Roskildefestival

Gudstjenesten ved Højkirkelig Familielejr tirsdag d. 4. juli 2000
Episteltekst: Apostlenes Gerninger 10
Evangelietekst: Markus 16,1-8
Tema: Kirkens fremtid - mine ord skal aldrig forstumme. Kristi opstandelse som udgangspunkt for kirkens fornyelse
Salmer: 190 - 212 / 191 - 308 - 203
Hvis man i dagens Danmark siger ordet ’opstandelse’ løsrevet fra enhver sam­men­hæng, hvad tænker folk så på? Hvad forbinder de med ordet? Hvad er deres første indskydelse? Mon ikke mange tænker på folkemængder i uro eller for­fær­delse og forvirring.

Nu i disse dage er der stor opstandelse i Danmark, ja vel i hele Nordeuropa. Det er ulykken ved Roskilde-festivalen, som jeg tænker på. På en eller anden måde havde en kæmpe menneskemængde taget en gal retning og skubbet og mast. Det, som var startet som en koncert, hvor man skulle nyde musikken, danse og lade sig rive med af stemningen, var endt med en katastrofe, for i menneske­mas­ser­nes malstrøm blev 8 unge mænd klemt og kvalt til døde.

Man valgte at fortsætte festivalen. Måske var man bange for meget mere ’op­stan­delse’, hvis man stoppede festen. Måske mente man blot, at det jo ikke hjalp noget at stoppe, for livet måtte jo fortsætte, the show must go on. ”Livet er stær­kere end døden”, sagde man.

Hvor havde de det fra: ”Livet er stærkere end døden”? Var det noget, som de troede på, eller sagde de sådan i trods og afmagt, fordi de ikke ville tro på, hvad de havde set? De var jo døde de 8, og der, hvor deres liv var visnet bort, blev der nu næste morgen lagt blomster og breve og tændt lys, hvorved sorgen kunne få et udtryk…

Den morgen, da Maria Magdalene, Maria, Jakobs mor, og Salome kom ud til Jesu grav, var de også afmægtige og fortvivlede, for ham, som de havde fulgt og håbet på og troet på, han var død. Nu stod der kun tilbage at gå ud og salve ham, at græ­de, at mindes, for de troede, at døden havde vundet. Og så skete der det, som intet menneske kunne håbe på eller tro: graven var tom.

En engel sagde til dem, at han, som var korsfæstet, Jesus af Nazaret, han var op­stået. At han var gået i forvejen for dem til Galilæa, og der skulle de se ham, som han havde sagt. Ja, han havde sagt det, men de havde aldrig rigtig forstået det. De forstod det heller ikke endnu, og derfor var de stadig rystede og bange.

Men frygten og angsten vendtes snart til stor glæde, da Jesus trådte frem for dem. Han var sandelig opstanden. Og Jesus talte med dem. Han spiste og drak med dem, og han sendte dem ud i verden for at fortælle, hvad Gud havde gjort:

Gud havde givet sin egen søn for at genoprette forholdet til os mennesker. Det skete ved, at Gud opgav al retfærdighed for at skænke en ny retfærdighed. Da Jesus kom til Johannes Døberen og bad ham om at blive døbt, sagde Johannes, at det kunne da ikke passe, at han skulle døbe Jesus, som var uden synd. Men Jesus sagde: Jo, du skal, for således opfylder vi al retfærdighed!

Den gamle retfærdighed sagde: Jesus er uden synd, hvorfor skulle han dog blive døbt med Johannes’ renselsesdåb? Den nye retfærdighed, retfærdigheden fra Gud sagde: Jesus er uden synd, men han lader sig døbe til synden, til at være det, som han ikke er: en synder. Han lader sig døbe til at sætte sig ind i menneskers vilkår, være som et menneske og dø som et menneske. Han lader sig døbe til at give sig selv til os.

Det er et saligt bytte: at Guds Søn tager uretfærdigheden på sig, for at vi må stå som retfærdiggjorte; at Guds Søn lader sig binde, for at vi må blive befriet; at Guds Søn døde, for at vi må leve.

