Søndag d. 9. juli. Augustenborg kl. 9.00, Ulkebøl kl. 10.00. Hør prædiken...
24 - 257 - 464 / 402 - 488,2+7 - 484 - 6
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger - da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«
Der var en bror, som det gik vældig dårligt for. Alt gik galt for ham. Han kom på kant med sin far, ja med hele sin familie, blev indblandet i kriminalitet og endte helt nede i skidtet. Til sidst fik han så mange bank et menneske kunne få, og uden livsmod var han kun en skygge af menneskelig eksistens.
Den anden bror gik alting på en måde godt for. Han havde tilsyneladende et godt forhold til sin familie (bortset altså fra forholdet til broren). Han havde succes og fik magt og indflydelse og rigdom. Dog var det sådan, at han bag den gyldne overflade levede et elendigt liv med løgn og bedrag.
Når det kom til stykket, var begge brødre fortabte. Sådan er det faktisk også med den historie, som Jesus fortalte, den historie, som vi kalder ”Lignelsen om den fortabte søn”. Lad os se på den.
Den ene søn, lillebroren, får udbetalt sin arv og rejser væk hjemmefra. I begyndelsen går det godt. Drengen lever i sus og dus, bedre end han har råd til, og sikkert også mere vildt, end han har godt af. Og så går det ham selvfølgelig på samme måde, som det går så mange andre, der pludselig kommer til penge: en dag er der ikke flere tilbage, og så står man der med håret i postkassen og hul i lommen.
Vennerne er væk lige så hurtigt som pengene, og da det er strenge tider, må lillebror skaffe sig et job. Og et elendigt job er det. Det er det ringeste job, man kan få, for hvis vi husker på, at historien er fortalt til jøder, så kan vi forstå, at det at passe svin og ligefrem spise af den mad, som svinene æder, det er virkelig bunden. Det svarer til at tømme latriner eller det, som er værre.
Til sidst går drengen i sig selv. Dvs. han opgiver sin stolthed og indser, at han havde det bedre hjemme hos faren, og han bestemmer sig for at vende hjem og indrømme, at det ikke gik for ham. Han er endda villig til ikke længere at kaldes søn, men at arbejde som slave for faren.
Så drager han af sted hjemad. Mon ikke han havde regnet med, at han skulle komme luskende hjem med halen mellem benene? Mon ikke han havde regnet med, at han skulle komme til bagdøren og stå der med hatten i hånden. Sådan gik det ikke. Tværtimod.
Faren ser ham allerede, mens han er langt borte. Han må have stået der på terrassen hver dag og kigget efter ham og savnet ham. Han har sikkert tænkt: bare der ikke er sket ham noget. Skidt med, om han har lavet ulykker. Skidt med, om han har mistet penge og kuffert og pas, bare han er i live og har det godt. Bare han kommer hjem.
Straks faren ser drengen, løber han ham i møde og omfavner og kysser ham. Han vil slet ikke høre på drengens undskyldninger, så lykkelig er han, og han arrangerer med det samme en fest, for sønnen var ikke død, men levende, ikke længere fortabt, men fundet igen.
Det er vel nok en dejlig historie. Det er næsten som med børn, der er for længe ude. Komme de lidt for sent hjem, får de at vide, at de skal komme hjem til tiden, og måske får de skæld ud. Men kommer de alt for sent hjem, så forældrene har nået at blive alvorligt bekymret for, om der er sket noget med dem, så bliver der ikke skældt ud, for forældrene er bare så glade for, at børnene kom hjem i god behold.
Her er det selvfølgelig ikke kun en historie om en far og en søn. Historien handler også om, hvor meget Gud elsker sine børn, hvor meget Gud elsker os, hvad I nok har regnet ud…
Men der er mere i historien. Der er jo også det med storebroren. Storebroren, det er ham den pæne dreng, som bliver hjemme og passer sit arbejde og ikke ødsler pengene væk. Han er den fornuftige og ordentlige.
Han er ude på marken at arbejde, og da han kommer hjem, finder han ud af, at hele huset er på den anden ende, og at der rigtig bliver festet. Mens han får støvlerne af og får vasket støvet af kroppen, spørger han til, hvad der foregår, og han får at vide, at hans bror er kommet hjem i god behold, og at det er derfor, at der er fest.
