Bed og træk vejret

5. søndag efter påske 2001. Joh 16,23b-28
Broager kirke, søndag d. 20. maj kl. 10.30
195 - 401 - 488, 2+7; 263 // 279 - 553
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: »Beder I Faderen om no­get i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuld­kom­men.
    Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke me­re skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Fade­ren. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil be­de til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«
Bed! Siger Jesus. Det er hans befaling til disciplene, og det er hans befaling til os. Vi behøver egentlig ikke at spekulere så meget over det. Vi skal bare bede; det er ikke kun noget, vi må, men noget, vi skal.

Bøn er noget så grundlæggende, at det faktisk er blevet kaldt ’kirkens åndedræt’, og det er jo sådan med åndedrættet, at det er en refleks. Det at trække vejret er noget, som man gør helt af sig selv, og det går faktisk bedst, hvis man ikke tænker for meget over det. Hvis I tænker over jeres vejrtrækning - og det gør I måske nu - så kan det ligefrem være, at den bliver lidt uregelmæssig.

Sammenligningen mellem bøn og åndedræt er måske ikke helt rigtig, for at lade være med at trække vejret, det kan man jo ikke, men at bede, det kan man til­syne­ladende sagtens lade være med. Dog er der en slags sammenhæng: hvis man ikke beder, kan man komme i ’åndenød’; altså det åndelige i en kommer til at mangle eller bliver måske uregelmæssigt…

Det er vanskeligt at få en person til at lade være med at trække vejret. Voksne ved jo godt, at det er nødvendigt. Børn er mere fantasifulde og eksperimen­te­ren­de. De prøver i badekaret at holde vejret under vandet så længe som muligt, og når de er i svømmehallen forsøger de at svømme så langt som muligt, inden de skal op at have luft. Nogle af dem sidder måske endda, når de keder sig i skolen, og tager tid på, hvor længe de kan holde vejret, mens lærerens stemme lyder i den ene ende af lokalet, og en flue summer i det varme solskin i vinduet, og se­kun­derne bevæger sig langsomt af sted…

Når det gælder den åndelige vejrtrækning, bønnen, kunne et barn aldrig finde på at holde vejret, at lade være med at bede. Barnet beder sine forældre om hvad som helst. Den lille baby skriger efter mælk eller efter at blive skiftet, og det lidt større barn tigger om is eller slik henne i Brugsen. Når man lærer børn at bede til Gud, så gør de også det. Så beder de gerne og længe for bedstefar og bedstemor, for far og mor, for deres lillesøster, for deres hund, for de andre henne i børne­ha­ven og for den karse, som de plantede i en æggebakke, og håber at se spiret op allerede i morgen.

Voksne derimod, de holder gerne vejret, når det gælder bøn. Indvendinger er der jo nok af: ”Hvordan skal vi dog bede? Hvad ved vi om Gud? Hvordan skulle Gud dog kunne tage sig af mine problemer? Har jeg overhovedet gjort mig fortjent til at bede?” Eller: Jeg har allerede prøvet at bede, og jeg er ikke blevet hørt!”

Jo, der er indvendinger nok. Egentlig burde man sige: Lad nu være! Slap nu af, træk nu vejret! Jesus har jo sagt, at du skal bede. Det er ikke bare noget, som du må, det er noget, som du skal! Ja, hvis der kun var børn til stede, kunne prædi­ken­en være stoppet her. Så var det nok at sige: du skal bede til Gud, og ikke mere vrøvl med dig!

Med voksne er det værre. De vil jo godt have en forklaring. De lader sig ikke spise af med en sludder for en sladder. Ja nogle af de voksne er så kritiske, at de kan stille flere spørgsmål, end ti præster kan svare på, og det er mange spørgsmål, for præster holder sig ikke tilbage fra at svare både på det, som de har forstand på, og det, som de ikke har forstand på.

Men altså, hvad ved vi om Gud? Vi ved, at Gud har skabt verden. Det er det, som vi siger i trosbekendelsen, og hvis vi gider, så kan vi gå ud og kigge på verden. (Jeg ved godt, at verden er overalt, men nogle gange er det nu godt at gå en tur for rigtig at se den). Vi kan se græsset, som gror så kraftigt, at køernes tænder løber i vand. Vi kan høre fuglenes sang fra lærken, som hænger oppe under him­len, fra musvitterne og andre fugle, kun ikke fra solsorten derhenne, som har næbet fuld af en fed regnorm. Vi lægger mærke til haren, som trykker sig på marken, men når vi kommer nærmere, mister den modet og stikker af.

Når vi, som ellers ikke er for opmærksomme, lægger mærke til alle disse ting, skul­le Gud, som har skabt både dem og os, så ikke kunne lægge mærke til og kende os? Skulle Gud ikke kunne høre os, når vi lader bønnen bevæge sig over vore læber?…

”Nej, jeg er for ringe til at bede om noget”, vil en måske indvende, men det må man ikke sige. Det kan jo kun den, der bliver bedt til, afgøre. Og skulle det endelig være tilfældet, at man er for ringe til at bede, så må man jo starte der og sige: ”Gud, jeg er for ringe til at bede”, og når det så er sagt, så er det jo sagt, og så kan man bede om det, som man vil bede om.

Endelig er der så dem, som er blevet skuffede. De bad om noget, og de fik ikke deres bønner opfyldt - ikke indtil nu i hvert fald. Måske syntes de, at de havde fortjent at få deres bønner opfyldt, men nej, de blev ikke opfyldt. Hvad skal man sige til det? Der er vel skuffelser, som er så store, at man ikke kan komme sig over dem. Der er vel savn, som ikke er til at bære. Der er vel smerter, der er utålelige. Og der er mennesker, som bærer skuffelser, savn og smerter, som nu siger: ”Jeg er ikke blevet hørt”.

Hertil er det svært at svare skråsikkert, og det skal man vel heller ikke. Kun må man sige, at man aldrig kan vide med sikkerhed, at man ikke er blevet hørt. Må­ske er man blevet hørt, men man har ikke fået noget svar. Måske har man fået svar, men svaret var ikke det, som man regnede med. Jeg beder, Gud svarer. Jeg beder med mine ord, Gud svarer på sin måde. Måske passer svaret ikke lige til bønnen, men mon ikke også Guds børn engang i mellem får gulerødder i stedet for lakrids, mælk i stedet for cola og måske en gang i mellem en bitter pille at sluge?

Så vidt, så godt. Det er vel, om ikke til at acceptere, så til at forstå: bed, bed, bed, også selv om du måske ikke hører eller forstår det svar, som du får…

Men der er mere at sige om bøn end det, at man kan bede på grundlag af Guds skaberværk og glæden en morgen i maj, når det grønnes. Der er givet nogle svar på forhånd. Alt det, vi siger i trosbekendelsen om Jesus, det er jo Guds svar på vore spørgsmål, også selv om vi måske slet ikke har stillet dem. Derfor bed i Jesu navn, for han bærer dit liv, han bærer din synd, han bærer dine skuffelser, savn og smerter. Det lovede han, da han sagde, at han ville være med dig alle dage ind­til verdens ende, så slap nu af, træk nu vejret og ånd lettet op. Og er dine ord ikke stærke, kan du knap formulere noget som helst, så bed en stille bøn, eller bed den bøn, som du fik ved din dåb, dit Fadervor. Vær Guds barn, så går vejrtrækningen helt af sig selv. Amen!