Notmark Kirke, d. 5. november kl. 19.30. Hør prædiken...
295 - 661 - 641 // 335 - 279 - 458
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«
 |
| William-Adolphe Bouguereau (1825-1905) Le Jour des morts (1859) |
Og hvad er alle helgen så? Jo, oprindelig, langt tilbage i historien, var det dagen, hvor man fejrede martyrerne. (Martyr betyder vidne). Man mindedes de mennesker, som havde vidnet om troen på Jesus Kristus, selv om det var farligt for dem.
I kristendommens første tid var det nemlig en alvorlig sag at bekende troen på Guds Søn. Romerriget opfattede dette som asocialt og en trussel mod folkefællesskabet. Man forsøgte skiftevis at lokke og at tvinge de kristne til frafald.
Undertiden lokkede man med, at den kristne jo bare kunne afsværge troen for så at antage den igen senere. Man sagde også nogle gange, at den kristne godt kunne beholde troen, bare han også ville sværge til kejseren. Det var naturligvis fristende at give efter for disse tilbud, for så kunne man slippe for yderligere forfølgelser og chikanerier.
Nogle gav efter for fristelsen, men andre holdt stand. De vidste nemlig godt, at hvis man gav undertrykkerne en finger, så tog de hele hånden. De vidste godt, at det var et dårligt bytte at vinde magthavernes gunst, hvis man mistede sin sjæl. Og de vidste i øvrigt godt, at verdens sande magthaver er Gud i himlen, som har skabt alting, og ikke kejseren i Rom.
Man forsøgte også fra statsmagtens side at anvende tvang og vold. Metoderne, stod ikke tilbage for, hvad terrorregimer i det 20. århundrede kunne finde på. Sammen med andre udstødte og forbrydere blev de kristne fx anvendt som levende madding i underholdningsindustrien, når de i cirkus blev kastet for vilde dyr, alt imens tilskuerne kunne lave væddemål om, hvem der blev flået af løver, eller hvem der blev stanget ihjel af vilde okser.
Martyrernes lidelser var enorme, og de fortjener ikke at blive glemt, for ved deres stædige offer blev troens lys rakt videre i verden…
Martyrerne var tros-vidner, som pegede på Jesus Kristus. Ikke på sig selv, ikke på kirken, ikke på noget som helst andet. De var virkelig gode forbilleder, men med tiden skete der det, at kirken i Rom fandt ud af, at de også kunne bruges i reklameøjemed.
Man havde længe kaldt martyrerne helgener. I begyndelsen betød det blot, at de var hellige, fordi de satte hele deres lid til Kristus, men nu var man begyndt at få en anden opfattelse af sagen. Helgener var noget helt særligt og meget forskellige fra almindelige mennesker, og man begyndte at lave systemer, hvor man regnede med, at der var nogle helgener, som var mere hellige end andre.
Nu fik helgenerne en helt anden funktion end at være forbilleder og vidner, som pegede på Kristus, for i utallige legender og helgenberetninger blev det til, at de pegede på sig selv og deres egne gode gerninger og mirakler og undere osv. Herved blev de til kulørte lys og reklameskilte for kirken, og de kom nu til at stå i vejen for menneskers direkte adgang til Jesus Kristus, Guds Søn og alle menneskers bror. Og man begyndte at bede til dem i stedet for til Gud.
Kirkens misbrug af helgenerne var medvirkende til reformationen, som bragte vor kirke tilbage på det rette spor: Kirken skulle ikke pege på sig selv og styrke sin egen magt, men være en ydmyg tjener for Guds Ord i verden. Der skulle ikke længere være forskel på de kristne, for uanset vore forskellige fortjenester, så er der overfor Gud ingen forskel på nogen af os. Vi har jo alle syndet og mangler Guds herlighed, som apostlen Paulus siger.
Hvad betyder dette? Betyder det, at vi ikke kan fejre alle helgens dag mere? Nej, det betyder det ikke! Ligegyldigt forrige tiders misforståelser og misbrug, så findes der stadig helgener og martyrer. Helgener er nemlig alle, som er helliget af Gud ved dåben. Martyrer (i betydningen vidner) er alle, som bærer vidnesbyrd om Guds gode gerninger. Derfor kan vi på alle helgens dag mindes vore kære, som er gået bort.
De, som gik forud, det var dem, som bragte evangeliet gennem tiden frem til os. De bar os til dåben. De opfostrede os og gav os mad og klæder og kærlighed. Og vi mindes dem med respekt…
Når vi savner vore kære døde, så kan det sandelig være svært at se lys nogen steder, og det kan være endnu sværere selv at være lys. Og så lyder det alligevel i dag: ”I er verdens lys”.
Hvordan kan det være? Jo, Guds lys er under-ligt. Et ganske lille lys var det, da vor Herre blev født midt i den mørke vinter om natten ved Betlehem. Et lille lys var det, men det spredte mørket. Det lys er vi sat til at bære. Selv er vi ikke lyset, for overfor Gud har vi intet at rose os af undtaget én, nemlig Guds Søn, Jesus Kristus, som døde på korset for vor skyld. Han er lyset, verdens lys, som skal være lyset i vore liv. Ham skal vi sætte alt vort håb til.
Og hvad er vort håb da? Jo, vort håb er, at Gud engang ved tidens ende vil gøre alting nyt og samle alle sine børn i sit rige. At der vil komme en tid, hvor der ikke vil være tårer eller død eller sorg eller skrig eller pine mere. At Guds Søn skal komme igen i herlighed, og når han kommer igen, skal vi møde ham med jubel og lys og glæde.
Indtil han kommer igen, skal vi bære hans lys. Vi skal være som små spejle eller refleksbrikker, som hver især måske ikke lyser meget, men som tilsammen gør et vældigt indtryk, ligesom når mange mennesker til en koncert hver især på samme tid tænder en lighter. Ja, han, som er verdens lys, har givet os en stor opgave: ”I er verdens lys … dette lys må I ikke skjule, men jeres lys skal skinne for menneskene, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres far, som er i himlene.”
Dette lys skal vi lade skinne. Det kan vi gøre på mange måder alt efter situation og evne. Det gør vi ved til stadighed at tro - dvs. lade Gud komme os nær. Det gør vi ved vise kærlighed og gøre kærlighedens gerninger. Det gør vi ved at bevare håbet.
Og når det kniber med troen og håbet og kærligheden - og det kan det ofte nok knibe med - så skal vi huske på, at det ikke er os, som det kommer an på, men Gud, som gør alting nyt. Amen
