Hør prædiken...
70 - 232 // 314 - 235
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Sådan plejer man ikke at tælle ned til årsskifter, men det kommende nytår er noget helt særligt. Dér drejer alle fire cifre på årstallenes tælleværk, de tre 9-taller bliver til nuller og 1-tallet bliver til 2: år 2000. Dette runde tal bliver der virkelig lagt mærke til, og nogle mennesker lægger en særlig betydning i det. Nogle frygter, at der vil ske store naturkatastrofer, eller at jorden skal gå under. Andre tænker med optimisme og forventning på alt det, som det nye årtusind vil bringe. Men de fleste vil nok feste og gøre, som de plejer, bare i en større målestok. Også de kommercielle interesser er med på vognen, så der bliver arrangeret år-2000-fester, designet år-2000-kjoler, lavet opskrifter med år-2000-retter osv. osv. – man kan jo lige så godt tjene en ekstra skilling på alt hurlumhejet.
Ja, er det mere end hurlumhej og tant og fjas med alt den opmærksomhed på år 2000? Er det i grunden ikke ganske uinteressant eller kun lige så interessant, som når kilometertælleren i bilen runder de 100.000? Er det ikke underligt, at alle og enhver kender timen og dagen på en begivenhed, som er ganske ligegyldig, fordi der ikke sker noget afgørende nyt? Jo, det er det!
Og så er der alligevel noget ved tallet, som bør fange vor interesse. År 2000 betyder nemlig, at det er 2000 år siden, at vor frelser, Jesus Kristus, blev født. Det betyder, at han er sat som udgangspunkt for vor tidsregning. Det betyder også, at for hvert år der går, så kommer vi længere væk fra den tid, da han var på jorden hos os, og vi kommer nærmere den tid, da han skal komme igen. Det lyder som om, at det er lige godt: fjernere fra den ene side og nærmere til den anden, men det er det nu ikke helt, for det ene tidspunkt kender vi og måler tiden ud fra, og det andet tidspunkt kender vi ikke.
Vi ved ikke, hvor længe denne verden skal bestå. Vi ved ikke, om vi lever i de sidste tider, eller om verden endnu er ung og kommer til at opleve mange års- og årtusindskifter endnu. Vi venter, men vi ved ikke hvor længe. Vi venter, og måske synes vi, at vi er ensomme i vor venten. Måske synes vi, at Gud har glemt os. Måske mister vi håbet.
Sådan vil det gå siger Jesus. Det er derfor, han fortæller lignelsen om de ti brudepiger. I vor venten ligner vi brudepigerne. Heller ikke de ved, hvornår brudgommen kommer, og når det bliver nat, bliver de alle sammen trætte og falder i søvn. Læg mærke til, at det ikke bare er de tåbelige, som falder i søvn, det er også de kloge. De mister tålmodigheden og glemmer, at brudgommen kommer. Sådan kan det gå, når Jesus er langt væk.
Når det bliver mørkt, og når tiden går, så mister vi orienteringen, så glemmer vi, hvor vi kom fra, og hvor vi var på vej hen. Og hvis vi stirrer ud i mørket ser vi ingenting. Måske tror vi, at vi ser noget, men vi ser bare syner. Måske tror vi, at vi hører noget, men det er bare noget, som vi bilder os ind.
I mørket har vi kun ét orienteringspunkt: det er lyset. Og selv i det dybeste mørke kan blot et lille lysskær ses langt væk. Vort livs lys er Jesus. Det er ham, som sagde om sig selv: ”Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Han, som er verdens lys, skal være lyset i vore liv. Ham skal vi sætte alt vort håb til, og når han kommer igen, skal vi møde ham med jubel og lys og glæde.
Og indtil han kommer igen, skal vi bære hans lys. Vi skal være som små spejle eller refleksbrikker, som hver især måske ikke lyser meget, men som tilsammen gør et vældigt indtryk, ligesom når mange mennesker til en koncert hver især på samme tid tænder en lighter. Ja, han, som er verdens lys, har givet os en stor opgave: ”I er verdens lys … dette lys må I ikke skjule, men jeres lys skal skinne for menneskene, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres far, som er i himlene.”