Dette bytte sprængte al retfærdighed, ja ikke blot dette, det sprængte også Hel­vede, for han, som døde, overvandt selve døden og opstod påskemorgen…

Den gamle retfærdighed fandtes dog endnu. Det gjorde den for apostlen Peter, som stadig levede efter og hævdede renhedsforskrifterne i den gamle religion. Men så skete der det, at han fik et syn, som fortalte ham, at disse forskrifter ikke gjaldt mere. Og da han blev kontaktet af nogle ikke-jøder, nogle fremmede, for­stod han, at Guds frelsergerning ved Jesus Kristus var rettet til alle folk, og fre­den, som han forkyndte, var for alle folkeslag.

Den kristus-bevægelse, som opstandelsen var, rakte ud over hele jorden til jor­de­rigs ender. Den kristus-bevægelse, som opstandelsen er, rækker gennem ver­den og gennem tiden, og den er rakt til os.

Den gamle retfærdighed findes endnu. Den gamle verden findes endnu. Det gamle menneske findes endnu, men i Jesus Kristus brød og bryder det nye frem.

I dåbens vande fik vi vasket det gamle af og blev sat på evighedens og forny­el­sens vej. Vi blev sat til at vandre kristus-bevægelsens vej. I nadveren giver vor Herre Jesus Kristus os sig selv, sit hellige legeme og blod, for at vi må blive styr­ket og fastholdt på vejen, som er en sand tro til det evige liv. Ja, selv er han vejen, og han vil holde fast i os og ikke slippe.

Han vil ikke slippe, og vi holder fast ved ham. Derfor holder vi gudstjeneste: for at takke og love Gud, for at synge til Hans ære.

Her på Sundeved-Centret holder vi nu i disse dage kirkelig familielejr. Vi er sam­lede til en slags festival, hvor musikken er til Guds ære, processionerne er vor dans for Gud, og det, som vi hører, er Guds ord til os. Her skal Guds Ånd råde.

Vi lader ordet om Kristus, ordet af Kristus, ja Kristus, som selv er Ordet, forny os. Han er den, som gør alting nyt, og hans ord skal aldrig forstumme…

Hvorfor nævnte jeg Roskilde-festivalen i indledningen til prædikenen? Hvorfor sammenligner jeg ulykken der med vore glade dage her? Forskellen er jo enorm.

Jo, jeg nævner det, fordi man der har brug for krisehjælp. Festivalen har brug for krisehjælp, og vort folk har brug for krisehjælp, for nøden er enorm. Afmagt råder og et ord til trøst og styrke må der til.

Ordet er ordet om Jesus Kristus, som tog al verdens synd og lidelse på sig. Det må siges, at Jesus Kristus tog al lidelse på sig. Han tog også lidelsen i Roskilde på sig. Han var med der ved Orange Scene, hvor mennesker blev trampet ned og led og døde, og han led selv med. Hans opstandelse gælder også dem. Den gælder hele folket.

Kirkens fornyelse er ikke en fornyelse af evangeliet, ikke en fornyelse af bud­ska­bet om Guds frelsergerning for os. Men kirkens fornyelse er stadig at række kris­tus-bevægelsen, opstandelsen, troen, til mennesker i nød.

Hvordan dette skal gøres, er der sikkert mange svar på. Jeg ved ikke hvordan, men det skal gøres. Jeg tror bestemt ikke, at det skal gøres ved at invitere alt muligt, som ikke er af Kristus, ind i vore kirker. Jeg tror ikke det skal gøres ved at gøre budskabet ’spiseligt’, men det skal gøres.

Vi må forkynde ordet, som er blevet os givet. Vi må bede om, at vi som apostlen Peter må blive retledet af Helligånden, så vi kan aflægge det i os, som er af det gamle, og blive fyldt med det nye liv. Vi må bede: kom selv Herre Kristus og åbn de lukkede døre hos os og hos vort folk. Amen.