Broager Kirke søndag d. 31. januar
36 Befal du dine veje – 69 Du fødtes på jord – 320 Midt iblandt os er Guds rige // 319 Vidunderligst af alt på jord – 439,1 O du Guds Lam! – 68, 5-6 af Se hvilket menneske – 156 Guds rige lignes ved et frø
I min studietid besøgte jeg og studiekammerater i øvrigt undertiden Hanna og Tage Lunn*. Tage var en gammel, pensioneret præst, Hanna var Tages kone gennem mange år. Hun havde været hans husbestyrerinde, inden de blev gift, og hun passede ham vældig godt gennem alle årene. De var i øvrigt et glimrende værtspar de to.Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Jesus sagde: “Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.”
Og han sagde: “Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.” Mk 4, 26-32
Og engang der nævnte Tage også: “Jeg er nævnt i salmebogen”. Vi gæster vi betvivlede det, men han sagde: “Jo, det er jeg, det er jeg i salmen ‘Befal du dine veje’. [...] Der står nemlig sort på hvidt: ‘thi intet kan du tage, alt kan du få af Gud.’”. Jo, beskeden var han jo alligevel, for pointen var nemlig den ydmyge, at det gælder for alle og enhver: at man må lægge sit liv i Guds hånd, og at man er lille overfor Gud.
Og Tage Lunns pointer passede i øvrigt rigtig godt med denne søndags evangelietekst, der siger, at det i Guds rige er sådan, at det er Gud, som sår. Og det er Gud, som høster. Og væksten sker af sig selv, ganske automatisk.
Og på en eller anden måde er Guds rige både meget stort og meget lille. Det kommer af et lille, bitte korn, men det bliver overordentlig stort. Forunderligt er det. Og himlens fugle kan bygge rede i dets skygge. Er det nu et naturbillede det her? Eller er det et billede af noget andet? Troens univers. Er det et billede, som skal få os til at se tingene i et andet perspektiv?
Forstået fra fuglens, musens eller barnets perspektiv er billedet af sennepsplanten sammenlignelig med et digt af Tom Kristensen fra 1927. Det hedder “Græs”:
Græsset er underligt højt for mig,Digtet er fra “Verdslige Sange”. Og verdslig er de andre digte i samlingen så sandelig. De er meget anderledes. Men dette digt kan rimeligt og er også blevet tolket religiøst, selv om Tom Kristensen kaldte sig ateist. Det religiøse kan da også understreges af, at et par linjer fra digtet står på hans gravsten sammen med årstallene 1893-1974. Der står nemlig: “Bøjer jeg mig så dybt, jeg kan, vokser min verden sig stor.”
som ligger med næsen mod jord.
Bøjer jeg mig så dybt, jeg kan,
vokser min verden sig stor.
Under den grønlige spidsbuepark
standser jeg. Her vil jeg stå.
Tør ej gå vild i det lysende mørke,
tør ej gå vild mellem strå.
Inde i stråenes dæmrende haller
er der en stemme, der vågner og kalder
et stigende: kommer du nu,
kommer du, kommer du, kommer du nu?
Du nu?
Og som et svar,
tonen er klar,
underbar, drengeklar stemme i mig:
Endnu ej, nej, endnu ej, nej!
Men når mit vanvid er omme,
da vil jeg komme, da vil jeg komme.
Da er jeg lille og lykkelig nok.
Vil han, Tom Kristensen, være lille nok? - Han havde svært ved det. Vil du være lille nok? Det er på en gang et kristeligt og et eksistentielt spørgsmål. Om det en historie:
Der var engang i en lille, afrikansk landsby en slem tørke. Afgrøderne hang, og selv dyr og mennesker havde knapt nok at drikke. Man gjorde, hvad man kunne. Nogle hentede vand langt væk fra. Andre forsøgte at bore brønde og gravede efter vand tættere på, uden at det dog rigtig hjalp noget. Og præsten i landsbyen kaldte sine sognebørn sammen på byens torv. Der skulle de samle sig i bøn og bede om regn, og de hver især skulle medbringe noget, som symboliserede deres tro og kunne styrke bønnen.
Og folk samlede sig. Og, som det var tradition blandt disse kristne, tog mange af dem deres bibel med for at bede med den i hænderne. Og andre tog deres religiøse billeder med, billeder af Jesus, af Jomfru Maria og af de forskellige helgener. Og atter andre havde et kors med. Og så bad de.
Og en anden historie:Og sandelig om ikke det begyndte at regne. Og alle blev glade og begyndte at danse og synge. Og pludselig midt i denne glade flok så præsten en 9-årig dreng stå der. Drengen stod helt stille og holdt en paraply over sig midt i regnen. Den havde han taget med, fordi han troede mest og stolede fuldt og fast på, at Gud virkelig ville høre bønnerne og sende regn.
På et stort hospital gjorde man meget for, at langtidsindlagte børn ikke skulle komme bagefter i skolen. Samtidig med, at man behandlede, lindrede og helbredte sygdomme, ville man også sørge for, at børnene udviklede sig i takt med deres kammerater og kunne følge med, når de blev udskrevet.
En dag fik lærerinden på det hospital til opgave at undervise en bestemt dreng. Hun noterede sig drengens navn og stuenummer, og hun ringede til drengens klasselærer og spurgte, hvad klassen arbejdede med. “Vi arbejder med navneord og forholdsord lige nu”, sagde klasselæreren, “og jeg vil være glad, hvis du hjælper ham til at forstå, hvad det drejer sig om”.
Så gik hospitalets lærerinde hen til drengen for at undervise ham. Og hun fik et chok. Ingen havde havde fortalt hende, at drengen var frygtelig forbrændt, og at han også havde smerter. Men hun fik da fremstammet: “Din skolelærer har bedt mig undervise dig i navneord og forholdsord”. Og så underviste hun. Og da hun gik, havde hun det rigtig skidt, hun følte, at hun ikke rigtig havde hjulpet den her dreng.
Dagen efter spurgte en sygeplejerske lærerinden: “Hvad har du dog gjort ved den dreng?” Og lærerinden begyndte undskylde sig. Men sygeplejersken sagde: “Nej, nej. Du forstår slet ikke, hvad jeg mener. Vi har været så bekymrede for ham, men lige siden i går er han blevet helt anderledes. Han kæmper, han tager imod behandlingen. Det er som om, han har besluttet sig for at leve”.
To uger senere forklarede drengen, at han fuldstændig havde opgivet håbet, og han troede også, at lægerne havde opgivet ham. Men det med lærerinden havde alligevel fået ham på bedre tanker: Han udtrykte det på den her måde: “Man ville da aldrig spilde tid på at lære en, som skulle dø, om navneord og forholdsord, ville man?”Og vi – vi ville heller aldrig spilde tid på at høre om Guds rige, hvis vi ikke troede på det. Enten som noget allerede livskraftig voksende eller i det mindste som et frø sået i vores hjerte klar til at spire. – Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
* Se artikel om Hanna og Tage Lunn i Birket Lokalhistoriske Arkiv...
