne med os selv og vores egen åndelighed, men skal sætte vor lid til alt, hvad Jesus har sagt os både om det jordiske og det himmelske.
Hvis vi kommer til Jesus om natten, så hører han på os. Hvis vi komme til Jesus med misforståelser, så vil Guds Ånd retlede os. Men også om dagen må vi komme til Gud. Den dag, da vi blev døbt, kom vi til Gud og Gud til os, vi med intet andet end os selv og han med alt det, som han er: Fader, Søn og Helligånd. I dag kan vi ved gudstjenesten komme til Gud for at tilbede og lovsynge, for at bede og takke. Og ved nadveren kan vi få del i Jesu Kristi fuldbragte offer, hvor han stiger ned til og og forener sig med os i brød og vin, hvorved himmel og jord mødes.
Ja, så er det ikke nat mere, men lys og liv. Lys og liv i Jesus Kristus. Amen.
