Indsættelse i Broager kirke, tirsdag d. 15. maj 2001 kl. 18.30
437 - 246 - 450 // 471 - 458
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.«
Ligesom det ikke hjalp noget for saddukæerne og farisæerne at påkalde sig afstamning, religiøst tilhørsforhold, rang, samfundsklasse eller noget som helst andet, således forholder det sig også for os: Vi kan ikke regne med, at vi, blot fordi vi er danskere, medlemmer af folkekirken, holder landets love og svarer enhver sit, at vi så er vi sikrede, at alt så er i den skønneste orden, og at vort regnskab ved dommens dag ser pænt ud og kommer igennem revisionen uden problemer, højst med et par anmærkninger for dette eller hint.
Nej, Gud, som er god, vil også, at vi skal handle godt. Når vi undlader at gøre godt, eller når vi handler ondt, så står vi Guds vilje imod. Fordringen til os om at handle godt er absolut, og derfor kan intet af det gode, som vi gør, ophæve vore onde handlinger eller undladelsessynder. Når man gør sig det klart, kan man forstå, at billeder, hvor gode og onde gerninger bliver lagt på to vægtskåle, som skal udbalancere hinanden, at disse billeder ikke uden videre kan være dækkende for, hvordan menneskets regnskab overfor Gud er. Der skal mere med for at gøre billedet komplet.
Sådan et billede findes på et kalkmaleri i Domkirken i Århus. Her står Skt. Peter med en vægt i hånden. I den ene vægtskål er der fyldt med små djævle, som kravler op og hager sig fast. De forestiller alle menneskets synder, alt det, som vi gjorde forkert, eller alt det, som vi burde have gjort, men ikke gjorde. I den anden vægtskål er mennesket, du og jeg, nøgent står det der med alle sine talenter alt for let til at tynge vægtskålen ned (gode gerninger tæller jo ikke; dem var vi jo bare skyldige at gøre). Heldigvis sætter Skt. Peter diskret sin stav på vægten på vores side. Det symboliserer, at Gud har en finger på vægten, så den tipper over og kommer til at stå i vor favør.
Det, som Gud lægger på vægten. Det, som vejer tungt nok til at opveje alle vore synder, det kan man ikke se på billedet, men det er selvfølgelig Guds Søn, Jesus Kristus, som led og døde og genopstod, og således blev Guds vægtige gave til opvejelse af alle vore synder. Guds nåde ved Jesus Kristus det er og skal være grundlaget for vort kristenliv. Det er også grundlaget for, at vi kan henvende os til Gud i bøn.
Og hvordan skal vi så bede? Vi skal ikke bede, ligesom det lyder i sangen ”Oh Lord, won’t you buy me a Mercedes Benz”, hvor det bl.a. lyder: ”O, Herre gi’ mig en tur i byen, jeg regner med dig, svigt mig ikke. Vis, at du elsker mig, og gi’ den næste runde.” Tonen er falsk. Vi skal ikke starte med at sige gi’ mig, gi’ mig, gi’ mig! Sådan kan man ikke bede nogen om noget. Det er dog bedre at skabe kontakt først og at fastlægge grundlaget for bønnen, inden bønnens egentlige ærinde fremlægges. Det ved alle, der beder. Det er ikke noget specielt for den kristne bøn.
En af mulighederne er at bede efter princippet ”do ut des” - ”noget for noget”. Tanken er, at jeg giver noget, for at Gud skal give noget igen. Fx ”Jeg vil tro på dig Gud, hvis du vil hjælpe mig med det og det!” Nej, det lyder heller ikke godt. Noget for noget duer ikke rigtig overfor Gud, som man under alle omstændigheder skylder alt.
Ja, men, hvad så? Jo, man kan pukke på Guds nåde. Dvs. holde frem for Gud ikke, hvad vi selv har at komme med, for vi har ikke noget, men hvad Gud selv er kommet med. Altså: ”Jeg beder til dig om at hjælpe mig, ikke fordi jeg har fortjent det, men fordi du er min ven”.
Således kan Guds folk i dets bønner fx henvise til, at Gud engang førte folket frelst gennem ørkenen til det forjættede land, og lade dette være grundlaget for at bede om nu at blive frelst ud af en eller anden truende fare. Således kan det menneske, for hvem livet synes at være tæt mørke, henvise til, at Gud har skabt lyset, og bede om, at dette lys dog måtte blive ham eller hende til del. Således kan i særdeleshed enhver henvise til Jesu Kristi frelsegerning og bede om alt. Det er at bede i Jesu Kristi navn…
Udover at pukke på Guds nåde kan man også prise Gud. Man kan takke. Det har Lyrikeren Søren Ulrik Thomsen fortalt om efter en rejse til Amerika, hvor han var til gudstjeneste i forskellige menigheder.
I Brooklyn, et meget fattigt kvarter i New York, hvor alle problemer findes, og hvor kirkens medlemmer også har dem, lød det fra en kvinde i menigheden: ”Har I noget at takke for?”, og lovprisningen og taknemmeligheden fyldte hele gudstjenesten.
I en sydstatskirke, i et lille fattigt udstyret kirkerum, sang præsten og de 15 kirkegængere blues-vekselsang: ”Far, vi glemmer ikke, at du løftede os op, da vi var nede - da vi ikke havde andre - at du trøstede os, da vi græd”. Man viste taknemmelighed og glæde over livet.
I New York havde den gamle præst ikke kræfter til at sige meget, men det vigtigste: ”Man må aldrig blive så optaget af gaverne, at man glemmer at sige tak for dem”…
Bøn er så meget. Bøn er bekendelse af egen synd og uformåenhed. Bøn er udtryk for fortrøstning og tiltro til Guds nåde og velgerning. Bøn er taksigelse. Bøn kan være klage; det er også er mulighed.
Når disse ting er nævnt, er det næsten umuligt at stille det spørgsmål, som vi forkælede og forvente mennesker måske kunne have fundet på at spørge om i første omgang: ”Virker bøn?” Men lad os alligevel ikke springe over den allermest naive forståelse af spørgsmålet ”Virker bøn?”.
Her tænker jeg selvfølgelig på, om man får, hvad man beder om. Jeg ved det ikke. Jeg formoder, at man ikke får en Mercedes, selv om man beder om en. Jeg formoder det, men jeg ved det ikke, for jeg har aldrig bedt om nogen Mercedes.
Derimod har jeg bedt om andre ting. Noget fik jeg, andet fik jeg ikke (I har vel oplevet det samme?). Men jeg ved stadig ikke, om jeg fik det, jeg fik, fordi jeg bad. Det lader sig ikke afgøre.
Ellers virker bøn selvfølgelig, og man kan mærke det med det samme: Når vi bekender vor synd og nød, bliver vi desto mere opmærksomme på frelsen. Når vi udtrykker taknemmelighed bliver takken og glæden en Guds kraft i vore liv. Når vi beder, kan vi se os selv i Guds lys, og da er himmeriget kommet nær. Amen.
