Grieg, Maude og os andre

3. søndag i fasten 1999. Lukas 11,14-28
226 Mægtigste Kriste - 260 Gud Helligånd! o, kom - 519 Vor Herre! til dig må jeg ty - // 132 så skal da Satans rige - 574 Du ved det nok mit hjerte
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæ­mo­nen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folke­skarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyr­ste, Beelzebul, at han uddriver dæ­mon­er­ne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv læg­ges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriv­er dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.
    Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejen­dele være i fred. Men kommer der en, der er stær­ke­re, og over­vin­der ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.
    Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er dre­vet ud af. Og når den kom­mer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«
    Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råb­te: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han sva­rede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«
Det er en underlig mand, som er dukket op derude på landet, oppe nord­på i de små provinsbyer. Han går omkring og laver mange mærkelige ting. Man har hørt både det ene og det andet. Hvor meget, der er rygte, og hvor meget, der virkeligt er foregået, er ikke sådan til at afgøre, men ét er sikkert: det er foruroligende! En ting er, at han har mange disciple og tilhængere, og at han går rundt og helbreder folk. Det er selvfølgelig slemt nok, men deri adskiller han sig ikke fra så mange andre ballade­magere. Nej, det værste er, at han vender om på alting. Han har ingen respekt for stand og byrd, ingen sans for, hvad der er rent og urent. Han spiser med syndere, han rører ved syge, og han taler med fremmede.

Ja, selvfølgelig helbreder han nogle, han forandrer menneskers liv, men er det virkeligt nødvendigt? Er det nødvendigt at gøre det så radikalt helt uden at gøre forskel på folk? Prostituerede, repræsentanter for be­sæt­tel­ses­mag­ten og folk befængt med de mest smitsomme, væmmelige syg­dom­me - dem færdes han iblandt, og kan man mon gøre det, uden at noget af smudset hænger ved?

Og så angriber han den bestående orden. Han tror ikke, at reglerne gæl­der for ham - alle de regler, som vi har for at holde lidt styr på det hele.

Sådan tænker farisæerne om Jesus, og nu møder de ham. Han har netop uddre­vet en dæmon, som har gjort et menneske stumt, og nu taler den stum­me igen - for første gang i lang tid, eller måske for første gang nogen sinde. Folk undrer sig og glæder sig, som man rettelig må gøre, når der er sket et sådant under.

Men farisæerne glæder sig ikke. Farisæerne havde styr på alting. De havde opstil­let en masse regler, som fortalte, hvad man måtte, og hvad man ikke måtte, hvad man skulle, og hvad man ikke skulle. 622 regler - loven. Farisæerne havde loven at holde sig til, så havde de styr på sig selv og på hinanden og på Gud. Det holdt de fast ved, ja, det holdt de så krampagtigt fast ved, at de kunne finde på at sige, at Jesus selv var besat af en ond ånd. Loven var blevet så vigtig for dem, at de slet ikke kunne se, at Guds rige var kommet til dem, at noget nyt var ved at ske. Der var nemlig en revolution på vej, en styrkeprøve, en magtovertagelse.

Hvordan kunne det komme så vidt? Hvordan kunne det komme så vidt, at fari­sæ­ernes hus var kommet i splid med sig selv - for det var jo det, som var sket, når de vendte sig mod Guds søn?! Havde de da ikke været på Guds side fra be­gyn­delsen af? Havde de ikke villet det gode og bekæm­pet det onde?

Jo, det havde de. De havde virkelig været på Guds side. Gennem hele deres histo­rie, lige siden Gud havde sluttet sin pagt med deres forfader Abraham, havde de været på Guds side, og Gud havde holdt fast ved dem, skønt de tit havde svigtet Gud. Gud havde løst dem fra angst og pine, trøstet dem ømt og lagt sit hellige ord i deres hjerter og munde.

De havde sviget, og Gud havde tilgivet dem. Sådan havde det altid væ­ret, men nu skulle det være anderledes - nu ville de have styr på situa­ti­onen. Nu ville de være herrer i hus. De havde indset, at hvis de ikke svig­tede, behøvede Gud slet ikke tilgive dem. Det var jo simpelt. Når man havde indset dette, lå løsningen jo lige for: Der skulle bare opstilles nogle regler, som skulle overholdes.

Reglerne var gode nok i sig selv - mange af dem var i hvert fald - men alligevel var det gået galt, for nu var de kommet til at stole mere på lo­ven end på Gud. I stedet for at leve af Guds nåde, af Guds tilgivelse, af Guds kærlighed, satsede de mere og mere på egne præstationer, på egne gerninger.

