Sct. Marie kirke, søndag d. 6. maj kl. 10.00. Hør prædiken...
368 - 859 // 333 - (682,4-5) - (11) - 414
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Omkring den tid, da jeg blev konfirmeret, lavede sangeren og filmmanden Søren Kragh-Jacobsen en ungdomsfilm, som hedder ”Vil du se min smukke navle?” Det var en film om en 8. klasse på lejrskole, om deres forhold til hinanden med drillerier og mobning, men også fællesskab og venskab. Og så var der noget om den første forelskelse. Jeg så filmen og syntes, at den var spændende, og jeg blev da også selv lidt forelsket i den pige, som spillede en af hovedrollerne.
Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.«
Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«
Da jeg kom ud fra biografen, var jeg dog godt klar over, at jeg ikke var den helt store Don Juan. Nej, så passede det bedre på mig det der med: ”Min stemme er i overgang, mit hår er helt forkert. Jeg går i det forkerte tøj, og så er jeg genert”. Sådan havde jeg det, da jeg var 13-14 år, og måske er der nogle af jer, der har det ligesådan i dag. []
Det var nok især den sang, som for nylig fik en hel masse mennesker til at plage Søren Kragh-Jacobsen om at lave musik igen. I radioprogrammet Strax kørte man en kampagne, og den lykkedes, og nu har Søren udgivet sin første plade i mange år - Den hedder Isalena. Desværre er der ingen sange, der direkte har med konfirmandalderen at gøre, men der er alligevel en, som jeg har lyst til at fortælle om.
Den handler om, hvordan glæde og bekymring hører sammen. Sangen hedder ”Mia Maria”. Fortælleren sidder og læser avis og kigger ud i haven og holder øje med sin lille pige på knap fire år, og så tænker han (eller hun): ”Mia Maria hun leger i vinden / med mudder på jakken og flagrende hår / Mia Maria umulig at styre / og så denne lykke og angst som hun sår.”
Lykke og angst - det har også været jeres forældres vilkår, både da I var fire år og nu ti år senere. De er glade for jer, og netop derfor kan de aldrig helt slippe for bekymringer over, hvordan det går jer.
Og I er ved at blive voksne, og jeres forældre skal lade jer blive det sådan lidt efter lidt. Og I skal mere og mere tage ansvaret for jeres liv, men lige meget hvor gamle I bliver, så vil jeres forældre blive ved med at se på jer med en blanding af lykke og angst, for I vil altid være deres børn…
Gråd og latter, smerte og lykke, bekymring og glæde vil altid høre sammen. Den, der elsker, har jo noget at miste og en at savne. Sådan er det. Det er det, som Jesus taler om, når han snakker med sine disciple og fortæller om kvinden, der har det svært med smerte, når hun skal føde sit barn, men når barnet er født, og alt er gået godt, så glemmer hun alle sine trængsler og glæder sig over, at et lille menneske er blevet født.
Jesus fortæller, og han prøver at få sine disciple til at forstå. Og de forstår ikke rigtig, hvad han taler om, og det er der ikke noget at sige til, for han taler ligesom om så meget på én gang:
Jesus taler jo om påsken. Han fortæller disciplene om, hvad der skal ske med ham, at han skal lide og dø, men at han skal opstå igen. De skal sørge fra langfredag indtil påskemorgen, hvor de så skal glæde sig.
Men Jesus fortæller også om, at han går til Faderen. Dvs. han er ikke sammen med disciplene mere, som dengang, da de vandrede sammen, og Jesus prædikede og gjorde undere og var sammen med alle slags folk.
Og så fortæller Jesus vel også om os. At vi måske engang i mellem kan føle os forladte. At vi står uden håb helt alene...
Vi vil jo så gerne have bevis for alting. Vi vil godt have et tegn på, at nogen holder af os. Og det får vi da også. Tegnene er der, selv om de måske aldrig sådan rigtigt er et fuldt bevis.
Det er jo fx ikke sådan, at den konfirmand, som får de største og dyreste gaver eller flest penge, er mere elsket af sin familie end dem, som ikke får helt så meget at stille på hylden eller sætte i bankbogen. Nej, her er det jo nok mere tanken, der tæller, og måske er det en ganske lille gave eller en uventet hilsen, der varmer hjertet mest.
Sådan er det også her i kirken. I dag er der ikke altergang, men når der er altergang, så får man ikke ret meget, kun et lille stykke brød og en lille tår vin, men selv om det kun er en lille smule, så er det tegn på Guds kærlighed til os, og det skal så styrke vores tro og varme vore hjerter.
Ved dåben er I alle sammen døbt med tre små håndfulde vand, og det er i sig selv ikke så meget. Men I er altså blevet døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn; I er blevet tegnet med korsets tegn; og I er blevet lovet, at I ikke skal være alene nogensinde, for Jesus vil altid være sammen med jer. Han siger jo: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”…
Det er måske svært at tro på, hvis man er i dårlig humør og helt nede og føler sig fuldstændig alene og forladt både af Gud og af mennesker. Sådan var der en mand, der havde det, og han drømte en nat:
Da den sidste scene fra hans liv viste sig for ham, så han tilbage på fodsporene i sandet. Han lagde mærke til, at mange gange på hans livsvej var der kun ét sæt fodspor. Han så også, at det skete i de værste og bedrøveligste tider i hans liv.
Dette bekymrede ham virkelig, og han sagde: ”Herre, du sagde engang, at du ville være med mig alle dage indtil verdens ende. Men jeg har bemærket, at gennem de mest problemfyldte tider i mit liv, der var der kun ét sæt fodspor. Jeg forstår ikke, hvorfor du forlod mig, da jeg behøvede dig mest?”
Men Jesus svarede : ”Min søn. Mit kære barn. Jeg elsker dig, og jeg ville aldrig forlade dig. I de perioder, med prøvelser og lidelser og bekymringer, hvor du kun ser ét sæt fodspor, der er det ikke mine fodspor, der mangler, men dine, for jeg bar dig.”*…
At Gud holder af os, det får vi også et tegn på til sidst, når vi holder gudstjeneste, for så lyder jo velsignelsen: ”Herren velsigne dig og bevare dig, / Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, / Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.”
Det betyder, at Gud følger dig med sine øjne. Ser efter dig dag og nat. Bevarer dig. Er nådig og bliver ikke sur på dig, men tilgiver dig. Han giver dig fred, så du kan være trygt forvisset om, at du og Gud hører sammen.
Når velsignelsen bliver sagt, så løfter præsten armene sådan på Guds vegne. Så må du forstå ordene og de løftede arme som et knus, Gud giver dig. Hvad enten dit hår er helt forkert, eller der er noget andet i vejen med dig. Hvad enten du er genert eller ej: Du får Guds knus at gå hjem på. Amen.
* Fra engelsk, ukendt forfatter.
