Sct. Marie kirke, d. 29. oktober kl. 10.00. Hør prædiken...
378 – 401 – 488,2+7 – 246 // 142 – 389
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.
Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.« Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!«
Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
Så blev kaffekopperne fyldt, og de snakkede videre om løst og fast. Gæsten spurgte: ”Har du lagt mærke til det og det?” Og den blinde svarede: ”Jo, det har jeg da set!”
Helt korrekt var det jo ikke, for han havde ikke set noget som helst, men så på den anden side, så så han så meget. Han fulgte godt med i alt, hvad der skete, og kunne han ikke gennem radio og lyden fra fjernsynet, vha. blindeavisen eller med forskellige tekniske hjælpemidler få et klart billede af en sag, så var han god til at spørge for sig og tydeligt få forklaret det, som han ønskede at vide noget om.
Således var den blinde et meget velinformeret og klogt menneske, og folk besøgte ham gerne, og efter besøget syntes de som regel, at de gik hjem med mere, end de selv var kommet med …
Det siges, at evangelisten Johannes, da han skrev sit evangelium, var blevet en meget gammel mand, og at han var blevet blind. Han fortalte evangeliet til de mennesker, som besøgte ham, og de skrev det hele ned. Sådan da, for til sidst i evangeliet står der skrevet: ”Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.
Johannes starter med at fortælle helt fra verdens skabelse: ”I begyndelsen var ordet”. Så fortæller han om lyset, som bryder frem gennem mørket. Selv om Johannes er blind, så ser han det hele for sig. Og han taler om Ordet, som blev kød, Guds Søn, Jesus Kristus. Og han siger, at vi så hans herlighed.
Det er prologen til evangeliet, dvs. starten af evangeliet, hvor Johannes slår tonen an, og vi kan ligesom se, at bag ved verdensrummets dybder og på den anden side af enhver blindheds mørke findes der et lys, som er mere sandt og mere skinnende og mere herlig end hvad som helst andet, vi kan forestille os. Skal vi høre tonen, symfonien og fornemme lyset, gør vi det måske bedst ved at lukke øjnene.
Så bliver Johannes mere jordnær. Han starter med at fortælle om Johannes Døber. Vi ser ham for os, mens han står derude ved Jordanflodens bred og fortæller, at han ikke er Elias, at han ikke er Profeten (ikke den profet, som de tænker på, i hvert fald), men blot en, som råber i ørkenen: ”Jævn Herrens vej!”
Og de spørger ham om, hvad han så er for en, og han kigger ned på sine støvede sandaler og tænker sig lidt om. Og så siger han: ”Han, som kommer efter mig, hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.”
Og dagen efter kommer han – ham, hvis skorem Johannes ikke mener at være værdig til at løse – og vi ser Johannes Døber løfte armen og pege på Jesus og sige: ”Se, der er Guds lam, som bærer verdens synd.” Og han ser og bevidner, at Guds Ånd er over Jesus, og at han er Guds Søn.
Det var ikke så lidt. Johannes’ disciple har sikkert stået ved siden af og hørt, hvad Johannes havde sagt. Hørt, men ikke fattet det. Og så har de gået tænkt over det, og om aftenen har de sikkert snakket med hinanden om, hvad de har set og hørt. ”Det kan vel ikke passe… Kan det nu passe? Er det nu, det sker, det, som man har ventet på?” Og de har nok stadig været i tvivl og sagt til sig selv og hinanden: ”Lad os nu se…”
Hvad var det, man havde ventet på? Åh, der jo var så meget, man ventede på. Nogle ventede en politisk befrier. Lige nu for tiden var landet jo besat af Romerne, og det ville være dejligt, om der kunne komme en, som kunne samle folket til modstand, så man kunne få smidt dem ud. Andre ventede en stor profet, som rigtig kunne få sat dem på plads, som ikke dyrkede Gud rigtigt. Disse forventninger var egentlig ikke særlig høje eller særlig logiske, for konsekvensen, hvis de skulle gå i opfyldelse, var jo blot, at man erstattede romerne med et politisk magtmenneske, eller at man indsatte en religiøs Ayatollah til at tvinge fårene ind i folden.