Vi kender det godt; der er talrige eksempler på, at mennesket ikke kan hol­de orden i eget hus. Der er masser af eksempler på, at den orden, som vi kan skabe, blot er tomhed, og at den tomhed let bliver djævelens bytte.

I 1936 skrev nordmanden Nordahl Grieg den smukke sang ”Kringsat av fiender”. Her talte han krigen, volden og døden imod. Grieg var op­rin­de­lig pacifist; han troede på, at det gode i mennesket til sidst ville sejre. Han mente, at mennesket i grunden var ædelt, og at det selv kunne skabe fred og menneskeværd - broder­skab, skønhed og varme. Han troede virkeligt, at man kunne få bugt med alle dæmonerne.

Senere ændrede han mening, for menneskets fremskridtstro havde også en bag­side. Af den var nazismens uhyre opstået og truede verden. Grieg indså, at ideal­erne ikke holdt. Han opgav pacifismen og blev pilot i Roy­al Airforce, og i 1943 blev han dræbt under et bombetogt over Tyskland. Således kom han til at dø for sandheden, men det var ham vel også mere kært end at leve på en løgn.

I 1989 faldt Berlinmuren. Den kolde krig var slut, og vi håbede alle, at en ny tid med fred og frihed var brudt frem. Vi troede, at der nu var or­den i det Europæ­iske Hus, men det var der jo ikke.

Ikke bare på det politiske plan kender vi til, at det er umuligt at have si­tu­ation­en fuldstændigt under kontrol. Vi kan vel alle huske Maude fra tv-serien Mata­dor. Hun havde en god mand, nogle dejlige børn, et smukt hjem og gode tjeneste­folk. Hun burde have været tilfreds og tak­nem­me­lig, men det var hun ikke. Når selv de mindste ting gik hende imod, gik hun helt i baglås, så kunne hun ikke klare det længere. Så gik hun seng og lukkede verden ude. Maude forsøgte des­pe­rat at holde styr på sit liv. Ja, hun gik endog så vidt, at hun lod nøgle­huller­ne i hjemmets døre rense med vatpinde.

Det gik selvfølgelig galt for Maude. Det, som så så godt ud på over­fla­den, holder ikke; glasuren krakelerede, og det ægteskab, som så så godt ud udadtil, var råd­dent indeni. Først, da Maude fandt ud af, at hendes mand havde bedraget hende, og at alt var gået galt, vågnede hun op. Da det gik op for hende, at hendes liv ikke var perfekt og aldrig kunne blive det, fik hun kræfter til at kæmpe og redde stum­perne.

Vi kender også alt det her fra os selv. Selvfølgelig gør vi det. Vi er jo fornuftige men­nesker, som forsøger at holde orden i eget hus. Vi passer vort arbejde, sør­ger for opsparing og forsikringer. Vi forsøger at svare enhver sit. Vi prøver virke­ligt at være gode børn, gode ægtefæller, gode forældre, gode venner og gode kol­leger. Vi prøver, men nogle gange lyk­kes det ikke for os. Vi svigter dem, som vi holder af, og Gud glemmer vi fuldstændig eller gemmer som en, der kan tages frem ved særlige lejligheder. På den måde ligner vi farisæerne.

Vi kan ikke få bugt med de onde ånder - ikke ved egen hjælp i hvert fald. Derfor er det godt at høre om den stærke og den, som er stærkere. Den stærke er Djæ­ve­len i sin fæstning, den stærke er løgnen og døden. Men den stærkere er Guds Søn, Jesus Kristus, manden, som vandrede omkring blandt mennesker, der ikke havde orden i deres liv, manden, som var på vej til Jerusalem for at gennemføre den største revolution nogensinde, styrkeprøven mellem Gud og Satan. Ved hans død og opstandelse tabte døden det afgørende slag, og livet vandt sejren. Ved hans gerning for os fik vi tilgivelse for vore synder, vi slap for at skulle forsøge at trække os selv op ved håret. Vi slap for at skulle kæmpe en håbløs kamp alene.

Den stærke er stadig i verden, men der er en, som er stærkere. Om det skrev Kaj Munk:
Du ved det nok, mit hjerte,
du ved, at Gud er stor;
men stor er og hans fjende,
så tit du det erfor. 
Velan! så må du kæmpe
og tro trods fald og brud,
at stor er vel Guds fjende,
men større er dog gud.
Amen.