Nu burde storebror nok blive glad og glæde sig sammen med faren og være med til festen. (Faren er jo Gud, som er rig nok til at feste for den ene, uden at der går noget som helst fra den anden.) Men han bliver ikke glad. Han bliver derimod ærgerlig, rigtig godt harm og sammenbidt. Og man kan se ham for sig, mens han står der udenfor huset med knyttede næver og sparker til en spand, så den vælter, og hønsene forskrækket flyver til alle sider.
Faren kommer ud og beder ham komme med ind til festen, men det vil han ikke. Han er slet ikke i humør til at feste, men begynder at beklage sig. Og da han først får lukket op for posen, så kommer det hele ud: ”Jeg har altid været herhjemme, og jeg har gjort alt, hvad du har sagt. Og se, nu disker du op for lillebror, men du har aldrig givet mig så meget som en kasse sodavand, så jeg kunne sidde og hygge mig med mine venner. Han har bare frådset, og nu holder du stor fest for ham!”
Faren siger så til ham: ”Min dreng, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu bør vi feste og være glade, for din bror, som var død, er i live. Han var fortabt, men er blevet fundet.”
Her slutter historien, og vi ved ikke, om storebroren går med ind til festen, eller han bliver ved med at være vred. Vi ved ikke, om han bliver god igen, men det er ikke for meget at sige, at han i sin vrede og misundelse er fortabt. Han er nemlig i grunden ikke bedre end sin bror, for hvis han havde turdet det, ville han måske også gerne selv have skejet ud, have levet i sus og dus og have nydt det vilde liv. Og han havde sikkert også tænkt på at rejse hjemmefra, og kun fordi han var et dydsmønster og lidt sløv i optrækket, var det aldrig blevet til noget.
De er altså fortabte begge brødre, men heldigvis er der plads til dem hos faren, hos Gud, som både elsker dem, som han har hjemme hos sig og med åbne arme tager imod dem, som er blevet væk.
Vi kan godt med os selv overveje, hvem vi er, og hvor i historien vi er. Om vi er som ham, der er rejst bort fra Gud, fordi vi vil klare os selv? Om vi har vendt Gud ryggen (helt kan vi vel ikke have vendt Gud ryggen, for så ville vi nok ikke være i kirke i dag)? Om vi er kommet tilbage til Gud? Om vi er hos Gud, men måske er utilfredse med det? Om vi er hos Gud, men bliver misundelige, hvis vi føler, at andre har for let adgang til Gud? Det er en helt masse spørgsmål, som nok er svære at svare på, og måske er det også nogle dumme spørgsmål, som vi ikke skal bekymre os alt for meget om, for lige meget, hvor fortabte og fjernt fra Gud, vi er, så er dog det vigtigste, at Gud elsker os og altid vil tage imod os.
Ja, Gud elsker os. Det kan vi vide, fordi der er en tredje søn med i historien om Gud og os. Nemlig Guds egen Søn, Jesus Kristus. Han er Gud Faders gode Søn, som ikke rejste hjemmefra for at leve i sus og dus, men for at blive vores bror. Jesus kom ud i verden, for at hente mennesker hjem til Gud og for at forkynde fred for alle, hvad enten de er tæt på Gud eller langt borte. Og det var ikke bare noget, som han sagde. For ham var det virkelig sådan, at rigdom og gods og ære ikke betød noget. Han var en rigtig ven, som tog sig af alle, som trængte til hjælp - også dem, som var udenfor, de udstødte og de fattige. Og til de rige og alle dem, som troede, at de ikke havde brug for hjælp, sagde han: ”I skal ikke stille jer sådan an. Mig kommer I ikke uden om. I har også brug for en ven.”
Og selv om mennesker sagde nej til Jesus og til sidst korsfæstede ham, så sagde Gud ja til mennesker og lod ikke døden beholde magten. Jesus opstod fra de døde og opfor til himmels, som vi siger i trosbekendelsen, og sidder nu ved Gud Faders højre hånd. Derfor er der fest i himlen og på jorden, og vi har lov til at være med. Er vi døde, kan vi blive levende igen. Er vi fortabte, kan vi blive fundet. Vi har lov til at komme, som dem vi er, og vi har lov til at kalde os Guds sønner og døtre. Amen.
