Aftengudstjeneste, onsdag d. 18. april kl. 19.00
204 som forårssolen morgenrød - 276 Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige - // 205 Verdens igenfødelse - 202 Jesus lever, graven brast
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket - hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«
Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.
De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«
Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.
Så fulgte yderligere opgaver og konkurrencer, hvor de hurtigste, de mest vidende og de dygtigste blev valgt ud, alt imens flere og flere blev sorteret fra.
Det er spændende at se Den Store Mission og at følge med i, hvem der klarer sig og går videre. Det er ikke helt så rart at se, når skuffede deltagere nærmest bryder sammen i gråd, fordi de ikke kunne klare en opgave og ikke kunne følge med længere.
Når konkurrencen er færdig, er der én vinder tilbage, og han eller hun får en flyvetur på 90 minutter i 100 kilometers højde. Så er det hele slut, og underholdningsindustrien må finde på noget nyt…
Den Store Mission - har I tænkt på det? - burde ikke være titlen på et tv-program, men betegnelsen for det, som begyndte at ske påskedag for knap 2000 år siden. Bevægelsen gik ikke fra de mange til de få, men omvendt fra de ganske få ud til hele verden. Jeg tænker på evangeliet, ordet om Jesu Kristi opstandelse, Guds rige her på jorden.
Langfredag var Jesus blevet korsfæstet, og de, som havde fulgt ham, var bange. De havde skjult sig, de havde fornægtet ham, og de havde mistet modet. Efter sabbatten, på tredjedagen, havde man fundet Jesu grav tom. Nogle kvinder havde sagt, at de havde set en engel, der havde fortalt, at Jesus lever. Det havde man ikke rigtig troet på - mon ikke det var noget, som de bildte sig ind? Mon ikke sorgen, chokket og savnet fik deres fantasi til at spille dem et puds?
Hvad end forklaringen var, så var det et faktum, at selv liget af ham, som de havde fulgt og sat alt deres håb til, var forsvundet, og der var ingen grund til at blive i Jerusalem længere. Derfor begav to af disciplene sig på vej væk fra Jerusalem. De var bedrøvede og gik og snakkede om, hvad der var sket.
Det var frygtelig, at Jesus var død på den måde, men det var nu ikke kun Jesus, som de havde ondt af, det var lige så meget selvmedlidenhed, fordi deres håb om, at Jesus skulle overtage magten i Israel, blevet gjort til skamme.
Så er det, at Jesus kommer og følges med dem, men de kan ikke se, at det er ham. Han spørger dem, hvad de snakker om, og de gør rede for det.
Det er sådan set rigtig nok, det som de fortæller, men selv om de også havde fået det med opstandelsen med, så er det alligevel ikke helt rigtig. Derfor er det, at Jesus fortæller dem om alt det, som står i skrifterne, at menneskesønnen skal lide og gå ind til sin herlighed.
Det, som han forklarer ud fra skrifterne, er, at han ikke, som de havde forventet, skulle ophøje sig selv, men ydmyge sig selv; at han ikke skulle gribe magten, men at han skulle tage deres afmagt på sig; at han ikke skulle leve livet for sig selv, men at han skulle dø døden for dem.
Stadig genkender de ham ikke, men nu er de nået frem, og noget i det, som de har hørt, får dem til at invitere Jesus til at blive og spise aftensmad sammen med dem. Og han går med ind, og da han sidder til bords med dem og tager brødet, velsigner det, bryder det og giver dem det, åbnes deres øjne, og de genkender ham.
De genkender ham i et kort glimt, og så bliver han atter usynlig for dem. Men nu forstår de, hvorfor det, som lød i skrifterne, og som var blevet udlagt for dem, havde kunnet brænde i deres hjerter: Det var jo ham. Nu kunne de genkende ham. Han var virkelig opstanden.
Og så vender de om. De, som før havde gået ad fortvivlelsens vej, fatter nu nyt mod. Ja, mod er det rigtige ord, for de begiver sig med det samme, selvom det er blevet mørkt, tilbage til Jerusalem på trods af, at de risikerer at blive overfaldet i nattens mørke.
Det må være sent, at de når Jerusalem, for det tager nogen tid at tilbagelægge 60 stadier, det er ca. 12 km, ad natmørke veje.
I Jerusalem er man sent oppe. Her er de elleve og alle de andre forsamlet, og før de to sidst ankomne får lejlighed til at fortælle om den brand, som er blevet tændt i deres hjerter, hører de, at også her er troens flamme blusset op: ”Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon”…
Det var begyndelsen til den løbeild, hvormed evangeliet spredte sig ud i verden. Endnu var det ikke blevet pinse, og endnu havde branden i deres hjerter ikke fået deres tunger til at gløde. Men det var begyndelsen. Det var begyndelsen til Den Store Mission.
Jesus viste sig for dem i nogen tid, inden han fór til himmels. Bl.a. gav han dem missionsbefalingen. Og så begyndte de at sprede ordet. Bønner og lovsange holdt de fast ved. De begyndte at døbe, og når de samledes brød de brødet og spiste sammen…
Omfanget af det fællesskab, som var ved at opstå, gik først langsom op for disciplene. De var jo børn af jødedommen, og fordi de så sig selv som Guds udvalgte folk, havde de svært ved at forstå, at reglerne i Den Store Mission var helt anderledes, end de var vant til. Det var simpelthen et helt andet koncept. Det drejede sig stadig om Guds udvalgte folk, men fordi deres Herre, Jesus Kristus, var alles Herre, drejede det sig ikke længere om at sortere fra, men om at medinddrage. At medinddrage også den, som ikke selv har fortjent det.
De store eksempler på det er forfølgeren Saulus, som selv, da Jesus viste sig for ham i et syn, blev inddraget som medarbejder på Guds rige, og han blev til hedningernes apostel Paulus. Det er Simon Peter, som tre gange på én nat havde fornægtet Herren, men senere blev et vidne om Guds fred ved Jesus Kristus, også selvom han kun tøvende gjorde sig klart, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at Jesus Kristus er alles Herre. Forfølgerens og fornægterens rehabilitering er også det, som vi kalder syndernes forladelse.
Syndernes forladelse gælder enhver, som tror, også os. I ordet må vi høre det forkyndt. Når vi vandrer med Jesus, eller måske snarere, når han vandrer med os, må vi føle det. I nadveren må vi virkelig møde og se den opstandne.
Den Store Mission drejer sig ikke om, at én heldig, dygtig og velkvalificeret person får en flyvetur på 90 minutter i 100 kilometers højde. Det drejer ikke om, at vi skal vinde, men om at Jesus Kristus har vundet. Velkommen ombord! Amen.