Og hvordan kan vi så lyse? Ja, først og fremmest er det vigtigt, at vi er opmærksomme på, at lyset ikke kommer fra os selv, og at vi derfor må sørge for at få fyldt på, der hvor lyset findes, at få tanket op, og det gør vi ved at komme Gud nær, eller mere præcist ved at lade Gud komme os nær. Det gør vi ved at tale med Gud i bøn. Det gør vi, når vi går i kirke og hører Guds ord til os. Og det gør vi ved dåben og ved nadveren. Kun ved at lade Gud fylde os med lys kan vi selv være lys.
Og så skal vi lade vort lys skinne. Det kan vi gøre på mange måder alt efter situation og evne. Det gør vi ved til stadighed at tro – dvs. lade Gud komme os nær. Det gør vi ved vise kærlighed og gøre kærlighedens gerninger. Det gør vi ved at bevare håbet.
Men vi, som er verdens lys, kan alligevel blive trætte og miste modet, ja værre endnu: det kan gå os som de fem tåbelige brudepiger, der ender med at stå uden for døren. Og hvad er det så, som er i vejen med de fem tåbelige brudepiger? Hvad er det, som gør, at de ikke blive inviteret med til festen? Jo, der er det i vejen, at de er lyseslukkere. De tror, at man kan komme til en fest uden godt humør, uden glæde. De ødelægger festen for sig selv og andre, og de hindrer Guds lys i at blive set. Har der været noget lys i deres liv, så har det ikke været noget rigtigt lys, men kun deres eget begær, som brændte i dem. Vi ka’ selv, har de tænkt. Vi vil selv. Vi er vort eget livs lys. Vi kan skinne for os selv. Vi er selvlysende. Og på den måde lukker de det sande lys ude af deres liv.
Den slags er der ikke plads til i Guds rige. Der er ikke plads til egoisme og begær. Og den slags er heller ikke på sin plads i denne verden, i dette liv, som vi lever her og nu. Vi er jo verdens lys. Vi er jo skabt af Gud til at være medmennesker. Gud vil ikke, at vi skal sidde med hænderne i skødet og være os selv nok. Livet er ikke et fængsel, hvor vi bare skal sidde tiden ud, men en gave og en opgave, som vi skal tage til os og tage på os.
Vi er Guds kærligheds hænder i verden, og vi er sat til at forvalte alt det gode, som Gud har skabt og skænket os, men vi ta’r ikke altid de pålagte opgaver på os: Vi kender det godt: alt det, som vi bør gøre, får vi ikke fik tid til. Alt det, som vi kan gøre, tør vi ikke. Det er jo mere bekvemt og mere sikkert at lade være, at lade stå til. Vi er ikke tro, vi glemmer kærligheden, og vi lader håbet visne. Vi skuffer og svigter dem, som regner med os. Vi mister orienteringen, og fordi vi tror, at vi er altings begyndelse og ende, kan vi kun snurre rundtosset om os selv.
Men vi er ikke altings begyndelse og ende. Gud er. Han har skabt jorden med alt, hvad den rummer, og når han vil, skal denne gamle verden dømmes – og mørket og løgnen og døden og synden skal forsvinde. Og også vi skal dømmes, men vi har lov til at se frem mod den dom med fortrøstning og håb, for den, som skal dømme os, kender os. Han gik her på jorden og havde med mennesker som os at gøre, og han tilgav dem. Og han åbenbarede en helt ny retfærdighed, da han på korset bar alt og udholdt alt og led og døde for vor skyld. Og han genopstod. Det er ham, som sidder han ved Faderens højre hånd, Jesus Kristus, som har magten til at tilgive os vor synd. Han er vort lys. Han gi’r os kraft, når vi er svage. Han støtter os, når vi vakler. Og han rejser os op, når vi falder. Amen!
