Menighedshuset i Sct. Marie sogn, mandag d. 16. april kl. 10.00
194 Herren af søvne opvågned, opsprang - 190 Krist stod op af døde - 210 Hvor liflig er det dog at gå // 205 Verdens igenfødelse - 390 Tak for al din fødsels glæde - 202 Jesus lever, graven brast
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket - hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«Den sætning, som i utallige påskeprædikener landet over har lydt mest, er formodentlig sætningen: ”Kærligheden er stærkere end døden”. Og i en anden variant lyder det næsten ligesådan: ”Livet er stærkere end døden”. Det er en påstand, som lyder i kirken, og den lyder såmænd også udenfor kirken i sammenhænge, hvor en kristen tolkningsbaggrund kun er svagt til stede.
Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.
De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«
Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.
”Kærligheden er stærkere end døden” - det er den sætning, som bedst kunne beskrive kristendommen, hvis kristendom blot var en lære, der lod sig koncentrere på samme måde, som når man koger bouillon på en spandfuld fiskeben.
Hvorfor så kritisk overfor den sætning, kunne man spørge, har ikke selveste Grundtvig sagt noget lignende? Jo, Grundtvig har sagt noget lignende, men han har ikke sagt det samme. Der er en forskel i detaljen, som er væsentlig, nemlig at kærligheden ikke er noget i luften frit svævende, men noget, som har sin tid og sit sted: kærligheden var her. Eller som det hedder: ”Kærligheden, hjertegløden, / stærkere var her end døden”. Og den kærlighed møder vi i et ’du’, i en person, som viser kærligheden i selvopofrelse: ”heller giver du end tager, / ene derfor dig behager / korsets død i vores sted!”…
Tiden og stedet og personen - det er baggrunden for, at vi i dag befinder os på den støvede vej mellem Jerusalem og Emmaus sammen med to disciple. De går der og taler om, hvad der er sket. Så kommer der en og slår følge med dem. Det er Jesus, får vi at vide, men det kan disciplene ikke se. Og han spørger dem så, hvad det er, de går og snakker med hinanden om.
De undrer sig over, at han ikke er klar over det. Alle i Jerusalem og omegn er dog klar over, hvad der er sket. Altså: Jesus fra Nazaret var en mægtig profet i gerning og ord, men han blev udleveret af ypperstepræster og rådsherrer til at dø på korset. Det var ham, som de havde håbet, skulle forløse Israel. Og nu på tredjedagen, efter at han var blevet begravet, havde man fundet hans grav tom, og efter sigende skulle en engel have fortalt, at han lever. Andre var også ude at kigge, men så kun den tomme grav.
Det er let at mærke på de to, hvad de tænker. De er bedrøvede, de tror ikke på det med englen, og i det hele taget ved de ikke, hvad de skal tro mere.
Og så begynder Jesus at prædike for dem. Ud fra Skrifterne fortæller han dem om Kristus, som først skulle lide og så indgå til sin herlighed. Stadig genkender de ham ikke, men nu er de nået frem, og noget i det, som de har hørt, får dem til at invitere den fremmede til at blive og spise aftensmad sammen med dem. Og han går med ind, og da han sidder til bords med dem og tager brødet, velsigner det, bryder det og giver dem det, åbnes deres øjne, og de genkender ham.
De genkender ham i et kort glimt, og så bliver han atter usynlig for dem. Og nu forstår de, hvorfor det, som lød i skrifterne, og som var blevet udlagt for dem, havde kunnet brænde i deres hjerter: Det var jo ham. Nu kunne de genkende ham. Han var virkelig opstanden.
Og så vendte de om. Selv om det allerede var ved at blive mørkt, begav de sig af sted tilbage til Jerusalem, tilbage til de elleve disciple og alle de andre, som var sammen med dem. Her var Jesus også blevet set af Simon Peter. Og så snakkede de om, hvordan de havde genkendt ham…
De havde genkendt ham, da han brød brødet; de havde genkendt ham i nadveren. Det havde åbnet deres øjne. Nu begyndte de at forstå, hvad der var sket. De begyndte at ane det. På en eller anden måde var der en mening bag det hele.
Kunne det virkelig være sandt? Kunne der virkelig være en mening bag det, som var sket? Jesus var jo blevet svigtet! Selv de allernærmeste havde vendt ham ryggen, de havde fornægtet ham og gemt sig og været bange. Og han var jo blevet pint og korsfæstet og havde til sidst skreget på korset.
Men han var jo forladt af Gud. Hvordan skulle han have været andet? Han var jo uskyldig i enhver anklage, og alligevel blev han straffet på den mest pinefulde måde og led døden!
Kunne der være en mening med alt det? En eller anden mening måtte der være, for han, som havde været død, var nu levende igen og havde vist sig for dem. Måske var han meningen?…
Det tog tid for disciplene at forstå, hvad der var sket, og endnu er vi vel ingen, der rigtig kan forstå det. Vi kan forklare det langt eller kort. Vi kan godt sige, at livet er stærkere end døden, eller at kærligheden er stærkere end døden, men skal vi sige det lidt mere udførligt, så er det altså Jesu Kristi liv og kærlighed, som er stærkere end døden. Og det er vel og mærke hans liv skænket i kærlighed til os, der overvinder vores død…
Vores død er, at vi gør oprør mod Gud og kun vil tro på os selv. Vi vil ikke tjene nogen andre end os selv. Vi kan ikke ved egen kraft stå som retfærdige overfor Gud.
Derfor er det, at Jesus, den retfærdige, satte sig i vores, de uretfærdiges, sted. Han valgte at blive det, som han ikke var: som en synder. Ved at dele menneskers vilkår, være som et menneske og dø som et menneske gav han sig selv til os.
Det er det salige bytte: at Guds Søn tager uretfærdigheden på sig, for at vi må stå som retfærdiggjorte; at Guds Søn lader sig binde, for at vi må blive løst; at Guds Søn døde, for at vi må leve.
Dette er et bytte, som sprænger al retfærdighed, alle normer og enhver forventning. Det sprængte Helvede, for han, som døde, overvandt selve døden, og det fornyr verden og skaber glæde på ny.
Alt det er ikke til at forstå; måske forstår vi det først på den yderste dag, men indtil da vil vi under vor vandring her på jorden lade vor Herre Jesus Kristus forene sig med os bid for bid og dråbe for dråbe i den hellige nadver, indtil han samler os i sit rige.
Ja, Herre Jesus, lad dit ord brænde i vore hjerter. Lad os genkende dig. Lad os bryde op og fortælle om det, der er sket, at kærligheden virkelig er stærkere end døden. Amen.