Det var ikke et politisk magtmenneske eller en religiøs mellemmand, som de ønskede sig, de der rigtig håbede og havde håbet længe. Nej, det, som de håbede på, det var nådens tid. Det var, at Gud ville gøre alting nyt, ville vende op og ned på alting, bringe paradiset tilbage, vinde over døden og alt ondt. Og det skulle vel at mærke ikke ske ved vold og magt, men ved ydmyghed og blidhed og kærlighed.
Næste dag ser Johannes Jesus komme gående, og han siger igen: ”Se, dér er Guds lam.” Og to af disciplene, som var hos Johannes, de fornemmede nu, at det var ham de havde ventet på, og så fulgte de efter ham. De forstod nok stadig ikke helt, hvad de gjorde, for da Jesus vendte sig om og spurgte dem, hvad de ville, så får de ikke spurgt om det, som de vel brændte efter at få at vide: ”Er du den, som vi har ventet på?” Derimod spørger de vel egentlig lidt dumt: ”Hvor bor du?” Og Jesus siger: ”Kom og se!” Og så så de, hvor han boede.
Og måske begyndte de derved at ane svaret på alle deres spørgsmål og opfyldelsen af alle deres håb:
“Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
Ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.”
Og dagen efter fortsætter det. Endnu en discipel bliver kaldet til at følge Jesus. Og næste dag igen lyder det til en: ”Følg mig!”
Man kan mærke begejstringen. De fortæller hinanden, at forjættelserne er gået i opfyldelse, at Guds Søn er blevet menneske og bor blandt mennesker.
Filip fortæller Nathanael, at det er Jesus, Josefs søn fra Nazaret. Og Nathanael siger: ”Kan noget godt komme fra Nazaret?” Det, som får filmen til at knække for ham, er selvfølgelig, at det er svært nok i det hele taget at forstå, at Guds Søn skulle kunne blive menneske og bo blandt mennesker, og nu siges det altså, at han endog kommer fra Nazaret! Og det betyder jo, at Guds Søn ikke blot har indlogeret sig på et fint hotel, men har slået sig ned i et af de dårlige kvarterer og altså ikke er kræsen mht. hvem, han vil være sammen med. (Derfor var det i øvrigt også, at han kom til verden i en stald og blev lagt i en krybbe, hvilket bestemt ikke kun bør betragtes som noget idyllisk og romantisk). Filip svarer ikke Nathanael direkte, men siger: ”Kom og se!”
Da Jesus ser Nathanael siger han: ”Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.” Nathanael tror, at Jesus på en eller anden måde har hørt om, hvor god og retfærdig han er. Han bliver sikkert smigret og spørger: ”Hvor kender du mig fra?” Og Jesus svarer: ”Jeg så dig før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.”
Nu bliver Nathanael overrasket, fordi Jesus har set ham i forvejen. (Mon han forstår, at Jesus så også kan have hørt ham udtale sin skepsis? Mon han indser, at han er blevet gennemskuet, og glæder sig over, at Jesus tar’ det så pænt?)
Men Jesus siger: ”Du skal få større ting at se end det … Sandelig, Sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og ned over menneskesønnen.”…
Ja, disciplene fik senere mere at se. Patriarken Jakob havde i en drøm set himmelstigen, stigen til Gud, og det sted, hvor han drømte drømmen, havde han kaldt Guds hus, himmelens port. Hertil knyttede sig håbet om at kunne kravle op til Gud.
Det håb var aldrig gået i opfyldelse, men da Guds Søn, Jesus Kristus, steg ned på jorden og blev menneske og gik den tunge vej gennem kors og død, da skete det, da banede han en vej ind i himlen for alle mennesker. Da blev himmelstigen bygget af korsets træ.
Er det overhovedet til at forstå: porten til himlen, adgang til Gud, nåde og frelse og kærlighed? Ja, med hjertet kan vi forstå det glimtvis og svagt. Eller som Grundtvig siger:
O kristelighed!Amen.
Du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved;
hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt;
mit land, siger Herren, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor!
