12. november. Egernsund kl. 10.30, Notmark kl. 14.00. Hør prædiken...
35 - 401 - 488,2+7 // 553 - 167,7 - 226
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte - mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«
Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.«
Jesus var dog godt klar over, at de mennesker var ude på at stille en fælde for ham. Næsten ligegyldigt hvad han svarede, risikerede han at komme på kant med nogen.
Hvis han svarede, at de myrdede selv havde været ude om deres grumme skæbne, så kunne man beskylde ham for at tage besættelsesmagtens parti. Hvis han svarede, at de var uskyldige, og at det var et uretfærdigt overgreb, at romerne havde myrdet dem, så kunne man anklage ham for at være oprører…
Den politiske side af sagen er kompliceret, og derfor isolerer Jesus problemet ved at nævne en anden ulykke, som ikke har politiske undertoner: Nemlig det, at et tårn er styrtet ned over 18 mennesker og har dræbt dem. Her er der ingen politik i sagen. Her kan forholdet mellem skyld og skæbne betragtes i klart lys: var de blevet ramt af ulykken, fordi de på en eller anden måde var mere skyldige end andre?
Nej, siger Jesus, det er ikke tilfældet; man kan ikke regne med en sådan umiddelbar sammenhæng mellem skyld og skæbne.
Den opfattelse var i øvrigt ikke nogen ny opfattelse. Man havde jo længe vidst, at Gud lader sin sol skinne på gode såvel som på onde mennesker. Og ofte gik det gode mennesker skidt, mens onde mennesker syntes at blive belønnet med et langt og godt liv.
Det forhold forekom mange urimeligt og uretfærdigt. Derfor tolkede de de ulykker, som skete, på den måde, at det nok alligevel var sådan, at de, som blev ramt af ulykkerne, på en eller anden måde selv var skyld i deres skæbne.
Det var jo i grunden det mest rimelige. Så kunne det jo også betale sig at opføre sig godt. Så fik man noget ud af at være bedre end andre mennesker, selv om det ofte kunne være træls at følge dydens smalle vej.
Sådan tænkte de, Jesu modstandere. Og Jesus svarede altså: I tænker forkert! Og han fortsætter: Hvis ikke I omvender jer, skal I omkomme ligesom de!
Hvordan skal disse barske ord forstås, vil Gud lade et tårn vælte ned over dem også? Er det det, Jesus mener? Er der alligevel en sammenhæng mellem skyld og skæbne?
Og svaret må være: Nej, Gud lader ikke tårne vælte ned over mennesker. Men mennesker, som selvretfærdigt har travlt med at dømme sig selv inde og andre ude, de må i sagens natur leve under de betingelser, som de selv opstiller. De må vide, at den, som graver en grav for andre, selv kan falde i den. De må være klar over risikoen ved at kaste med sten, når man selv bor i glashus.
Og det er netop det, som er den selvretfærdiges problem: han eller hun bor i glashus og er ikke mere uskyldig end noget andet menneske. Og skulle vedkommende virkelig være uskyldig og retfærdig på alle mulige andre områder, så bliver dog hovmodets skyld tilbage - og den skyld er ikke nogen lille skyld…
Nu må det for at undgå misforståelser selvfølgelig indrømmes, at der godt kan være, og at der ofte er en sammenhæng mellem skyld og skæbne: hvis man lever et usundt liv, så risikerer man lettere at blive syg. Hvis man overtræder loven, så risikere man at få en bøde eller komme i fængsel. Hvis man gør dit, så sker der dat.
Jo, der er en mulig, men ikke nødvendig sammenhæng mellem skyld og skæbne, og man kan ikke fra en given skæbne påvise, at den skyldes dette eller hint.
Når det er sådan. Så betyder det ikke blot, at den uskyldige kan blive ramt af skæbnen. Det betyder også, at den skyldige kan gå ram forbi…
Den skyldige kan gå ram forbi. Det er det, det drejer sig om, når Jesus fortsætter med at fortælle lignelsen om figentræet i vingården: Træet er vokset op og er blevet så stort, som et sådant træ nu skal være for at sætte frugt, men der er ingen frugt på det. Det første år er der ingen frugt. Det andet år er der ingen frugt, og nu det tredje år er der heller ingen frugt. Ham, der har vingården, siger til gartneren: fæld det, det gør jo ingen nytte!
Men gartneren elsker sine planter - også figentræet. Han har gået omkring det i alle de år og glædet sig til, at det skulle sætte frugt. Han vil godt give det en chance til, grave og give det ekstra gødning. Og træet får en chance til…
Et træ skal sætte frugter. En blomst skal blomstre. Et korn skal spire og give mange kærner igen. Det er deres bestemmelse. Sådan er det også med mennesker. Også vi skal spire og blomstre og sætte frugter. Vi skal leve i kærlighed med hinanden og til Gud.
Og det er så det, som vi ikke gør. Vi formår det ikke altid. Gud, som vi ikke ser, glemmer vi, og vore kære, som vi ser og kender, dem svigter vi også. Jeg ved godt, at det er hårdt at sige sådan - særligt i dag, hvor der er barnedåb, og hvor den lille ligger trygt i mors eller fars arme, og hvor mor og far for alt i verden ønsker altid at være alt for hende. Viljen er der, ønsket og håbet er der, men også I vil komme til at svigte jeres barn en dag - en lille smule i hvert fald, for mon ikke også I fx engang vil føle jer ramt af udtrykket: ”Har du snakket med dit barn i dag?” Og mon ikke jeres pige engang om mange, mange år vil tænke: ”Jeg bør besøge dem lidt oftere”?
Vi er altså i den situation, at vi er skyldige. Vi er skyldige for alt det, som vi gør, men ikke burde gøre. Vi er skyldige for alt det, som vi ikke får gjort.
”Jamen, er det lille barn også skyldig”, må vi så spørge? Og vi kan så svare, som der blev læst for lidt siden, at barnet ikke er skyldig, fordi fædrene spiste sure druer. Dvs. barnet kan naturligvis ikke drages til ansvar for sine forældres fejl og mangler. Heldigvis. Men barnet er jo i sin natur en lille menneskeplante, som vil vokse op, og skønt det vil være sig selv, så vil det også være som andre mennesker, nemlig ikke uden fejl.
En lille menneskeplante, skøn og sød, men med anlæg for ikke at være uden fejl, sådan en lille menneskeplante bærer man til gartneren, som elsker sine planter. Det er det, som sker, når man bærer et barn til dåben. Og gartnerens mægtige tegn, korsets tegn gives til barnet. Og vandet hældes over dets hoved til syndernes forladelse og nåde og evigt liv. Og barnet skal aldrig vandre i skygge, for Jesus er lyset og livet. Amen.
